Maya
Smerterne fra operationsarret vækker hende ved morgengry - hun ligger alene i det stille hus - og håber, at det ikke vil blive til noget med Runes planer om at lade kammeraten flytte ind, at han selv kan se det groteske i at bede hende om så stor en tjeneste lige nu.
Langsomt ligger hun og vågner. Mærker, hvordan smerten gnaver i arret. Hvorfor bliver hun ved med at have disse smerter? De skulle have været væk for længst. Tanken gør hende angst og kold som is, men hun vil ikke opsøge sin læge, vil ikke gennem mere nu. Det er som om hun er blevet overfølsom over for alt, der har med sygdom, læger og hospitaler at gøre, efter det hun har været igennem. Hun orker ikke at tænde hverken radioen eller fjernsynet, orker ikke at risikere at støde på noget, der minder hende om alt det, hun har været igennem. Har ikke overskud til at læse avisen - stakken af ulæste aviser i entreen vokser og vokser og står som det skæve tårn i Pisa. Men hun vil ikke afbestille avisen - eller måske orker hun bare ikke - og hver dag tænker hun, at de ikke skal smides ud, for måske ... Måske vil hun få overskuddet til at læse dem i morgen ... eller i overmorgen. Bare ikke lige nu. Ikke lige i dag ...
Af og til spekulerer hun på, om denne apatiske følelse - og klaustrofobien - nogensinde vil slippe hende? Det er som om, hun har et reb om halsen, der dag for dag bliver strammere og strammere. Af og til bliver hun så desperat, at hun ikke kan få luft; det er som om, hun glemmer, hvordan man trækker vejret og hun kan sidde i flere minutter og hyperventilere og være sikker på at nu, nu skal hun dø. Men hun overlever altid ...
Hun orker end ikke at se Nyhederne længere, for hun kan ikke forholde sig til alt det onde, der findes derude i verden. Hvad er meningen med det hele? Hvad er overhovedet meningen med livet? Hvorfor skal man gennem al den smerte - både fysisk og psykisk? Hvad er meningen med al denne krig og ufred, hvor millioner af uskyldige mennesker må lade livet? Og deres død involverer endnu flere - alle de pårørende - det er milliarder af menneskeliv, mennesker af kød og blod, der får ødelagt deres liv og for altid vil have ar på sjælen - hvor er meningen med det? Hvad er meningen med, at man her i Norden lever et liv i overflod, med mennesker, der dør som følge af overvægt, mens der andre steder er små børn, der dør af sult - hver dag, hver time, hvert minut ... hvert sekund.
Nej, ingen læge! Desuden vil han bare bebrejde hende, at hun har droppet sin fysioterapi. Vil bebrejde hende, at hun ikke vil modtage resten af timerne med psykologen. Og hvordan skal hun nogensinde kunne forklare ham, at hun ikke kan - ikke orker - mere nu? Fysioterapeuten, psykologen, lægen - alle suger de den sidste rest af liv ud af hende og hun orker bare ikke mere! Orker ikke at høre på psykologens bebrejdelser over måden hun lever sit liv på. Orker ikke at forklare om Papa og Mama og Mikael. - Og Peter ... vil ikke bebrejdes måden, hun lever sit liv på. Vil ikke bebrejdes forholdet til sin søn. Det er ikke deres liv, det er hendes! Det er hende, der lever med smerten. Hende, der lever med tabet. Hende, der lever med angsten.
"Hvad synes du selv?" spørger psykologen hver gang Maya stiller et spørgsmål. Hvordan skal hun nogensinde få energi til at svare, at hun synes, at psykologen er en overbetalt neurotisk son of a bitch, der tjener til føden ved at sidde og nedgøre hendes liv og måden hun lever det på, der gør nar af hendes måde at tackle livet på, der sparker til hende, når hun allerede ligger ned? Hvordan skal hun nogensinde få modet til at sige, at hun ville ønske, at kræften havde ædt hende op med hud og hår i stedet for at lade hende leve? Hvordan skal hun nogensinde få mod, kræfter og vilje til noget som helst igen?
