Indblik i et liv
   (den kroniske uskyld)

Han havde alt... venner. Familie. Et sted han hørte til. En pige. Han var lykkelig. Men det hele ændrede sig. Hans far var en rig og betydningsfuld person. Men det reddede dem ikke fra at blive overfaldet af maskerede mænd klædt i sort. De kom ind, hev alle ud af deres senge, og trak dem med sig. De kæmpede ikke imod. Kun én gjorde. Sortes søster! Hun kæmpede som en gal og det lykkedes ikke mændene at holde på hende. Hun rev sig fri og styrtede mod friheden. Men hun nåede ikke langt... Sortes så det hele i slowmotion. Manden der hævede sin pistol. Skuddet der blev affyret. Patronen der gennemborede hans søsters krop. Og hendes langsomme fald der sluttede da hun ramte gulvet. Men hun havde ikke skreget. Ikke givet udtryk for den smerte hun havde følt. At se sin søster dø, ændrede noget i Sorte. Han bed smerten i sig og fulgte med. Men han forsvandt... soldater så ham gå ind i lastbilen, men ingen så ham forlade den. Han var væk.
   Han slog sig ned i byen. Undgik at blive fanget. Han mødte andre der var flygtet. Andre der havde kæmpet imod, og var sluppet godt fra det. De begyndte at følge ham. De prøvede ikke at blive hans venner, men lærte at holde af ham som en leder. Han valgte det ikke selv. Han havde aldrig ønsket at lede nogen, men folk fulgte ham. Han fik ikke noget forhold til disse mennesker, der alle var unge, som han selv, men de havde et behov han ikke havde. Et behov for beskyttelse.
   Han havde få han betroede sig til. Men kun fordi de insisterede på at være der for ham. Men han elskede ingen som de elskede ham. Han havde kun plads til at elske én, Og det var med hele hans hjerte...
   "Evelyn". Pigen med krøllerne... fra første gang hun trådte frem for ham, var han solgt. Han var tiltrukket af hende, og hun af ham. Men hun kunne aldrig blive hans hundrede procent... hun havde også en anden hun elskede... "Barto".
   De sad sammen i sofaerne... i hver deres, men det gjorde ondt at se.
   Sorte prøvede at ignorere dem sammen. Han gjorde ting for at glemme. Han kiggede i de ting spejderne havde fundet. Han snakkede med Benjamin. Prøvede at se film for at få tiden til at gå, men det kunne ikke holde hans tanker fra de to. Han var med Benjamin ude og ryge. De snakkede om det. Benjamin sagde at han havde været tæt på at gribe ind, men det ragede jo ikke ham. Han sagde også at han havde konfronteret "Evelyn" med sin påstand, at hun kom derned for at se Barto. Hun havde afslået. Sortes tanker formørkedes. De gik indenfor igen. Men de to sammen, var mere end Sorte kunne bære. Ganske langsomt fyldte det ham indefra og gav ham lyst til at skrige, sparke, slå, gå amok! Men han styrede sig. Undtagen én gang. Han var lige gået forbi dem, og kom gående med en glas flaske. Han så dem og vreden fyldte ham... da han nåede rundt om hjørnet, tyrede han flasken ind i væggen, så luften i et øjeblik blev gennembrudt af et knald og små splinter fra flasken fløj omkring ham. Han fortsatte. Han var sur! Skuffet! VRED! Han gik så op i lejligheden. Prøvede at læse, men kunne ikke koncentrere sig. En af hans følgere var også i lejligheden. Så intet. Sorte gik hen, åbnede altan døren. Gik udenfor. Kun i T-shirt. Han gik ned ved vejen. Gik. Men ikke langt. Månen var klar og skinnede. En smuk aften. Himlen fyldt af stjerner. han gik frem og tilbage. Prøvede at snakke med Gud. Gik tilbage til lejligheden. Ind i varmen. Han lagde sig under en dyne i sofaen. Og der lå han. Han faldt i søvn. Det aflastede hans hoved for en tid. Men så snart han vågnede, var han igen fuld af tanker om hvordan han kunne gøre Barto ondt.
