Lene Jespersen, 42 år gammel. Indbragt til instituttet dags dato for obduktion.
   Det var den lokale obducent, der skulle foretage obduktionen. Hun var fundet død om morgenen af sin mand, der lige nu var til afhøring hos politiet....
   "Hr. John Jespersen, jeg skal afhøre dig om de nærmere omstændigheder ved din kones død."
   Det var den lokale politimand fra kriminalpolitiet, der var i gang med afhøringen.
   Da de indledende procedurer var overstået, med hans rettigheder, advokat bistand med videre, startede afhøringen.
   "Fortæl mig med dine egne ord, hvad der skete hjemme hos dig i nat." Politimanden ventede og John begyndte.
   "Jeg havde sat vækkeuret til kl. fem tredive. Jeg stod op da det vækkede, tog et bad og lavede morgenmad som jeg plejede. Lene sov endnu.
   Da det var tid til at komme af sted, gik jeg som jeg plejede ind i soveværelset, for at kysse hende farvel. Først da så jeg hun havde skum om munden. Da jeg ruskede i hende, var hun helt slap. Jeg ringede 112 og ventede på ambulancen."
   "Prøvede du ikke at genoplive hende?.." spurgte betjenten, men det gjorde han ikke, sagde han, og rystede på hovedet...
   "Hvordan kunne du vide hun var død?::" Ville betjenten vide, men det kunne han heller ikke svare på, han rystede bare opgivende på hovedet.
   Resten af afhøringen tog et par timer mere, og John fik at vide han ville blive fremstillet for en dommer, inden fire og tyve timer.
   Han var ikke formelt sigtet, men mistanken om medvirken ved hendes død var så stor, at man valgte at begære ham fængslet. Han var knust.
   "Hvad med børnene?.. Jeg vil selv sige til dem, deres mor er død." Det ville politimanden tænke over.
   Det var politiet der underrettede resten af hans familie, og afhørte dem om deres fars og mors forhold.
   Indtrykket af familien var ikke værre end hos andre gennemsnits familier. Faderen kunne godt lide en lille en, var ofte fuld, men han slog aldrig konen eller børnene, der nu var fløjet fra reden alle sammen.
   John havde været på værtshus det meste af natten, men hævdede han var hjemme igen ved totiden. Han skulle tidligt op og på arbejde næste morgen. John var smed og vellidt af kollegerne.
   Om han var tørstig? Det var vel ikke mere end de andre kammerater, det var ikke et misbrug der var tale om, selvom han af og til var fraværende på grund af druk.
   Lene var pædagog, det var omkring hende der havde været en sag. Flere af børnene i børnehaven var blevet forgiftet, og mistanken havde samlet sig om Lene. Hun havde uddelt maden.
   Stadslægens undersøgelser sagde det var rottegift, i små mængder, der var blevet anvendt. Politiet var indblandet og var i gang med en større undersøgelse, af de forhold omkring børnehaven, hvorunder forgiftningerne havde fundet sted.
   En medhjælper havde set Lene putte noget i maden, det var vist nok et pulver, men man kunne ikke finde hverken pose eller noget konkret, der kunne støtte den påstand.
   Det lokale tv. kunne meddele, at Lene allerede på seminariet havde været mærkelig, det havde de fra en af hendes studiekammerater.
   Middagsbladene skrev at Lene havde fået dårlige karakterer i skolen, at det var helt tydeligt man allerede på den tid, kunne se der var noget galt. Lene var naturligvis med det samme, hvor politiet var sat på sagen, blevet suspenderet.
   Nu var hun død. Aviserne ville vide om det var hendes mand der var gerningsmanden. Han var anholdt, og i middagsavisen kunne man læse, han allerede som sekstenårig, havde været afhørt af politiet, i anledning af en tyverisag af cykelstyr.
   Det var på det tidspunkt, skrev bladet, at han startede sin kriminelle løbebane. Og så skrev avisen, at han som soldat var rendt fra tjenesten flere gange, at han havde fået flere domme for udeblivelse fra militæret.
   Som tyveårig havde han fået et halvt års fængsel, for at smugle cigaretter og spiritus. Han var en skidt fyr.
   Trafikbøder var der mange af, og en enkelt dom for spirituskørsel, der dog var afsluttet med en bøde, og betinget frakendelse af kørekortet.
   Han var ikke et af guds bedste børn, så han havde sikkert slået sin kone ihjel, og forsøgt at forgifte uskyldige børn. Det var godt han var blevet anholdt og fængslet, skrev dagbladene.

