Jane Aamund udtaler i et interview i bogen "Lys i livet", at hun af sin søn bliver betragtet som en 'tossemagnet', og er der nogle tossede mennesker i nærheden, kommer de direkte hen til hende og siger mærkelige ting.
Selvom jeg nu har brugt næste 25 år på at ignorere det, må jeg nok efterhånden indse, at det også er nøjagtig dét, jeg er: En tossemagnet!
Trods min næsten invaliderende generthed falder jeg altid i snak med fremmede, når jeg færdes alene. Det er ofte sket, at folk i bussen er kommet hen og sat sig ved siden af mig, og er begyndt at snakke, som er vi gamle bekendte. Tre gange er jeg under en bustur blevet inviteret ud af mænd, jeg ikke kendte, og uden på nogen måde at have søgt kontakt med dem. Og en enkelt gang kom der en indvandrer hen til mig med et brev og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham med at oversætte brevet, der var på dansk, til engelsk?
Præcis, hvad det er, folk bliver tiltrukket af, ved jeg ikke. Tit og ofte er det ældre damer, folk i nød eller de decideret … eh, ja skal vi bare kalde dem 'mærkelige', der bliver suget ind i mit tiltrækningsfelt.
Men jeg har også altid følt et sært fællesskab med de lidt mere skæve eksistenser. Måske fordi, jeg ikke behøver foregive at være noget, jeg ikke er.
Som barn, ville jeg gerne være en af dem, der blev set op til. En af dem der havde et prædikat som f.eks. 'den populære pige' i klassen. Eller 'den smukkeste', 'den sjoveste', 'den klogeste' eller 'den flittigste'. Men min generthed satte visse begrænsninger. Jeg har på fornemmelsen, at jeg for en stor del var at betragte som 'den pæne pige' (der gjorde, hvad der blev sagt) eller 'hende den stille'.
Som barn betød det ikke det helt store, men da jeg kom i puberteten, kunne det godt virke enormt frustrerende altid at være 'den pæne pige'.
Præcis, hvorfor, jeg blev betragtet som en sådan, ved jeg ikke. Måske fordi jeg i et år havde gået på en kristen skole … Det gjorde i hvert fald, at mange fejlagtigt troede, at jeg kom fra et religiøst hjem.
Engang sad jeg alene i klassen og læste "Kammerat Napoleon". Pludselig kom en af pigerne uventet brasende ind, og jeg skyndte mig at gemme bogen væk, for det var ikke ligefrem cool at læse George Orwell som 13-årig. Pigen spurgte straks, om det var Bibelen, jeg læste i? Det var billedet, de havde af mig: Den pæne, kristne pige.
Måske gik det mig på, fordi jeg inderst inde mere følte mig som lidt af en rebel. Som barn var jeg typen, der kastede mig gulvet og skreg: "JEG DØØØR!" med voldsom dramatik, hvis ikke jeg fik min vilje. Eller bare et langtrukkent: "Neeej!" Hvad jeg så sagde nej til, eller hvorfor, var ikke så vigtig, men trodsig ville jeg være, og for mit vedkommende droslede det ikke af med alderen, men varede (til mine omgivelsers mareridt) ved!
Jeg kunne manipulere, provokere og charmere til den helt store guldmedalje. Og når ikke jeg fik min vilje, var jeg temmelig ubehagelig at være i rum med. Mange ville nok kalde mig forkælet, men jeg tror egentlig ikke, det er det rette ord, for i det ligger en bebrejdelse af forældrene; de må have gjort noget for at barnet er blevet forkælet! Men mine forældre var uden skyld i min opførsel. De forkælede mig ikke.
Der skulle meget til, før min mor gav efter for mine luner - min far var lettere at overvinde. Jeg var i dén grad en fars pige, og der udspillede sig det helt store Elektrakompleks i det Find-Andersen'ske hjem. Når jeg blinkede uskyldigt med de lange, sorte vipper, der indrammede mine dådyrøjne og smilede stort, så de hvide tænder glimtede, smeltede min far som en iglo i Sahara, og bag hans ryg sendte jeg triumferende blikke i min mors retning, mens jeg knugede mit trofæ (som kunne være en dukke, en bamse eller andet) ind til mig.
Men i den virkelige verden havde jeg svært ved at gøre brug af min charme. Min generthed sparkede benene væk under charmen og indtog i stedet scenen.
En anden hæmmesko har været den kraft i mig, der tiltrækker tossestreger og ulykker. Jeg havde ikke lyst til at kaste opmærksomheden på mig selv, for gjorde jeg det, endte det altid med noget katastrofalt pinligt. Jeg er typen, der ikke kan gå tre skridt uden at snuble over mine egne ben! Har legende børn tegnet en kridtstreg på fortovet, falder jeg over den!
Som niårig oplevede jeg, at en tung keramiklampe drattede ned fra loftet og landede lige præcis dér, hvor min hamster havde siddet og hygget sig halvandet minut forinden.
Som elleveårig gik jeg - til stor morskab for mine omgivelser - ind i en stol og brækkede foden. Jeg blev pakket ind i gips, helt op til knæet og måtte humpe rundt som en idiot og udstille mine klodsede tendenser. Få dage senere, i skolen, skvattede jeg ned ad trappen pga. et grineflip - med gipsben og det hele og lå dér og så dum ud, til stor fornøjelse for mine kammerater.
