Tænk at det er tre år siden nu ... Tre år siden jeg ankom til Gråsten Gigthospital. Tre år siden at den gamle Line døde, og en ny (eller meget gammel?) Line genopstod som Fugl Føniks af asken.
   Jeg kan stadig huske rejsen og, hvordan jeg græd og teede mig som et pattebarn over at skulle af sted og forlade dem alle sammen i julemåneden. På et eller andet punkt hadede jeg dem vel også. Hadede mor. Hadede far. Ikke bare for at have født mig - født mig ind i dette forbandede liv, i en krop, der hverken kunne det ene eller andet. Men hadede dem også for at sende mig af sted alene. Hvordan fanden skulle jeg overleve tre uger på Gråsten Gigthospital (alene) blandt fremmede mennesker?
   Måske hadede jeg bare, fordi det var lettere at tage af sted i vrede end i sorg? Det er altid lettere at være vred end at være ked af det ...
   Men det virkede også uretfærdigt. Uretfærdigt, at jeg ikke længere var et barn, der kunne overlade sorgerne til de voksne. Det er så meget lettere at være barn i en verden, hvor al smerte går væk, når bare den voksne puster længe nok.

Jeg tror, jeg husker alting fra de tre uger i detaljer. De røde pap-uroer i vinduerne; møjsommeligt klippet ud af hænder og fingre uden gigtsygdom, og hvor finmotorikken stadig er intakt. Julestjernerne, der stod og pyntede i hvert vindue. Juletræet i rygerummet. Mit tildelte tøjskab, hvor låsen drillede - nøglen skulle drejes på en helt bestemt måde for at få skabet op - meget praktisk på et Gigthospital!
   Jeg kunne sikkert opremse alt, hvis jeg blev spurgt. Alligevel er det hele så mærkeligt tåget og fjernt. Som om enkelte hændelser skiller sig ud og hæver sig over andre - ubetydelige hændelser. Som søen, der frøs til ... vi kunne sidde i rygerummet og se, hvordan raske og rørige mennesker skøjtede rundt dernede. Jeg husker hende den lille pige - hun havde en rød tophue på, og lange mørke fletninger hængende ned ad ryggen.
   Vi snakkede om at sætte ski under kørestolene og rollatorne og deltage i morskaben.
   Det sneede også en del de uger. Det sner ellers aldrig i december, men det år gjorde det! Lige præcis det år.
   Jeg fik nyheder hjemmefra over den skrattende mønttelefon, der slugte usigelige mængder af småmønter. Der var store trafikproblemer, og jeg frygtede at strande på hospitalet julen over. Hjem, det ville jeg!
   Men det jeg husker bedst fra ugerne på Gråsten, er Aase, der boede i værelset overfor mit. Når vi gik i seng om aftenen, kunne vi ligge og vinke til hinanden før dørene blev lukket af vores værelseskammerater, der ikke var oplagt til pjat!
   Aase blev min overlevelse! Hun var årsagen til, at jeg kom helskindet igennem, og også har goder minder derfra.

