Så står hun der i larmen, med de tattoverede arme og snakker med ham.
Men ved hun ikke, at den samtale hun tager så let på, er der flere der ville dø for at have og så med ham.
Forstår hun ikke, hvor heldig hun er, at han som sjældent taler, taler netop med hende.
Han som oftest har nok i sit eget selskab, ønsker hendes.
Forstår hun ikke, at vi andre kun kan se på fra siden og ønske at det var os han råbte ting til, igennem støjen.
Hun ved det ikke nu, men vi andre ved det.
Hun tror at hun er den vigtigste i den samtale, men vi ved alle sammen godt, at også hun en dag vil falde i og så vil han igen være den begærede.
-
-
-
-
-
jeg ville ønske at jeg kunne skrige til hende, at hun skal skynde sig væk. Red dig selv, mens du kan!