Avril ved det?
   Det lykkedes dem ikke at komme i nærheden af Avril. Hendes folk var udstyret med rør, bat og knive. Beskeden lød på at Orlando ikke måtte komme tæt på Avril. Han skulle holdes væk, men ikke slås ihjel. For første gang nogensinde, lykkedes det ham ikke at komme ind til Avril. Heller ikke selvom han slog to ned og næsten kvalte en tredje. De lod ham ikke komme forbi. Han stoppede først med at kæmpe, da de gik løs på Ewan. Ham holdt Avril ikke hånden over, så ham ville de havde slået ihjel, hvis ikke Orlando var stoppet. Heldigvis kom træningen i hæren Ewan til gode. Han fik holdt dem på afstand til Orlando indså problemet. Sammen vendte de næsen hjemad...

Men på vejen fik de en glædelig overraskelse...
   De så ham inden han så dem. Budbringeren. Orlando gjorde tegn til Ewan om at holde sig klar, og så sneg Orlando sig selv så tæt på som muligt. Drengen stod og rodede i noget skrald der flød rundt om en indkøbsvogn. Orlando gik langsomt tættere og tættere på. Hele tiden holdt han øje med drengens bevægelser. Men de afslørede kun at han ikke havde hørt dem komme. Han fortsatte sin søgen i skraldet. På få sekunder skete det. Drengen opdagede Orlando. Orlando sprang frem mod ham. Drengen prøvede at flygte. Orlando skubbede ham i ryggen, og drengen mistede balancen. Han væltede forover, og landede hårdt på jorden. Orlando var over ham med det samme og også Ewan kom til.
   Det tog dem ikke lang tid at få drengen overrumplet og bundet med noget stof de fandt i skraldet.
   Drengen skreg. Skreg på hjælp. Skreg fordi han var bange. Orlando og Ewan blev nød til at slæbe ham ind i en tom opgang, inden de tiltrak sig for meget opmærksomhed.

"Hør her!" Orlando holdt drengens hoved fast.
   "Vi vil vide hvem det er der har vores Angel. Vi vil vide hvem de er, og hvor de er. Og hvis du ikke vil tale, vil vi få dig til det." Orlandos blik var hårdt. Hans stemme rolig, men ond. Ewan kiggede på ham. Han kunne ikke genkende ham. Men nu forstod han hvorfor folk frygtede ham. Det virkede også på drengen. Hans øjne lyste af rædsel, og Ewan fik næsten ondt af ham. Der gik ikke lang tid før drengen begyndte at besvare Orlando spørgsmål. Han rystede som et espeløv, og stammede svarende ud.
   "Hvem er de?"
   "S-S-Sortes Bande...!"
   "Sorte? Hvem er denne Sorte?"
   "H-h-h-han er n-n-oget h-helt s-s-s-specielt...! Meget f-f-farlig!"
   "Hvor holder han til?"
   "S-S-S-Silver Lane... Det-det store hus!"
   Orlando kiggede hen på Ewan. Hans øjne var ikke så skræmmende nu.
   "Så ved vi hvor vi skal hen."
   "Men hvad med ham der?" Ewan pegede på den skræmte dreng.
   "Han kan løbe i forvejen. Og melde vores ankomst." Orlando løste drengen, der straks sprang op og flygtede ud af opgangen. Orlando gik langsomt efter. Ewan kiggede tilbage der hvor drengen havde siddet. Gulvet var vådt. Drengen havde pisset i bukserne af skræk. Ewan forstod ham. Så fulgte han efter Orlando.