Han kigger på mig, med omsorg i øjnene.
Og jeg kan se på ham, at det gør ham ked, at han ikke ved hvad der er galt.
At han ved, at noget er galt, men også at det er noget indeni.
Noget jeg ikke kan eller ønsker at dele med ham.
Det er ikke noget jeg kan dele.
Det er at cykle rundt på kirkegården om natten, ensom og i mørke og lade sig opsluge.
Det er at glide ned ad villavejene, som en skygge, og fortabe sig i vinduerne og deres lys.
At undgå mennesker, og istedet søge de dødes selskab.
Det er ensomhedet, i badet man ved må ende.
Det er cykelturen i regnvejret, med pedalerne trampet i bund igen og igen mens hjertet banker hårdt i brystet og lårene der syrer til af overanstrengelse.
Det er at flygte fra flokken, fordi de er for meget, for mange, for tæt på og fylder for færdeligt.
Det er sort hvid billeder og film citater, fordi andres ord gør distance, men problemet er tæt på.
Det er uvirkelighedsfølelsen.
Det er fremmedgørelsen.
Det er at åbne øjnene, løfte hovedet og ikke ane hvordan man er havnet lige dér, hvor man er nu.
Eller husker hvor man var på vej hen.
Det er følelsen af at hele ens indre, bliver skyllet ud som et indre træk og slip til følelserne.
Den tomme fornemmelse i kroppen, lige inden sorgen rammer.
Ulykken, der sætter sig i maven og både gør dig fuldstændig tom men også frarøver dig enhver mulighed eller lyst til at indtage vådt eller tørt.
Fornemmelsen af vand på ulykkens tomme mave.