Det var den december, TV2 viste "Brødrene Mortensens jul"... Hvorfor kan jeg huske sådan noget?
   Fjernsynet var altid tændt om aftenen, men lige så snart julekalenderen kom, blev der zappet væk. Det var håndboldkampene, der var det store tilløbsstykke de dage i december på Gråsten Gigthospital. Mange gange blev køkkenpersonalets tålmodighed sat på hård prøve, fordi spisetiderne måtte ændres, så sportsfolket kunne se deres kampe på fulde maver.
   Maden på hospitalet var utrolig lækker og veltillavet. Aase og jeg fik speciel mad, fordi vi var vegetarer. Der var dessert for dem, der blev weekenden over. Der var som oftest ikke mange af os, og jeg hulkede i telefonrøret og druknede mine ulykkelige forældre i tårer, mens de sad på Bornholm og ikke kunne se, hvordan det skulle kunne betale sig for mig at tage den lange tur hjem, bare for to dage.
   Den første weekend fik vi mandelrand og syltet frugt.
   Alligevel tabte jeg 5 kg, de tre uger, jeg var på Gråsten Gigthospital.
   Sneen gav anledning til store problemer for os patienter. Historien om vores tur til supermarkedet kan stadig få hele den pukkelryggede til at grine. Det var selvfølgelig Aases påfund ... Altså det med sokkerne! Hun klippede dem op og bandt dem om støvlerne, så vi bedre kunne stå fast og ikke skulle glide på isen. Med Fido ved hånden (som hun kaldte sin lille trækvogn til varer) drog hun af sted, godt indpakket og med sokker om støvlerne. Ingrid - det tredje medlem af vores lille vegetarklub og højtelsket af alle patienter - knugede godt om rollatorens håndtag, og jeg humpede som sædvanlig meget uskønt af sted.
   Der blev gloet noget, da vi tre skabninger fra hospitalet drog af sted. De lokale troede nok nærmere, vi var undslupne fra en psykiatrisk afdeling!
   Da vi endelig nåede supermarkedet, vidste vi egentlig ikke rigtig, hvad vi skulle købe. Hospitalet var jo en lille lukket verden, hvor der var, hvad vi skulle bruge. Så vi drog tilbage igen. Men da vi kom ud på fortovet, havde de så sandelig haft travlt med at rydde sne væk og salte - bare til ære for os og vores sokker!
   Det var da alle håndboldkampene kom, at Aase fandt på det med pruttepuden. Som nogle af de eneste ragede det os en høstblomst, at der rendte nogle idioter rundt på en bane med en bold. Men de andre var temmelig irriterede over pruttepuden, de fandt det ikke spor morsomt, men barnligt! Aase og jeg fortrak til værelset, hvor Aase lavede julekort og gaver til børnebørnene, og vi afholdt en konkurrence om, hvem der kunne komme på den mest perverse vittighed.
   Dagen efter faldt noget af loftet inde på mit værelse ned. Det dryssede ned med en underlig sort substans i min seng, men det blev nu ikke taget så højtideligt af personalet. Aase rykkede sin seng ti centimeter ud fra væggen, hun skulle ikke gøre sin astma værre ved at blive overfaldet af en mystisk substans fra loftet, mens hun sov.
   Personalet syntes, at nu måtte vi tage og geare ned og opføre os ordentligt!
   Dagen efter tog min værelseskammerat hjem og den færøske Iris kom i stedet.
   Loftet blev, hvor det var!
   Og Iris børstede ikke tænder den første uge. Hun tog hjem på weekend, mens tandbørsten blev stående urørt i glasset og Aase grinede til hun fik hosteanfald, ikke kunne få vejret og måtte have iltapparatet i brug.
   Jeg kunne ikke tåle røgen i rygerummet, men det var det eneste sted, der var værd at opholde sig. Jeg sad der, til jeg rystede af nikotinchok og måtte ud og trække frisk luft.
   Den ene dag kom en af sygeplejerskerne stæsende ind i rygerummet med vilde øjne for at bekendtgøre, at det altså var en fejl, at brandalarmen var gået i gang, og der var ingen grund til panik! - Men i rygerummet kunne vi ikke høre nogen brandalarm, så vi havde siddet flere minutter i et værre inferno, uden at være klar over panikken, der omgav os.
   Den aften snakkede vi om, hvor vi mon skulle begraves den dag, vores kroppe endelig ville sige fra. Ingrid sagde, med smil på læben, at vi sikkert ville blive indleveret på Kommune Kemi med alt det lort vi rendte rundt med i kroppen!

Men det var historien om alle de gode ting, der skete. Alt det sjove. Heldigvis er det de ting, jeg husker bedst.
   Men der var også historien om hende den ældre dame, der faldt om i omklædningsrummet efter træningen. Eller den søde Agnes, der altid sad stillet i hjørnet af rygerummet med en eller andet form for håndarbejde, der pludselig fik en blodstyrtning fra tarmen. Eller den unge mand, der fik lungebetændelse, og lå med høj feber et par værelser fra mit. Eller da Aase blev uretfærdigt beskyldt for at stjæle fra håndarbejdsrummet. Den unge pige, de sendte hjem, fordi hun "nok ikke fejlede noget" og som ikke kunne passe hverken sit job eller sine to små tvillingepiger og ikke anede, hvad der nu skulle ske. Eller Iris, der i virkeligheden bar rundt på en sørgelig historie, om en søn, der døde, da lynet slog ned i ham under en fisketur. Røgsøjlen havde stået op fra hans livløse krop, der lå dér på bunden af robåden. Hans kammerat, der havde måtte fortælle Iris den triste nyhed, var blevet slynget ud af båden og havde overlevet. Iris fortalte det en morgen, mens hendes gigtplagede hånd holdt krampagtigt fast om plastikskeen med et blævrende stykke blødkogt æg. Den gule hinde farvede skeen og gav mig - sammen med historien - kvalme. Iris fortalte med tårer i øjnene og dirrende stemme med en sød færøske accent. Jeg blev bevæget over, at hun delte sin tragiske historie med mig, en fremmed. Kort tid efter eksploderede fyrfadslyset vi havde tændt, og det havde nær sat ild i gardinet. Endnu engang rullede personalet med øjnene over vores narrestreger - men det var jo ikke vores skyld!
   Så var der Karen - Aases værelseskammerat - hvis søn forsvandt, mens hun var indlagt, så hun måtte kontakte Politiet, for at få hjælp - gad vide, hvordan det endte?
   Jeg ved, hvordan min egen historie endte.
   Men hvad med alle disse mange andre mennesker jeg mødte der? Alle de skæbner - hvor mon de er alle sammen nu?