Da Rune dukker op hen ad eftermiddagen, begynder han straks - som hun havde frygtet - at tale om kammeraten.
"Er det i orden, at jeg reder op til Kasper på sofaen?" spørger han og roder i køkkenskabene efter noget spiseligt, der ikke er enten muggent, surt eller på anden måde fordærvet.
"Hvorfor skulle han ligge der og ikke inde på dit værelse?" vrisser hun.
"På mit værelse?" siger han og begynder at smide nogle for længst udløbne ruller kiks ud. "Der er sgu da dårlig nok plads til, at jeg selv kan stå oprejst derinde, hvordan skal vi så kunne bo der to mennesker?" Han laver sin sædvanlige "det kan du da godt selv se ik?"-bevægelse med armen. "Jeg gider sgu ikke ligge i ske med ham!"
Det vil blive endnu værre, end hun havde forestillet sig.
"Er der overhovedet noget spiseligt i dette her hus?!" skriger han irriteret oppe fra køkkenbordet, hvor han står placeret for at kigge længst ind i de øverste skabe efter noget, der bare minder om føde.
"Jeg har ikke lige fået handlet ..." stammer hun og ser sig desorienteret om. Måske har hun en halv pose lakridser i sin taske, der kan lukke munden på ham?
"Nej, det tør sgu antydes!" raser han videre. "Han kommer for resten om nogle timer. Det håber jeg er okay?"
Hun ser spørgende på ham. Er det alvor?
"Om nogle timer?! Jam... for helvede, Rune, se lige hvordan her ser ud!"
"Tror du ikke, jeg ved det?!" skriger han ad hende og hopper ned på gulvet igen, så de står ansigt til ansigt og kigger hinanden i øjnene. Når han bliver vred, bliver de blå øjne som is, og hun fyldes af fortvivlelse. Hun kan mærke en opgivende følelse overmande sig og de småtrækninger, der altid får det til at bævre om hendes mund, lige før nu bryder i gråd. Hurtigt smelter isen i hans øjne, og han trækker hende ind til sig. Hun mærker lugten af sprut og cigaretter fra hans hår og krop.
"Undskyld, mor. Jeg mente det ikke sådan ... Det er også noget lort det hele; men jeg skal nok hjælpe dig, okay? Er der noget, jeg skal gøre? Bare sig, hvad jeg skal gøre, okay?" hvisker han svagt og stryger hende kærligt over ryggen.
Hun tørrer de dumme tårer væk, mens han stadig holder hende ind til sig. Hun kan ikke lade ham se sig sådan. Det kan hun ikke byde ham!
Mens han stadig holder om hende, siger hun med så hverdagsagtig en stemme hun kan fremmane:
"Du kunne måske rydde lidt op her, mens jeg kører ned og handler?"
Hvis hun sender ham af sted og selv bliver hjemme for at rydde op, vil hun bare blive overmandet af ligegyldigheden og drysse rundt uden egentlig at få gjort noget. Presset fra hans krop, der trækker hende ind til sig, begynder at gøre ondt, og hun trækker sig forsigtigt lidt væk fra ham igen. Hun kan heller ikke lide, at han skal mærke, hvor skæv hun er. Hun føler det, som er arret et åbent sår fyldt med maddiker, hun kan overføre til ham, hvis han kommer for tæt på.
"Og han må godt sove på sofaen," tilføjer hun endelig.
"Okay." Han trækker sig væk fra hende igen, holder fast i hendes hånd og giver den et flygtigt kys, mens han blinker varmt til hende. Hun går ud mod entreen og tager nøgler og pengebog fra kommoden.
"Er der noget særligt, jeg skal købe til jer?" råber hun, men han er allerede forsvundet ind på sit værelse og har lukket døren.
