Eftersommeren havde været ret så heftig i begge firmaer. Sigrún havde haft fuldt op at gøre med incentives og mødearrangementer både på hjemmebane i Island og i Grønland og Norge. De svenske og danske arrangementer havde hun videregivet til Jens i København, som på sin side slet ikke kunne overkomme de mange Study Programmes og Special Interest Groups, der var på vej fra U.S.A. til Skandinavien. Han så virkelig frem til den store "IT&ME" i Chicago midt i september. Nok var det arbejde; men der blev alligevel også altid tid til lidt fritid. Sigrún havde sørget for deres hotel, og han havde sørget for deres del i den fælles nordiske stand på selve messen. I år havde de også valgt udelukkende at benytte elektroniske medier, Cd'ere og Dvd'ere. Trykte programmer og turforslag og oplæg kostede det hvide ud af øjnene, så det var nu definitivt fravalgt. Visitkort og præsentationsflyers derimod, det havde de fået trykt på kvalitetspapir og i rigelige mængder. Det så faktisk ret flot ud med de to firmanavne og logoer sammen, og så havde Sigrún klogt foreslået, at de skrev teksterne på islandsk, dansk og Britisk Engelsk for at understrege hvor eksotiske deres produkter og services reelt var set med internationale øjne. Blandt billederne var der især to fra Færøerne, som han holdt af og var overbevist om ville virke sælgende.

Rejsedagen kom, men de kunne ikke rejse i samme fly fra Reykjavik, fordi Icelandair ikke fløj på Chicago. Sigrún måtte derfor via New York, hvor han selv kunne flyve direkte fra København til Chicago med SAS. Hjemrejsen derimod, den havde de tilrettelagt med en overnatning i New York. Derfor kunne de følges ad til Reykjavik. Skønt de begge udmærket godt vidste, at de hele vejen til Reykjavik bare ville sidde med hinanden i hånden, våde øjne og være tavse, så måtte de lige have de sidste timer med sammen.

Flyveturen forløb ganske, som den skulle og aldeles begivenhedsløst. Taxi-turen ind til centrum var lidt sjov, fordi chaufføren tog fejl af en smutvej, så lige pludselig holdt bilen i en meget snæver gyde med fronten mod en mur. Gaden endte blindt! Mange undskyldninger senere ankom de til "De Witt Place" med den velkendte blå markise over indgangsdøren. Hotellet var fra 1924 og lå i det ret eksklusive "Gold Coast & Streetervill Quarter" kun to gader fra "Water Tower Place" og "Lake Michican" med "Oak Street Beach". Metroen var lige rundt om hjørnet og det samme var "John Hancock's Observatory". Også "Museum of Contemporary Art", hvis sponsorforening han selv havde som en af sit firmas mere eksklusive kunder, lå i dette hjørne af storbyen. Han vidste, at også Sigrún glædede sig til, at de skulle gense netop det museum. Det var helt trygt at gense stedet. Et lille jetlack havde han nu. Det var altid en lidt besynderlig fornemmelse i kroppen og hovedet at være fløjet fra København klokken 15:45 og så efter ni lange og kedsommelige timer lande i Chicago klokken 17:45. Sigrún ville først ankomme med American Airlines fra New York klokken 20:45. Han måtte forsøge at holde sig vågen så længe.

Han tjekkede ind for dem begge, og Sigrún havde reserveret en af hotellets meget rummelige suiter, som reelt var en halvanden værelses lejlighed. I spejlet i entréen så han et glimt af sig selv og blev lidt ærgerlig over, at han havde spildt et eller andet på sin nye "Marck Cardigan" i kraftigt bomuldstrik fra Tommy Hilfiger i København. Han havde sådan glædet sig til at vise sig for Sigrún med den på. Det var så sjældent, han tog sig sammen til at anskaffe sig nyt tøj, og nu havde han faktisk været en tur i byen for at forny lidt af sin garderobe til "IT&ME" her i Chicago - nok mest måske fordi Lene hjemme på kontoret sagde, at han skulle, og at han jo kunne lade tøjkøbet gå ind i regnskabet. Han havde også købt hele to nye skjorte samme sted til en mindre formue, blandt andet en "Earvin"-skjorte, som han syntes var utrolig flot. Nå, det var jo ikke noget nyt, at han fumlede lidt med tingene i ren og skær distraktion. Sigrún ville nok tilgive ham pletten. Efter at have installeret sig i lejligheden, bryggede han sig en potte te, hældte den på den hvide termokande, der stod i det lille; men funktionelle kichinette, tog et stort blåt tekrus og begav sig til tagterrassen. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så solbrillerne kom på og den medbragte bog, Karin Johannissons "Melankoliska Rum" blev åbnet. Den gode stol var dog åbenbart for god, for et halvt krus te senere var bogen gledet ud af hans hånd, øjnene gledet i, han selv gledet halvt ned ad stolen og Morfeus havde bredt sine evigt beskyttende arme ud over ham - han snork sov og opdagede ikke, at det efterhånden blev mørkt og Månen lyste over den hele fantastiske by, mens den sugede lyset ud af stjernerne på den sorte himmel!

