Du er, du er kvinde. Jeg er, jeg er mand. Vi er. Selvfølgelig er vi det. Vi to er i fornuftens Verden. Du og jeg er i præcis den Verden, hvor forståelse og tænkning konstituerer vor viden. Det er vi, fordi vi har besluttet, at netop viden og videnskab er den erfaring, der har samme forhold til mening; altså også din og min mening i det, der udgør relationen, der er vort forhold til hinanden, og som vor fælles forståelse har i relation til vore tanker og tænkning i almindelighed. Den er vor fælles og individuelle overbevisning af relation til indbildning og det, vi tror, de andre tror og ved.

Hvilken viden? - Viden om tilblivelsen af det, der er, hvilket er den synlige Verden, vi omgiver os med og lader os favne af. Det er den overbevisning, vi har. Når vi yderligere inddrager alt det, vi kan indbilde os selv og hinanden og i relation til hinanden som man og som kvinde og som mennesker, så står vore meninger lysende klart foran os. Det ved vi, fordi konventionerne har fastlagt for dig og mig og alle andre, at viden har netop den samme relation til meningerne, som forståelsen har i relation til overbevisningerne, og som tanker og tænkning har i forholdet til indbildning. Din indbildning, min indbildning og det, vi tror, de andre bilder sig selv ind.

Dybest set er det netop disse relationer, der udgør selve kontrapunktet mellem viden og mening, mellem mand og kvinde, hvilket er dialektiken mellem mands og kvindes Verden i det fælles forhold, der er en relation mellem virkelighed og indbildning. Det, vi kalder følelser, fordi det falder udenfor rationaliteten i viden.