Jeg tænker meget på Aase - næsten hver dag. Især nu i december. Det er hendes skyld, at jeg overhovedet har gode minder fra disse tre hårde uger af mit liv. Det er hendes skyld, at mange af de dårlige erindringer næsten er væk. Kun de gode står skarpe tilbage. Det er dem, der hæver sig over de andre, og begraver de dårlige på bunden af erindringens mørke gravkammer.
   Hun gav mig meget på de tre uger, Aase. Og uanset, hvor hun er nu, er der liv og fest omkring hende. Hvordan kan der være andet?
   Hun har lært mig at se livet fra et andet perspektiv. Aase er blevet et begreb. Og en del af ånden og stemningen, der hviler over december måned.

Af og til kan jeg mærke gråd og en dyb, dyb sorg - en sorg og en gråd, der synes at have ligget i dvale lige siden Gråsten og siden jeg fik min diagnose måneden efter på Frederiksberg Hospital. Det er en sorg og gråd, som jeg aldrig har turdet slippe fri. Som jeg aldrig har ladet mig selv slippe fri, fordi jeg ikke ved, hvad der sker, hvis jeg slipper den løs. Jeg ved ikke, om jeg ville være i stand til at stoppe gråden igen. Ved ikke, om jeg nogensinde kan blive rigtig glad igen.
   I korte øjeblikke kan jeg stadig mærke et strejf af lykke, glæde eller håb, men ikke på den samme måde som tidligere. Ikke i den samme grad. Det er som om, de følelser hører en hel anden verden til. Som om de er den gamle Lines. Den 'før alt dette her skete'-Line. Den 'før fibromyalgien'-Line. Den Line, jeg nogen gange helt kan glemme, jeg har været. Den Line, jeg ville give alt for at være igen!
   Af og til tænker jeg: Hvad hvis jeg ikke kan stoppe gråden igen? Hvad hvis jeg aldrig bliver rigtig glad igen?
   Men det er i de øjeblikke, at jeg kan høre Aases milde latter og se hende lægge de gigtplagede hænder mod sit bryst, mens hun med mild latter hikster sin visdom ud:
   "Men kære barn, dog - der er da ingen, der udelukkende går grædende gennem livet. Før eller senere holder det op med at gøre ondt!"
   Og hvem skulle vide det, hvis ikke Aase? Hun har overlevet en voldelig eksmand. Utroskab. Tabet af et barn. Tre kroniske sygdomme. En brand, der nær havde kostet hende livet, og hvor hun mistede stort set alt - blandt andet sin højtelskede Golden Retriever.
   Og hun overlevede Gråsten - sammen med mig!
   Og stadig var hun kvinden, der altid var glad og ved godt mod. Det var hende, der satte liv i det hele. Hende der fandt på det med pruttepuden. Hende der tog til Tyskland for at købe slik til børnebørnene og fór vild på vej hjem, så hun måtte banke på en fremmed dør, hos et par, der endte med at køre hende hele vejen tilbage til Gråsten, lige i tide til aftensmaden.

Og når nu Fugl Føniks én gang har kunnet rejse sig af de sørgelige rester, mon ikke han så kan gøre det igen?
   Måske jeg kunne blive som den lille pige med tophuen, der snurrede rundt på skøjterne og med stort smil på læberne. Måske jeg kunne blive levende igen en dag? Måske ...
   Der var jeg i hvert fald i de ellers så triste uger på Gråsten Gigthospital. Der skete mange skøre ting i de dage. Jeg lærte meget af Aase - og det skete i de dage ... på hospitalet i Gråsten.