Pludselig vågnede han med et lille sæt, der var noget langt hår, der kildede ham og en kvinde der bøjede sig ned over ham, tog hans cap af og kyssede ham på panden! Åh, denne velkendte duft og fornemmelse, Sigrún, ja, det var hans egen Sigrún, der var kommet. Han blev øjeblikkelig varm og blød inden i og kunne overhovedet ikke få et eneste ord frem. Der sad en klump i halsen, og så kunne alle filmheltene bare gå hjem og lægge sig, han anede ikke, hvad han skulle gribe og gøre i. Han vidste bare med sine følelser, sit instinkt og sin intuition, at det her var det rigtigste i Verden. Kun en tanke stod ham i hovedet i dette sekund: Hvor var han dog bøvet lige nu, hvor han ville sige alle de smukkeste ord, der fandtes i alle Verdens tusinder af sprog til hende, og så kunne han bare sige "øh" og sidde halvvejs ned på gulvet med sammensnøret hals! Hun stod og smilede kærligt til ham, så på ham og så trillede en enkelt lille gensynståre ned ad hendes ene kind, hun læste hans tanker og følelser som en åben bog. Hvor så hun godt ud i sine nye tætsiddende "Katy Rome Pants" i lys beige og med en "Vondala Paisly Shirt" i rødligt mønster. Han kunne genkende mærkerne, for han havde netop hjemme i København været i Tommy Hilfiger, og der havde han også set netop det, hun nu havde på. Det var godt nok en del smukkere på hende frem for på mannequin-dukken i butikken! Så kom han op fra sin umagelige stilling i stolen, fik væltet termokanden på vejen og stolen med. Han lagde varsomt armene om hende, kyssede den lille tåre bort, rømmede sig og fik endelig sagt:
   "Jeg ved nu, hvad ægte kærlighed er." Han syntes det lød dumt og højtravent og også lidt bøvet; men det var altså lige de ord, der faldt ham ind, og sommetider tog ordene bare sig selv tilrette. Det der med at sætte de helt rigtige ord på de største følelser i livet var vist ikke rigtigt noget mænd nogensinde blev særlig gode til. Så måtte de kysse hinanden, så deres briller stødte sammen, hendes viltre hårtot kildede dem begge på næserne, hun tabte den store norske trøje, hun havde over armen og det var, som Verden genopstod. Hun så på ham et øjeblik, spurgte så stille:
   "Jens, kan du høre, hvor englene synger for os to lige nu? Se, hvor de får stjernerne til at vinke til os." Hun pegede på den storslåede nattehimmel over Chicago. Han kunne ikke sige noget, bare nikke og indsnuse hende kærligt og begærligt. Jo, han fik sagt:
   "Jamen, vi har også holdt vores aftale fra den gang i "Ishavskatedralen" i Tromsø til punkt og prikke trods tvivl og bøvl." Nu var det hende, der bare kunne nikke. Hun lænede sit hoved ind til hans bryst og sukkede glad. Sådan stod de længe, rigtig længe faktisk. Vidste man ikke bedre, kunne man af deres silhuetter her i det næsten magiske nattelys over Chicago tro, det var to teenagere, der nød deres aller første kærlighed, som foregik det hele i "Familie Journalens" romanføljeton.

På vej til deres lille suite eller minilejlighed, standsede Sigrún med et op:
   "Jens, vi skal finde os et lille sted i Verden, der kun er vort, der er helt vort eget. Vores lille Verden!"
   "Mon så ikke, vi lige skal have min bonussvigermor, altså din mor, med for at realisere noget så krævende? En ægte Vikinge klanleder!"
   "Så må det blive i Italien, så mor kan matche alle de der mafiosoer, du siger der kan være på spil dernede i syden!"
   "Jeg har altid haft en lille hemmelig drøm om at eje et lille, gammelt hus et sted i Italien," sagde han drømmende.

"Er du sulten?" Hun rystede på hovedet, og den røde sløjfe fløj afsted og landede på dobbeltsengen.
   "Halløjsa skat! - Mon det var symbolsk eller hvad?"
   "Det var en engels vingesus, der bragte den på plads, tror jeg." Hun så smilende op på ham og fortsatte:
   "Men vi har altså også lige en praktisk opgave. Køleskabet her er jo gabende tomt, og du gav bare efter for dit jetlack og snorkede tiden bort i stedet for at købe lidt forsyninger ind til os, som vi havde aftalt. " Hun sagde det med kærlig stemme og glimt i øjet; men han måtte erkende, at hun havde ret. Noget måtte gøres, han havde jo lovet det.
   "Tja, en spadseretur langs "Lake Michigan" havde sådan set været mere romantisk; men vi bliver nok nødt til at finde et lokalt supermarked. Jeg mener at huske, at der ligger et en gade væk herfra; men vi kan spørge i receptionen?" Nede i receptionen kunne de bekræfte, at der lå et stort, døgnåbent supermarked cirka femhundrede meter fra "De Witt Place"; men der lå også et lille, døgnåbent lokalt supermarked lige rundt om det første hjørne. De skulle bare kigge efter marskandiserforretningen med det giftiggrønne skilt lige ved siden af supermarkedet.

