Rune
   Han er usigelig træt, mens han ligger dér i sengen. Han kan stadig mærke tømmermændenes modbydelige hævn. Hele hans krop føles som et udtørret ørkenland, og han er overbevist om, at et stinkdyr har lagt sig til at dø i hans mund.
   Han kan ikke lade være med at føle en sær stolthed over sin mor. Hun har virkelig prøvet at tage sig sammen. Bare det at hun lavede aftensmad til dem - de kunne sagtens have bestilt en pizza. Men hun virker meget optaget af, at alt skal virke fuldstændig normalt. Om det så er for hans skyld eller Kaspers, er han knap så sikker på. Men hovedsagen er også, at hun forsøger. Han havde prøvet at gøre sit til at skubbe hende i gang. Havde fjernet nogle af de mest klamme ting fra køleskabet og fået smidt skraldet ud. Så var han i hvert fald sikker på, det værste var væk, hvis ikke hun selv gjorde en indsats.
   Nej, rodet betyder ikke så meget for ham. Det er mere det med alle deres ting. Deres hjem ligner et pensioneret loppemarked med de gamle møbler, hun hæger sådan om. Billederne gør ham ikke nær så meget - dem kan han bedre forstå, hun holder af. Selvom de ikke siger ham noget, forstår han godt, hun gerne vil have noget fra sin far.
   Nej, det er mere alt det andet. Som nu f.eks. da de skulle hente sengetøj til Kasper - han kunne ikke finde et sæt med matchende hovedpude- og dynebetræk! Og sådan er alt i hjemme; lidt af hist, lidt af pist! Og hjemme hos Kasper er alting 'clean' og stilrent. Han er godt forvænt!
   Men Kasper er god nok. Det ved han da, selvom de ikke kender hinanden så godt endda. Men Kasper er en af de få, han ville turde betro ting, der ikke måtte komme videre. Han er selv typen, der gerne vil holde sit privatliv privat. Han vil heller ikke bruge det mod Rune, at han bor, som han gør. Men det er nu alligevel lidt flovt. Der er trods alt en verden til forskel på de måder, hvorpå de er vokset op. Hvis Kaspers univers var USA, ville Runes være Polen.
   Pludselig bipper hans mobil - der er kommet en sms. Han ruller sig om på siden og fisker mobilen op af bukserne, der ligger på gulvet. Han kigger på nummeret på displayet, det siger ham ikke noget. Undrende åbner han beskeden:
   "Hey, Tiger. Er du stadig i live?"
   Han klør sig i brynene og skriver tilbage:
   "Hvem er du?"
   "Come on, Tiger! Du blev vel heller ikke så fuld, at du intet husker fra i går?"
   Pludselig dukker brudstykker af aftenen i går op i al sin gru. Var der ikke noget med Tanja? Oh, my God ... Havde han ikke kaldt hende ... Jolly? Han krummer tæer under dynen og skriver tilbage:
   "Eh, Tanja?" Nervøs og med bange anelse taster han bogstaverne ind og trykker 'send'.
   Lidt efter kommer endnu en besked: "Ved du hvad, Tiger? Jeg synes, du bør holde dig til 'Jolly'. Det kan du i det mindste huske!"
   Hans tæer er ved at gå i krampe af den krumme holdning - som når man plumper foden i havet om sommeren med en alt for hurtig bevægelse - og det selvom der i grunden er alt for varmt under den tunge dyne. Han tøver lidt, sidder og overvejer sit svar og skriver så: "Jeg er virkelig, virkelig ked af det, Tanja. Jeg håber ikke, jeg fornærmede dig?"
   Endnu nogle minutter, så kommer den nye besked ind med en duttende larm: "Ah, tømmermandsanger! Mwuahahrhahr - det er vist også velfortjent! *G* Men nej, du fornærmede mig ikke - i hvert fald ikke mere end du plejer. Skrev bare for at sikre mig, at du er okay?" læser han og skruer ned for lydstyrken, så hans mor ikke skal blive forstyrret af lydene i sit værelse, der ligger lige ved siden af hans.
   "Jo, tak. Fint. Men hvor har du mit nummer fra?" svarer han, mens han undrer sig over, hvorfor hun tror, han måske ikke skulle være okay?
   Der går nogen tid før hun svarer: "Din mobil - du havde tabt den inde i salen. Jeg loggede ind og kiggede i din telefonbog. Du har dit eget nummer liggende - glemmer du det tit? ;o) ... Eller lider du bare af storhedsvanvid?"
   Han smiler for sig selv ud i det mørke rum. Han kan godt lide hendes humor. Han svarer: "Jeg har hukommelse som en si. Men jeg tror, jeg vil gå i seng. Tak for din forståelse."
   "Det var så lidt, Tiger. Mange hilsner herfra, Jolly."
   Han slukker mobilen og lægger sig tilbage under dynen. Tænker på aftenen i går. Kasper havde også antydet i dag, at han havde været temmelig bedugget. Men var det virkelig så slemt?
   Pludselig dukker et billede op: Var der ikke noget med, han kastede op? Jo, han kastede sgu da op udover sin T-shirt, mens Jolly så på! Men ... hvorfor fanden havde han taget T-shirten af?
   Han er glad for, at det er ferie nu, og at han ikke skal tilbage i skole på mandag og se dem alle sammen i øjnene. Tja, når nu det endelig skal være, så har han valgt et udmærket tidspunkt at blamere sig på. Han kommer selvfølgelig til at se dem til nogle af sommerens fester, men i det mindste skal han ikke være sammen med dem i ædru og alvorlig tilstand. Han må bare krydse fingre og håbe på, at Louise ikke opdagede noget i går! Hun er vist ikke lige den type, der falder for festens (fulde) midtpunkt. Et øjeblik overvejer han at skrive til Jolly og spørge, hvorvidt Louise så hans pinlige optrin eller lykkeligt (for ham) gik fri. Men han beslutter sig at lade være - han vil ikke tvinge hende til at huske tilbage - måske får han hende til at huske nogle ubehagelige detaljer, hun ellers har glemt. Hun har sikkert ikke været helt appelsinfri selv!
   Nå. Han lægger sig til rette i sengen. Skæver til keyboardet, Kasper har haft med. Det er dejligt at have det tilbage. Nu, hvor Kasper er kommet ind i huset, kan det også være, hans mor vil opføre sig lidt mere normalt. Man kan i hvert fald håbe på det. Men uanset hvad er det ikke mange nætter, han har tilbage under dette tag. Så går turen til USA - og et nyt liv.
   Han lukker øjnene og tænker på Louise. Men mærkeligt nok er det Jollys ansigt, han ser for sig lige før, han falder i søvn.