Der er stille omkring huset. Maria låser døren op, slår sneen af støvlerne ved at banke foden let mod ydermuren, og famler efter kontakten. Glemmer, at pæren er sprunget. Den giver en blot summende lyd fra sig.
   Jesper nyser heftigt, mens han med angstfulde øjne skæver til de lange, støvbefængte spindelvæv, der dingler ned fra loftet. Hun kan mærke de kolde stænk fra hans spyt, der rammer hende i nakken.
   "Ad, Jesper!" Hun lader hånden løbe henover nakken.
   "Sorry ... men her er godt nok støvet! Og hvad er det, her lugter af?" Hans næsebor vibrerer som hos et nervøst dyr, og han klemmer øjnene undrende sammen under de letbuskede, sorte bryn.
   "Wow, det er godt nok ... gennemtrængende - hvad det så end er!" Han tager en pakke med engangsservietter op af lommen og pudser næsen med en skrattende lyd.
   "Jeg sagde jo, det er meget forsømt, men det skal jo også bare rives ned. Christian købte det kun af hensyn til grunden."
   "Hvad vil han med den vildmark?" Jesper stikker hovedet ud ad døren og kigger rundt på den mørke plads, hvor tørt græs i hoftehøjde stritter dødt frem op gennem lagene af sne og is.
   "Lave det om til parkeringsplads, det ligger jo så tæt på kontoret, og de mangler parkeringsplads derhenne. Skuret nede i baghaven vil han bruge som ombevaring for nogle af de ting, vi ikke har plads til i lejligheden."
   Jesper kniber tvivlende øjnene sammen, så den grønne iris knap er synlig. Han ser tvivlende mod skuret. "Er det ikke meget faldefærdigt?"
   "De siger, det har været en del af kirkegården," fortæller Maria og kigger hen mod kirken på nabogrunden.
   "Hvor klamt!" Jesper skutter sig i læderjakken og puster liv i fingrene, der er begyndt at blive blåviolette. "Nå, skal vi komme videre? Stedet her giver mig the creeps!"
   Hun dykker ned i tasken og finder den lille lygte, hun og Christian havde med, da de var hernede i går. Hun stiller tasken fra sig i hjørnet og lukker døren til med et lille smæld.
   "Sådan." Hun retter lyskeglen mod trappen og lader Jesper gå først.
   "Pas på, nogle af trinene er løse." Hun hager sig fast i hans jakkeærme, og han rækker beskyttende hånden bagud, så hun kan støtte sig til den. Det værker i lænden og helt ned i lårene, for hvert skridt hun tager. Hun lægger den frie hånd beskyttende om den store mave. Barnet sparker blidt, som hilser det på hende. Jesper har nået toppen af trappen.
   "Hvilken vej?" spørger han og lyser rundt på det rodede loftsrum.
   "Christian sagde, han havde stillet dem i værelset til højre," svarer hun, mens Jesper får hjulpet hende det sidste stykke op.
   "Her er godt nok usikkert," siger hun og mærker, hvordan gulvet ligesom giver efter under hende.
   "Det er kun pga. dig," griner han og lægger hånden på hendes mave, hvor hun selv har holdt. "Han sparker," smiler han.
   "Hvordan ved du, det er en dreng?" griner hun og løsner hårelastikken, så det lange, mørke hår bruser ned ad ryggen og fjerner kuldefornemmelsen i nakken.
   "Fordi jeg skal lære ham at spille fodbold og poker og ... ja, rigtige onkelting!"
   "I starten må du nøjes med at skifte hans ble," ler hun og lyser ind i et rum. "Det er vist herinde." Hun går forrest ind i det værelse, der ligger ud mod kirken.
   "Nej, Jesper se!" Hun rækker ud og fører det slidte gardin lidt til side. Det er gulnet af tiden. I vindueskarmen ligger døde, indtørrede insekter i bunker sammen med støvet. Herinde er lugten af død og dyreekskrementer meget stærk.
   Jesper kommer ind og stiller sig bag hende, mens han kigger hende over skulderen, gennem vinduet og ind på den oplyste kirke, der ligger smukt i snelandskabet. Den lille statue foran indgangen ser helt guddommelig ud. Den gamle dame, der er faldet sammen på bænken, med posen ved fødderne, har altid rørt hende. Der var mange, der ikke brød sig om statuen, da den kom op at stå, men hun har altid følt en sær ømhed for den gamle kvinde, hvis vinger er begyndt at vokse ud der, hvor armene før var, som er hun ved at blive transformeret til en anden livsform. Det var især det, folk ikke brød sig om; de mente, vingerne burde vokse ud fra skulderbladene, men Maria kan godt lide, at kunstneren har taget sig den frihed og lavet hende ud fra den måde, han selv forestiller sig, transformationen ville foregå. På en sær måde gør det hende mere menneskelig og troværdig i Marias øjne.