Fire fyldte bæreposer uden hank fra det lille, lokale supermarked. Bagefter stod de og kiggede på marskandiserens udstillingsvinduer. Jens pegede:
   "Se den gamle obo. Hvor er den i grunden smuk. Tror du den stadig kan bringes til at levere lidt vellyd?"
   "Kan du spille på obo?" Sigrún så overrasket på ham.
   "Ja, lidt og lidt på mundharmonika," sagde han stille og så ned i fortovets fliser; mens han sagte tilføjede:
   "Men altså noder kender jeg ikke til. Det er bare sådan lidt improvisationer for sjov, og det er aldrig lykkedes mig at spille det samme to gange." Så skubbede Sigrún til ham med sine to store indkøbsposer:
   "Der er jo stadig åbent. Gå nu ind i butikken!"
   "Jamen... "
   "Kom nu bare i omdrejninger, skat!" De gik ind i forretningen, hvor der lugtede støvet, og hvor lyden fra utallige gamle ure var det eneste, man hørte. Så dukkede en yngre kvinde op, præsenterede sig som Michell Levin og spurgte, hvad hun kunne gøre for dem? Sigrún gik direkte til sagen og spurgte, hvad den gamle obo i vinduet kunne købes for. Svaret var kort og kontant 140 Dollars og ja, den kunne stadig spille. Sigrún betalte til hans store forbavselse ganske uden at forsøge at prutte om prisen. Ekspedienten tog oboen fra vinduet, hun pakkede den ikke ind eller noget, hun stak den bare ned i en af indkøbsposerne. Så fandt hun en lille pakke med et metalspænde og seks dobbelte rørblade til instrumentet og lagde også den ned i posen.

Tilbage i deres lille køkken begyndte Sigrún at sætte plads og udbrød pludselig:
   "Spil for mig Jens, spil! Så skal jeg spille for dig bagefter."
   "Spille på hvad? Du har da ikke noget flygel med i lommen, så vidt jeg kan se?"
   "Pjattehoved, jeg har faktisk af en eller anden grund fået min klarinet med i min rejsetaske. Du kan se selv kigge efter."
   "Intuition min skat. Din intuition er formidabel, det er den altså."
   "Mener du det, Jens? Jeg har altid syntes, at du har en intuition, som jeg gerne ville have. Nu skal det så i sandhedens interesse lige siges, at min klarinet faktisk allerede lå i min taske i forvejen. Jeg lod den bare blive liggende, da jeg pakkede til rejsen her. Jeg gad ikke rydde op; men det er der vel intet nyt i, som du sikkert ville sige, hvis du fik lov. Din intuition derimod, den har jeg mange gange oplevet som meget sikker."
   "Vi har nok en god intuition begge to. Jeg tror også, vi bruger vor intuition; men vi tænker nok bare ikke så meget over det?"
   "Må jeg godt tænke det som tanker ført af engles vinger?" Hun så kærligt spørgende på ham.
   "Selvfølgelig." Så satte han sig på en stol midt på gulvet, rodede lidt med oboen og fik monteret de to rørblade nogenlunde korrekt. Han tog en dyb indånding, lukkede sine øjne og begyndte at improvisere på oboen, der med sin lidt vemodige klang snart fyldte både rummet og deres tanker for en tid. Sigrún gik i stå og satte sig på gulvet foran ham og lyttede intenst til hans spil. Da han var færdig sænkede han oboen og så hende lidt genert i øjnene.

