Flugtforsøg
Trykket mod ribbenene gjorde ondt, men det var for sent at stoppe nu. Foran hende i mudderet kravlede Orlando, bag hende Ewan.
Angel kiggede på Orlandos støvle, satte fingrene i mudderet og trak sig frem. Hun rystede. Mudderet var koldt. Hendes sved føltes som is på kroppen. I det samme blev der helt lyst! En sirene gik i gang og lyskegler fór hen over jorden. De stoppede ved hullet i hegnet og blændede de tre på flugt.
"LØØØB!!!" Orlando sprang på benene og spurtede af sted. Ewan kom på benene og hev Angel med sig. Men de nåede ikke langt...
Angel var bange! Hun kunne høre mændene der jagtede dem bag sig, og se Orlandos løbende skikkelse foran sig. Ewans greb i hendes arm. Det gjorde ondt, men hun var for skræmt til at slippe ham. Pludselig blev et skud affyret mod dem! Orlando væltede om på jorden. Et skrig. Fra Angel. De havde for meget fart på. Nåede ikke at stoppe. De landede hovedkulds ovenpå Orlando. Rædselsslagne. Men Orlando var ikke alene... det var de heller ikke. De sorte skygger omringede dem... slag. Smerte... og så, mørke...
Han løftede målbevidst hovedet. Blodet løb ned i hans øjne. Hans syn var sløret. Men han kunne alligevel fornemme en anden i rummet. En der, ligesom han, ikke var der af egen fri vilje. Endnu et slag ramte hans ryg. Lammede hans tanker...
Smerte! Det var det eneste han kunne tænke på. Smerten gennembrød hans tanker og han følte sig gennemvædet af den. Hans hoved var fyldt til randen med smerten, og det var som skulle det eksplodere. Men pludselig dukkede et billede af Angel frem i hans bevidsthed. Hvis Orlando kunne overleve dette, kunne han også!...
Endnu engang kiggede han op. Hans hørelse var lammet. Kun en larmende stilhed fyldte hans hoved. Da fik han øjenkontakt med den anden i rummet. De var alene. Vagterne havde gjort deres job. Ewan kæmpede for ikke at falde tilbage i besvimelsen, men koncentrerede sig i stedet om denne person der hang overfor ham. Hans krop var robust bygget og hans hænder var stærke. Hans hoved var delvist skjult bag det halvlange hår, men alligevel kunne Ewan ane de blå/grønne øjne der stirrede tilbage på ham. Denne fremmede havde en ro i sig der smittede af på Ewan. En underlig følelse af tomhed fyldte Ewan... og han gav efter for den...