Begyndelsen
   Næste morgen var alt ved det gamle. De spiste morgenmad sammen, og hverken Ewan eller Orlando lagde mærke til nogen forandringer hos Angel. Angel selv havde også gjort hvad hun kunne for at fortrænge gårdsdagens begivenheder, men alligevel følte hun en forandring indeni. Men hver gang hun tænkte på det, skød hun tanken til side. Hun tvang sig selv til at glemme det.
   "Hvad lavede i hele dagen i går?" Angel var nysgerrig. Drengene havde overhovedet ikke nævnt deres tur "i byen".
   "Vi var..." Orlando afbrød Ewan inden han nåede at sige mere, "Vi var ude hos en af mine gamle venner, ikke nogen der betyder noget." Orlando sendte Ewan et blik, og ingen af dem sagde mere. Angel forstod at hun ikke skulle blande sig. Det her omhandlede Orlandos fortid. Den skulle man ikke rode mere i.
   På et tidspunkt var Angel alene med Ewan, og for første gang snakkede de om Orlandos tilstedeværelse.
   "Hvordan har du egentlig med at han er kommet tilbage?"
   "Jeg kunne ikke være lykkeligere. Det er længe siden jeg har følt som jeg gør når han er omkring mig." Angel smilede til Ewan, hendes eneste bedste ven der forstod hende fuldkomment. Men Ewan forstod hende ikke helt, for han havde i den seneste tid været i tvivl om sine følelser for Angel. Var det ren venskab, eller ønskede han mere? Når han så hende med Orlando følte han jalousiens kolde stød i hjertet, men når han så sad alene og tænkte på hende, var hun ikke andet end en ven for ham.
   "Har du stadig følelser for ham?" Ewan gravede lidt efter et svar der kunne hjælpe ham med at få hans egne følelser til at passe sammen. Angel tøvede før hun svarede,
   "Det... det har jeg faktisk slet ikke tænkt på. Jeg... det er dejligt at have ham tilbage, og jeg føler nok mere for ham end jeg ville gøre hvis han bare var en gammel ven men... Jeg ved det ikke." Angels svar fik igen jalousien til at blomstre i Ewan. Hendes ord havde kun forværret hans situation, og han havde svært ved at tackle de følelser der fløj rundt i hans hoved. Han kiggede på hende og så hvordan øjnene strålede af glæde, men han følte sig tom. Han smilede til Angel og bed smerten i sig.
   "Jeg er glad når du er glad, og hvis han betyder meget for dig, så vil jeg elske ham som var han min bror." Ewan mente hvert et ord, men han vidste også at det ikke ville blive let.
   "Jeg elsker dig! Du er min bedste ven og vi skal altid være sammen." Angels hengivenhed vistes tydeligt i hendes øjne, og i et øjeblik følte Ewan at han kunne klare alt.
   "Jeg elsker også dig..." lagde han mere i ordene end hun, det vidste han ikke.
   "EWAN!!!" Orlandos stemme skar sig vej gennem systemet, og tiltrak sig både Ewan og Angels opmærksomhed.
   "Det lyder som om han har brug for hjælp..." Angel smilede.
   "Den store Orlando har brug for hjælp" tænkte Ewan for sig selv, men han sagde det ikke højt.

Da de kom ind i stuen så de Orlando stå på en stol, med øret helt op til udluftningskanalen. Derfra kunne man høre menneskerne der gik rundt udenfor og Angel og Ewan havde tit haft det sjovt med at lytte til andres samtaler, men Orlandos ansigtsudtryk viste alt andet end glæde...