Maya
   "Mor?"
   Maya bliver revet tilbage til virkeligheden og ser op i sin søns øjne.
   "Du var langt væk?" Rune sætter sig på hug ved siden af hendes liggestol. Hun kigger ind i hans store, blå øjne og smiler det smil, hun altid tvinger sig til at møde ham med.
   Hver gang hun ser på ham, slår det hende, hvor smuk han er med sine dybtliggende øjne, der er ligeså klare og blå som hendes egne. De lange sorte vipper bøjer i en bue fra øjnene op mod de sorte øjenbryn og giver ham et intenst blik. Hans næse er lige og fin og hans mund blød med store, røde læber. Når han smiler, blinker tænderne hvide og fine. Hun mærker et sug i maven, som hun gør hver gang, hun ser på ham. Hun kan ikke fatte, at denne smukke unge mand er hendes søn. Så meget han end ligner hende, kan hun ikke forstå det. Kan ikke forstå, at der findes noget så smukt. Tit og ofte tager hun sig også i at tænke, hvor smuk han ville være, hvis han havde været en pige. Da hun fik ham, havde hun været så lykkelig over, at det var en lille dreng hun fik. Præcis som hun havde ønsket sig og håbet på! Senere havde ønsket om også at få en lille pige en dag sneget sig ind.
   "Mor?" spørger han igen. "Er du okay?"
   "Selvfølgelig, skat." Træt sætter hun sig op, lægger sin hånd mod hans varme kind, og kører den op mod det tykke, sorte hår.
   "Du er kold som is!" konstaterer han og tager tæppet, der ligger i fodenden af liggestolen, og breder det ud over hende med en bevægelse, der virker kejtet og barnlig. Eller måske er det bare fordi, han altid vil være et barn i hendes øjne, at det virker sådan? Hans ømhed gør hende rørt.
   "Skal du gå?" spørger hun og skeler til rygsækken over hans skulder.
   "Nej, jeg er lige kommet hjem," svarer han. "Jeg har været henne på gymnasiet for at få karakteren for min danskopgave."
   Hun orker ikke at spørge. Ved, at hun er nødt til det, men orker ikke. Hun kan alligevel hverken gøre til eller fra. Hun vender blikket ud over haven. Bag de vildtvoksende roser - med al ukrudtet filtret ind i mellem sig - står betonmuren, der adskiller haven fra naboens. Stor, grå og deprimerende strækker den sig mod den blå himmel, og giver hende en følelse af fangenskab. Der er kun hende, den grå mur og den tilgroede have samt alle de tunge tanker, der dunker i hendes hoved som en borende smerte.
   "Jeg er bange for, at det ikke gik så godt." Hans stemme stopper hendes tankerække, og hun vender sig mod ham igen, stadig uden at sige noget. Et øjeblik har hun helt glemt, han er her lige ved siden af hende. Nu kan hun se det på hans stilfærdige trippen. Kan se det på måden, han tygger sammen på, så kindbenene står skarpt frem.
   "Jeg ... jeg fik et femtal ..." fremstammer han og ser på hende med en sær bekymring i øjnene.
   Hun svarer ham stadig ikke. Hvad skal hun sige? 'Tillykke'?!
   "Er du meget skuffet?" Han kigger op i hendes ansigt.
   Uden at sige noget ryster hun kort på hovedet, lukker øjnene og læner sig tilbage i liggestolen. Nej, hun er ikke skuffet. Bare ligeglad. Kunne ikke have været meget mere ligeglad! Kan overhovedet ikke rumme, hvad han siger.
   "Der er også noget andet ..."
   Hun sukker uhørligt og ville ønske, han ville holde kæft. Lige nu kunne han proklamere, han var bøsse og havde tænkt sig at droppe ud af gymnasiet og leve af at optræde som drag queen - hun er ligeglad - hvis bare han ikke gør det i hendes hus og så ellers vil lade hende være i fred!
   Han lægger sin hånd over hendes og venter på, at hun skal vende opmærksomheden mod ham. Da hun fortsat stirrer stift ud i luften uden at svare, spørger han:
   "Vil det gøre noget, hvis Kasper bor her for nogen tid?"
