Man kan stå i en cirkel og række armen frem med en øl, for at skåle. men ingen reagerer og pludselig rammer den; ydmygelsen. En pludselig trang til at forsvinde ned i et hul, starter som en varme i kinderne og spreder sig ud i alle årer. Eneste mulighed, er flugt. At trække sig ubemærket væk fra en cirkel af mennesker, er ikke nemt, men nødvendigt. Så man går en tur, alene. Væk fra "dem", fra "ydmygelsen". Det er det her man vil. Det er et aktivt valg. Det er ikke fordi man føler sig udenfor eller føler sig malplaceret.. det er fordi man vælger det. Den her tur, er fordi jeg har lyst. Det har intet med dem at gøre.. Intet.

Men man vender tilbage.. Altid tilbage. For selvom at ydmygelse kan smages bagerst på tungen, er den akavede samhørighed med flokken, stadig bedre, end den isolerede ensomhed. Så man er tilbage. Bagatelliserer sin forsvinden. Fordi.. selvfølgelig har folk jo lagt mærke til at man var væk.. har de ikke?