Så står han der, med de alt for lange og lidt klodsede lemmer og snøvler fordi han har drukket. Han er ikke længere det elegante menneske jeg lærte at kende, nu er hans hænder for store til hans arme og hans arme for lange til hans krop. Den lange hvide t-shirt hænger sløset over hans lange legeme. Hans øjne sejler, hans sætninger er halve. Han er ikke charmerende, men vækker alligevel en underlig ro i mig. Et menneske på kanten af sin egen udslettelse, nået derud hvor alkoholen tog over. Hvor tankerne ikke længere tænkes men blot forsøges udtrykt med en tunge der slår knuder. Jeg går ham i møde, lægger mine hænder om hans underarme. Er alt for bevist om følelsen af hårene og den blide varme hans hud udsender, under mine fingre. Det er ikke normalt for os at have fysisk kontakt, jeg mærker det og jeg kan mærke, at han mærker det. Men jeg giver ikke slip, endnu, trækker mig først helt hen til ham og kigger op på hans ansigt. Han er så pokkers høj, jeg kan ikke komme så tæt på som jeg ønsker og han kigger ikke ned. "Hvorfor gør du det her? Hvad er det egentlig du vil?" Spørg jeg ham.
Og jeg ved jo godt hvad jeg ønsker at han skal svare, men han svarer aldrig de ting jeg håber og denne gang, svarer han slet ikke.