Min dag starter, når brættet løftes
og jeg kan indånde den friske luft fra lokalets åbne vinduer.
Hurtige hænder lader den fugtige svamp glide let henover min blanke porcelænsoverflade,
fjerner de bakterier, der har festet i nattens løb.

Egentlig er jeg meget fornem,
som jeg står fast som en klippe med mit blanke uspolerede look,
gjort i porcelæn - fin og hvid med mit skinnende sæde.
Jeg er en I alle har brug for -
og er især anbefalet af røvhuller!

Alligevel er jeg den I alle skider på!
Jeg ser røvhuller hver dag,
når I kommer for at dumpe jeres last.
Og det er ikke jeres meninger, I kommer for at lufte,
ikke jeres meninger, der forpester luften i lokalet.

Jeg æder jeres lort hver dag.
I skider på mig,
pisser på mig,
behandler mig som det lort, I fylder mig med.

Men jeg er stolt af at være mig ...
Og når I sidder dér med bukserne nede om anklerne,
og det hamrer insisterende på den låste dør,
er jeg pludselig populær.

Når kantinen serverer stegte ål og stuvede kartofler
er det mig I iler til!

Godt nok er jeg offentlig -
Men samtidig er jeg yderst privat.
Jeg ser dele af jer, som det ikke er alle forundt se!

Set fra min vinkel er I alle lige ...
Det kan godt være, at chefen spiller hård banan på sit kontor,
men her hos mig er han ikke bedre end den neglebidende sekretær.
Det kan godt være, det kører for chefen,
når han sidder i sin dyre læderstol,
men på mit sæde må han presse hårdt på,
hvorimod det pres den lille mand i forkontoret er udsat for hver dag
gør at det ligesom glider lidt nemmere for ham!