En ulv i mørket
   Angel fornemmede ham før hun så ham. Hun mærkede hans øjne på sin krop. Hun fornemmede hvordan hans blik hvilede lidt for længe på hende. Hun kiggede op. Kiggede rundt. Der stod han. Gemt i skyggen i et mørkt vindue. Men hans øjne afslørede ham. De lyste op i mørket. Ubehaget ved hans gennemtrængende blik fik Angel til at stramme grebet om Ewans hånd.
   De andre havde ikke set ham. Hun skævede til Orlando. Hans sanser virkede skærpede, men hun var den eneste der havde set den fremmede.
   "Hvad er der?" Angels opmærksomhed blev rettet mod Avril. Orlando var stoppet op og stod med hævet hoved og vejrede i luften. Angel kiggede fra Orlando og op i vinduet. Skikkelsen var forsvundet. Hun kiggede tilbage på Orlando. Han stod et øjeblik og lyttede med alle sanser, indtil han igen sænkede blikket.
   "Det var ikke noget. Lad os komme videre."

De gik længe. Mest af de store veje. Alle de sort klædte soldater var forsvundet. Byen var forladt. Det eneste tegn på liv, var de mange ræve og rotter der rendte rundt. Gaderne var fyldt med forladte biler og smadrede indkøbsvogne med ting i. Men ingen mennesker. Ewan kiggede rundt på de gader, der før havde været så fulde af liv... han genså nogle af de steder han havde været før han mødte Angel. Nogle af de steder han før i tiden havde skaffet sig mad fra. Han så også et sted han engang havde været med Angel. Det var et af de første steder de havde været sammen. Han havde taget hende med for at de kunne være sammen et andet sted end i hulen. Dengang de stadig bare var venner. Han tænkte tilbage:
   De sad tæt sammen i sofaen, Ewan og Angel. For første gang ønskede han at han kunne sige et eller andet, men han kunne ikke finde på noget.
   "Fortæl noget om dig selv. Noget jeg ikke ved..." Angels stemme lød nysgerrig og indsmigrende. Nærmest som et lille barn der prøvede at gøre sig fortjent til et stykke chokolade.
   Ewan tænkte sig om, var lige ved at åbne munden, men ombestemte sig så,
   "Det er lige meget."
   "Sig det nu. .." Hun satte sig helt hen op af ham og begyndte at rode rundt i hans hår.
   "Jeg siger det ikke til nogen."
   "Hvor er det typisk dig det der ." Ewan smilede til hende.
   "Jeg elsker dit hår, det er så dejlig blødt." Angel pillede i hans hår og kørte hånden igennem det. Angel smilede til ham. Det var ikke den sidste gang de kom til at sidde sådan.
   Ewan smilede for sig selv. Det var før han fandt ud af at der eksisterede en der hed Orlando, der åbenbart betød alt for Angel. Han kiggede ned på hende. Hun smilede tilbage til ham. Men det var ikke et trygt Angel smil. Ewan vidste at hun følte sig presset af Avrils tilstedeværelse.
   Pludselig blev hans tanker stoppet af en høj lyd!