   Hvordan han kunne skille dem. Hvordan han kunne få hende til at se sig. Hvor kunne han skære henne uden at det ville gå galt? Kunne han slå op med hende uden at hende og Barto begyndte at komme sammen igen? Hvis han bare slog op... ville det hele ende! Ville han vinde hvis han sloges mod Barto? Kunne han true ham med en kniv uden at miste hende? Tanker fløj rundt i hans hoved, til han til sidst fik lyst til at græde. Men han græd ikke. Sådan var han ikke. Det var ikke en naturlig del af ham at græde.
   Der gik noget tid. Han tog sig sammen. Rejste sig fra dynen. Gik ud på toilettet. Han havde det dårligt. Skulle kaste op. Der kom ikke noget. Børstede tænder. Gik nedenunder. Fast besluttet. Det skulle stoppes. Nu!
   Han gik hen. Stillede sig ca. 2 meter fra dem. Stod. Afventende. Barto hviskede til hende. Hun hviskede tilbage. Noget med at han skulle tilbage til sit tilholdssted. Sorte mærkede hadet. Vreden. Barto vendte sig mod ham. Smilede. Sagde farvel. Sorte smilede. Ønskede ikke at Barto skulle se den sejr han havde vundet over ham. Og så gik han. Endelig.
   Hun smilede. "Undskyld det tog lidt længere end til det jeg regnede med". Han kiggede vredt på hende. Mærkede alt det han ville kaste mod hende, hænge fast indeni, Som ville det ikke ud. Hun kiggede på ham. "Er du sur?" Han mærkede igen vreden. Længe stod De. Hun kiggede på ham. Han sendte alt hvad han havde mod hende, men kun gennem øjnene. Ordene sad fast. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. "der er ikke noget du kan sige!" Han kiggede væk. Undgik øjenkontakt med hende. Han ville af med alt det han havde indeni. Hun prøvede at holde om ham. Sige undskyld. Men han kunne ikke. han kunne ikke få sig selv til at tage hånden op af lommen og tilgive hende. Hun slap ham. De kikkede på hinanden. Han så hendes følelser gennem øjnene. Men var ikke sikker på om han læste dem rigtigt. Han blev ved med at stirre. Indgående. Til hun brød kontakten. Han kiggede ind i et vindue. Ind i mørket. Han kiggede tilbage på hende. Lang tid med øjenkontakt. Hun brød. Han satte sig hen på skraldespandet lidt fra hende. Hun trådte frem. Vidste ikke hvad hun skulle sige. Han trak hende hen mod sig. De omfavnede hinanden. De tog hinandens hænder. På vej op i lejligheden. Men han holdt ikke fast. Efter kort tid gled hans hånd ud af hendes. De kom op. Hun sagde at hun ville sove i et andet rum. Han blev igen skuffet. Prøvede ikke at vise det. Hun sagde at hun havde ændret sig. Han havde lyst til at slå hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Han sagde til hende; "Du kunne jo sige at du er min". Hun sagde det. Med det samme. Som på kommando. Han rystede på hovedet. Kiggede hen på de andre der sad i lejligheden. Kiggede på hende. "Godnat!". Hun kiggede på ham. Ville give et kram. han stod bare. Gjorde ikke tegn til at ville kramme hende. Han stod lænet op af våben skabet. Kiggede på hende. Sagde; Skrid! Med øjnene. Hun rørte hans hånd. Hendes fingre gled hen af hans arm. Og så gik hun. Han gik hen til de andre. Irriteret. Stadig sur.

