Hun er derinde. Jeg kan mærke hende. Hun gør ikke noget, forholder sig bare i ro. Jeg er opmærksom på hende, men vælger hende aktivt fra. Jeg lader hende få spillerum, men kun i sindet. På papiret også, af og til. Men aldrig i handling. Hun skal kontrolleres hårdt, ellers kommer hun frem og laver ballade. Ballade jeg skal rydde op i. Jeg er blevet for gammel til ballade. For gammel til drama og de voldsomme følelser hun efterlader sin omverden i. Voldsomme efterdønninger af hendes handlinger. Så jeg lukker hende inde og lader hende kun komme frem på papiret. Men oftest, når hun slet ikke så langt. Det er tankerne, hun dominerer. Det er historierne, hun spinder.
   Sidst jeg lyttede til hende, kostede hun mig næsten mit forhold. Hun endte med at redde det, men det er ikke essensen af dette. Det var et uheld, hun kunne have kostet mig dyrt.
   Hun spinder historier om alt. Det kan være om ungdomspræsten, om den unge smukke blonde mand, om LA-præsten, om ham fra lovsangsbandet, om hende den lesbiske. Om tattovøren, om ham med kæresten, om venindens kæreste. Intet emne er for fint for hende, intet er helligt.
   Intet, er helligt. Jo større drama involveret, jo vildere en historie. Jo stærkere følelser, for dem spiller hun også på. Hun presser på mine emotionelle nervebaner og trykkker fingrene mod mit skød. Aktiverer længselscenteret og leger med fantasiens grænser. Der er ingen.
   Det gør det ikke hverken bedre eller nemmere, når hun formår at gribe selv den mindste mulighed. En hurtig øjenkontakt bliver til lange historier om ting der kunne stå bag. At verden, synes at være på hendes side, fratager mig yderligere muligheden for at kæmpe imod. Som når det der først virker som en historie brygget på en tilfældig øjenkontakt, bliver understreget af at man tager personen i at kigge på én efterfølgende. Og pludselig mærker jeg, at de har mærket hende. At hun, blot et sekund, var til stede udadtil. At hun ikke bare spiller puds med mig, men også med dem. Men de kender hende ikke, så de kan ikke beskytte sig mod hende. De kender kun mig, ser kun mig og tror, at det var mig.
   Her har jeg to muligheder.. At spille med, eller trække mig væk. Indtil videre, har jeg vendt det ryggen, men hun er snu. Jeg venter bare. Én dag gør hun det måske igen. Trækker mig med ind i sit spind, og det er ikke sikkert at jeg har kræfter til at trække mig definitivt ud.