Køen i Netto virker uendelig lang. Hun kan se det allerede ude fra parkeringspladsen. Et øjeblik overvejer hun at køre et andet sted hen, men orker alligevel ikke. Hun er også bange for, at modet vil svigte hende, før hun nogensinde når at køre et andet sted hen, og hun vil ende med at komme hjem uden varer. Ikke alene vil det være at svigte Rune, og gøre ham endnu mere forlegen over den synkende skude af et hjem, når kammeraten dukker op, men hun kan heller ikke blive ved med at punge ud til dyre pizzaer og overprisede varer fra 7-Eleven.
Det er i forvejen dyrt nok at bespise en halvvoksen knægt, og selvom hun stort set ikke har brugt penge på sig selv i flere måneder, har der været udgifter nok.
Det er især de sidste to år, der har været hårde. Efter Rune startede på gymnasiet sidste sommer, er hans pengeforbrug steget markant. Der har været en større udgift til bl.a. ordbøger. Derefter kom alle festerne, han gik til i begyndelsen. Hun kunne ikke lide, at han skulle cykle eller tage den offentlige transport inde fra byen efter midnat, så taxapengene alene udgjorde en stor del af hendes budget i en periode.
Så havde han glemt tre engelskordbøger på skolen, og måtte købe nye. Hun havde været så rasende på ham den dag - det var flere hundrede kroner ud ad vinduet, men hun ved også, at han ikke havde gjort det med vilje. Det er bare typisk ham! Desuden havde han været ligeså sur på sig selv, som hun havde været det.
Endelig havde der været perioden, hvor hun var indlagt. Hun havde været så bange for, at han ikke skulle have det godt nok alene derhjemme - om end han selv havde valgt det - så udgiften til leje af videofilm, cola, chips og pizza havde været ekstrem høj, især fordi hun også bespiste en stor del af hans kammerater, der boede sammen med ham, mens hun var indlagt.
Men heldigvis kan hun snart se en ende på det. Fra næste måned, hvor han fylder 18, kan han få SU, hvilket vil lette meget og gøre hverdagen en hel del nemmere for hende. Det eneste problem vil være angsten for, at han skal ryge og drikke pengene op i løbet af en enkelt weekend!
Det kunne være hun skulle tage sig sammen til at få ryddet op ude i Papas atelier og få solgt nogle af hans malerier ... hvis hun nænner det. Men nu kommer opholdet i USA hele næste år, hvor han skal klare sig selv på en helt ny måde, så vil det måske blive bedre. Hvis bare han kunne blive noget mere selvstændig og ansvarlig, så hun ikke skal sidde med livet i halsen, bare han går ned for at købe en pakke cigaretter.
Det er begyndt at regne. En stille sommerregn. Hun betragter dråberne, der løber ned over bilens ruder. Starten på denne sommer har været lige så kold og våd som et efterår, og har forstærket hendes følelse af melankoli, men de sidste dage er det gradvist begyndt at blive varmere, ligesom der nu - trods regnen - hænger en tung og hed luft overalt.
Efter længere tids overvejelser, hvor hun bare sidder i bilen og betragter regnen, tager hun sig endelig sammen til at gå ind. Da glasdørene glider til side og lukker hende ind i butikken, er følelsen der pludselig igen ... Den har været der ofte på det sidste. En følelse af at hendes tøj forsvinder, når dørene åbner, så alle ser hendes nøgne, arrede krop. Og så sker det: hun fryser fast. Pludselig kan hun ikke huske, hvordan man går. Hun fryser fuldstændig fast i tid og sted, mens alt og alle omkring hende fortsætter, som om hun slet ikke er der. Det er som at stå i et parallelunivers, hvor intet rigtigt kan trænge ind til hende.