Han faldt i søvn på sofaen. Men inden, skrev et kort brev til Hende; "Jeg har aldrig været så sur, skuffet, ked af det og vred som i aften". Sendte en dreng af sted med beskeden. Vågnede 04.17. tog sin dyne og gik i seng. Han sov.
   Vågnede. Kiggede på uret. Tidligt. Tænkte på at gå over til hende. Ligge sig til at sove i hendes favn. Mærkede noget. Ventede. Fem minutter. Håndtaget på døren gav sig. Det blev trukket ned. Hende. Døren blev åbnet. Hun kom ind. Satte sig på sengekanten. I fodenden. Hun sagde at hun lige havde læst hans besked. Hun var ked af det. Han rørte hende let med sin fod. Støttede hende med et minimum. "Jeg er din." Hun gjorde sig selv til offer. Vreden vækkedes i ham. Men til sidst. Han trak hende ned til sig. De krammede. Hun sov hos ham.

Han elskede hende. Savnede hende når hun ikke var der, og var fuld af glæde når de var sammen. Men efter den nat... han fornemmede noget hos hende. En forandring. Han anede den svagt, men ignorerede den, for han ville ikke tænke. Han ville ikke se det sandsynlige i øjnene. Før en dag, hvor det hele slog ham i hovedet. Hans hen skubbede mistanker, blev til virkelighed...

"Holder du af mig?"
   "Ja..." Han øjne søgte i hendes. Prøvede at finde svar. "Meget..."
   Hun smilede til ham, men smilet forstummede.
   "Jeg holder ikke så meget af dig som jeg troede..." Hendes ord fik hans splintrende tanker til at falde sammen. Hun fortsatte. "Jeg har bildt mig selv ind at jeg var vildt forelsket i dig. Og det værste er... at jeg også har bildt dig det ind..!"
   Det gjorde ondt. Han mærkede smerten indvendig. Det føltes som om hans organer trak sig sammen til en hård klump. Det snurrede i hans ben. Et øjeblik blev hans syn sløret. En varme der brændte hans tanker opstod i hans hoved. Han fokuserede. Tvang sig selv til at tænke.
   "Du var bare en erstatning for Barto... jeg er ked af hvis du føler dig udnyttet. Det mener jeg oprigtigt." hendes ord forsvandt i hans forvirrede følelser. Han opfangede dem, men forstod dem ikke. Ikke før senere...

Han længtes efter hende. Længtes efter hendes bløde kys. Varme læber. Hverdag mærkede han kvalmen, sorgen, ensomheden. De følelser udfyldte nu det tomrum der før havde tilhørt hende.

Men det skete engang senere at han fik chancen for at holde om hende igen. En nat kom han til hende... han havde endnu engang vandret hvileløst rundt i byen. Han havde sat sig på en trappe. Var faldet i søvn. Hun fandt ham og tog ham med hjem. I samme seng, under samme dyne, sov de...
   Han havde lyst til at røre hende, men gjorde ikke noget. Han behøvede heller ikke gøre noget... han vågnede. Det var mørkt. Han mærkede hendes hånd. Den hvilede på hans mave. Sov hun? Han drejede sig rundt. Hånden gled med. Han mærkede den på sin ryg. Den lå tungt. Han lukkede øjnene. Sugede følelsen til sig. Men så flyttede hun på sig, og hånden blev fjernet. Hun sov...

Han faldt i søvn. Da han vågnede lå han på siden. Armene foran sig. Hendes skulder lå mellem hans arme. Hun drejede sig og hans arm fulgte med. Den gled ned så han holdt om hende. Hun lå med ryggen til. Var det et tilfælde? Han lod som om han sov. Han ville teste hende. Der gik noget tid. Han vendte sig "i søvne". Fjernede armen. Trak den til sig. Hun gjorde det samme igen. Lagde igen skulderen mellem hans arme. Han lagde sin hånd på hendes skulder. Hun vendte sig. Han holdt om hende. Men han fjernede sig igen.