   I projektøren, der oplyser kirken, ser det ud som om, ledestjernen har kastet et skær ned på hende fra himlen, så hun kan finde vejen op til Gud på denne kolde juleaften.
   Maria har altid tænkt på, hvad der mon er i det lille net ved hendes fødder? Det er til dels nettet, der skaber ømheden, hun føler. Hun forestiller sig, hvordan hun har været i Netto for at købe lidt smør og fløde og måske noget leverpostej til sin kat. På vej hjem har hun villet hvile de ømme fødder. Hun føler pludselig en overvældende træthed og vil lukke øjnene. Bare et øjeblik ... og pludselig vågner hun aldrig igen, og der sidder så hendes tomme hylster, med sneen dalende i det grånende hår, de udtrådte støvler i størrelse 36, og den gamle frakke, hendes mand har købt hende i fjern fortid. Tørklædet er røget lidt ned over den ene skulder, og kinden hviler mod dets kradse stof.
   "Hvad tænker du på?" Jesper lægger hånden på hendes skulder og vækker hende af døsen.
   "Nå, ikke noget ..." Hun retter sig op og slipper taget i gardinet.
   "Kan du høre det?" Hun står helt stille og lytter. Jesper trækker på skuldrene og skal til at sige noget, men så hører han det også ... lyden af hestehove mod brostenene udenfor. Det giver en sær dump lyd pga. sneen. Bjælderne ringer stille, fuldstændig som i de gamle julesange. Hun ser ham i øjnene. Og det i øjeblik ved hun, at de tænker det samme. De er sat tilbage i tiden, til dengang, der var liv her i huset og før det hele døde.
   Hun ser det for sig ... De levende lys, hvis flammer blafrer i vinduet og får ruden til at dugge let. Gardinerne, der nu er helt nye og hvide. Hun kan lugte gran fra juletræet, der står pyntet i stuen nedenunder. I hjørnet af værelset gynger vuggen stille frem og tilbage. Frem og tilbage. Hvorfor har hun ikke set den noget før? Hun nærmer sig langsomt og kigger nysgerrigt ned i den.
   Det ligger en lille dreng, med hæklet tæppe om sig og blå kyse. Hun ser, hvordan han smiler i søvne; underlæben krænges lidt indad og giver ham et sært, kækt smil. Der er en let kløft i hans hage, lige under læben. Øjenæblerne kører frem og tilbage under de små, lyserøde låg.
   Så stivner han pludselig, som om han ser noget i sin drøm. Han ligger helt stille, som om han er død. Hun skal til at røre ved ham, men så ender drømmesynet, og hun vågner igen og står her side om side med Jesper i nutiden, i et iskoldt hus, der lugter af mug og kattepis.
   "Hold da op, det var mærkeligt!" udbryder han, før hun selv når at sige noget. Men han ryster det hurtigt af sig.
   "Nå, hvis vi skal nå hjem og klæde om før kirke, må vi hellere skynde os. Hvor sagde Christian, han havde stillet vinen?"
   Pludselig føler hun sig træt og svimmel. Hun sætter sig på sengen med det støvede sengetæppe og puster langsomt ud.
   "I hjørnet ved skabet," svarer hun og tager sig til lænden.
   "Ja, her er den! ... Er du okay?" Han ser bekymret på hende og sætter sig på hug foran hende.
   "Ja, det er bare plukveer. Har du set vuggen?" spørger hun og peger.
   "Gud, ja ..." Han går derhen og giver den et let puf, så den står og svajer. "Skal du ikke have den med?"
   Hun puster tungt ud under smerten og kigger så på vuggen. "Men der er jo navn på."
   Jesper lader fingrene glider over navnet. Kristoffer. "I kan da bare kalde ham Kristoffer ... Eller slibe navnet af."
   "Ville det ikke være synd? Og hvis det bliver en dreng, skal han ikke hedde Kristoffer."
   "Hvad er der galt med Kristoffer?"
   "Minder det ikke lidt for meget om Christian? Desuden vil Christian gerne have, han skal hedde Morten, hvis det bliver en dreng."
   "Årh, han kan vel overtales," griner Jesper og tager flaskerne med rødvin. "Skal vi gå?"