   "Hvem er Kasper?" Hvis bare han ville gå! Hun vil sidde lige så stille, mens eftermiddagen bliver til aften og duggen lægger sig som et tæppe over haven, og hun kan høre lydene fra verden udenfor.
   Høre lyden af bilerne fra motorvejen. Lyden af mødre, der kalder deres børn ind til aftensmad. Af fjernsynet, der kører i stuen, mens døren ud til haven står på klem. Af græshoppernes sang. Lyden af de baskende insekter mod terrassens lamper. Og stilhed, når aftenen bliver til nat, og hendes drømme vil bære hende med på deres sølvvinger til et andet sted ... et sted, der ikke er her. Et sted, hvor der ikke er sønner med problemer. Et sted, hvor huset ikke ligner et dødsbo. Et sted, hvor der ikke er støv, der ligger i lag på reolerne og et sted, hvor der ikke er tilgroede haver, der lever deres eget liv. Et sted, hvor hun bare behøver at være til ... eller måske netop et sted, hvor hun ikke behøver at være til ... Et øjeblik tænker hun, at hvis bare hun ikke havde haft Rune, så kunne hun lukke øjnene og ...
   "Moar!"
   Hun åbner brat øjnene.
   "Hvad?" Hvorfor skal han altid sige 'moar'? Den sidste tid er hun til sin undren begyndt at mærke, hvordan hun krøller tæer, når han skriger 'moar'. Da han var lille, rykkede det i hende for at komme ham til undsætning, når han kaldte på den desperate måde. I dag har hun lyst til at skrige 'SÅ LUK DOG RØVEN!' af sine lungers fulde kraft, når han begynder på det barnepjat. Bagefter skammer hun sig ...
   "'Hvad?!'" Han rejser sig irriteret. Tårner sig højt op foran hende og skygger for solen, der varmede hendes ansigt så dejligt.
   "Hvad har jeg lige sagt, for pokker?! Må Kasper bo her noget tid, for fanden? Du hører sgu da snart heller aldrig efter, hvad jeg siger mere!"
   "Hvem er Kasper?" spørger hun igen med et træt suk. Bare han ville gå og lade hende være i fred, så må han for hendes skyld leje huset ud til tamme vilde og grille kyllinger i køkkenvasken.
   "Det har jeg jo lige sagt! Min kammerat, Kasper, fra gymnasiet. Du ved, ham fra vores band ..." han slår ud med armen, som han altid gør, når han siger noget, han mener, hun burde vide eller forstå.
   "Ja, selvfølgelig, Kasper ..." hun nikker, "ham ... han ... Han spiller keyboard!"
   Rune sukker. "Mor, det er mig, der spiller keyboard! For satan da, tag lige og vågn op, hva'!Han er vores guitarist og forsanger. Jeg har fortalt dig om ham. Det er hans far, der lige er død af kræ..." I det han siger det, ved han det godt; det kan hun se på ham. Han har sagt ordet. Han har sagt det unævnelige.
   Efter nogle sekunders tavshed spørger han med forsigtighed: "Er det så okay? Det er bare ... Jeg synes ikke, han skal være helt alene, nu ... Det er nok ikke for så lang tid. Bare til omkring min fødselsdag, før jeg rejser."
   Hun kigger på ham og nikker så samtykkende. Hvis bare hun kan få fred.
   "Okay, tak." Han kysser hende på håret og går hen mod døren igen. Et øjeblik vender han sig om og kigger på hende. "For det er da okay, jeg rejser ... er det ik'?"
   Det sidste bliver sagt med en bekymring, der får alle hendes modsatrettede følelser til at smelte.
   "Du skal nok klare dig ... ik?" De blå øjne ser spørgende på hende.
   Hun nikker træt. "Selvfølgelig skal jeg nok det, Rune." Hun kan høre, det lyder hult, men kan ikke gøre noget ved det.
   Han smiler til hende og blinker varmt med de blå øjne, der igen har fået liv. "Okay ... Jeg kommer for resten nok ikke hjem i nat. Jeg skal til en fest."