Næste dag forelå obduktionserklæringen. Lene Jespersen var død af en overdosis narkotiske piller, og af uren morfin. Hun havde tydelige stikmærker på armene, men hun havde ikke været narkoman. Stikkene var nye.
   John blev fremstillet for dommeren, og fængslet fjorten dage i isolation. Samme dag var der indbrud i deres hus. Det var normalt sagde politiet. Tyveknægte læste også aviser.
   Da politiet på det tidspunkt var færdige med deres undersøgelser i huset, havde det ikke nogen betydning for efterforskningen, selvom det var ærgerligt for den efterladte familie.
   Nu fik de lokale blade og det lokale tv. travlt. Man startede en hel serie af artikler om familien.
   Der blev skrevet mange referater og lavet interviews med deres bekendtskabskreds. Naboer syntes de havde været underlige, de havde holdt sig for sig selv. De havde også i den lokale Pizzabar en ubetalt regning, og mon ikke også købmanden havde penge til gode?
   John ville ikke samarbejde med politiet, det bestyrkede den samlede presse i, det var ham der stod bag, politiet havde den skyldige.
   Han måtte ikke deltage i sin kones begravelse. Det var årsagen til han ikke ville samarbejde, sagde han i retten.
   "I er alle nogle helvedes beskidte røvhuller!" Havde han råbt efter anklager og dommer, og var blev vist ud af retslokalet, efter han flere gange havde lavet tumulter. Ved domsafsigelsen var han i håndjern.

John fik seksten års fængsel for mord på sin kone, og for at have forgiftet børnene i børnehaven.
   Det blev senere opklaret, at det brød børnene havde spist, var fra Lenes og Johns hjem. Lene havde haft det med, det var brødet der var forgiftet. Man havde, tre dage efter John var blevet anholdt, fundet det ved en tilfældighed, da hans børn var i huset.
   De havde tilkaldt politiet, der lå nemlig en seddel ved brødet med bemærkning om, at brødet var uden salt, og skulle bruges til de mindste.
   Politiet var naturligvis lykkelige for det afgørende bevis, som deres teknikere tilsyneladende havde overset i deres første ransagning af hjemmet. Brødet havde ligget i en brødkasse, og sedlen havde ikke umiddelbart været synlig.

Der var nu gået fem år, siden John havde været forsidestof i alle landets aviser, nu var han det igen.
   Han var blevet indlagt på Rigshospitalet med åbent kraniebrud. Han var i livsfare, og lægerne frygtede for hans liv. Politiet var på bar bund, med hensyn til motiv og gerningsmand, eller gerningsmænd. Der var ikke nogen der havde set noget.
   Min redaktør bad mig dække begivenheden, det ville være godt stof for en næsten nyuddannet journalist, havde han sagt. Det var sådan jeg kom ind i sagen, der skulle vise sig at tage flere år.
   Men min avis var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, jeg havde fat i noget stort, efterhånden som mine undersøgelser de tog om sig. Jeg fik frie hænder til at bore i denne indviklede sag.
   Jeg skrev en længere artikel om John, hvor jeg naturligvis krydstjekkede alle tidligere oplysninger, og fandt der var mange dunkle punkter, der ikke var relevante, eller ikke stemte overens med virkeligheden.
   Alt hvad han og konen havde lavet, da de var unge, var ikke noget der på nogen måde kunne have interesse for sagen om forgiftning eller dødsfald.
   Johns soldatertid, var heller ikke relevant for sagen. Begge dele var vel nærmere en hetz mod ham, end et argument der kunne bruges i en reel beskrivelse af ham.
   På kasernen hvor John havde aftjent sin værnepligt, traf jeg hans gamle sergent, der nu var kasernearbejder.
   Han kunne godt huske John, men mente ikke han var anderledes, værre, end de andre unge der ikke kunne finde sig til rette, i den kæft, trit og retning der fandtes på den tid, hvor John var indkaldt.
   Han tog altid sin straf, man kunne stole på ham. For John var et ord et ord, havde den tidligere sergent fortalt mig.
   Den oplysning var ny, og gav anledning til flere spørgsmål end svar.
   Jeg talte med de fleste af hans arbejdskammerater, i det firma hvor han havde været ansat. De bekræftede hans hæderlighed, et ord var et ord. Sådan var han, sagde de alle samstemmende, og som med én mund.
   Men brødet i huset med sedlen? Hvorfor havde politiet ikke fundet det før?
   Hos dem fik jeg ikke noget svar på mine spørgsmål, den sag var lukket for år tilbage. Så de beklagede, sagde den kriminalbetjent, jeg talte med. Jeg fik dog lov til, på hans kontor, at se de sidste rapporter om brødet der var fundet, de gav intet.