   "Ja," hun sukket dybt og skal til at rejse sig, men pludselig mærker hun en sær fornemmelse.
   "Oh my God!"
   "Hvad?" Han vender sig kort og ser på hende.
   "Jeg tror lige, vandet er gået ..."
   "Hvad?!" Jesper stiller vinen fra sig igen og løber hen til hende. "Er du sikker?"
   "Åh, jo ... Jesper du er nødt til at køre mig på sygehuset."
   Hun kan se panikken, der begynder at brede sig i ham. "Jesper, lad være med at gå i panik! Kom nu, hjælp mig ned til bilen, vi kan ringe til Christian på vejen."
   "Jeg troede først, du skulle føde i starten af februar!"
   "Det troede jeg også ..." Hun kaster et sidste blik rundt i det mørke værelse. Det sidste hun ser, er lyset fra kirken, der falder ind gennem den flækkede rude, filtreres sært af de gamle gardiner og lyser på vuggen. Og på navnet Kristoffer.


* * *
   "Maria, jeg synes, det er en meget dårlig ide at rende rundt her i kulden, når du lige har født." Han lægger beskyttende armen om hende og kæler det lille drengebarn på kinden.
   "Christian, hold nu op! Det er en hel uge siden ... Desuden kunne hverken du eller Jesper finde den." Hun himler med øjnene. "Mænd!"
   Hun lader døren gabe, så lyset falder ind i rummet, mens hun ser sig om efter den taske, hun glemte juleaften, da vandet gik. I tankerne gennemgår hun hurtigt tiden, fra de låste sig ind, til de tog derfra igen i hast. Derefter kigger hun over i hjørnet og får øje på den.
   "Altså, den ligger jo lige her, hvor jeg sagde, den var!" Forsigtigt går hun i knæ, mens hun hviler bylten med drengen mod sin kind. Han er så utrolig let og lille. Med fingrene får hun fat i tasken og retter sig op igen.
   "Den var der altså ikke forleden!" påstår Christian hårdnakket. Hun himler igen med øjnene og lægger den i favnen på ham, mens hun roder i den, for at se om alting stadig er der.
   "Der ser ikke ud til at mangle noget." Hun gør mine til at gå, da de hører en lyd fra førstesalen.
   "Hørte du det?" Hun ser uroligt på Christian, der står helt stille og lytter. Han nikker bekræftende. Maria stormer hen til trappen.
   "Maria, nej, lad nu mig!" råber han, men hun fortsætter ufortrødent.
   "Maria! Tag den nu lidt med ro ... og pas på Lillefyren!" Han kyler tasken tilbage i hjørnet og løber efter hende.
   Gardinet står vandret ind i rummet med vinden. Hun går hen til det åbne vindue og lukker det til. "Det var ikke åbent sidst," siger hun og kigger rundt i værelset.
   Christian er gået hen til vuggen og står og betragter den. Hendes blik glider videre for at bekræfte, at intet er taget eller flyttet på. Hendes blik standser ved sengen, der hvor hun sad, da vandet gik.
   "Christian!" Hun mærker en kulde i kroppen.
   Han vender sig distræt. "Ja, hvad er der?"
   Hun giver et hovedkast i retning mod sengen. Med tøvende skridt går han hen og kigger på tæppet. "Hvad er dét ... blod?" Han kigger på den størknede, brunlige masse.
   "Christian, det var dér jeg sad, da vandet gik," siger hun angst.
   "Men ... du blødte da ikke?" Han trækker tæppet af sengen og tager det hen mod lyset ved vinduet for at undersøge det.
   "Nej ..." Hun kigger igen rundt i værelset. Han lægger tæppet fra sig igen og følger hendes blik.
   "Vent lidt ..." han peger på noget på gulvet, der mest af alt ligner slæbende poteaftryk. Hun følger efter ham ind i det tilstødende lokale.
   "Uh, ja ... her har vi forklaringen," han sætter sig på hug og lægger hånden på liget af en kat, der ligger midt på gulvet.
   "Ej, Christian, lad være med at røre den - det er ulækkert - du ved ikke, hvad den er død af!"
   Han lader hånden løbe nedover den stribede pels. "Stendød! Den er sikkert blevet kørt ned. Den må være hoppet ind ad vinduet og have lagt sig til at dø her."
   "Men hvorfor var der så blod på sengen, der hvor jeg sad?" spørger hun skeptisk.
   "Den må have ligget der først og så senere have slæbt sig herind."