Hun mærker, hvordan koldsveden begynder at bryde ud og danne skjolder under hendes arme og samle sig i en pøl på overlæben og i håndfladerne. Mærker hjertet, der hamrer i hendes brystkasse, som forsøger det at bore sig ud gennem muskler, sener og knogler, og derefter en ubeskrivelig angst; det er som om, den bliver pumpet med blodet ud i hver fiber af hendes krop og gør hende fuldstændig følelsesløs, som om hun er lam fra nakken og nedefter.
Hver gang det sker, tænker hun med gru på Papa og hans sygdom. Hvad hvis hun i virkeligheden er syg? Hvad hvis det er en neurologisk sygdom, ligesom hans? Hvis hun kan få kræ... kan hun vel også få ... Og hvad hvis hans sygdom i virkeligheden er arvelig, selvom Papas læge dengang havde benægtet det. Det er jo mange år siden, dengang vidste man ikke ligeså meget ...
"Hov, undskyld!"
Hun bliver revet ud af sin tankerække, da en mand ramler ind i hende med en sådan kraft og styrke, at hun brat bliver slynget ud af sin paralyserede tilstand. En tysker med en højt belæsset vogn, er ramlet ind i en mand, der er ramlet videre ind i hende og hele gulvet flyder nu pludselig med varer. Mens tyskeren råber og skriger og gør fagter, bøjer hun sig ned og begynder at samle varer op sammen med manden.
"Jeg håber ikke, at du ..." deres øjne mødes, og det giver et stød i hende, som om nogen har boret en issyl i siden på hende. Hun rejser sig med favnen fuld af hans varer.
"Niels?" Et øjeblik står de bare og ser på hinanden. Så begynder han hurtigt og febrilsk at flå sine varer til sig og stoppe dem ned i poserne. Hun ser en æske tampax forsvinde ned i den gule pose, og mærker, hvordan afmagt og raseri får hendes mave til at krampe, som vil hun få akut brug for æsken med tamponerne.
"Du må virkelig undskylde, jeg håber ikke at det ... at du ..." Han kigger sig nervøst omkring og læner sig så ind mod hende.
"Hør, Maya ... Jeg er virkelig ked af, at ... det øh ..." Hans øjne hviler ved hendes bryster og hun skynder sig at trække sin cowboyjakke tæt ind til sig og lægge armene beskyttende omkring sig over brystkassen. På den måde forhindrer hun også, at armen af egen fri vilje smækker ham en lussing med så kraftig en styrke, at han går gennem glasruden og flyver ud på parkeringspladsen!
"Det er virkelig noget lort, hva'?" siger han endelig ligeud og klør sig i det korte halvgrå skæg, og et øjeblik er han igen den Niels, hun kender og engang har elsket. Hendes Niels, der på mange måder minder hende om Papa, med sit grå skæg og de rolige, kunstneriske hænder.
"Ja, det er det." Hun nikker. I nogen tid står de og ser hinanden vurderende i øjnene.
"Jeg må hellere gå," siger han endelig efter nogle sekunder og går mod udgangen. Efter to skridt vender han om, giver hende et flygtigt kys på kinden og forsvinder.
Da hun låser sig ind derhjemme, belæsset med poser, kan hun mærke det ... Noget er anderledes. Mens hun står og vejrer i luften - som en hund, der forsøger at få færten af noget - mister hun følelsen i sin venstre arm og posen glider fra hende og ned på gulvet. Satans også! Det er sket ofte på det sidste; en total lammelse af armen. Og igen dukker den dødssyge Papa op for hendes indre. Så får hun øje på sportstasken i hjørnet og derefter guitaren.
"Hej mor," Rune kommer ud i entreen. "Det er Kasper," siger han og peger. "Og Kasper, det er min mor, Maya."
"Det er din mor?" hører hun som en forbavset hvisken.
Hun kigger på den høje skikkelse, der træder frem og pænt giver hende hånden.
"Det er din mor! Hej, dav."