Telefonen ringede, jeg var ved at lægge sidste hånd på en lille notits om sagen John. Jeg tog den og sagde:..
   "Peter Faber!" Der var stille et par sekunder, men jeg kunne høre der var nogen i den anden ende, jeg ventede endnu et par sekunder og sagde så:..
   "Hallo! Er der nogen?.."
   "Jeg har oplysninger du gerne vil have om John Jespersen, hvad vil du give for dem?.."
   "Ingenting, din odder," svarede jeg vredt. Det var ofte vi blev tilbudt oplysninger af platugler, vi sagde altid nej...
   "Ok!" Fortsatte stemmen.
   "Men mød mig ved tårnet i ZOO. Jeg er der om tyve minutter, du skal have et kamera i venstre hånd." Røret blev lagt på.
   Jeg talte med min redaktør, der sagde det var et sted hvor jeg godt kunne tage hen, uden de store sikkerhedsforanstaltninger, men jeg skulle passe på alligevel.
   Han ville give mig en fotograf med, som kunne tage nogle billeder diskret, så vi vidste hvem vi havde med at gøre, hvis der skulle gå noget galt. Trods alt anså både han og jeg sagen for yderst interessant. Den kunne blive farlig.
   Jeg mødte op ca. en halv time senere, det gik nok med den lille forsinkelse. I begyndelsen gik jeg lidt rundt for mig selv, og kikkede på folk.
   Jeg havde lånt et kamera på redaktionen, det havde jeg i min venstre hånd, som han havde forlangt.
   En herre kontaktede mig kort efter min ankomst, og spurgte om jeg var Peter Faber. Det bekræftede jeg, han sagde han hed Hans.
   "Hans majestæt," så grinede han...
   "Kom, Faber, så går vi en lille tur. Sig lige til din bodyguard, at ham behøver vi ikke. Jeg er ikke farlig for dig, og han har allerede taget adskillige billeder af os."
   Jeg vinkede ad fotografen, og lod ham forstå han var uønsket, han forsvandt kort efter i mylderet af mennesker.
   Hans, havde et stort skæg, var vel omkring de fyrre. Påklædningen var almindelig, den sagde mig ikke noget. Vi gik mod venstre og Hans begyndte...
   "Jeg har kendt John i mange år, helt nøjagtigt i femogtyve. Han er nok lidt skyldig i mange af de anklager, de har dømt ham for tidligere, han og jeg er ikke af guds gode børn. Vi har altid været dybt involverede i kriminalitet.
   Og det er et likvideringsforsøg, der lige nu har bragt John på hospitalet.
   Vi har i mange år smuglet sprit og cigaretter, det ene tog det andet med sig. Det var penge vi vaskede hvide, der var vores hovederhverv, inden Hans blev taget for at myrde sin kone.
   I de fem år han har siddet indtil nu, havde vi haft rige muligheder for at fortsætte. Jeg kender ikke alle der er involveret i affærerne, det er kun nogle få der ved det, af sikkerhedsmæssige grunde, men det ved du vel alt om.
   Affærerne med de sorte penge, er helt oppe på ministerplan, efter det sidste valg. Der er store internationale interesser på spil.
   Fængslets ansatte var lette at bestikke og engagere, selv ledelsen i et af de åbne afdelinger er med, men det er for tidligt at fortælle om det nu.
   En gruppe russere og østeuropæere vil sætte sig på markedet, det er dem der står bag overfaldet på John, tror jeg, det er her du som journalist kommer ind i billedet.
   Du har nogle forbindelser der kan hjælpe mig, med at finde hold i mine teorier. Finde ud af hvad det foregår, og hvem der står bag. Det er den betaling jeg forlanger af dig og dit blad, for at fortsætte."
   Vi gik længe uden at sige noget til hinanden. Han ville lade mig tænke, og virkede ikke som om han havde travlt...
   "Hans. Hvad er det for forbindelser jeg har, og som du skal bruge?.."
   "Ministeren for kulturen." Svarede han stille, og så sig mistænksomt tilbage over skulderen.
   "Han ved hvem der har givet ordre til at likvidere John, den forbrydelse vil jeg gerne hævne. Men da han selv er dybt involveret, vil lidt afpresning af ham sikkert give bonus, og det er det du skal gøre for mig, for at jeg kan få de oplysninger jeg skal bruge."
   Jeg vidste, at det kunne jeg aldrig komme til at gøre, det ville indebære jeg selv blev involveret, det havde jeg absolut ikke lyst til.
   Jeg sagde til Hans, at det var et umuligt ønske, som jeg ikke havde en chance for at opfylde uden at overtræde loven, og at det lå uden for det jeg ville få opbakning til hjemme på avisen...