   "Måske," siger hun modstræbende, men finder det stadig mærkeligt, hvorfor den lige har lagt sig der, hvor hun sad. "Men, hvordan er den kommet ind?" bliver hun ved.
   "Gennem vinduet siger jeg jo."
   "Men jeg har aldrig åbnet det vindue!" hvæser hun. Hvorfor tror han hende ikke?
   "Er du sikker?" Han rejser sig og lægger armene over kors.
   "Fuldstændig!"
   "Måske Jesper har åbnet det, den dag han var herinde for at lede efter din taske?" Han klør sig i nakkens lyse hår, og et øjeblik slår det hende, at hun skal huske ham på at få bestilt en frisørtid, da han åbenbart ikke er i stand til selv at ræsonnere sig frem til, at han trænger til at blive klippet.
   "Hvorfor skulle han dog det?" spørger hun opgivende, træt af at diskutere. Hun vil bare hjem og ligge og hvile, før Lillefyren vågner igen og insisterer på opmærksomhed.
   "Hvad ved jeg ... pga. lugten herinde vel sagtens?" Han vrænger selv på næsen, som om det pludselig går op for ham, hvor styg lugten er.
   "Han klagede godt nok meget over, at her stank ..." giver hun efter.
   "There you go!"
   "Men alligevel ... Hvad gør vi med dén?" Hun ser på katten.
   Christian bøjer sig over den og krænger let dens ører udad. "Øretatovering ... vi må have afleveret den hos en dyrlæge, de må kunne spore ejerne og give dem besked." Han går hen og piller ved pusletasken, der hænger over hendes skulder.
   "Hvad laver du? Du skal ikke pille ved den, når du lige har rørt ved en død kat!"
   "Jeg vil bare have en stofble at lægge over katten, vi kan jo ikke køre ud med den nu."
   Hun sukker og dykker ned i tasken. "Her. Kan vi gå nu?"


* * *
   "Maria, vil du have te?" Christian kommer ind i stuen, hvor hun sidder og bladrer i nogle papirer, hun har fundet i sin taske.
   "Ja, tak ... Christian, har du lagt de her breve ned i min taske?"
   "Hvad for nogle breve?" Han slår sig ned ved siden af hende.
   "De her ... Hvor er Lillefyren?" Hun strækker hals for at se, om han har lagt ham i kravlegården.
   "Han sover i tremmesengen ... Må jeg se?" Han tager papirerne fra hende og bladrer dem igennem.
   "De må være fra huset ..." siger hun. "Kvinden der boede der - de er fra hendes søster ... det er hele hendes liv, jeg sidder med her, Christian! ... Hm, her står, at det var søsterens mand, der lavede vuggen til dem."
   "Skal vi ikke hente den?" afbryder han.
   Hun ser op. "Vuggen?"
   "Ja, hvorfor ikke?"
   "Men der står jo Kristoffer på den."
   "Og? Det er da et sødt navn. Vi kan da bare døbe ham Kristoffer."
   "Jeg troede, du ville have ham til at hedde Morten," siger hun undrende. Det virkede han så forhippet på.
   "Man kan vel ændre mening. Står der ellers noget?" Han læner sig ind mod hende og læser med på et par af brevets linjer, men opgiver så pga. skråskriften.
   "Nu går jeg ud og laver den te," siger han og rejser sig.
   "Christian?"
   Han vender sig om og ser på hende. "Ja?"
   "Hvad pokker tror du, der er foregået i det hus? Hvordan går det til, at der det ene øjeblik bor en lykkelig familie, og det næste står det som et spøgelseshus?"
   "Jeg synes nu mere, det minder om et Tornerose slot, hvor tiden er gået i stå."
   "Ved du overhoved noget om det hus?" Et eller andet sted spøger tanken i hende - de aner ikke, hvad der er foregået. Det kunne være mord, incest, mishandling ... hvad som helst. Hun gyser og rækker ud efter det hæklede tæppe, hun har fået af Christians mor.
   "Mægleren sagde, at manden i huset var kommet på plejehjem for et årstid siden og døde der. Han var vist også næsten 90! Siden har mægleren forgæves forsøgt at sælge det, men hvem vil have sådan et hus? Først ville kirken vist gerne overtage det, men de afslog, da de fandt ud af, hvor faldefærdigt det var."
   "Men når nu de har haft en søn, hvorfor har han så ikke fået alle deres ting? Jeg mener ... nu de her breve ..."
