Rune
   Det er med en kriblende fornemmelse i hele kroppen, at Rune kører hen ad gaden. Den lette brise gør den ellers tunge varme tilpas behagelig, og han nyder at mærke solen, der på sigt vil give hans krop en lød, som han ved, vil klæde ham.
   Det er dejligt at mærke luften om de bare arme og ben. Han nyder at slippe væk fra den beklumrede bolig, der giver ham en krampagtig følelse af klaustrofobi.
   Siden hans mor fik fjernet sit bryst for over et år siden, har han følt hjemmet som et deprimerende fængsel. Hun sidder bare og stirrer ud i luften uden interesse for de ting, der foregår omkring hende. Han er glad for, at han er den, der er skredet til august! Det var en af de afgørende faktorer i hans beslutning. Selvom han frygter, hvad der vil ske med hende, når han rejser, glæder han sig også til at opleve noget nyt og få nogle nye impulser.
   Da han startede i gymnasiet sidste sommer, tænkte han, at tingene nok ville ændre sig. Han ville være knap så meget hjemme og ville i større grad føle sig fri til at gøre nogle ting på egen hånd. Men, hvor meget han end hader at måtte indrømme det, savner han ligefrem, at hans mor vil sætte nogle grænser. Hun har aldrig været af den hidsige type; eller typen, der direkte forbød ham ting. På den måde er hun god nok. Men hun har været slem til at tjekke op på ham og lokke ud af ham, hvor han skal hen og hvorfor. Nu tillader hun stort set, hvad som helst - ofte har han på fornemmelsen, at hun ikke engang hører efter, når han fortæller, hvor han går hen. Han får heller ikke mere de opkald, der førhen drev ham til vanvid, når hun ringede for at kontrollere, hvor han var, og hvem han var sammen med.
   Så det er med en følelse af frihed, han cykler ned ad gaden nu. Glæden over ferien der starter i dag, glæden over de overståede eksamener og forventningen til festen i aften, får spændingen til at boble i hele hans krop. Uden for hjemmet føler han, at han kan tillade sig at være glad og i live uden dårlig samvittighed.
   Da han drejer om hjørnet, kommer to af pigerne fra hans klasse gående i korte sommerkjoler. Louise med det lange lyse hår og den sexede røv - med de sprøde baller - der hvælver sig under det tynde stof, smiler kækt til ham, mens han kommer imod dem. Han tager farten af cyklen og tænker ved sig selv, at han ikke må stirre på brysterne, der er uforskammet synlige i den nedringede kjole.
   "Hej Rune," siger hun med sin spøjse stemme, der lyder som en af musene fra Walt Disneys Askepot.
   "Hej Louise! ... Og Tanja," får han indskudt og skæver til veninden, mens han spekulerer som en gal på, om det nu også er Tanja hun hedder, eller om det i virkeligheden er Anja. Hun har en enormt stor mund med de største fortænder, han nogensinde har set. Det ser mest af alt ud som om, hun har hugget fortænderne i et par Stimorol og ikke kan få dem af igen!
   Hendes mørke, korte hår står som strid halm ud fra hovedbunden. Den lette kjole, der til forveksling ligner Louises, mere understreger de uheldige træk end fremhæver de positive ... hvis der er nogen. Alt i alt minder hun ham om Jolly Jumber pga. gebisset. Eller måske er det bare ham, der har set for mange tegnefilm i sin barndom?
   "Anja!" Griner Louise og retter på sin store rygsæk, der ser meget tom ud. "Nu må du sgu da snart få det lært! Vi har gået i klasse sammen et år!"
   Damn it! Forkert skud. Det sker hver gang. Hun kan sgu da også bare sige noget i stedet for altid at sidde dér i Louises skygge uden at sige et pip. Så ville han måske bedre kunne huske, hvad hun hed. Nå, i bund og grund er han også ligeglad.
   "Anja - det sagde jeg da også!" lyver han ublu og skæver nervøst til hestepigen. Nogle gange har han på fornemmelsen, at hun kunne hive en rundsav op af tasken og slice ham i småstykker for øjnene af utallige vidner. Måske hun i virkeligheden er lebbe og vil have Louise for sig selv? Han ville sgu ikke fortænke hende i det! Han har selv forgæves forsøgt at charmere sig i bukserne på Louise et helt år nu. Men uheldigvis vil hun nok aldrig se ham som andet end en ven. På en måde ærgrer det ham, at han skal rejse uden at have fuldført sin mission. På den anden side ville det måske virke lidt skændigt med 'knep og forsvind'-metoden ... ikke at han ville have noget imod det, men et sted kan han alligevel ikke lide tanken om, at det kunne såre hende. Han ved ikke, præcist, hvad det er der gør det, men det ligger ligesom bare i luften, at sådan noget skal man ikke forsøge med Louise.
   "Nå, skal du ind og have din dom?" spørger hun og smiler, så han næsten kan mærke, hvordan savlet står ud af munden på ham, så han ligner en spastiker, der er blevet lammet midt under et anfald og nu ikke kan hive skuffen på plads, hvor meget han end forsøger.
   "Ja, det var tanken. Og slippe af med læsset her." Han peger mod posen af bøger på bagagebæreren, glad for at slippe væk fra talen om what's her name.
   "Ja, vi er også lige sluppet af med en stor byrde," siger hun med henvisning til den tomme rygsæk. "Er du nervøs?"
   "For opgaven?" Han smiler og tillader sig kort at kigge på Louises kavalergang, i de sekunder det tager hende at vinke til en 2.g'er, der råber noget til hende. Ud ad øjenkrogen, fornemmer han, hvordan 'vrinsket' misbilligende følger hans blik.
   "Nej, ikke synderligt. Enten er det gået, eller også er det ikke - that's life! Hvad med dig? ... Jer? Hvordan gik det?"
   "Ni og elleve!"
   "Sådan! Tillykke med det." Han dasker hende kammeratligt på overarmen. "Jeg ville nu også have satset gode penge på, du blev en af topscorerne." Hendes bløde hud føles som velour under hans hånd, og det er meget modvilligt, han fjerner den, måske et par sekunder for sent.
   "Tak for tilliden, men det er nu min veninde her, du skal ønske tillykke." Hun smiler til (T?)Anja.
   "Nå ... jamen, så tillykke. Til jer begge!"
   "Tak. Nå, men vi må også videre, men vi ses vel i aften?"
   "You bet!" Han sætter sig op på cyklen igen, mens pigerne forsvinder.
   "Held og lykke," råber Louise over skulderen, mens han styrer ind i gården. Han når lige at fjerne blikket fra hendes røv, før han styrer direkte ind i en fyr, der kommer gående mod ham.
   "Sorry!" udbryder han og kigger op på offeret for at tjekke eventuelle skader. "Hey, K, er det dig?"
   "Er du sikker på, du er gammel nok til at køre dyret dér uden støttehjul?" Kasper griner smørret til ham, mens han lægger hånden på styret. "Du kommer sgu til skade en dag! - Eller værre endnu: Gør skade!"
   "Ha, ha. Jeg blev bare ... distraheret. Har du været inde og aflevere bøger?"
   "Nej, jeg ... var til et møde med rektor."
   "Nå, problemer?" Han kigger på Kasper, hvis blik pludselig er blevet fjernt og undvigende.
   "Nej, det er ingenting - bare det med eksamen, du ved. Men du, jeg har sgu lidt travlt, så ..."
   "Ja, jeg skal også ind og henrettes, men hey - jeg ringer til dig senere og giver besked, om det du ved, okay?"
   "Okay. Ses."
   "Ses."