   "Det forstår jeg godt, Faber. Men et par uskyldige spørgsmål til ministeren, ved en tilfældig pressekonference, vil tvinge ham til at komme ud af busken.
   Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at få at vide, hvordan han kan have råd til sit store privatforbrug.
   Fester for de rige, unge og smukke i Gentofte. Sommerhus til fem millioner i Tisvildeleje, dyre biler, samt hans safarier til Sydafrika?
   Alt sammen uskyldige spørgsmål, der kan være naturlige. Men det ville give ministeren et hint om, der var nogen der vidste noget, var villige til at lade noget sive.
   Han vil helt sikkert prøve at forklare sit store forbrug, med masser af bestyrelsesposter, sin rige svigerfamilie, og så helt sikkert forsøge at få lukket munden på dig, forhindre dig i at stille flere spørgsmål.
   Men jeg er sikker på, han meget gerne vil vide hvor du har det fra, så jeg forventer han vil kontakte dig, enten selv, eller gennem en af de andre medsammensvorne..."
   "Jeg vil tænke over det, Hans. Hvordan får jeg fat i dig, når jeg ved om det er en sag jeg kan gå videre med?.."
   Det kan du ikke, Faber, jeg vil ringe til dig om ti dage, så må du have et svar til mig." Han sagde farvel og gik mod udgangen.
   Jeg blev stående, og tænkte over det han havde fortalt mig, om en minister der skulle være involveret. Det kunne jeg ikke umiddelbart forestille mig. Var der bare lidt om det, var det en sag fyldt med sprængstof, en sag af dimensioner, som jeg ikke alene kunne håndtere.
   Hjemme på redaktionen forelagde jeg alle de oplysninger jeg havde, for min redaktør. Han ville lige rådføre sig med chefredaktøren.
   Noget senere på dagen, holdt vi alle tre et lille møde, hvor jeg igen berettede om alt hvad jeg havde fundet ud af til nu, samtalen med Hans, samt min egen vurdering af sagen. Chefredaktøren ville sove på det, og så næste dags morgen, fortælle mig hvad han mente.
   Jeg sov ikke meget den nat. Det hele kørte rundt i hovedet på mig. Var der bare lidt kød på den sag med ministeren, var det en meget alvorlig anklage. Jeg var sikker på, at tog bladet sagen op, skulle vi gå meget stille med dørene.
   Næste morgen blev jeg kaldt til chefredaktørens kontor, og bedt om at lukke døren efter mig. Noget jeg ikke tidligere havde været ude for.
   "Hør her, Faber!" Begyndte chefredaktøren stille, lænede sig fortroligt ind over bordet, og så direkte på mig.
   "Du får Jens som makker, han er en gammel rotte, har megen erfaring med snavsede sager. Du får de resurser der skal til.
   Enten har vi fat i noget knaldhårdt, eller også er det en fuser, men pas på hvordan i farer frem. Sikkerheden for jer er mig magtpåliggende at indskærpe. Ingen dumheder. Alt hvad i finder ud af skal skrives ned, og deponeres hos mig, hver eneste dag. Er det forstået?.."
   "Jeps! Svarede min egen redaktør og jeg, som med en mund. Det var det den "gamle" gerne ville høre, så var der grønt lys.
   Da vi lidt senere forlod kontoret, kaldte han på mig, netop som jeg var nået ud på gangen.
   "Faber! Du er bossen, tænk dig om, det er en ordre!" Så smågrinede han og vinkede mig videre.

Min nye makker Jens, var en erfaren rotte. Jeg var meget nervøs for, hvordan det samarbejde ville forløbe. Men mine betænkeligheder blev fejet væk, af hans smil og kvikke bemærkning om min nye superstilling som Boss.
   Vi taler om det, Peter, så klarer vi det nok." Sagde han og slog min venskabeligt på skulderen.
   Vi startede med at gennemgå alle mine notater om sagen, fra den dag jeg havde fået den af redaktøren. Derefter fortsatte vi, med at kontrollere alle indtægter og udgifter som var umiddelbart tilgængelige, på vores minister.
   Det var ikke kedelige ting der dukkede op. Det liv han førte, det var ikke noget han kunne have betalt selv. Vi gik i gang med at kulegrave hvad det var for mæcener, der finansierede hans til tider vilde liv.
   Efter de lovede ti dage, ringede Hans. Denne gang var det i Tivoli, han ville træffe mig.
   Vi mødtes foran busten af Lundbye, ved pantomimeteatret. Her forklarede jeg ham, vi allerede var i gang, men at det var umulige opgaver og betingelser, han stillede. Jeg ville dog gerne fortsætte, med at få de oplysninger han kunne give mig.