   "Han er nok også død - han kan i hvert fald ikke være helt ung længere, hvis han stadig er i live. Desuden er der sgu da ikke noget i den ruin, der er værd at gemme på. Ikke ud over vuggen i hvert fald. Det er det, der gør det så dejlig let - alt lortet skal bare ud og så jævnes med jorden!"
   "Er du sikker på det?" Hun lægger brevet tilbage i den tynde kuvert med den sirlige skrift.
   "På hvad?" Han tager stofbleen, der hænger over hans skulder, og lader den løbe gennem fingrene.
   "På at der ikke er noget, der er værd at gemme? Jeg mener ... nu de her breve ... Måske er der også billeder og andre personlige ting."
   "Og hvad skal vi stille op med dem? Nej, glem alt om det. Det er grunden, vi er interesserede i, ikke huset!" Han vender sig om ved lyden af babygråd. "Jeg skal nok," smiler han. "Der går bare lige to sekunder før du kan få teen."
   Hun læner sig tilbage i sofaen, trækker tæppet ned over de kolde tæer og sukker for sig selv. "Jeg vil nu alligevel gerne vide, hvad der er foregået i det hus ..."


* * *
   "I kommer vel til barnedåben?" Forsigtigt flytter Maria på sig, prøver ikke at vække Kristoffer, der ligger på et tæppe i hendes skød og sover med tippen af hendes lillefinger i munden. Jesper og hans kæreste er den eneste rigtige familie, der er tilbage på hendes side, efter begge forældrene er døde. Christians familie er til gengæld stor.
   "Selvfølgelig," svarer Jesper fra den anden ende af telefonen. "Ved I, hvornår det bliver endnu?"
   "Nok først i april, til påske regner vi med. Du har bare at komme, jeg regnede med at lokke dig til at stå fadder og Signe til at være gudmor."
   "Jamen, det skal da være os en ære," siger han smigret. "Det bliver Signe glad for at høre ... Hey, fandt du nogensinde ud af, hvad der er foregået i det hus?" Hun kan høre ham inhalere cigaretrøgen og se for sig, hvordan han sidder med benene op under sig og blæser røgringe ud i luften, ligesom da de som teenagere sad og snakkede på terrassen om sommeren.
   "Ja, altså ud fra brevene kan jeg læse, at Kristoffer døde som spæd. Vuggedød går jeg ud fra. Bagefter gik det hele vist bare ned ad bakke for dem, og kort tid efter holder brevene op. Manden, der kom på plejehjem sidste år, siges at have været sindssyg de sidste år af sit liv."
   "Tragisk ... og også lidt spooky. I beholder vel ikke vuggen nu?" Der er en snert af væmmelse i hans stemme.
   "Nej, jeg forlangte, at Christian smed vuggen ud, men han var nu ikke meget for det. Men jeg synes altså, det er en anelse for klamt, at Kristoffer skal sove i den nu." Hun tænker på synet, hun så juleaften. Den lille krop i vuggen, der spræller og smiler i søvne og så pludselig stivner og ser død ud. Hurtigt ryster hun det af sig igen. Det er for væmmeligt at tænke på.
   "Men I holder fast ved navnet?" Hun kan høre ham slubre noget, sikkert kaffe. Lidt efter kommer lyden af porcelæn, koppen der rammer underkoppens kant lidt skævt, ligesom han har for vane. Deres far var lige sådan. Det plejede at drive deres mor til vanvid, når de sad dér side om side i køkkenet og slubrede og klirrede med porcelænet. Der var som om, de bare havde en helt utrolig evne til altid at ramme skævt, så der fremkom en hæslig, skurrende lyd.
   "Ja, der er Christian stejl," svarer hun og sender en kærlig tanke til forældrene, hvor deres sjæle så end må befinde sig. "Jeg ville ellers hellere have navnet Morten. Jeg havde ligesom vænnet mig til, at det var det, han skulle hedde, men sådan skulle det altså ikke være."


* * *
   Hun ved godt, at tiden er knap - de andre er allerede på vej ind i kirken - men alligevel kan hun ikke dy sig, da hun ser erantiserne, der stikker op af bedet ved døren. Forsigtigt, så hun ikke griser festtøjet til, bøjer hun sig for at plukke nogle stykker. De vil se søde ud på bordet, der er dækket med gul dug og servietter i påskens anledning.
