Nogle dage er man på toppen af verden; andre dage ligesom helt hudløs, som om hver sætning, der bliver sagt er personlig og strejfer den nøgne hud som skærver. I går var jeg flyvende, i dag er jeg hudløs.

Min infektion er blusset op igen; måske er det dét, der giver den bratte opvågning.

Fra de store højder til den hårde landing. Realiteten med sygdom og hverdag, som altid rammer mig som et chok efter en optur.

Jeg sov til klokken ti i morges, og blev liggende i sengen med Samsara, der spandt. Hendes lille krop snoede sig om mit håndled, med besvær fik jeg vendt siderne i min bog.

Morgensolen lyste gennem de tynde gardiner og spaltedes og verden var egentlig ganske smuk. Jeg spiste min morgenmad, mens morgenen spiste natten, og jeg stadig lå på siden i sengen med kat og bog og stort besvær.

Pillerne og smagen af mandag blev skyllet ned, og jeg var ligesom alene i verden med katten og min bog. Alle andre sov - ja, også Samsara - og til sidst faldt jeg også ind i søvnen igen, faldt ind i en virvarverden med brudstykker af flere drømme flettet sammen til ét. Med elevatorer, der gled opad og opad; hjemløse dyr og børn, der havde brug for min hjælp; et hus (min krop?), der skulle istandsættes fra bunden og støv og puds, der gled ned fra loftet som tryllestøv fra himmelen.

Og så denne træthed, usigelig træthed. Og et sted i virkeligheden, hvor en bankelyd insisterer på at trænge ind i min søvn, ind i hjernebarken og virkeligheden og vække Tornerose, selvom der endnu ikke er gået hundrede år. Og jeg hører dig stå op, tage hundene og gå. Husets hankat, der kommer ind ad kattelemmen fra nattens jagt og putter sig i min fodende.

Men i min indre verden fortsætter udmarvelsen, og trætheden gør kroppen mere og mere tung.

Hun besøger mig fra et sted i sin himmel, og jeg kan høre min egen gråd et sted i den virkelige verden, der adskiller drømmene med et tyndt gardin, som det foran vores soveværelsesvindue.

Og jeg vil vågne og glemme, men kan ikke slå øjnene op. Kroppen bliver vendt med besvær, som et tungt dyr, og jeg tænker 'om lidt vil jeg vågne og du vil være her i nærheden og du kan gøre hvad du vil', som jeg læste, før jeg faldt i søvn med Samsara i favnen.

Men det var alligevel ikke sådan den var, sætningen, og da jeg vågner, er ingen i nærheden, huset er tomt og jeg er alene med min smerte.

Jeg hader disse dage, hvor sygdommen trækker mig så langt ind i søvnen, at jeg nogle gange føler, jeg danser på grænsen til dødens land. For en søvn kan da ikke være så dyb? Og når jeg vågner igen er det med smerten som følgesvend, og tiden, der bare forsvandt. Og jeg får lyst til at sætte mig på det bare gulv, med de nøgne fodsåler fast plantet, mærke rillerne fra træet skyde op gennem fodsålerne, selvom jeg egentlig intet mærker mere; skyde håret ind foran ansigtet som et gardin og bare lukke hele verden ude.

Klokken er over otte om aftenen, du går i haven med hundene og alt er stilhed. Men så snart jeg står op, er I om mig, som møl om en flamme og jeres nærhed gør ondt. Mit sind er stadig inde i søvnen, min krop i dødens land og jeg kan ikke klare kærlighed og omsorg, og ord, der rammer mig som projektiler. For selv om det bare er 'godmorgen' eller 'her', ord, der ikke engang er en sætning, gør de ondt på kroppen, der sender de neurologiske impulser alle de forkerte steder hen.

Og de gør ondt på dig, de ord, jeg returner ved ikke at svare. De gør dig hudløs på samme måde, som jeg selv er, når jeg beder dig om at gå og lade mig være i fred. Når jeg fejer hunden ned af skødet og sukker som en døende og ser glæden, der slukkes i dine øjne, fordi jeg dræbte den. Jeg vil ikke gøre dig ondt, skat, men når kroppen gør ondt, gør alting ondt, og jeg vil bare være alene til jeg igen er mig selv.

Du vil vente til der er gået hundrede år, og jeg vil være her i nærheden og vi kan gøre, hvad vi vil ...