"NEJ...!"
   "Jeg bliver nødt at besøge ham."
   "Jamen Angel. Du er i sikkerhed her. Det er alt for farligt at gå udenfor nu. Og så i din tilstand."
   "Ewan, jeg sætter meget pris på din omsorg, men jeg kan jo ikke lukke mig inde her bare fordi jeg er gravid vel. Jeg har brug for lys og luft for at kunne leve. Og så skal jeg snakke med Sorte."
   Hun kigge på ham med et blik der forsikrede ham om at hun kunne klare sig selv.
   "Nuvel... men skal jeg så i det mindste ikke følge dig derhen?"
   "Ewan jeg..." Hun tænkte sig om et øjeblik...
   "Jo, det må du gerne."
   Ewans smilede stort. Han var stolt af at hun var gravid. Han så det som et mirakel. Som var det ham selv der var far til barnet. Han ville elske det lige meget hvad.
   De gik udenfor på gaden. Alle de væltede indkøbsvogne og biler var stadig overalt, men det gav det hele et pift mente Ewan. Han snakkede glad om alt mellem himmel og jord. Fortalte og pegede de steder ud hvor han før i tiden havde forsynet sig med mad og andet. Og han genfortalte deres første møde for Angel, og alle de ting de havde lavet sammen. Han var så lykkelig, at han ikke registrerede hvad der skete, før det var for sent...

Han så godt fyren træde frem fra hjørnet. Så ham hæve pistolen. Men det var først da skuddet lød, og Angel sank sammen i knæ, at det gik op for ham hvad der skete.
   "NEJ...!" Han kiggede på manden, og så ned på Angel. Hun var faldet om på jorden. Lå helt stille. Han kastede sig ned ved siden af hende. Tog om hende. Trykkede hende ind til sig. Hviskede hendes navn. Igen og igen. Hviskede det. Græd. Rystede. Han forstod det ikke. Forstod ikke hvad der skete. Han græd. Græd. Angel lå livløs i hans arme. Han knugede hende ind til sig. Ville ikke give slip. Tårerne løb fra hans øjne. Løb ned i hendes hår. Gennemblødte det. Han gentog hendes navn igen. Igen og igen. Rystede. Vippede frem og tilbage. Græd...