   Da hun tager nøglen op af lommen for at låse sig ind, taber hun den på stenen, der fungerer som indgangsparti. Hun sætter sig på hug for at samle den op, men hendes blik bliver fanget af en indgravering i stenen. Hun har aldrig lagt mærke til det før, sikkert pga. den megen sne, der har været denne vinter. Forsigtigt skraber hun skidtet væk med hænderne og kigger på stenen. Det er svært at se præcis, hvad der står. Graveringen er meget slidt, men hun kan se bogstaverne K R I S T ... eller K R I S T I? og ... noget med et offer? Derefter kommer noget, der ligner tal. De første er 2 4 1 ... og 2?
   "Det er hans gravsten."
   Maria farer forskrækket op.
   "Åh, undskyld, det var ikke min mening at forskrække Dem," siger kvinden og smiler.
   Maria undrer sig over tiltaleformen.
   "Hvis gravsten?" Hun trækker hen mod døren, føler sig ubehagelig til mode.
   "Kristoffer, drengen der boede her ... som døde." Hun smiler et vemodigt smil og forårssolen spiller i hendes furede ansigt. Hun ligner kvinden fra statuen foran kirken med den løsthængende frakke, de små sko, håret, der er samlet oven på hovedet i en knold og tørklædet, der ligger skævt over den ene skulder.
   "Hvem er du?" spørger Maria og prøver, om hun kan fange Jespers opmærksomhed, da han er på vej ind i kirken ved siden af, men det er alligevel for langt væk.
   "Min mand arbejdede på kirkegården. Jeg kendte kvinden, der boede her."
   "Nå, " Maria trækker den tynde jakke tæt ind til sig og gør mine til at gå. "Nå, men, jeg må hellere ... min søn skal døbes i dag - nu om lidt. Jeg kom bare for at hente nogle gaver, vi har opbevaret herinde."
   "Det er måske Dem, der har købt huset?" Hun går længere hen mod Maria og kigger nysgerrigt ind ad de snavsede ruder. "Ja, undskyld, men jeg kendte jo som sagt familien. En tragisk historie ... Han blev begravet her på grunden, ved De det? Nede for enden af haven. Det tilhørte kirkegården dengang ... Senere flyttede hans far gravstenen herop. Han blev tosset. Han ville ikke acceptere, at hans søn døde. Han fablede om, at det var onde ånder, der tog livet af drengen ... Men Deres søn skal døbes i dag?" siger hun og ændrer dermed emne. "Hvad skal han hedde?" Hun smiler, så læberne falder ind mod munden. Maria kan se, at hun ikke har en tand i munden.
   "Kristoffer," smiler Maria.
   "Kristoffer?" Kvindens smil stivner. "Hvor skal han døbes?" spørger hun, nu mere skarpt.
   "I kirken, her," siger Maria og peger.
   "Nå, men ..." Kvinden ryster let på de spinkle hænder - der stikker ud gennem frakkens lidt for lange ærmer - og vender sig for at gå. "Men ... god fornøjelse så," mumler hun svagt.
   Nu begynder kirkeklokkerne at ringe. Maria skynder at låse sig ind og er næsten oppe ad trappen, da hun fortryder, i hast vender sig om og løber tilbage mod kvinden.
   "Undskyld ..." ånder hun forpustet og lægger hånden på kvindes skulder. Hun er kold som is.
   Hun vender sig og ser på Maria med nogle sære, grå øjne.
   "Du sagde, du kendte familien?" Hun ser indtrængende på kvinden, der langsomt nikker.
   "Hvad døde han af, drengen?"
   Hun trækker på det. "Ja, hvad var det. Hvad var det? Det var vel vuggedød. Hans mor lagde ham til at sove ... han pludrede let ... og smilede ..." hun ser drømmende frem for sig, som kan hun se det lille barneansigt; røre ved det. "Så faldt han i søvn, og da hun gik ind for at se til ham, var han død."
   "Mmm," Maria nikker og vender sig for at gå tilbage mod huset. "Tak ..."
   "Selvom ..." kvinden venter, til Maria atter har vendt sig. "Hans far påstod godt nok, at der hvilede en forbandelse over døbefonden. Da drengen blev døbt og fik det navn, han gjorde - et Krist offer - mente Gud, han var i sin ret til at tage ham til sig. Det er nok bare en skrøne, men ... hvem ved? Han arbejde jo for kirken som ung, faderen, så måske har der været noget om historien. Hvem ved?"
   Det sidste kirkeslag lyder gennem den råkolde forårsluft. Derefter er der stilhed. Bare uhyggelig, larmende stilhed. Maria ser mod kirken og derefter tilbage mod kvinden, men da er hun væk. Et øjeblik står hun og tænker.
   Så spæner hun hen mod kirkens lukkede døre.