Han kæmpede med sig selv. Ville holde om hende. Han tog en pude. Holdt den tæt. Omfavnede den, som var det hende. Til sidst slappede han af. Lod afslappelsen glide over sig. Han indså for sig selv, at hun ikke elskede ham, men en anden. Puden mellem dem var en god sikring. Som en mur mellem dem. Han følte sig beskyttet mod den tiltrækning hun havde på ham. Han krop gled længere og længere ind i søvnen, men nåede ikke helt derind. Pludselig blev hans tanker klare!
   Han mærkede puden blive taget ud af sin favn. Hun fjernede muren, og lagde sig helt tæt op ad ham. Hendes ryg. Endnu engang følte han træng til at holde om hende. Hun lagde sig på ryggen. Skulderen mellem hans hænder. Han lagde armen på hendes skulder. Hans øjne var lukkede, men han følte hver en bevægelse hun gjorde. Hendes hånd rørte blidt hans arm og kørte hen af den. Så tog hun et blidt greb i den og lagde den ved sin hals ved hendes anden skulder. Han følte hendes hud under sine fingerspidser. Han førte sin hånd om til hendes nakke. Lod fingrene finde sig tilrette i hårgrænsen. Hendes ansigt drejede og de lå helt tæt. Han fornemmede hendes ånde i sit ansigt. Han holdt om hende. Knugede hende ind til sig. Hendes arme trak dem tættere sammen. Han mærkede hendes fingre, blidt berøre hans rygsøjle. Ligesom hun plejede at gøre. Men han vidste, at hun ikke mente noget med det. Han vidste at hendes tanker var et andet sted. Hos en anden. Men han slap hende ikke. Han ville føle hende i sin favn, en sidste gang...

Morgen.
   Han satte sig på sengekanten.
   "Hvad tænkte du på?"
   Hun gengældte hans blik med et uforstående udtryk i øjnene, "Hvad mener du?"
   "Hvad tænkte du på?"
   "Hvornår?"
   "Da du holdt om mig..."
   Hendes blik gik indad. "Ingenting..." Hendes blik blev nærværende igen, "men det var nok dumt gjort..."

De snakkede ikke sammen efter det... i hvert fald ikke i lang tid. Men han glemte hende ikke. Hver dag tænkte han tilbage. Hver dag længdes han, og inde i sit hoved, fik han overbevist sig selv. Han var sikker på at han kunne få hende tilbage. Han var ikke et sekund i tvivl om at det ville lykkes... så han fandt en lejlighed hvor de kunne være sammen. Et anonymt sted, hvor han ville vinde hende tilbage...

Chancen kom allerede inden han selv nåede at planlægge noget. En fest... en ting Sorte ellers anså som unødvendige og farlige. Men denne gang tog han imod invitationen med kyshånd. Selvfølgelig blev han inviteret.. Han var jo lederen!

Da han kom derhen var hun allerede kommet...
   Han ankom alene. Sagde kun hej til hende med et blik. De hilste ikke på hinanden.

Han satte sig sammen med nogle han kendte. Ventede på at resten af gæsterne skulle komme, så festen kunne gå i gang... ventede på at hun skulle komme og snakke med ham. Men det gjorde hun ikke. Hun snakkede med de andre. Holdt sig på afstand. Hun gik rundt blandt de andre, som var han fremmed for hende. Indtil Barto trådte ind af døren. Og fra der, så hun ingen andre. Hun var hele tiden i nærheden af ham. Hele tiden ved siden af. Hele tiden snakkede hun med ham. Det gjorde ondt. Sorte sad. Alene. Afventende. Lidende.

Der var overflod af sprut. Sorte vidste ikke hvor de havde fået det fra, og han var ligeglad. Alle hans tanker kredsede om de to. Da han så dem sammen gav han op. Hans underbevidsthed fortalte ham at han havde tabt. Frustrationen fik ham til at drukne sin sorg. Han greb den første og den bedste flaske sprut fra bordet, og hældte det i sig.
   Som festen skred frem, jo mere spirituspåvirkede blev folk. Jo vredere blev Sorte også. Men han rørte ikke Barto. Det ville være forkert af ham, at slå ham i gulvet. Sorte kiggede på den tomme flaske han havde i hånden. Længe. Studerede den, som var det det mest enestående han nogensinde havde set. Så tog han et fast greb om den, og kylede den gennem rummet. Den smadrede da den ramte væggen, og glasskårene fløj omkring. Der blev stille, og alle rettede deres opmærksomhed mod ham... Alle kiggede afventende. Forventede at han skulle sige noget... "Den var tom..." Høje hyl og klapsalver fulgte i kølvandet på hans bemærkning. Også andre begyndte at kaste deres tomme flasker mod væggene.