"Hej ..." hun tager mod hans fremstrakte hånd, mens hun kigger ind i hans ansigt. Et smukt ansigt med fine træk og sælsomme øjne. Så mærker hun det ... Den varme, forkrøblede hånd i sin. Med et hurtigt ryk trækker hun hånden til sig, som ren refleks. Hun er lige ved at gyse af ubehag. Så bliver hun flov.
"Jeg er Kasper," tilføjer han roligt, stadig uden at fjerne sine øjne fra hendes. Hun kan ikke se nogen reaktion i hans øjne, fra måden hun reagerede på. Intet i hans ansigtstræk afslører noget som helst af, hvad han må tænke. Måske er han vant til det? Vant til, at folk bliver forskrækkede; eller bare overraskede.
Hun har aldrig før holdt en gigtplaget hånd i sin egen spinkle. Et sekund glider hendes øjne fra hans over på guitaren i hjørnet og derefter tilbage til ham. Han smiler stadig det lette, høflige smil, uden at afsløre, om han har mærket hendes reaktion eller ej.
Hans øjne er store og flotte i en sølvgrå nuance, hun aldrig før har set. Hans overlæbe laver et skævt knæk ved amorbuen og hun kan se antydningen af et operationsar fra en læbespalte. Det gør hans i forvejen skæve smil endnu mere drenget og kækt at se på, hvilket hans røde hår - der er redt pænt tilbage - også synes at understrege.
Da Rune sagde, at det var en fra deres band, der skulle komme, havde hun i ånden set en af de langhårede, ubarberede hippietyper for sig, som han normalt hænger ud sammen med. Rune tiltrækker sig de mest underlige mennesker, men ham her ligner mest af alt en ung jurastuderende med stor, dyr bil og funky nyrenoveret lejlighed oven over en af de hyggelige caféer inde på Christianshavn. Han ligner ...
"Skal jeg ikke hjælpe dig med poserne?" spørger han venligt og tager endelig blikket til sig.
"Jo ... ja, tak ... de er altså ret tunge."
"Den klarer jeg nok, skal du se," smiler han til hende og samler poserne op.
Hun kigger nervøst på ham - kan han virkelig bære dem med de hænder? Så bliver hun atter flov. At hun skulle tænke sådan! Hun af alle mennesker. Hun, der ved, hvordan det er at have en deform krop.
Da hun kommer ud i køkkenet, er det med stor skuffelse hun må konstatere, at der ikke er sket den store forandring, fra da hun forlod det. Hvad Rune præcis har lavet i den mellemliggende periode, aner hun ikke, men opvasken står i hvert fald stadig i høje, skæve tårne rundt omkring på borde og stole.
"Er der noget jeg skal hjælpe med?"
Hun kigger op i hans sølvgrå øjne. Føler næsten, at han er lidt for påtrængende med sin hjælpsomhed. Desuden skulle han mindst blive ti år, hvis han skulle nå at hjælpe hende gennem den opvask!
"Rune, I kan jo gå ind i soveværelset og hente noget rent sengetøj til ... Kasper, så går jeg i gang med maden, okay?" fejer hun dem af.
Rune ser mistroisk på hende. I flere måneder har hun ikke lavet mad, så han ved godt, at det er den akavede situation - som han har foranlediget - der gør udspillet, men han nikker bare og forsvinder lydigt med Kasper i hælene.
Et øjeblik står hun og kigger fortabt udover det frastødende køkken og overvejer situationen. Det vil kræve en mindre sanering, før det overhovedet er forsvarligt at tilberede menneskeføde her. Efter en dyb indånding åbner hun skabet under vasken og tager al skraldet ud. Det lugter så fælt, at det svimler for hende. Hurtigt kaster hun et blik fra køkkendøren ind i stuen, men drengene er ikke at se nogen steder. Med hast løber hun gennem stuen ud mod entreen. Normalt ville hun være gået gennem bryggerset, men der er så meget vasketøj, at hun ikke vil kunne kante sig igennem med favnen fuld af affald. Men da hun kommer ud i entreen, løber hun direkte ind i armene på Kasper. Han står med guitarremmen over skulderen og sportstasken i sin knudrede hånd.
