"Du får ikke kartofler, før du har spist dine sukkerkugler!"
Mors stemme var skinger, og Jegor rakte en hånd frem mod stablen af sukkerkugler. Den lå som et skævt tårn midt på det runde, hvide bord, som de sad omkring. Mor sad ved siden af Jegor og lige over for Jegor sad Brazil. Og nu spurgte Brazil:
"Hvis han ikke vil have dem, må jeg så få dem?"
Brazil lagde sit blå hoved på skrå, lavede smaskelyde med sine tykke, orange læber og rullede med sine gule øjne.Jegor syntes, han var både grim og forslugen. Godt han ikke var hans rigtige bror, men bare søn af mors kæreste.
Jegors hånd var lige ved at feje alle sukkerkuglerne over til det lille bæst - som om hånden var et levende væsen, der selv bestemte, hvad den ville.
Men så knurrede hans mave. Og kartoflerne duftede så godt, at hans næsebor bevægede sig. Uhm. Kartofler med salt og persille. Det var det bedste, han vidste. I hvert fald næsten det bedste. Hvedeboller med smør, var også godt.
"De knaser så ulækkert," forsøgte Jegor, og mente sukkerkuglerne. De var ravgule og hårde. Ikke til at kvase og ikke til at synke. Det var som om de voksede i munden og spærrede hele halsen.
"Ingen kartofler. Du kan gå ind på dit kammer og blive der til du kan få din lerklump til at blive en rose. Det kan ikke passe, du ikke kan finde ud af det. Selv 2-ugers alfeunger kan. Og du er elleve."
"Det er altså så svært," mukkede Jegor og stirrede ned i bordpladen. Der var en lillebitte sø af savl. Det var kommet, da han prøvede at kværne en sukkerkugle mellem tænderne. Nu flød den ud. Blev større. Og hans øjne var våde.
Øv! Det var træls at være så forkert. Så anderledes. Han havde ikke vinger som mor. Og heller ikke horn som Brazil og hans dumme far. Og heller ikke sådan et langt, orange hår som dem. Bare sådan noget dumt brunt og krøllet hår, der filtrede, hvis det nåede ned til skuldrene.
"Hvis jeg får kartofler, lover jeg at øve mig på det med rosen," sagde Jegor og blev ved med at se på søen, der voksede.
"Far, nu gør han igen, det der med vand ud af øjnene, han gør, far. Hvordan gør han det? Hvorfor kan han gøre det?"
"Fordi ...," begyndte Brazils far. Mor tyssede på ham og han så på hende. I et langt øjeblik. Så spurgte han:
"Skat, har du ikke fortalt ham, hvorfor han kan græde og ikke er god til at trylle?"
"Jovist, det er fordi han ikke vil spise sine gode kugler med nektar og sunde mineraler. Men du kan jo se, hvor umulig han er,"
"Han har da tygget to af de tingester i sig, skat. Jeg tror faktisk, han får vinger en skønne dag. Lad ham nu slippe for dem. Han kan jo få blodsuppe ligesom vi andre."
"Blodsuppe!" udbrød Brazil begejstret.
Jegor løftede hovedet, snøftede og så på ham. Brazil holdt læberne adskilt med sine lange, spidse hjørnetænder og hans sorte tunge tittede frem som en slange.
"Adr - hvor er du ulækker," kom Jegor til at sige. Ordene smuttede bare ud af hans mund.
Forskrækket bed han sig i læben.
Han måtte jo ikke tale grimt til Brazil. Slet ikke når hans far hørte det. For så kunne der ske ham noget slemt. Mor havde sagt det i en alvor tone.
Stakkels mor var slet ikke glad for at være kæreste med Brazils far. Det var bare noget, hun lod som om, fordi han havde en krystal, som hun gerne ville have fra ham.
Men det måtte han heller ikke sige,
Øv. Alting var så dumt.
"Synes du virkelig, jeg er ulækker?" spurgte Brazil. Han lød slet ikke ked af det. Jegor tørrede sine øjne med hænderne og så på sin stedbror; nu viste det lille bæst alle sine tænder i et stort grin. Så pillede han næse, fangede en stor klat, der var både sort og grøn - og klistrede den fast i sit hår.
Jegor ville se væk, men det var som om hans øjne gerne ville glo på Brazil, så han så Brazil læne sig ind over bordet, med hele overkroppen.
Pludselig knugede han alle Jegors sukkerkugler mellem sine hænder, og mens han gloede på Jegors hals, sagde han:.
"Godt jeg ikke er så nuttet og lækker som dig. Du er lige til at spise. Det siger min far også. Ikke også, far?"
"Sludder!" sagde Brazils far. Alt for hurtigt.
"I kan ikke tåle feer," sagde mor.
"Nej, men vi kan godt tåle men -"
SLASK!
Med et svup, gled Brazil tilbage over bordet og lå over sin fars knæ. Stolen havde den lange blåtrold skubbet tilbage, selvom man ikke måtte vippe på stolen. Og klask, sagde det, da han fik et slag i enden.
Skriget skar sig ind i Jegors hjerne.
Og det næste skrig fik ham til at presse en hånd mod sit hjerte. Hvorfor vidste han ikke, men det var som om det snørede sig sammen.
Og hvad det, Brazil havde været lige ved at sige? Hvad var det, han påstod?
"Av! Skal du bide, din lømmel. Bider du din far?"
Brazils far var vist rasende?
"Du - du må da ikke slå ham ihjel," udbrød Jegor.
"Hvorfor ikke?"
"Fordi...,"
Jegor måtte lige tænke sig om. Det var som om, han vidste hvorfor, men ikke kunne få ordene frem.
Så sagde han: "Fordi det gør man altså ikke, når man sidder og spiser."
Brazils far borede sine fæle øjne ind i Jegors, så det sved. Uf - han ville ikke sprøjte vand ud af øjnene igen. Det var sådan noget sært noget.
"Jeg slår ikke min søn ihjel," sagde uhyret langsomt og skubbede lidt til Brazil, der holdt op med at skrige. Men hans mund stod på vid gab og så fyldte han den med sukkerkugler, knaste dem og sank dem i en mundfuld.
Væk var de.
Og nu kom han nok ind på kammeret. Uden kartofler. Og med den dumme lerklump, der ikke ville blive til en rose, lige meget hvor mange magiske remser, han brugte.
"Jeg er så ked af, jeg hverken har vinger eller horn," sagde Jegor med dum, tyk stemme.
Så følte han en finger mod sin håndflade. En lang, knoklet finger. Og lige som han ville trække hånden til sig, gik det op for ham, at fingeren sendte en lun bølge ind i hånden og gennem hele hans arm.
"Du HAR da både vinger og horn," sagde Brazils far, "De er bare usynlige. Sådan er det med din slags."
"Men hvad er jeg da for en?"
" Her - tør dine øjne, Så skal du få kartofler - og bagefter skal din mor nok fortælle dig om dengang, hun fandt en lille, hjælpeløs unge af en anden slags - og tog den til sig."
"Er min mor så ikke ...?"
Pludselig havde Jegor slet ikke lyst til kartofler.
"Jeg elsker dig," sagde mor stille, "Og jo, jeg er din mor, men jeg har godtnok ikke født dig."
Sikke noget mærkeligt noget.
Men på en måde vidste han det jo godt.
Han greb en af de kartofler, Brazils far rakte ham.
Den smagte lidt underligt, men skulle nok bare tygges godt.