En fortid i laser
   Alt var smadret...
   Angel og Ewan var vendt tilbage til hulen. Men intet var som da de forlod den. Angel blev stående i døren. Kunne ikke få sig selv til at gå derind. Ewan gik rundt og kiggede i resterne. Han samlede enkelte bånd op, men opgav og smed dem fra sig. I stedet gik han hen og holdt om Angel. Trøstede hende...

"Vi har ingen mad..." en lang stilhed fulgte.
   "... jo vi har..." Angels stemme var stille. Næsten uhørlig.
   "... Angel?"
   "I hjørnet. Under gulvet..." hun snøftede og pegede så hen der hvor deres sofa lå væltet.
   Ewan sprang frem og skubbede sofaen væk. Alt den sult han havde holdt nede kom nu op i ham. Han bankede hårdt på gulvet til han fandt hulrummet. Det lykkedes ham at få det op. Et lille rum, fyldt med dåse tun!
   "Vi har mad! Vi har mad!" Ewans glæde var stor.
   "Men hvorfor har du ikke fortalt om det? Så havde jeg ikke behøvet risikere livet så tit... vi har haft mad hele tiden!"
   "Fordi... fordi jeg ikke kan lide tun..." hun stod med fødderne ovenpå hinanden og lignede mest af alt en lille pige, og det fik Ewans til at grine. Han grinede til tårerne trillede ned af hans kinder. Og så omfavnede han hende.