"Skal jeg hjælpe dig med det der?" spørger han, kigger på skraldeposerne, stiller tasken fra sig og rækker hænderne frem mod hende. Hun ryster kort på hovedet og stikker poserne om bag ryggen som for at skjule sin beskidte hemmelighed.
"Nej, tak. Det er fint. Jeg klarer mig!" Bider hun ham af - lidt skarpere end det er tiltænkt.
"Okay. Ellers siger du bare til?" Igen smiler han høflighedssmilet, og hun kanter sig forbi ham hen mod døren i den lille entre. Et øjeblik er de presset så tæt op mod hinanden, at hun er bange for, han kan mærke hendes enlige bryst. Aldrig har hun følt sig så flov.
Hun kigger opgivende på den overfyldte skraldespand udenfor. Der er stadig flere dage til, at affaldet bliver hentet, og låget gaber allerede under presset fra Runes pizzaæsker. Hvorfor kan han heller aldrig gøre noget ordentligt?! Med raseri, og gråd i halsen, begynder hun at pille æskerne op for at se om hun ikke kan presse dem sammen i papircontaineren i stedet. Her kan man da tale om 'Det skæve tårn af pizza' - med den stabel, han har fået opbygget!
Efter nogen tids asen og masen kan hun endelig sende køkkenaffaldet ned i skraldesækken og komme af med de forbandede æsker. Tilbage er kun opvasken - og alt det andet ...
Da hun endelig kan gå i seng den aften, værker det i hele hendes krop. Hendes hænder er ru efter den store opvask. Nogle af kopperne og tallerkenerne nederst i bunken havde været så ulækre, at hun lige så stille havde listet dem ned i skraldesækken. Hun havde ikke engang orket at forsøge at redde dem.
Aftenmåltidet havde været anstrengende. Ingen havde rigtig sagt noget, og selv om hun havde prøvet, havde hendes hjerne ikke kunnet finde på et emne, som kunne kickstarte en samtale.
Hele tiden havde hun taget sig selv i at kigge på hans hænder. De forkrøblede, røde hænder. Og hele tiden så hun guitaren for sig og tænkte på, hvor svært det måtte være at foretage sig noget med de hænder. Men det værste var næsten, at han vidste, hvad hun tænkte. Hun kunne se på ham, at han vidste det. Han vidste det - og tænkte på - hvor frygteligt et menneske hun er. Men alligevel havde hun ikke kunnet lade være med at stirre.
Det er først nu - hvor hun er på vej i seng - at det slår hende, hvorfor han er der.
Det hele starter med, at hun får øje på brochuren for special-bh'en på sit natbord - og værre endnu - selve bh'en med indlæg og det hele. Som et gabende sår med betændt skorpe ligger den og stirrer på hende. Og det er endnu mere frygteligt og pinligt end alt det andet. Hvad må han ikke have tænkt, da han så det? Og hvad havde Rune tænkt? Hun håber, at de havde været så koncentrerede om at hente sengetøj, at de ikke havde set, hvad der lå og lurede i rummets mørkeste hjørne på natbordet.
Et øjeblik lukker hun øjnene, sidder på sengen og tænker. Og som hun sidder der på sin seng og skammer sig, går det op for hende at den dreng, der nu ligger på hendes sofa og sover, er der, fordi han har mistet sin far. Mistet sin far på grund af kræ.... det, hun selv har haft.
"Mor?" Rune banker let på døren og åbner den på klem. Hurtigt svøber hun natkåben omkring sig, og holder den lukket foran brystet ved at holde om stoffet med sin knyttede hånd.
"Ja, hvad er der, Rune?" spørger hun træt.
"Jeg ville bare lige sige godnat." Han kommer hen og kysser hendes kind, som han gør hver nat, før han går i seng, hvis han er hjemme.
