Jeg føler mig åndssvag, som jeg sidder der med med kaffen i min Royal Copenhagen kop mens jeg skriver noveller om min uniqueness på min macbook air. Hvordan jeg hopper i Nike skoene med en monster i hånden, og en mening om at jeg ikke lader mig påvirke af andres opfattelse af min person. Med min Dyrberg Kern ring på fingeren distancerer jeg mig fra dem der tror at mærker gør dem lykkelige. Og mens jeg læser kliché romaner trækker jeg streger i sandet der illustrerer mit intellekt.
   Jeg har så travlt med, at være upåvirket og uopnåelig for designerne, men i virkeligheden gemmer jeg mig bag de her navne og tror at det betyder noget eller gør en forskel.
   Som om det bliver mere værd af at have kostet mere.
   Som om JEG bliver mere værd.

Jeg kan bruge timer på at gå eller cykle lange ture i ly af natten og kigge ind ad folks vinduer, drømme om et liv i luksus. Jeg tilegner mig den lille ligegyldige luksus det er, at have en kop jeg ikke har råd til og misunder folk der har det.

Rige mennesker, gør mig bange for mig selv.
   Jeg har altid undgået venskaber med dem, fordi jeg frygter at det er pengene jeg prøver at være venner med.

Indtil jeg mødte ham..

Jeg er ligeglad med rosé på en tagterresse i paradis, kolde Danmark er fint, bare jeg må kigge ham ind i øjnene.