   Men en decideret handel, det havde jeg ikke nogen mulighed for at indgå. Det ville min redaktør ikke høre tale om.
   Jeg foreslog ham, jeg ville køre sagen, og oplyse ham om hvad jeg fandt ud af, men at jeg ikke kunne give ham navne på personer, der evt. havde udført afstraffelsen af John, da det ville være strafbart for mig.
   Den tyggede Hans længe på, men sagde så:..
   "Ok, jeg stoler på dig. Jeg vil have de personer knaldet der har smadret John, godt nok er vi ikke helt de gode mennesker, vi gerne vil have andre til at tro, men dette her er bare for meget." Vi fortsatte vores spadseretur rundt i haven. Efter en tids tavshed, hvor vi bare slentrede på må og få, sagde Hans.
   "John er en god navigatør, mange gange har han hentet narkotika i rum sø, i en mindre båd.
   Med den har vi med held smuglet og leveret varerne til vores aftagere. Det er store penge der er på spil, og det er et omfattende netværk der er nødvendigt, for at få det hele til at fungere. Det koster mange penge at drive en sådan forretning, det er ikke fortjeneste det hele." Han grinede.
   "Johns kone, Lene, bollede med en Russisk Mafioso, en af de nyrige, når han var i landet. Det var han når John ikke var hjemme, samt når lejlighed bød sig.
   De drak John fuld og hyggede sig. Det opdagede John, og blev aldeles rasende. Han tævede Lene, så hun måtte på en lille ferie til syden, før nogen fattede mistanke om vold mod hende. Hun havde en veninde med, som John stolede på, ville fortælle ham hvis hun skejede ud. Da han senere opdagede hun var gravid, og havde fået op til flere aborter, blev han helt vild.
   Det var John der gav hende den eller de sprøjter, der slog hende ihjel. Han var aldeles rasende på hende, hun skulle af vejen.
   Det gjorde ikke forholdet til Russerne bedre, men det var hvad John gjorde i sin vrede, mod Lene.
   Børnenes forgiftning tror jeg var Russernes værk. John havde møde med dem, ca. en måned før han slog Lene ihjel. Bølgerne gik højt, og John ville have hævn over det svin, som han udtrykte det, der havde bollet hans kone tyk.
   De prøvede på at glatte ud, men det lykkedes ikke.
   Lene, den lille dumme gås, havde truet sin elsker med at lække oplysninger. Det var det, tror jeg, der satte Russerne i gang med en plan, en plan med gift i.
   Jeg ved ikke hvad de havde tænkt sig, udover at pacificere Lene i en periode, i spjældet naturligvis, for så at fortsætte forretningerne, og de små eskapader i sengen med Lene. Hun var villigheden selv, havde et stort behov for mænd.
   Jeg er ikke sikker, men det er ikke Lenes værk, det med giften, og heller ikke Johns. Det ville han aldrig finde på."
   Jeg var rystet over det han fortalte, og glad for jeg havde det hele på bånd. Jeg havde ikke oplyst Hans om, jeg optog vores samtale med skjult mikrofon.
   Hans fortalte om de fængselsfunktionærer der var involveret. Det havde ikke været svært at holde forbindelsen til John, i den celle han sad i, i statsfængslet.
   De havde adgang til alt udenfor murene, også Internet, hvor de fortsatte handlerne, via mellemmænd og andre forbindelser.
   Mobiltelefon havde John også, det var den fængselsbetjent de havde købt, der stod for det hele, også for at advare John, når han skulle passe på. Deres forretninger fortsatte, de havde mange jern i ilden.
   John havde haft al den tid, der var nødvendig for at drive en god forretning, det gik bedre og bedre. Biler, værdipapirer, kunst, dyre mærkevarer og meget, meget andet. De havde mange ansatte i deres brød.
   Lige nu lå det hele stille. Russerne og østeuropæerne var ganske langsomt i gang med at overtaget deres marked. Det var ikke længere pengene, men æren det drejede sig om, for Hans.
   Jeg spekulerede på hvad de betragtede som ære, men spurgte ikke...
   "Peter!" sagde Hans, og afbrød min tankegang.
   "Ministeren fik vi fat i for flere år siden. Han var en investering. Først gjaldt det om at skole ham, så han kunne gøre sig gældende i politik. Vi var ikke i tvivl om hans evner, og han kom i tinget to år efter.
   Han ville hurtigere frem, men vi bremsede ham med vilje, ville ikke løbe for stor en risiko for det blev opdaget, at han var vores købte mand på tinge.