"Tak, Jens! Jeg synes, det var en meget intim og dejlig oplevelse. Ja, jeg fik en fornemmelse af at komme dig endnu nærmere. Du virkede på en og samme tid både meget, meget sårbar og utrolig stærk. Det eneste, jeg er lidt ked af er, at du ikke kan gemme din musik. Kunne du ikke se at få lært noder?"
   "Jeg tvivler på, jeg har tålmodighed nok. Jeg tror heller ikke, jeg er sådan traditionelt musikalsk nok til det?"
   "Det er da noget vrøvl, Jens. Det er da fordi du ikke gider lære noder; men hvis bare du vil love at spille for mig flere gange, så ... "
   "Tror du, jeg tør?"
   "Altså, du har jo lige gjort det, ikke?"
   "Joh, det er jo rigtig nok."
   "Spiller du også for Birgitte, din kone derhjemme i Kø benhavn? "
   "Næh, for jeg har jo ikke haft en obo derhjemme længe. Jeg spillede bare på Pernilles i sin tid; altså min første kone, du ved, når hun ikke var hjemme. Ingen skulle høre det."
   "Hun må da have kunnet både se og mærke, at nogen havde haft fat i hendes instrument?"
   "Jamen, jeg lærte mig ret hurtigt selv at sætte mine egne dobbeltrør i."
   "Aha!" Hun så interesseret på ham og fortsatte:
   "Dine små stille improvisationer mindede mig faktisk lidt om Stephan Micus' "Bold as Light"; du ved, sådan noget "New Age"-age noget."
   "Ah, det niveau kommer jeg aldrig op på. Når jeg en sjælden gang spiller, så er det for at leve nogle følelser ud. Det er jo ikke rigtig musik, vel?"
   "Jo, det er også rigtig musik, synes jeg."
   "Tak min skat."
   "Nå, nu er det min tur til at spille for dig." Hun rodede en del i sin rejsetaske; men halede så sin smukke og meget velpassede klarinet op fra dybet." Få øjeblikke senere spillede hun sig med klarinettens bløde og melankolske klange dybt ind i en af Johan Sebastian Bachs "Franske Suiter". Skønt suiten var skrevet for cembalo, så lød den i hans øren helt fantastisk på Sigrúns klarinet.

Så sad de lidt og så genert på hinanden, lod tanker og følelser regere nu, hvor han havde frembragt vemodet på oboen, og hun havde hentet melankolien til dem på klarinetten.
   "Jens, en gang imellem kommer mit sorte humør over mig, og jeg føler en ubestemmelig sorg et sted i mit hjerte. Det kommer, når jeg savner dig aller mest eller bare har brug for dig, og jeg ved, det bare er umuligt. Så tager jeg sommetider klarinetten til hjælp, for med den kan jeg følge den mærkelige følelse på vej. Det hjælper sommetider lidt." Hun så ham kærligt i øjnene.
   "Jeg synes mere, det er en slags længsel efter noget uopnåeligt, en lang blå følelse af et fravær, en slags uafsluttet farvel, jeg får, når jeg savner dig mest. Ja, det lyder vist som noget sludder, når jeg sætter ord på?"
   "Næh, ikke for mig," sagde hun stille og blev fjern i blikket. Så sad de igen en tid med ordløs; men kærlig kommunikation og holdt hinanden i hånden. De havde kun tændt en enkelt lampet i lejligheden, så mørket lagde sine beskyttende bløde vinger over dem, som de sad der med alle deres mest intime følelser nærmest uden på kroppen.

"Hvad var det for en bog, jeg så dig læse i før? - Var det ikke noget med melankoli?"
   "Næh, nej - ikke som sådant. Karin Johannisson skriver om begreberne, der ligger i melankolien. Altså angst og lede; men også sårbarhed sådan både i fortid og nutid."
   "Er hun islænding"
   "Det tror jeg ikke. Hun skriver på svensk. Bogen er i hvert fald på svensk. Nu bliver jeg selv lidt i tvivl, når du spørger?"
   "Læser du mange bøger på svensk?"
   "Det tror jeg nok. Det spekulerer jeg egentlig ikke over; men bøger er billigere i Sverige end i Danmark, så jeg køber ofte bøger, når jeg er i Skåne, og det er jeg ret tit."
   "Jeg ville gerne læse noget af Peter Englund. Jeg har hørt en hel del om ham og hans forfatterskab. Har du tilfældigvis noget med af ham?"
   "Øjeblik!" Han rejste sig, gik hen til sin rejsetaske og begyndte at rode rundt i den. Pludselig halede han en bog frem med sejr i blikket:
   "Se! - Her er faktisk en. Det er "Tystnadens Historia och andre Essäer"; men du skulle næsten først læse den her. Det er Owe Wikströms "Til längtans försvar eller vemodet i finsk tango." Den er tankevækkende; eller lad mig sige, den satte tanker i gang hos mig i hvert fald." Han rakte hende bøgerne. De sad lidt og bladrede i bøgerne i tavshed. Så sagde Sigrún:
   "Derhjemme savner jeg virkelig nogen at læse bøger sammen med. Jeg gør det lidt sammen med min mor; men vi læser sjældent helt de samme ting. Det er altså heller ikke helt det samme som at flyde i et sofahjørne sammen med dig og en flok bøger, vel?" Han kyssede hende i nakken.

Ikke længe efter begyndte trætheden imidlertid at overmande dem begge. De hyggepjattede lidt mens de pillede tøjet af hinanden og spredte det rundt omkring på gulvet. De var også på badeværelset sammen og snart lå de tæt omslyngede i sengen og fornemmede hinandens vidunderlige nærvær på ny. Sigrúns traditionsrige godnatprut bragede løs og hun gabte langgab, så det ville noget. Alligevel faldt han selv først i søvn; men opdagede det naturligvis aldrig.

