Alene igen
   "Jeg vil forlade jer her."
   Byen var lige kommet til syne og tingene begyndte at virke overskuelige for Angel, lige indtil Martin havde vendt sig mod hende og sagt ordene.
   "Men... jeg troede... vil du forlade mig, nu?" hendes stemme blev til en hvisken, men døde så hen.
   De andre kigge på ham. Han nikkede til dem, og hev så Angel med sig til side. De andre ventede.
   "Hvorfor...?"
   "Jeg er ikke sikker på at du ville kunne forstå det..." Martin kiggede tilbage på de andre, men så på Angel igen.
   "Der er noget du ikke ved om mig... Jeg..."
   "Jeg hørte jer snakke sammen i går..."
   " ...?"
   "Dig og Avril... jeg hørte jer. Jeg hørte hvad i snakkede om..."
   " Angel... det er ikke på grund af dig jeg rejser. Det må du ikke tro. Det er på grund af Avril."
   "... Avril. Har du også...? Kan du også...?"
   "Hun er min søster." Han tog et blidt greb om hendes hoved. Holdt hende med hænderne.
   "Jeg..." Han stoppede sig selv. Kiggede på hende, men kysede hende så. Et blidt kys. så slap han hende og trådte et skridt tilbage.
   "Hvis du får brug for mig... skal jeg nok prøve at være der for dig." Han smilede, og vendte sig så om og gik. Angel fulgte ham med øjnene. Da han var ude af syne, førte hun forsigtigt hånden op til læberne. Varmen sad stadig dybt i hende. Hun gik tilbage til de andre.