Djævlen og jeg har en ting. Hvor han sender mig fristelser, og jeg afviser dem. Han pirrer min jalousi, med andres success, men jeg skubber ham bort, ved at glædes på deres vegne. Han frister mig med muligheden for penge, men jeg finder alternativer, der ikke kræver det store af mig. I lang tid har han holdt sig på afstand, indtil pludselig han står der.. Høj, lys og næsten til at forveksle med en engel. Jeg mærker det med det samme, interessen. Som en lille forræderisk kilden i brystet, starter det. Og for første gang, har jeg ikke lyst til at sende det væk. "Jeg kan godt styre det her", tænker jeg. Jeg skal bare lige se hvad det er, så sender jeg det videre bagefter. Jeg lader mig ikke friste.. jeg er bare nysgerrig.
   Det gamle bibelvers: "De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne." springer frem i min hukommelse. Og på trods af alarmklokkerne der ringer, klamrer jeg mig til det lille vers og går hen og introducerer mig.

Af og til, bliver jeg i tvivl om det er Lucifer selv, manifesteret i en person, der er kommet ned til mig. Men han afslår mine tilnærmelser, hvilket kun hvirvler mig længere ind i illusionen, om at jeg kan klare det her. Der sker ikke noget. Så længe han afviser mig, kan jeg ikke gøre noget forkert. Jeg tænker ikke over konsekvenserne.

Han tager noget simpelt, noget ufarligt, og gør den lille ændring i vores hverdag, til den første sprække i alt andet. Langsomt spreder giften sig, fra det lille område, til resten af vores liv. Vores forhold til andre mennesker, kærester, job. Til sidst er det det eneste mine tanker kredser om. Om jeg sidder i møde, om jeg er sammen med folk jeg holder af eller om min kæreste er oppe i mig, er Lucifers sendebud, det eneste jeg fokuserer på. Han er i mine drømme, han er i mine fantasier. Han gennemborer hver en celle, åre, vene og muskel i min krop. Flyder fra hjertepumpen og helt ud i fingerspidserne. Det er altopslugende, sort, stort, tomt og udmattede, men jeg kan ikke leve uden det. Jeg kan ikke trække vejret uden ham. Min indre bløder og falder fra hinanden, ved hans fravær, så jeg opsøger det. Kontinuerligt, konstant. Jeg har ingen kontrol længere.

Og når hele min verden står i flammer, er det ikke Gud jeg påkalder, men Lucifer. Jeg råber af ham, midt i det brændende flammehav, om hvorfor han har gjort mod mig, hvad han har. Men han træder blot frem, manifesteret i et blændende væsen og citerer blot hvad jeg hele tiden har tænkt: "De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne.". Og så smiler han, og træder baglæns ud af rummet, just som et stykke af loftet flammende falder til gulvet og kaster gnister om sig. Og jeg ved at han har ret, for alt dette, er kun min egen skyld, fordi jeg lod mig friste af noget, jeg troede jeg kunne håndtere alene