Morgenen kom med to mobilos synkront og uhyggeligt præcist hylende hver sin atonale og sindsoprivende vækkealarm. Sigrúns mobil lå og flød et sted inde under sengen, hvilket ikke var første gang. Sigrún måtte ind og rode under sengen, hvilket både var lidt morsomt at se på og lækkert med hendes flotte bare røv i nåhøjde; åh, han måtte lige kysse hende.
   "Nej, lad være, det er sgu alt for fristende for en gammel kone med hovedet i støvet og røven i himlen!" Hans egen mobil lå åbenbart stadig i bukselommen, og bukserne flød på gulvet ved siden af sengen. Han svingede benene ud over sengekanten og skulle til at rejse sig, da der pludselig var en fast og kærlig hånd, der trak ham i pikken og en kvinde, der kyssede ham på nosserne:
   "Ha! Du kyssede mig på numsen, så har jeg ret til mindst at kysse dig på nosserne, for de er nemlig min ejendom, at du bare ved det!" Hun fnisede, og ih, hvor det kildede at hun kyssede ham der lige nu.
   "Hov, hov; din ejendom? De er da vel mine egne?"
   "Nul putte! Dine gener spredes fremover kun gennem mig. Det husker du lige!"
   "Der står da ikke navn på dem."
   "Jo, lige om et øjeblik, så gør der!" Hun holdt pokkers fast i hans pik, rakte lynhurtigt ud efter den røde tus, der lå på natbordet og skrev så sit navn på hans nosser! Føj hvor det sved; men det hjalp naturligvis lidt, at hun kyssede ham på indersiden af begge lår!
   "Altså hvor er du fræk. Tænk hvis Birgitte ser det?"
   "Du boller altså kun din kone i mørke og med pikken pakket ind, og du tænker på mig, hvis du absolut ikke kan lade være med at bolle hende, du gør! Faktisk burde du leve i cølibat, når vi to ikke er sammen."
   "Såh, gør du da selv det?" Han kærtegnede blidt og kærligt hendes bløde bryster. Brystvorterne begyndte omgående at stritte vildt og inspirerende.
   "Næsten!" Så kom de til at grine, og da hun smed sig på maven i sengen, snuppede han hurtigt tussen ud af hendes hånd og skrev sit navn på hendes ene balle.
   "Nej, hold da op!"
   "Så, nu har jeg også sat mit ejermærke på dig, min skat! Jeg kunne jo ikke så godt skrive mit navn i din lækre kusse, vel?"
   "Det behøver du heller ikke, for den bliver alligevel kun våd, når du er i nærheden. Kussen lever sit eget liv, og den ved godt, hvem den tilhører." Hun kyssede ham lige på den halvt erigerede pik, så den rejste sig helt, hvilket hun morede sig meget over og kyssede ham endnu en gang. Så måtte han bare trække hende helt tæt ind til sig, og øjeblikket efter var han oppe i hende til et lille hyggeligt og nærmest overdreven vådt morgenput. Bagefter lå de dovent og nussede og kælede med hinanden, og han måtte også lige pille ved hende, så også denne morgen blev fyldt med hendes frydefulde lyde.

Ind gennem vinduerne vældede lyset fra den klareste septembersol, man kunne tænke sig. Lyset i Chicago havde de begge altid holdt uendeligt meget af. Det lys kunne så absolut konkurrere med deres hjemlige skandinaviske lys. De biksede noget tilpas amerikansk og usund morgenmad sammen i fællesskab endnu inden, de havde været i bad, og de satte sig splitter nøgne kun iført briller og godt humør ved spisebordet i solstriben og nød morgenmaden og synet af hinanden. Blandingen af hørmen fra god og meget kærlig sex og usund morgenmad med æg og bacon og pandekager med tyk ahornsirup var helt formidabel. Det var bare en rigtig god opladning til det hårde arbejde, der ventede dem ved "IT&ME" allerede fra samme formiddag. De vidste nemlig begge af egen erfaring, at netop "IT&ME" altid var hårdt arbejde.

Konferencedagene fløj afsted, der var rimelig god gang i det forretningsmæssige, og det var hver aften hårdt arbejde at bearbejde dagens resultater og forberede den følgende dags indsats. Der blev ikke megen fritid; men de havde valgt at sige fra overfor samtlige officielle arrangementer. De arbejdede koncentreret fra "hjemmebasen" i lejligheden på "De Witt Place"; men netop fordi de arbejdede hjemmefra, blev der tid til at lave mad sammen, gøre deres enkle middage til romantiske "candle light dinners" midt i travlheden. De skabte trods alt den fornødne ro, de havde brug for. Når det blev sengetid, faldt de som regel i søvn næsten i samme sekund, de så hovedpuderne.

