Hvordan beskriver man højt til loftet, væg til væg bøger og malerier på alle vægge... hvordan får man det til at lyde lige så vigtigt, som det er?
Hvordan beskriver man, at de tre meter til loftet, er vigtige, fordi de giver plads til at tænke store tanker.
Hvordan bøgerne flyder fra stuerne og helt ind i børneværelserne og børne-sindene.
Kunsten som det frirum man kan tage på opdagelse i, samles om og dele med hinanden.
Hvordan forklarer man, hvor vigtigt det er?
Hvor vigtigt det føles, når man ikke selv har haft det?
Jeg er vokset op med lavt til loftet,
skærmene som husaltere
og samtalen ikke eksisterende.
Så hvordan beskriver jeg,
hvor storslået det føles,
at blive inviteret indenfor i det rum
jeg aldrig selv fik tilbudt?
I dag var en rigtig rigtig god aften