   Vi havde store ambitioner for fremtiden. To store virksomheder er involveret i vores netværk. De sørger for papirer, hvidvaskning af penge, og kanaliserer pengene hjem til os på normal vis.
   Jeg ved det er lidt indviklet for dig, men det kan sagtens lade sig gøre med de rigtige forbindelser.
   Se nu bare på Tvind. Det er en lidt anden måde de ekspanderer på, men det er i princippet det samme det går ud på, når vi taler om rokering af penge.
   Tolderne og politiet, det var dem der voldte os de største besværligheder. Vi har et par stykker vi samarbejder med, begge steder, men de er ikke meget værd. De er næsten ubestikkelige, hvis man ikke har noget på dem, og selv med det, er det farligt for os.
   De vil hellere tage en sag og en skideballe hos systemet, end risikere at ryge i kløerne på os. Doping og kvinder, er en af de måder vi med held klemmer dem på. Men det virker ikke hver gang, de stiller betingelser, som for os er svære at opfylde. Det er som oftest dem der trækker det længste strå, når vi prøver at sætte hårdt mod hårdt."
   Jeg afbrød Hans`s beretning, og spurgte om navne, dem ville han ikke ud med, men lovede dog han ville vende tilbage senere, når lejlighed bød sig...
   "Peter! Nu vil jeg lade dig få lidt arbejdsro, så du kan komme videre, men husk jeg stadig gerne vil have navne, eller hints, der kan sætte et navn på hvem der ville John til livs.
   Jeg kontakter dig når det er tid... Hej," sagde han, og forsvandt i mylderet i haven.

Dagen efter, på vej til arbejde, stoppede to mænd mig, spurgte om jeg var Peter Faber. Jeg nikkede bekræftende.
   "Du interesserer dig for noget der ikke er sundt. Holder møde med et subjekt der ikke taler sandt. For din egen skyld, beder vi dig glemme ham du mødes med, og lytte til os. Der er intet andet end sladder i den mand. Din chefredaktør vil sikkert ikke bryde sig om, du kommer til skade, vel?
   Så lyt til et godt råd. Drop det du er i gang med, det er vi mange med indflydelse de rigtige steder, der mener."
   Som for at understrege alvoren i hans bemærkninger til mig, satte han en pistol diskret i maven på mig, grinede og fortsatte:
   "Huller klær ikke dit tøj, blod heller ikke." Begge mænd fortsatte deres gang ned i metroen, forsvandt ud af syne i menneskemængden.
   Jeg var chokeret, den trussel var ikke til at tage fejl af.
   Min rapport til chefen om episoden, fik ham til at se alvoren i sagen. Prompte hyrede han to muskelmænd til at passe på mig.
   Fra den dag af, måtte jeg ikke forlade redaktionen uden dem, og jeg sov på avisen, med dem uden for døren.
   Det var virkelig en stor sag vi her havde fat i. Chefen ville nu involveres i alt hvad der foregik, og der blev holdt møde på møde på redaktionen. Der var meget der skulle kontrolleres, så diskret som muligt.
   Havde de købt sig ind i et politisk parti? Nej, det mente vi ikke vi kunne bevise, men det var smart det de havde gjort.
   Der havde helt sikkert været en onkel med en lille papkasse fuld af penge, det bekræftede vores undersøgelser. Og en sådan onkel, havde vores minister ikke kunnet afvise.
   Vi arbejdede på højtryk. Fandt ud af hvad de to fremmede, der havde truet mig de hed.
   Tilfældigt var jeg løbet ind i dem, en dag jeg var med vores fotograf på arbejde. Vi manglede billeder af findestedet på havnen.
   De havde gjort mine til at kontakte mig, men mine gorillaers indgriben havde skræmt dem væk. Dog nåede fotografen at tage gode billeder af dem begge.
   Det viste sig, det var ministerens bodyguards, fra et privat vagtfirma.
   Diskret lod vi ministeren forstå, at han havde et problem.
   Endnu havde han ikke svaret på vores henvendelse, men det ville han, efter at have modtaget en rykker fra bladet, hvori vi slet skjult havde antydet, politiet ville blive underrettet snarest, hvis der ikke kom et svar.
   Det var en vildt spændende sag. Vi havde ikke ladet noget sive endnu til de officielle myndigheder, eller på bladet. Det var, vidste vi, kun et spørgsmål om tid, før det ville rygtes i huset, hvad det her drejede sig om.
   Ministerens svar til min redaktør, var valent, svævende og henholdende. Dog beklagede han, at jeg havde følt mig truet, og garanterede at det fremover ikke ville ske igen.
