Jeg. Mig. Tossen, menneskeaflæseren og den ensomme. Kært barn har mange navne. Jeg sidder på en cafe. Jeg kigger ikke på folk, men observerer, mærker stemninger, stirrer menneskene i øjnene. Et sekund, måske 2 sekunder. Stirrer ikke for at flirte, men stirrer ind i deres sjæl. Individernes sjæl. Individerne kalder jeg dem, for i mine øjne er de ikke andet en kød og blod med en sjæl, som bevæger sig hjælpeløse rundt. Hjælpeløse er de, for øjnene udstråler det hele. Udstråler sorg, glæde, mani, ængstelighed og angst. Mit job er at læse andre mennesker. Øjnene er sjælens budbringer. Humørsvingninger ses med det samme i og omkring øjnene. Jeg elsker mit job, så meget at jeg nu her, lige her sidder på en cafe og aflæser andre menneskers sindstemning. Jeg er fortabt i øjnene, ansigtet og kropssproget. Alt hvad der kan afsløre løgne, svig og bedrag i et andet menneske. Jeg er så god til det at politiet rundt omkring i verden, henter mig ind når afhøringerne af en mistænkt er gået istå.
   Politiet kalder mig den tålmodige menneskeaflæser. Jeg kan sidde i flere timer i træk. Bare observere hvert eneste lille træk i menneskets ansigt, mens politiet omformulere, fornyer afhøringsteknikkerne, alt sammen for at forvirre den mistænkte. En lille trækning omkring mundvigen. En pludselig irritation i blikket. Pludselige kropsbevægelser, som alle kan få os tættere på svaret. En tilståelse
   Efter 3-4 timer. Måske 17-18 timer ændre den mistænktes signal mønstre sig. Kampen kan begynde. Vi lader ham få en pause. Vi andre sover. Han bliver observeret og må ikke på noget tidspunkt falde til ro, en betjent holder ham vågen. Forhøret forsætter. Indrømmelser. De rigtige forklaringer ligger lige under overfladen. En ny kriminalkommisær, udhvilet, bliver briefet inden forhøret. Jeg nævner de ting som kriminalkommissæren skal spørge om. Spørgsmålene er nøje udvalgt. Udvalgt efter mine observationer. De valgte spørgsmål er udvalgt fordi den mistænkte afslørede sig selv. En almindelig person kan ikke se det, men jeg kan se det. Jeg har evnen.
   Vi starter op. Forhøret starter. Jeg sidder i hjørnet af forhørslokalet. Mit blik stirrer på den mistænkte. Jeg rømmer mig når kriminalkommisæren skal gentage spørgsmålet og hoster når vi er tæt på en afsløring, alt sammen diskret uden at den mistænkte opdager det. Den mistænkte er i syv sind. Har ikke sovet i over et døgn og er træt og facaden falder fra hinanden. Mellem 3-20 timer falder en afgørelse alt efter den mistænktes karakterstyrke. Jeg går afslappet ud af rummet. Tager en Taxa til hotellet og sover 12-14 timer.
   Jeg har af de 720 gange jeg har samarbejdet med politiet fået en tilståelse ud af 718 de afhørte. For at samarbejdet skal kunne fungere, skal politiet være sikre på at den mistænkte står bag forbrydelsen, ellers er mit arbejde spildt. Der må ikke være advokater indblandet og sidst men ikke mindst kræver jeg et stort honorar. Og ikke mindst fuld diskretion. Intet må kunne spores tilbage til mig som person, intet må offentligøres. Alt skal holdes i det skjulte. Jeg lever i det skjulte. Et skyggeliv og jeg elsker det.
   720 afhøringer, 718 tilståelser. Et selvmord under afhøringen og en, en mand gik ud fra afhøringen som en fri mand. En mand.
   Denne ene mand skal jeg møde om 15 minutter, her hvor jeg sidder nu. På cafe Bogurne lidt uden for nordøst for Berlin centrum, hvor parker og store 70'er højhuse præger bybilledet. Jeg er nervøs. Virkelig nervøs for jeg ved at jeg har fundet min overmand. Ham jeg ikke kunne afsløre. Ham der løber frit rundt i verden med flere mord på samvittigheden. Politiet havde givet op. Det samme havde jeg. Næsten. Jeg ville have skovlen under ham. Afhøre ham. Torturere ham. Få en tilståelse ud af ham og derefter dræbe ham, men intet er enkelt.
   Min overmand, Hedder Bjørn Lebenskou. Jeg husker ham tydeligt. Over 2 meter høj, 1 meter over skuldrene. Kæmpe hænder og fødder. Et furet ansigt med en stor uren næse og kæmpe øre. Et uhyre. En klokker fra Notre Dam. Et udskud. Bum stærk, men samtidig utrolig kløgtig. Hans ydre fremtoning var en facade. Han var lynende intelligent, gennemtænkte alle sine mord. Han levede i det skjulte. Han var højt uddannet og havde en personlighed så blød som et lam. De 36 timer hvor forhøret stod på røbede han ikke sig selv en eneste gang. Jeg var fascineret og rystet i min grundvold. Han var helt kølig i 36 timer.
   Jeg kunne intet stille op og havde paraderne oppe da politiet spurgte om jeg ville hjælpe yderligere. Jeg sagde
   -Ham får i ikke noget ud af. Nogensinde.