   Ja, ja. Hun nikker for sig selv. Whatever. Bare hun får fred. For en tid, anyway.

Tanken om at en vildt fremmed - tilmed en der lige har mistet en forælder - skal bo under deres tag, er næsten for meget for hende. Hun ved, at Rune aldrig vil kunne tage ansvaret for en husgæst, og hun orker ikke at skulle spille hønemor over for en, hun ikke har ansvar for. Det er bare for meget! Tror Rune, at hun kan aflaste en andens mor - der lider under tabet af en ægtemand - ved at tage dennes søn til sig? Hun mærker gråden. Alt, absolut alt, føles så uoverkommeligt, og problemerne bliver bare ved at hobe sig op.
   I flere uger har hun end ikke lavet mad til sig selv og Rune. Bare købt lidt frugt og nogle færdigretter til mikroovnen. Deres skraldespand er fyldt til randen af Runes pizzaæsker fra den italienske restaurant nede på hjørnet. Bunken af vasketøj er blevet så stor, at man ikke engang kan komme hen til vaskemaskinen. Køleskabet stinker af hvidløg og kebab fra de smårester Rune levner - og glemmer - så hun er ved at brække sig hver gang, hun kommer ud i køkkenet, hvilket efterhånden er sjældent.
   I et forsøg på at hjælpe har Rune fjernet resterne af de sure mælkeprodukter i køleskabet, men i stedet for at tømme kartonerne, skylle dem rene, folde dem sammen og smide dem ud, har han smidt kartonerne - med indhold - direkte i skraldespanden, så hele huset stinker. Alt det - går det op for hende - bør hun udbedre, før kammeraten flytter ind, hun ved bare ikke, om hun orker.
   Hvis bare hun havde haft en at dele ansvaret med, tænker hun, mens tårerne løber nedover hendes kinder. Hun trækker tæppet rundt om sig, så hun ligger i en hule som et lille barn. Hele hendes krop dunker af kulde og af smerte, men i hulen bliver varmen fra hendes ånde hurtigt kapslet inde.
   Hun tænker på, da Papa var i live.
   Genkalder sig hans duft af maling og terpentin. I hjørnet af gårdhaven står hans atelier endnu. Indenfor står hans staffeli stadig med det barnebillede af Rune, han aldrig fik gjort færdigt. Da de flyttede ind, havde han allerede været for syg til at kunne male. Kunne dårligt holde på penslen. Alligevel havde han brugt timer i atelieret.
   Timer på at stirre, at tænke.
   I de gode perioder havde han kunnet bruge sin højre side af kroppen. Det var i en sådan periode, han havde påbegyndt billedet af Rune. Billedet, der aldrig blev færdigt.
   I reolen står rækkevis af glas med pensler og tuber med indtørret maling. På et lille plettet bord ligger hans palet med store plamager af udtværede farver. I hjørnet ligger en bunke af færdiggjorte malerier. Hvert enkelt lærred er omhyggeligt pakket ind i stofstykker, der for længst er mørnet. Alt er i forfald efter de mange år, og stadig savner hun ham lige frygteligt ... kun minderne om ham vil aldrig falme og forgå.
   Hun tænker på de sidste år, de havde sammen. Især den sommer hun var højgravid med Rune. En skræmt 17-årig pige havde hun været, men han havde gjort det så let.
   De havde siddet hver sommeraften på terrassen. Hun kan stadig ane den sødlige lugt fra hans pibe og se den rystende hånd, der holder om pibens skaft. Myggene, der dansede om de tændte stearinlys på havebordet. Hun kan se hånden, der rækker ud efter kaffekoppen og spilder, fordi den ryster så meget. Når det skete, så han undskyldende på hende - som han altid gjorde, når han spildte - men hun havde været ligeglad, det var jo ikke hans skyld. Og han ville ikke have været hendes dejlige, elskelige Papa, hvis han ikke var, som han var og spildte overalt.