"Jens, vi skal altså huske "Museum of Contemporary Art", vi skal! " Det var Sigrún, der nævnte det under eftermiddagens kaffepause. Han så på hende med et skælmsk smil og foreslog så:
   "Kom! Vi lader resten af dagens program passe sig selv. Vi går nu!" Det lod hun sig ikke sige to gange, hun pakkede lynhurtigt alle deres ting sammen, trak ham med ud i garderoben, fandt deres overtøj og så var det bare afsted!

Vel ankommet til det store museum, sagde Sigrún stille på vej op ad trappen:
   "Ved du hvad, Jens, vi har faktisk ikke taget os ret megen tid til at elske. Er jeg blevet kedelig?"
   "Nej, det er du bestemt ikke. Jeg har bare været så træt så træt hver aften."
   "Nåh ja, jeg er vist også faldet lidt for hurtigt i søvn, er jeg ikke?"
   "Ja, det ved jeg jo sådan set ikke rigtigt, fordi jeg selv bare næsten hver aften er faldet om i sengen af træthed."
   "Så passer vi på hinanden resten af dagen og aftenen, vi gør!"
   "Meget gerne, skat." Han gav hende et stort, kærligt kram og et kys. Ud af øjenkrogen lagde han mærke til en lille flok yngre museumsgæster, som helt åbenlyst misbilligede, at to modne mennesker sådan bare lige i al offentlighed stod og kyssede hinanden. Aldersdiskrimination, tænkte han surt. Så gik de ind i forhallen, hvor det første hun sagde var helt efter traditionen:
   "Jeg skal altså tisse!" Hun så sig om efter toiletterne. Han grinede lidt af hende og udpegede retningen til toiletterne for hende. Han betalte for indgangen imens.

Det varede ikke så længe, så var hun tilbage. Endnu inden, de overhovedet var kommet til udstillingerne, så faldt de over museumsshoppen. Noget af det første, der fangede hans blik, var den utrolige halskæde i blankpolerede stålfirkanter, "Fiato sul collo" af Mario Trimarchi. De små blanke stålfirkanter ville flyde asymmetrisk ned over hendes hals, lyset glimte i dem. Han måtte se hende med den på, og nu fik den for alvor liv, hvor den lå mod hendes lyse, fregnede hud.
   "Hvor er den smuk om din hals, Sigrún!"
   "Synes du?" - Hun stod og vendte og drejede sig koket foran et spejl i butikken. Hun smilede, så han vidste, hun kunne lide den. Han skyndte sig at betale de 160 Dollars med sit private kreditkort - ikke firmaets. Hun blev helt rørt, og som sædvanlig kom en lille tåre til syne, trillede ned ad kinden på hende, og han skyndte sig traditionen tro at kysse den bort. Det var næsten blevet en slags kærlighedens ritual efterhånden.
   "Hvad er det her egentlig for noget?" Spurgte hun nysgerrig.
   "Det er fra en af hans serier. Det er fra den, der hedder "La Stanza dello Scirocco", som han vist nok designede for huset "Alessi. Det blev aldrig nogen større salgssucces. Det var nok for specielt eller måske for moderne?"
   "Jens, du har en god smag, og jeg synes virkelig den både er smuk og utrolig spændende!" Hun kyssede ham, så ekspedienten bag disken blev helt rød i hovedet og måtte se væk.
   "Nå, så køber jeg selv de der "Alisei"-ørenringe, der hører til." Hvilket hun så også gjorde, hvorefter de arm i arm sammen gik på opdagelse i det verdenskendte kunstmuseum. Snart var de såmænd også som sædvanlig forsvundet helt ind i deres egen lille Verden. De ænsede ikke en gang, at der på et tidspunkt passerede en turistgruppe tæt forbi dem, og at flere af deres branchekolleger var med i denne gruppe som besøgende gæster på museet. Nogle af deres kolleger tabte næsten både øjne og mund, da de så de to stå der og på dansk hyggediskutere farverne i et af kunstværkerne, som om de var et sølvbryllupsægtepar på ferie alene uden børnene. Det, de var standset op ved, var Walead Beshty's "Four-Sided Picture" (Red/Green/Blue/Yellow) fra 2006, hvor det i særlig grad var de blå farvers placering, de diskuterede. Det var et kromogent print, som Mrs. Karen & Mr. Daniel Lee havde skænket til museet. Jens huskede faktisk, at han en enkelt gang havde truffet Mrs. Karen Lee her på museet ved et velgørenhedsarrangement forud for en studierejse til Skandinavien for museets vennekreds, altså sponsorerne.

