Vores forhold er tre år gammelt. Det er modent og næste naturlige skridt, er at flytte sammen. Jeg har lyst og han har tidligere givet udtryk for, at det også er hans ønske. Derfor ser jeg intet problem i, at præsentere ideen for ham, denne helt almindelige hverdagsaften, hvor vi spiser hjemme hos ham. Igen. "Skal vi begynde at melde os ind i nogle boligforeninger?" spørg jeg ham, og jeg kan med det samme se, at noget er galt. Han ændrer stilling i stolen og trækker sig, næsten umærkeligt, lidt væk fra mig, før han kigger ned i tallerkenen og tager en bid mad til. Jeg bliver overrasket over hans reaktion og lægger min gaffel fra mig. Han har nu min fulde opmærksomhed; "Oliver?"
   "Måske er det en dårlig ide?" Han kigger op fra sin tallerken, kun ganske kort øjenkontakt, og så kigger han ned i maden igen, mens han fortsætter "Hvad nu hvis vi ikke holder? Så skal vi til at finde bolig igen og det er altså ikke nemt for mig".

Jeg fatter det ikke. Sidder overfor ham og forstår ikke hvad det er der pludselig sker. Lige i det øjeblik, går noget i stykker indeni mig. Det er som om piedestalerne der hele tiden har holdt vores forhold stående stærkt og fast, pludselig slår revner. Fundamentet, jeg har bygget min fremtid på, smuldrer lysløst i hjørnerne og jeg mærker usikkerheden komme snigende. Den usikkerhed, der ellers så længe, har holdt sig for døren, banker nu pludselig på med små lette bank. Man hører dem kun, hvis man er opmærksom, men jeg hører dem.

Ugerne går. Fundamentet revner mere og mere og pludselig er der et kæmpe hul hele vejen igennem, der adskiller os. Jeg ved ikke om han ser det, sådan som han begraver sig selv i arbejde, men jeg ser det. og for ikke at blive opslugt, flytter jeg hjem. En helt almindelig dag, ligesom alle andre, lukker jeg hans hoveddør bag mig og tager hjem. Jeg har ingen af mine ting med mig, ikke engang de hansker jeg bruger dagligt, alt er efterladt som var det hvilken som helst anden tilfældig dag. Eneste forskel er, at denne dag beslutter jeg, at jeg ikke tager tilbage.

I starten ser han det ikke. Vi er kærester som før, vi ses bare ikke. Til sidst begynder han at spørge ind til, hvornår jeg kommer tilbage igen. Jeg giver ham ingen klare svar. Fortæller ham at jeg ingen svar har. Fortæller ham, at jeg ikke engang er sikker på, om jeg nogensinde kommer tilbage. Pludselig er han opmærksom. Han ser hvad der sker, han ser revnerne og hullerne og skårene og pludselig er han opmærksom. Han er også nu, endnu mere sikker end før, på at hans beslutning var den rigtige. Det var for farligt at flytte sammen, for se nu. Han vil gerne redde bygningen, på trods af det smuldrende fundament og de revnene piedestaler. Han vil gerne fixe og lappe og lukke hullerne og få det til at fungerer igen. Jeg foreslår ham bygningsmidlerne og han siger, at han gerne gør det, men tvivlens revne har flyttet sig fra fundamentet af vores forhold og ind i mit hjerte. Vil jeg, blive boende i et faldefærdigt hus? Eller er der noget andet og bedre derude?

Det er ca her han kommer ind i billedet. Hr. Alle-ting-på-listen-fyren. Du kender dem, listerne. Man lavede dem da man var teenager, pigerne gjorde i hvert fald. Listen over hvordan din drømmefyr skulle være og se ud. Min liste er skrevet om mange gange i løbet af årerne, men få ting går igen. Blonde hår, blå øjne og tattoveringer. Jeg har aldrig tænkt at han skulle være høj, faktisk har jeg altid været til lave fyre, men ham her, han er høj. Høj på surfer måden. Stærke arme og krop og yderst tattoveret. Han ser godt ud. Lidt for godt. Godt ud på den måde, at man ved han er ombejlet. Men det er okay, for jeg er i et forhold. Et smuldrende, sprækkende men dog stadig aktuelt, forhold. Så hans bekendskab er blot et venskab. Det er vel okay at være venner, er det ikke? Venskabet starter småt. Mest mig der kontakter ham, men samtalen flyder da når han svarer. Jeg snakker om ham, med mine veninder. Fortæller, viser billeder og fortæller lidt mere. Og for hver historie, mærker jeg sprækkerne blive en lille smule dybere. En lille smule længere. Nu er det ikke bare fundamentet i mit forhold der sprækker, nu er det vægge og loft også. Store stykker falder ned, men jeg gør intet ved det. Træder blot tilside og hen mod døren og retter mit blik udad. Har fokus på alt det udenfor. Alle mulighederne.

Jeg ser hans profilbillede, når han liker mine ting på instagram. Ikke min kærestes, ikke Oliver, men ham den andens. Jeg ser den hvide tanktop, jeg ser de skarpe kindben og jeg ser det blonde hår. Når jeg lukker øjnene, ser jeg hans stærke hænder om min krop. Mærker berøring der ikke sker, men som ønskes, af manden der ikke er min. Og ved hver fantasi, falder endnu en flig af loftet. Fyldes stuen endnu engang af pus og støv, fra de nedfaldne stykker, der tungt lander på det smuldrene gulv, der nu er så ujævnt, at møblerne er begyndt at vippe og flere steder så meget, at man ikke kan sidde på dem. Ikke sikkert i hvert fald. Men det stopper mig ikke, jeg fortsætter fantasierne. Fantasier der engang indeholdt Oliver, men som nu er blevet afløst af en blond stedfortræder. Fantasier om blonde børn, om eventyr i skoven i selskab med blond hår. Om arrangementer med kommentarer om hvordan vi er det perfekte blonde par og folk siger ting som: "tænk at nogen kan være så perfekt et par. De passer jo sammen som var de lavet til hinanden".

Men Oliver, som er min, vil gerne mødes. Vi må snakke om det, redde "os". Han hører pludselig tvivlens banken på, der er blevet så høj, at det ikke længere kan ignoreres. Jeg hører den også, tydeligere end før og jeg har lyst til at åbne for dem. Give efter og bare tage skridtet. Ud og væk. Ind i armene, på blond fyr, der måske slet ikke er interesseret, men som i det mindste ikke er fyldt med skår og støv der skærer i øjnene og lungerne.

Tiden er gået og der er gået lang tid, men jeg bor stadig hjemme og Oliver, jeg er i forhold med, har stadig ikke været forbi. Men så sker det, dagen oprinder og han beslutter sig endelig at forlade sit smuldrene sæde for at opsøge mig. Nu skal der styr på tingene. Nu skal vi prøve. Nu kommer snakken. Skal vi rive ned, eller skal vi bygge op.