   Det bekræftede kun, at der var ugler i mosen hos ministeren, og vi valgte at sende ham et par små hint om, vi havde noget på ham. Gerne ville have et møde.
   Undersøgelserne involverede flere og flere, det var et uundgåeligt spørgsmål, om vi til stadighed kunne holde det for os selv. På et eller andet tidspunkt, ville så mange være involveret, at det var umuligt at holde kortene tæt til kroppen.
   Alt blev optaget på bånd eller skrevet ned, og så lagt i boksen på chefredaktørens kontor.

Jeg ringede til en gammel skolekammerat, der sad i drabsafdelingen på Københavns politigård. Måske kunne han hjælpe mig, diskret naturligvis, og under garanti fra mig om, der ikke ville komme kildeangivelse på noget. Jeg ville henholde mig til: >min kilde ikke kunne oplyses<.
   Vi sludrede hyggeligt om gamle dage, da han pludselig blev nødt til at afbryde, han havde lige fået at vide, på et stykke papir fra en kollega, at John Jespersen var død af sine kvæstelser.
   "Hvad ville du egentlig, Peter?"
   "Åh, bare hilse på, for gammelt venskabs skyld. Nå, men tak for oplysningen, Per, om John.
   Jeg er journalist, så jeg må lige spørge dig, om jeg må bruge oplysningen om John Jespersens død. Bare sådan for en ordens og gammelt venskabs skyld?"
   "Det må du godt, Peter. Giv mig lige dit nummer, så ringer jeg tilbage, når jeg har tid. Vi må ses en dag." Han lagde røret.
   Jeg ringede til gruppen på bladet, og fortalte at John Jespersen var død på Rigshospitalet, af de kvæstelser han havde fået, i forbindelse med overfaldet i fængselet.
   Det havde jeg fra en skolekammerat i drabsafdelingen. Det måtte de selvfølgelig ikke skrive, men vi havde fået lov til at offentliggøre dødsfaldet, fra en pålidelig kilde, som vi normalt udtrykte det.

Næste dag var jeg på vej til et møde i vores lille gruppe, da jeg så nogle billeder på en tavle, der fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.
   Flere kolleger stod og diskuterede foran tavlen. Det var min ven Hans, der var på alle billederne.
   "Hej!" Sagde jeg så henkastet og ligegyldigt, som jeg kunne.
   "Hvem er den stabejs på billederne. Burde jeg kende ham?"
   "Kender du ham ikke?" Spurgte Harry, der var min kollega på avisen, som havde fået billederne af en af de fotografer, vi havde på bladet.
   "Han har sgu holdt indtil flere møder med en her fra bladet."
   "Både ja og nej, Harry. Men hvorfor hænger han her?"
   "Han blev fundet i morges i havnen. Skudt igennem hovedet. Politiet siger det ligner en likvidering, men er ikke helt sikre.
   Der er pressemøde på politigården over middag. Er du interesseret kan vi følges ad."
   "Måske, det vil jeg lade dig vide, hvis det bliver aktuelt."
   Jeg hastede til mit møde i gruppen, med en nyhed der helt sikkert ville sætte gang i sagerne.
   Det var en bombe der sprang, da jeg fortalte at min meddeler Hans, var fundet skudt gennem hovedet, i havnen i morges, eller i nat.
   Chefen svedte, håret var uglet efter han havde rodet sig i det. Han var ophidset og spændt. Sådan var det hver gang der var noget ud over det sædvanlige. Det havde vi vænnet os til, men denne gang var det værre.
   "For helvede, Peter, det er dælen mig sager du har gang i. Er vi store nok til at klare det her alene?" Han så på hver enkelt af os.
   Det mente vi, det ville blive bedre når sagen kørte på skinner, det tidspunkt måtte han sætte.
   "For helvede manner, den her sag må ikke tabes på gulvet nu. Der bliver hedt på de bonede gulve. Til arbejdet!" Nærmest råbte han.
   "Jeg vil have de sidste resultater med, inden vi går i trykken og møder politiet. Møde igen kl. fire. Jeg taler med trykken, og du, Jens, skaffer alt hvad der er om ham Hans, der garanteret ikke hedder Hans. Jeg venter spændt på jeres resultater."
   Og ganske rigtigt. Hans hed ikke Hans, men Robert Jensen. Han havde en lille biks med ting og gamle sager på Nørrebro, der var ikke meget stads ved ham. Han var ungkarl, havde en datter der boede i Jylland, hun var gift med en gårdmand.
   Han havde levet et stille liv, hvis man skulle tro naboer og de handlende i kvarteret.