Tilbage på hotellet opdagede de, at der kun var femten minutter, til den afsluttende festmiddag ved "IT&ME" skulle begynde.
   "Jens, hvad gør jeg? Du kan bare snøre et slips om halsen og tage din jakke på, så bliver du såmænd nok accepteret; men hvad skal jeg tage på? Kom nu, Jens, sig noget!" Han smilede til hende:
   "Nåh, du plejer da ellers nok at være både handlekraftig og beslutningsvant, så... "
   "Hold nu op Jens, hjælp mig! Du skal kunne være stolt af mig. Ja, ja, ja, jeg ved godt, at det er der ikke meget rødstrømpe over; men vi to skal altså følges ad."
   "Tag din sorte ærmeløse kjole på, ja, den der på gulvet i skabet! - Og så tager du inden under den stretch rib-ting med den runde halsudskæring på. Ja, ja; den, der hænger skævt på bøjlen. Lige for næsen af dig. Den er flaskegrøn, så det vil se rigtig raffineret ud til kjolen. Du sætter dit hår løst op, beholder dine nye smykker på, finder det smalle sorte læderbælte, du ledte efter i går, og så nogle sorte nylonstrømper og futterne ned i de sorte ruskindsstøvler, der flyder inde under sengen. Bare kom i gang, så får jeg receptionen til at klare en eksprestaxi."

Selvfølgelig kom de for sent; men dels var det ikke så meget, dels var der adskillige andre, der kom nogenlunde samtidig. Alligevel var det af en eller anden underlig grund netop Sigrún og ham selv, der vakte opsigt, så der blev helt stille, mens de skred op ad gulvet og frem til det bord, hvor de skulle sidde. Alles blikke hvilede på dem, kameraerne fangede dem ind og næsten øjeblikkeligt stod der en journalist ved deres bord. Pokkers også, nåede han lige at tænke, da Sigrún med et tøsefnis hviskede ham i øret:
   "Jeg var ved at finde et par rene trusser frem, da du kommanderede rundt med mig, så jeg glemte altså helt at få nogen på igen!"
   "Sigrún altså! Nå, buksestrømperne holder vel det meste inde og nysgerrige blikke ude?"
   "Næh, for det er sådan nogle smarte selvsiddende nogen med blondekanter, jeg har på. Du ved, sådan lidt "friste-friste". Vil du kigge efter selv? Det er ikke kedsommelige buksestrømper! Du er gammeldags, min skat." Alligevel rødmede hun, og journalisten begyndte at kigge lidt nysgerrigt på hende.
   "Skal jeg diskret liste et par af de flotte stofbordservietter ned til dig, så du har noget at holde dig tør med?" Han kildede hende på låret.
   "Det kan man da ikke, Jens!" Hun daskede ham venligt over fingrene.
   "Pest eller kolera! Kommer du til at grine eller til at rejse dig op for hurtigt, så ved du, hvad der sker."
   "Sådan noget hører man aldrig om fra andre kællinger, ikke engang i dårlige romaner! Er det mig, der er særlig dum eller hvad?"
   "Næh, du er bare ærlig nok til at indrømme det."
   "Kjolen er da også så stram, at man sgu da kan se det, hvis jeg stopper noget mellem lårene oppe ved kussen, ikke?"
   "Du har næppe noget valg?"
   "Øv altså! Nå, lad det nu vente lidt. Ham der journalisten og hans paparazzi vil os åbenlyst et eller andet."
   "Gider du nakke dem, skat?" Hun så glad på ham, da han spurgte hende, smilede kærligt til ham, strøg ham over hånden og fik så ellers sit kampblik i øjnene, da hun rettede blikket mod journalisten.

Det tog kun Sigrún ganske kort at "nedlægge" journalisten og hans fotograf. Hun gjorde det meget professionelt, og indvilgede i som modydelse, at indgå i arrangementets panel for pressen og andre; men hun insisterede på, at Jens altså også skulle med, for de arbejdede med fælles projekter. Det var der heller intet problem i. Panel og pressearrangementet skulle finde sted umiddelbart efter desserten og inden musik og dansearrangementet begyndte.
   "Nå, endnu en sejr, hvor vi får gratis reklame og marketing ved at sidde og kloge os i et panel i rampelyset for rullende kameraer og journalist-hyæner?"
   "Nemlig! Sådan blev den ged barberet!"
   "Øh apropos "barberet", sidde i panel på scenen uden trusser på og vise min urskov frem er nok ikke særlig smart, vel?" Sigrún lød ærligt bekymret.
   "Så må du jo tænke nøje over, hvordan du sidder på stolen, ikke sandt?"
   "Det kan jeg altså ikke. Når jeg bliver ivrig, så kører jeg rundt på stolen. Det ved du da!"
   "Det skal nok blive underholdende!"
   "Jens, hjælp mig med at finde på noget! Jeg vil altså ikke sidde der og vise fisse og røv til Verden." Jens lo af hende; men hviskede så i øret il hende, at han godt havde set de glemte trusser ligge på sengekanten, så han havde faktisk stoppet dem i sin lomme. Sigrún slap et lettelsens suk løs.
   "Ja, ja; nok har jeg dine trusser i min hånd; men det bliver dyrt at aflevere dem, at du ved det!"
   "Nævn din pris, og jeg skal fordoble den!"
   "Du rydder op og tager opvasken."
   "Nej, hvor er du altså fantasiforladt, din bøf; men OK!"
   "Oprydning, sengeredning og opvask i to dage!"
   "Dødbider!" Grinede hun.