På et tidspunkt forlod Evelyn sin plads ved siden af Barto. Lynhurtigt fik Sorte øjenkontakt med en af sine folk. Han fik ham til at sætte sig på hendes plads i stedet. Så da hun kom tilbage, bad hun selvfølgelig om at få sin plads tilbage, og Sorte svarede "Slap af, du dør ikke af at han sidder ved siden af ham..." så vendte hun sig imod Sorte og sagde "gider du godt holde op!?" "Med hvad?" Selvom at han godt vidste hvad hun mente. Hun sagde at hun gerne ville have at de stadig var venner, men hvis de skulle være det, måtte han holde op med at sige de ting. Han blev ked af det. Det slog ham ud, at pigen han elskede skældte ham ud. Og han vidste også godt at det var hans egen skyld.

Han greb en tom flaske fra bordet. En indædt aggression, og en trang til at være alene greb ham. Han gik udenfor. Hans nederlag gjorde ham så sur, at han tog en flaske, og slog ned i en væltet kontainer. Men den smadrede ikke, og det gjorde ham vred, så han slog endnu hårdere. Den smadrede! Og glasskårene satte sig ind i hans hånd. Det blødte. Meget. Men han var ligeglad. Han kunne ikke mærke noget. Hans krop var fuldstændig bedøvet af alkohol...

Det slog ham.. Det her måtte få en ende. Blodet der løb fra hans hånd, viste ham at det ikke var det rigtige. Han kom i snak med Barto... Han ville vide besked nu. Han ville vide om han virkelig elskede hende. Barto bekræftede. Han elskede hende mere end nogen anden. Sorte mærkede tårerne der gerne ville frem bag øjenlågene, men han holdt dem tilbage.

Da han så var blevet overbevidst om at Barto virkelig elskede hans pige, fik han hevet hende med udenfor. Han stod overfor hende. Vidste ikke hvor han skulle begynde. Det virkede som en evighed de stod sammen, indtil han til sidst fik samlet mod nok til at fortælle hende hvad han virkelig følte. Han fortalte om hans og Bartos samtale. Han fortalte at han havde indset at de passede sammen. Han rystede da han sagde det. Hele hans krop kæmpede imod. Det endte med at han spurgte hende om hun ikke ville holde om ham en sidste gang. Og det gjorde hun... han følte sig som en lille dreng, men det føltes godt at holde om hende igen. Mærke hende. Mærke at hun holdt om ham. Og så kunne han ikke holde det tilbage længere... han græd. Han mærkede tårerne komme op i øjnene og hans krop gav små ryk. Han prøvede ikke at holde det tilbage. Han følte at det var okay at græde der. Hun holdt om ham længe, men da hun så slap, fortsatte han med at græde. Han kiggede på hende. Hendes ansigt viste at hun ikke var ligeglad. Han ville udtrykke sine følelser, fortælle hvad det betød for ham at give slip. "Du kender mig og ved godt at jeg ikke græder, men du betyder åbenbart meget for mig..." Så skete der noget... hun holdt om ham, igen...

De skulle tilbage til festen. Han havde gjort sit. Hans krop og sind kunne ikke holde til mere. På vejen ind tog han et blidt tag i hendes hage, kyssede hendes kind og sagde: "Jeg håber i bliver lykkelige sammen."... Han kiggede en sidste gang på sin elskede, men vendte sig så og gik bort fra festen.
   Nu var det slut. Hun var ikke længere hans...