   Lige til deadline, knoklede alle på højtryk. Vi udkom med en to sider lang artikel, hvor vi mere end antydede, at der var mange forbindelser til underverdenen, med det drab der var sket på Robert Jensen. Ikke noget afslørende endnu.
   Vi var nødt til at informere politiet om, jeg havde haft samtaler med den myrdede, men vi gik ikke i detaljer, eller fortalte om de afdødes forbindelser til hinanden.
   Den sensation omkring mordene på de to mænd, ville vi have for os selv lidt endnu. Vi var nu sikre på, alt hvad Hans havde fortalt, det var sandt, og vi havde en historie, måske århundredets historie, det kunne kun fremtiden vise.

Om aftenen, efter jeg var kommet hjem, blev jeg ringet op af en advokat. Det drejede sig om Hans. Jeg skulle komme op på hans kontor næste dag klokken ni.
   Han ville ikke fortælle mig hvorfor det var så vigtigt, men bad mig gå meget stille med dørene.
   Præcis på slaget ni, var jeg der. Kontoret var stort og lyst. Sekretæren smilede, og fortalte at advokaten ventede mig.
   Efter høflige hilsener, hvor navne blev bekræftet, forlod sekretæren os og lukkede døren efter sig.
   Advokaten smilede, bad mig sætte mig, og rakte mig et brev.
   "Hr. Faber, læs dette brev, der er stilet til Dem."
   Der stod:..
   "Hej! Peter. Så blev det min tur til at komme på en lille rejse, hvorfra jeg ikke vender tilbage. Jeg havde ventet det, men kunne ikke gøre noget for at forhindre det.
   I den pakke du nu får af min sagfører, er der fire breve. Der står på konvolutterne hvem de er til.
   Til din orientering vil jeg lige nævne, at jeg jo ikke fik min betaling fra dig, men at du stadig kan nå at betale mig, ved at give min datter den kuvert med hendes navn på.
   Jeg stoler på dig, du må ikke omtale det til nogen, heller ikke til politiet. Det er en lille hjælp til hende og min svigersøn, så de kan komme videre...
   Der er et brev til politiet, hvori jeg redegør for hvad jeg ved. Så må vi håbe de kan betale de svin, der slog John og mig ihjel.
   Der er en kuvert til dig, med næsten det samme indhold som det til politiet. Der er kun få ting jeg har udeladt til strømerne. Blandt andet mine samtaler med dig, dem kan du selv redegøre for, hvis du vil.
   Og så til sidst en kuvert til min sagfører, som ikke rager dig.
   For en god ordens skyld, skal du lige kvittere for pakkens indhold, som jeg beder dig sørge for kommer i de rette hænder.
   Tab den nu ikke af syne, selvom advokaten har tilsvarende i depot, for det tilfældes skyld du skulle miste dine breve.
   Tak fordi du gad lytte til mig, og hils min datter fra mig og sig, at jeg fortryder jeg ikke kunne være en bedre far for hende.
   Farvel Peter, jeg stoler på dig... "Hans"
   Jeg kikkede på advokaten, der tavst havde betragtet mig, mens jeg læste brevet. Uden at kommentere brevets indhold, bad han om en kvittering på et stykke papir der lå på bordet foran mig.
   "Har du fået betaling for din ulejlighed?" Spurgte jeg ham, for ligesom at bryde den for mig trykkende tavshed. Han svarede kort: "Ja."
   Jeg kvitterede, og forlod hans kontor.

Selvfølgelig bebrejdede politiet mig, at jeg ikke var kommet noget før med min viden. Det kunne have sparet et liv, måske to, men deri var jeg ikke enig.
   Jeg havde et par spændende måneder, hvor sagen rullede.
   En minister røg i fængsel for korruption, og bestikkelse.
   To fanger med relationer til et kriminelt og meget betændt miljø, blev idømt tolv års fængsel for mordet på John.
   To Russiske sømænd blev fængslet for mordet på Hans, de fik seksten år.
   Mange andre, heriblandt personale fra fængslet, slap heller ikke for strenge domme. Datteren i Jylland besøgte jeg, og opfyldte hermed mit løfte til Hans.
   Hvad der var i kuverten, ved jeg ikke, og har ikke talt om mit ærinde hos hende til nogen.
   Jeg blev kendt for denne sag, kunne sole mig i de fleste aviser, der beskæftigede sig med sagen.
   Det var ikke russerne der havde forgivet børnene, men endnu en elsker. Det fremgik af det materiale som Hans havde efterladt sig. Ikke direkte, men det gav politiet et vink som en sidegevinst, den formastelige fik fire års fængsel.
   Jo, det var et spændende og begivenhedsrigt år, der fulgte i kølvandet på sagen:.. Lene og John Jespersen.