Frygt din næste
"Det var dig! Det var dig jeg så i vinduet! Nu kan jeg kende dig..." Angel fornemmede straks hans øjne i mørket. Knap havde hendes kidnappere sluppet hende før hun var opmærksom på hans tilstedeværelse.
"Hvad vil du mig? Hvad gjorde I ved Orlando!?" Hendes stemme var nu rettet mod dem der havde taget hende med, men hendes øjne var stadig rettet mod personen i mørket.
Et stykke tid var der helt stille i rummet. Så skete der noget. Han trådte et skridt frem og åbenbarede sig ude i lyset.
Angel tav. Kiggede bare på ham. Hans udseende var anderledes end noget hun havde set før. Hans hår var halvlangt og sort, sat op med spænder i siderne, men vildt bag i. og fjer stak ud af håret på ham. Hans øjne skinnede, men den sorte make-up han havde lagt under øjet gav ham et udtryk af tristhed. Han lignede en lille dreng, hvis det ikke havde været for skægget på hagen. Hans fremtræden kindben og bløde kæbeparti gjorde hans ansigt mildt og behageligt. Kun de sortmalede øjne og skægstubbene talte imod det.
Han kiggede på dem der havde bragt Angel til ham.
"Hvad gjorde I med fyren hun taler om?"
"Intet, han er bare bevidstløs. Sikkert allerede vågnet."
Sorte kiggede på Angel.
"Se, han er okay." hans opmærksomhed blev rettet mod dem.
"Lad os være alene." de adlød hans ordre og forlod rummet.
"Hvad vil du mig...?"
Han svarede hende ikke. Satte sig bare hen i en stol og kiggede på hende. Hans blik var gennemtrængende og hun følte en hvis uro ved det. Men hendes natur bød hende, ikke at være bange for ham. Hun besvarede hans blik med en ligeså intens stirren. Hans hoved hvilede på den ene håndflade og han blinkede næsten ikke. Angel så i hans øjne en masse blandede følelser. Hun kunne fornemme at han ikke havde fået hende bragt til sig af ligegyldige grunde. Hans øjne rummede stor sorg og dyb troskab. Længe stirrede de på hinanden, og pludselig så hun tårerne. Hans øjne blev blanke og tårer gled i bløde buer ned af hans kinder. Det var der han slap øjenkontakten og gemte hovedet i hænderne.
Angel tænkte på at stikke af, men den hulkende fyr foran hende tiltrak sig alligevel hendes medlidenhed. Hun trådte et skridt hen mod ham. Prøvede at gennemskue hvad der var galt.
"Hvad er der galt?" hendes stemme fik det til at gibbe i ham, men han svarede.
"Jeg kvalte hende..." han sukkede dybt. Hans stemme bar præg af at han græd.
"Men lige meget hvor tit jeg kvæler hende... hun dør aldrig. Jeg ser hende alle steder.."
"Har du kvalt hende mere end én gang...?"
"Selvfølgelig ikke, men hun er der hele tiden... hendes øjne... de kigger på mig... jeg føler mig jaget... altid følger de mig... altid er de der..." Han havde vendt ryggen til hende og sad med hovedet i hænderne. Hun lagde hånden på hans skulder. Han skælvede.
"Hun var... hun... jeg elskede hende jo!" Pludselig tog han sig sammen. Rejste sig. Han rørte hendes læber. Stirrede intenst på hende. Hun følte hans blik igennem sig og stjal sig til at kigge på ham. Hans øjne var skinnede grønne, men der var en vis mildhed i dem... Hans finger hvilede så blødt på hendes læber, at hun næsten ikke mærkede den. Han gjorde tegn til at ville kysse hende, men tog sig selv i det. Han slap sit tag i hende og vendte sig.
"Benjamin følger dig til dit værelse." så gik han. Hun kiggede efter ham, men stod så alene tilbage i rummet...
"Han dræbte hende..."
"Du har ret, det gjorde han, og det slog ham ud."
Angel vendte sig forskrækket om. En fyr hun ikke havde lagt mærke til før, stod bag hende.
"Han var ikke nok for hende. Hun elskede en anden. Men hun blev ved med at komme tilbage. Udnyttede ham. Hun brugte ham som hun ville. Det kørte ham psykisk ned. Resten har han selv fortalt."
"Hvem er du?"
"Benjamin. Sortes eneste ven, men ikke engang mig vil han græde foran, så du må være noget helt specielt."
"Sorte..?"
"Ja, ingen kender hans rigtige navn, så vi kalder ham Sorte."
"Sorte... jamen hvad vil han med mig?"
"Jeg ved det ikke, men han insisterede på at vi fandt dig og førte dig til ham. Kom med, så skal jeg vise dig dit værelse."
"Mit værelse...?" Angel var forvirret, men valgte at følge efter.