Middagen gik i gang, den var aldeles pragtfuld, og der var kun ganske få officielle festtalere. Bordet, de sad ved, var meget hyggeligt med flere branchekolleger, de havde kendt gennem mange år, og som også havde fulgt Sigrúns og hans forvandling fra gale, farlige kamphunde til "uskyldigt" sølvbryllupspar, som nu i stedet helt umærkeligt listede sig til de mest fantastiske aftaler med både leverandører og kunder.

Også paneldebatten med fra scenen med pressen forløb rigtig fint, og Sigrún havde både husket og nået at få sine trusser på.

Der var levende musik med et rigtig godt big band orkester, der underholdt og spillede til dans. Han kunne fortælle den evigt nysgerrige Sigrún, at det var selveste "The Chicago Grand Stand Big Band", der var på scenen. Ikke fordi det sagde hende noget; men hun kunne godt lide musikken, og de fik danset usædvanlig meget i løbet af aftenen. Han kunne ikke lade være med at føle det en lille smule frækt, at hun ingen trusser havde haft på under middagen. Omsat til dansemusik, så blev aftenen karakteriseret ved alle de store, traditionelle big band koryfæer som Glen Miller, Artie Shaw, Stan Kenton og ...
   "Sig mig lige, hvor fanden kender du alle de spøjse komponister fra?"
   "Jamen, det ved jeg ikke; men lige før var det et nummer af Woody Herman og lige nu er det såmænd Count Basie, de spiller."
   "Vi har da også hørt Duke Ellington, for ham kender jeg da trods alt."
   "Ja, og Krupa Goodman"
   "Og hvad hedder så ham der den trivelige herre, der dirigerer butikken?"
   "Bill Gilardon."
   "Jens, du er en nørd, er du! Og i øvrigt kan jeg alligevel ikke huske det om et øjeblik." Hun tog et fast tag i ham.
   "Du har selv fisket mig op fra Atlanterhavets bund den gang Norge, du ved nok! Du kunne bare have valgt torsken ved siden af mig? Og for øvrigt står dirigentens navn på det lille skilt med guldbogstaverne på scenekanten." Han lagde en varm hånd på hendes ene balle, og hun nød åbenlyst hans lille frækhed, hvor enhver anden ville være blevet flænset som byttedyr for en tiger, om de havde turde gøre det samme.
   "Nej, for du var og er da dummest af jer to, og derfor er du nemmest!" Hun lød meget bestemt; men smilede med øjnene. Hun viftede hårtotten væk fra næsen.
   "Oh min skønne kvinde, tak, tak og lad de tusinde stjerner lyse over dig for dit udsagn." Han kyssede galant hendes venstre hånd, snurrede hende rundt og kyssede hendes højre hånd. Sigrún var ved at dø af grin.
   "Ah hvad?" Hun slog stolt med nakken, skubbede brillerne på plads på næsetippen endnu en gang og stirrede ham fast ind i øjnene.
   "Jo min smukke brud, det er da vist første gang, du beskriver mig som nem. Det vil jeg evigt huske og tillige minde dig om ved passende lejligheder! - Nemmere end din mand hjemme i Reykjavik?" Han bukkede kunstigt for hende.
   "Så! Hold mund og kys mig. Kvinder skal passes og plejes og nusses og... " De kyssede hinanden varmt og kærligt midt på dansegulvet, deres briller stødte upraktisk sammen, som de plejede at gøre, og hendes hårtot kildede dem begge på næserne, og alt var som det skulle være.

Tilbage på hotellet meldte trætheden sig hurtigt, så der gik ikke længe inden, de sov i hinandens arme; de havde lykkeligt glemt, at i morgen ville være hjemrejsedag med våde øjne og brokkerier over det, som Sigrún anså for Guds alt for strenge straf for fortidens synder, og hans egen stædige fastholden i deres lille pagt fra den gang i Ishavskatedralen i Tromsø. Indtil nu havde pagten trods alt vist sig holdbar nok! Nåh nej, han kom i tanker om, at de jo skulle via New York med et helt døgn sammen i "The Big Apple". Sigrún havde bestilt billetter til en eller anden klassisk koncert med et orkester fra Los Angeles. "The Hollywood Bowl Orchestra" var det vist og med den verdensberømte John Mauceri som dirigent. Det glædede han sig til at opleve sammen med hende.