Du møder mig en dag, hvor jeg ikke er tilstede i min krop.
   Hvor mad er irriterende og jeg overkompenserer i samtalen, fordi du næsten intet siger.
   Jeg kan mærke, at jeg er overrumplende, men jeg ved ikke hvordan jeg skruer det ned, så jeg owner det bare istedet.

Jeg sidder overfor dig på museets cafe og bander over at der ikke findes kaffe nok i verden til at gøre mig høj. Kanden vi bestilte til deling, var mindre end jeg havde forestillet mig og det huer mig ikke. Noget andet der til gengæld huer mig, er at du har husket, at jeg sagde at jeg ikke troede Clive ville kunne lide mig.

Jeg svømmer væk i dine øjne. Lige meget hvor længe jeg kigger i dem, kommer farven bag på mig. Jeg glemmer nogengange at kigge væk, fordi jeg er så fascineret af den bløde mørke dybde de har. Det er brun på en måde jeg ikke har set før og hvis, så i hvert fald kun få steder.

På dage som denne, har jeg brug for at være i bevægelse. Jeg vil gerne snakke, bare ikke eksisterer. Hele tiden er jeg på vej videre. Jeg ville på museum, så ville jeg på cafe, så til havet, så bare cykle hvileløst rundt. Jeg bliver væk 100 gange i minuttet, men min fysiske tilstand tvinger mig til at opholde mig det samme sted.

Jeg længes efter at gå i dybden med dig. Jeg vil dybere ned. Længere ind. Men jeg frygter, at der kun er plads til mænd i dit sind. Derinde hvor alting er opslugende og jeg står herude og er fysisk og klodset og passer ikke ind i luftkasteller eller store følelser og det piner mig, for jeg vil så gerne derind. Under huden.

Så jeg læser istedet dine ord smurt side op og side ned. Jeg sluger hvert enkelt. Både dem der føles ægte og som rammer, men også de gentagelser som jeg hader mere og mere for hver gang de dukker op. Jeg har ikke brug for gentagelser, jeg har brug for nyt og de tager pladsen hvor der kunne stå noget andet. Noget vigtigere.

Du møder mig på en dag, hvor minderne om ham stadig er friske og ordene smager så sødt på min tunge, at jeg ikke kan andet end at lukke dem ud. Hver sætning jeg får udtrykt, glider samtidig indad og smører min sjæl med honning. Og du lytter og du forstår. Fordi du ved, hvor de gode historier kommer fra, og man skal gribe dem når de er der. Så må konsekvenserne komme senere.