   Hun ser roserne, der dengang var ranke og flotte. Fuglebadet af keramik, med de to duer på, som han selv havde lavet. Betonmuren bag det alt sammen - dengang så meget mere synlig - men dengang havde hun været ligeglad. Dengang havde stedet føltes som en oase og ikke et fængsel. Måske fordi hun havde vidst, at det var en tid, hun ville komme til at savne engang. Havde vidst, at hun kun havde ham på lånt tid.
   Det havde også været et sted, de havde måttet kæmpet for. Gennem halvandet år havde Papa hver eneste dag ringet og rykket for en bolig. Og hver eneste dag fået at vide, at det kunne tage år.
   "Jeg har ikke år," sagde han. I flere måneder havde han været fanget i en lejlighed på tredje sal. Af og til snakkede han om at hoppe ud over balkonen, så hun ikke skulle belaste sin gravide krop ved at slæbe først kørestolen - og så ham - op og ned af de ad de mange trapper.
   "Måske kan jeg flyve," sagde han i spøg.
   Hun syntes ikke, det var morsomt!
   Hun mindes følelsen af barnet i sit skød, mindes dets spark mod sin mave. Hun ser for sig, hvordan Papa grinede, da hun var blevet så stor, at kaffekoppen kunne balancere maven. Hun havde nydt graviditetstiden. Selv fødslen og fødselssmerterne savner hun nu. Dem havde hun vidst, ville få en ende. Dette her kan vare ved. Dette her kan tage livet af hende!
   Dengang havde hun tænkt, at hun aldrig igen ville skulle gennemgå noget så smertefuldt og skræmmende som det at ligge alene og bange på en fødestue som 17årig. Hun kan stadig høre urets tikken på væggen bag sig og jordemoderen, der råber til hende:
   "Du er nødt til at være stærk nu, Maya, kan du være stærk for mig?"
   Stemmen var kommet til hende i en tåge. Sløret, som kom den langt væk fra. Hun kan stadig mærke de stærke smerter, der jog gennem hendes underliv og huske forløsningen, når hun tog masken op til ansigtet og drev væk fra smerterne og det alt sammen i en rus af lattergas. En af sygeplejerskerne havde kæmpet en kamp med hende for at vriste masken fra hende, som hun klamrede sig til, som var den et stykke tømmer, der kunne redde hende fra druknedøden. Hun husker de uhyggelige strubelyde, hun ikke kunne fatte, kom fra hende selv; som lyden fra et stort rovdyr, der vrider sig i smerte efter at have kæmpet en kamp på liv og død, som blev vundet af en almægtig modstander. Endelig havde sygeplejersken vundet kampen, og hun husker den brændende smerte, da jordemoderen klippede hende - og hun skreg, så hele hospitalet rystede i sin grundvold - og Rune så, endelig, kom ud. Husker følelsen af de tunge dunk i underlivet bagefter. Husker det hele, som er det lige nu, det er sket og ikke 18 år siden ...
   Hun lukker øjnene og visualiserer sig tilbage. Da fødslen var overstået - og hun og Rune var gjort i stand - blev Papa rullet ind på stuen af en sygeplejerske. I sine rystende hænder holdt han en stor buket dybrøde roser. I det samme var Rune begyndt at græde, og sygeplejersken havde hjulpet hende med at lægge ham til ved sit bryst, og han havde suget til sig af hendes næring. Suget af det bryst, der i dag er væk ...
   Nu er hun pludselig på en anden stue. Det giver et ryk i hende. I flere måneder har hun fortrængt alt fra tiden på sygehuset, og nu kommer det pludselig tilbage til hende. Hun husker den slørede læge for sit blik, der fortalte, at det var overstået. Husker, hvordan hun kastede op og kastede op af narkosen. Rune, der sad ved hendes side - hvid i hovedet af angst og anspændthed - og ikke vidste, hvad han skulle sige eller gøre. Husker ... husker første gang hun kiggede ned og så forbindingen i stedet for sit bryst. Hvornår det første gang gik op for hende, at hun kunne dø og efterlade Rune helt alene. Og hvornår hendes mareridt blev til virkelighed.