"Godnat."
Han går hen mod døren igen. "Skal jeg slukke lyset for dig?"
Hun nikker. Han slukker lyset og går. Et øjeblik sidder hun stille i mørket og lytter. Så lægger hun sig ned under den kølige dyne. Vinduet ud mod haven står på klem, som det altid gør om natten. Hendes værelse ligger op mod atelieret og selv om hun ved, at det er indbildning, føler hun, at hun kan fornemme lugten af maling og terpentin, lugten af Papa.
Hun lader tankerne vandre tilbage til barndommens land og tænker på, hvordan hun - når hun var ked af det - lagde sig med hovedet i hans skød, mens han kørte hånden gennem hendes sorte hår med beroligende lange strøg og hviskede trøstende ord i hendes øre. Hun savner Papa, savner ham så frygteligt. Af og til, når hun vågner op efter et mareridt - og hjertet hopper op og ned i brystet på hende - synes hun, hun ser hans skygge på soveværelsets væg. Ser hans rystende hånd for sig i mørket, ser den række ud efter hende, og hun ønsker så brændende at kunne gribe den og lægge den mod sin kind, så den igen kan tørre hendes tårer væk.
Hun tænker på ham som en engel, der endelig er blevet fri for livets smerte. Hun havde været glad på hans vegne den efterårsdag for 16 år siden, da han drog sit sidste suk. Hun havde stået med Rune på armen, da Papa pludselig hev desperat efter vejret og, rallende, var blevet kvalt i sit eget slim. På få sekunder var han drevet længere og længere væk fra hende og verden. Og samtidig med lettelsen havde der været en smerte, der åd hende op indefra og fyldte hende med angst i stedet. Angst for at være alene.
Hun kan til stadighed se billedet for sig; desperationen i hans øjne, da det gik op for ham, at det var nu. I flere dage forinden havde han været desorienteret - havde talt i vildelse; ikke vidst, hvem han var; ikke vidst, hvem hun var. Kun når hans øjne mødte Runes lille barneansigt, havde der tegnet sig et svagt skær af genkendelse i hans ansigt. Men i det øjeblik - dødsøjeblikket - så hun en klarhed i hans øjne, vidste, at han i de få sekunder, før døden tog ham, var fuldt ud sig selv. Det smerter hende stadig, hans uværdige død. Hendes lille Papa, blå i hovedet, med desperationen skrigende i øjnene, hans rallende, gurglende lyde. I det øjeblik var det gået op for hende præcis, hvor meget hun elskede ham, og det smerter hende, at hun ikke nåede at fortælle ham det. Selvom hun ved, at han vidste det. Selvom hun havde sagt det tusinde gange før. Men panikken havde grebet hende, og det eneste hun havde nået at sige, var "farvel."
Nu, hvor hun sidder alene i natten, genkalder hun sig den smerte, hun havde følt den dag i september og tænker på, at det er den smerte, Kasper skal igennem nu. Hun tænker på, om han mon også er alene, som hun havde været det? Han ligner ikke en der er alene, synes hun. Fra tankerne om Kasper, glider hun tilbage til sit eget indre kaos og tænker på, hvordan det ville have været, hvis det var hende, der var død af kræft i stedet, og det var Rune, der havde mistet hende.
Ville det så have været ham, der lå på en fremmed sofa - i et fremmed hjem - alene i natten? Tanken gør hende kold af gru og rædsel. Og det er ikke så meget en angst, for selv at skulle dø en dag, men en angst for at skulle dø fra ham, at skulle dø fra sin søn og lade ham være alene tilbage i verden. Alene, som hun har været det.
Hun havde valgt i sin tid af få ham. Havde valgt, at han skulle leve. Aldrig før har hun tænkt på, at hendes valg måske har været forkert. Men nu ser hun, hvor lidt hun egentlig har at tilbyde ham. Hun ved ikke, om hun er rask, eller om hendes liv er ved at rinde ud. Hun føler sig så skyldig. Skyldig, fordi hun havde vidst det, da hun satte ham i verden.
