Gensyn med gammel kending!?
   De stod op og tog af sted før Angel vågnede. Orlando pakkede hvad de skulle have med, og Ewan sørgede for en seddel til Angel. Ingen af dem sagde et ord før de var ude af systemet.
   "Hvor skal vi så hen?" Ewan var nysgerrig.
   "Jeg skal bare have betalt noget gammelt gæld tilbage, men det indebærer at vi skal ind på Louis Street. Og der skal man ikke gå rundt alene. Ikke med penge."
   "Men er det ikke der hvor alle luderne holder til? Alle de udstødte?"
   "Man skal aldrig dømme folk på udseendet, men jo, det er det."
   Ewan spurgte ikke om mere. Han havde på fornemmelsen at han havde fornærmet Orlando.

De nærmede sig den del af byen Ewan med vilje havde holdt sig fra, og pludselig følte han sig ikke så modig mere.
   "Hvorfor skal jeg med?"
   "Er du bange?" Orlando stoppede op og kiggede overlegent på Ewan.
   "Nej selvfølgelig ikke. Jeg... Jo det er jeg..." Nu havde han indrømmet det, så måtte Orlando grine hvis han ville.
   "Fint nok, vi skal sgu også være forsigtige på disse kanter." Orlando fortsatte og Ewan stod tilbage og overvejede hans reaktion. Men valgte så at følge efter.
   Der stod ludere på alle gadehjørnerne, og der var skodder for de fleste butiksvinduer. Husene var høje og stod tæt, så kun en smule lys slap igennem, og efterlod gaden i et konstant gråligt skær. Menneskene der gik her var lige så grå som gaden, og Ewan lagde mærke til hvor meget Orlando lyste op i den kedelige gade. Han gik selv kun med sort tøj, men Orlando bar også andre farver. Og selv om at det ikke var skrigende farver som rød og gul, gjorde de alligevel deres til at få ham til at se levende ud midt i alt det triste.
   Et pludselig råb rev Ewan ud af hans tanker og rettede hans opmærksomhed mod et gadehjørne.
   "DIG!" En fremmed kvinde, han menes aldrig at have set før, stod med udstrakte arm og pegede på ham.
   "Det er dig!" Hun kom med raske skridt imod ham, og Ewan nåede kun lige at udveksle uforstående blikke med Orlando, før hun var fremme ved ham.
   "Hvem... Hvem er du?" Ewan var lamslået over den pludselige opmærksomhed der var tilkommet ham.
   "Genkender du mig ikke?!" Hendes stemme var høj og hensynsløs. Han var sikker på at alle i hele området kunne høre hende.
   "Du kan vel se på ham at han ikke genkender dem. Hvem er de?" Orlando trådte hen ved siden af Ewan.
   "Jeg er 'Jacquetta'. Og hvem er så du, om man må spørge?"
   "Orlando, tidligere ordensholder på disse kanter ."
   Et øjeblik kunne Orlando se denne fremmede kvinde tænke sig om, før hun igen rettede sin opmærksomhed mod Ewan.
   "Det skuffer mig at du ikke kan huske mig. Men du har måske skiftet side nu. Er det din nye kæreste?!" Hun rettede en kroget finger mod Orlando og kiggede udfordrende på Ewan.
   "Nej, vi er bare..."
   "Ja, jeg kender godt din type. Du er for fej til at springe ud. Men jeg har gennemskuet dig, din lille skabsbøsse! Mig kan du ikke narre. Jeg kender dig, og det er også godt det samme, du er nemlig ikke den eneste der har skiftet side."
   Ewan vidste ikke sine levende råd. Han kunne ikke se nogen udvej, og blev bare stående og stirrede dumt på den skøre kvinde foran ham. Hun fortsatte med at kæfte op.
   "Vil du vide hvorfor jeg er til piger nu?" spurgte hun ham, tog en hånd ned foran i sine trusser, og stak så en finger op foran Ewans næse.
   "Prøv at lugt!"
   Det gjorde Ewan så og udbrød et usikkert "føj."
   "Og her." sagde hun så med en stemme, der blev om muligt endnu hårdere, "Her er, hvad der venter jer, når i en dag springer ud." så tog hun den samme finger, stak den op bagi og stak den truende frem mod dem begge. Selv Orlando var begyndt at føle sig beklemt af situationen, og også han tog et undvigende skridt tilbage.
   "Hvad er der galt bøsserøve?! Kan i ikke lide lugten i bageriet?!" Hun gik et skridt frem mod dem, men det blev for meget for Ewan.
   "Nu gider jeg ikke det her PIS mere! Kom vi skrider!" Han vendte om på hælen og begyndte med faste skridt at bevæge sig væk fra den højrøstede kvinde. Orlando fulgte efter, og i lang tid blev deres skridt fulgt af hendes vrede stemme.
   Da de var kommet langt nok væk, til at stemmen i det fjerne var forsvundet fuldstændig, vendte Orlando sig igen mod Ewan.
   "Jeg vidste ikke at du havde venner herfra?!"
   "Jeg vil ikke just kalde dem venner..."