Hun havde vidst, at Papa snart skulle dø og at hun ville være alene tilbage, og af ren og skær egoisme var hun blevet gravid, fordi hun var angst for ensomheden. Fordi hun for alt i verden ikke ville være alene. Fordi hun havde brug for at føle liv i sig og omkring sig. Hun havde aldrig fortalt Papa det. Havde aldrig fortalt ham, at hun havde valgt før, hun blev gravid og ikke efter.
Nogle nætter vågner hun og hører orgelspil og syngende stemmer. Føler det, som har dødens vinge strejfet hende. Eller hun vågner op, fordi hun føler det, som om nogen har skovlet kold jord nedover hende, og i det sekund tror hun, at hun er ved at blive levende begravet.
Da Papa døde, havde hun ikke tænkt på, hvad han havde mødt på den anden side. Havde kun tænkt på sig selv, og hvad hun ville møde af sejre og nederlag på sin vej fremad med Rune.
Nu tænker hun på, hvad der mon møder en på den anden side? Er der et liv efter døden og hvilket slags liv? Hun fyldes med rædsel ved tanken om et helvede i stedet for et himmerige. Hvad nu, hvis Papa ikke er der og venter på hende på den anden side? Eller værre endnu ... hvad nu, hvis Mikael ikke er der? Hvad nu, hvis hun virkelig aldrig skal se ham igen?
Lige siden hans meningsløse død har hun tænkt på den dag, hun skal gense ham. Den dag hun skal se hans store blå øjne igen. Mærke de bløde, hvide krøller mod sin kind. Holde hans buttede puttiengle hånd i sin. Hun aner ikke, hvad hun skal gøre, hvis der bare er mørke og tomhed og ensomhed ... for det er jo egentlig det frygtelige: så er der bare intet at gøre! Så vil alverdens gråd eller bønner intet hjælpe.
Og samtidig mærker hun angsten for, hvad der skal ske med Rune, hvordan han skal komme videre i livet uden hendes hjælp. Måske er hun i virkeligheden ikke bange for, at han ikke skal komme videre, men at han skal komme det. At han sagtens kan klare sig uden hende, og at hun på en eller anden måde vil være unødvendig.
Som de sidste mange nætter efter hun er kommet hjem fra hospitalet, ligger hun søvnløs. Hun kan ikke sove, når hun ligger på ryggen. Men hun kan heller ikke ligge på siden og mærke tyngden fra det højre bryst, men ikke fra det venstre.
Ude fra motorvejen kan hun stadig høre den dæmpede, nu aftagende, trafik. Ellers er der kun lyden af vækkeurets sekundviser, der tikker af sted i natten. For at standse rækken af tunge tanker begynder hun at tælle sekunderne. Først tæller hun i intervaller af ti. Så tæller hun hvert andet sekund op til hundrede. Så tæller hun til 600 ... Det er ti minutter. Hun hører Papas store bornholmerur inde i stuen slå halv to. Så begynder hun at tænke på morgendagen og på, hvad hun skal lave. Hun håber, at Rune vil få Kasper ud af huset, så hun kan være alene. Allerhelst vil hun sidde ude i gårdhaven med lukkede øjne og høre den meningsløse støj fra radioen.
Endelig begynder hun at mærke en tyngde i kroppen og en fornemmelse af sandkorn i øjnene. Stadig tæller hun sekunderne. Dette tidspunkt på dagen er det, hun synes bedst om. Tidspunktet, hvor hun kan mærke søvnen komme snigende for tage hende med. Og hun nægter at tænke på morgendagen. Nægter at tænkte på, at på et tidspunkt vil hun vågne op og være i live, og at der atter vil være en hverdag, der venter fuld af krav.