Som tolvårig tabte jeg et fad med forårsruller ned i skødet på mig selv, da jeg skulle spise hjemme hos en veninde ... og det var da for resten også det år, jeg faldt ned af et tre meter højt legetårn. Der var et stort hul i midten, der ikke var blevet dækket til eller repareret, og mine ben, som helt bestemt troede de skråede hen over hullet, plumpede i stedet direkte gennem det. Dér lå jeg så - for jeg landede selvfølgelig ikke i det bløde græs - men pladask oven på en samling brædder og slog al luften ud af mig. Jeg var lige startet på en ny skole og hele klassen og min nye lærer stod og gloede målløse og vidste ikke, om de skulle le eller græde, for jeg lå bare blå i hovedet og ude af stand til at sige en lyd. Det jeg husker mest fra den episode var, hvor flov jeg var over at græde, for det gjorde egentlig ikke ondt, men jeg blev så forskrækket og så flov, at jeg ikke kunne lade være.
Så var det mindre dramatisk, da jeg som 21-årig var indlagt på hospitalet, og der skete den ene underlige ting efter den anden, som folk der har læst min novelle "Og det skete i de dage …" ved. Bl.a. faldt loftet på mit værelse ned.
Og som resultat af en af mine nyere ulykker brændte jeg for nogle måneder siden et stort stykke maveskind, da jeg skulle stryge en skjorte og fik kørt strygejernet ind mod kroppen og det lille stykke hud, mellem de lavtaljede jeans og den korte T-shirt, der var blottet. Så for en tid måtte jeg rende rundt med et meget ucharmerende 'kejsersnit', jeg ikke var meget for at forklare, hvordan var opstået.
Men sådan har det altid være, hvor jeg befinder mig. Der sker underlige ting! Helt fra jeg var lille, var mit store ønske at være 'en fin dame' - elegant i høje hæle og med lyserød mund. Men jeg er typen, der kan gå hele dagen med blusen vendt den forkerte vej, med to forskellige sko på eller andet, der får mig til at se usædvanlig åndssvag ud.
Da jeg første gang forsøgte mig med høje hæle, lignede jeg en lam idiot på rulleskøjter i en udsædvanlig brandert! Bedre blev det ikke af, at jeg måtte støttes hele vejen, fordi jeg ikke kunne stå ordentligt oprejst i dem. Mine hypermobile led snoede sig som blød stanglakrids. Da jeg nogle år senere forsøgte mig med et par hæle, der var knapt så høje, satte de sig fast mellem nogle brosten, så jeg stod dér og steppede, som en ubeslutsom hest, der ikke ved, om den skal springe over forhindringen eller refusere, mens min veninde hylende af grin nær havde tisset i bukserne.
Læbestift dur jeg heller ikke til, af uransagelige årsager lægger den sig altid på tænderne i stedet for læberne, eller håret klistrer fast, og forstyrrer mit udsyn. Eller som tredje mulighed får jeg tværet den ud i hele ansigtet, så folk i min nærhed tror, at de er kommet på Bakken, hvor en kvindelig Pjerrot byder dem velkommen.
Senere fandt jeg ud af, at humoren måske kunne være det, der kendertegner netop mig. I mange år havde den virket enormt forstyrrende, fordi den altid kom på ubelejlige tidspunkter. Latteren starter altid dybt nede i maven på mig og bobler hele vejen op gennem kroppen på mig, indtil jeg ikke kan holde den inde længere. Det er som med hikke: Man kan ikke kontrollere den, og jo mere man forsøger at få den væk, des værre bliver det! Men hvis nu jeg kunne vende den til noget positivt og gøre grin med mig selv, når jeg havde begået en fatal brøler …?
Engang jeg fik et alvorligt grineflip under en time, kiggede læreren strengt på mig og hvæsede: - Det er ikke spor morsomt! Det var nok det værste, han kunne have sagt, for netop de fem ord virker som en rød klud for mine øjne, og jeg bryder total sammen i krampe. Det samme sket hin dag, hvor jeg til min store skam måtte smides uden for døren, fordi jeg ikke kunne holde op med at grine.
Men det frygtelige er, at latteren indtager den sidste rest af koordination min krop (ikke) er i besiddelse af. Så når først latteren begynder, knækker jeg i bogstaveligste forstand sammen, og ender med at sidde på gulvet og hive efter vejret og tage mig til maven. Hvis nogensinde klichéen 'at dø af grin' skulle tage sted i virkeligheden, ville det nok ske for … ja, moí!
For snart mange år siden begyndte jeg at skrive sammen med en jævnaldrende dreng. På et tidspunkt sendte jeg nogle billeder, fra en tur jeg havde været på til USA. Da der kom brev tilbage, var han fuld af forundring over, hvordan jeg i virkeligheden så ud. Hans forestilling om mit udseende havde - meget uflatterende - været, at jeg var en platfodet og bredmåset brunette med korthåret kasserolle frisure, små griseøjne og alt for stor mund, iført spraglede, hjemmestrikkede gevandter. Med andre ord en krydsning mellem en lesbisk fængselsbetjent og … ja, en sugemalle! Af det kunne jeg så udlede, at det indtryk, jeg gjorde på folk, ikke stemte overens med det billede, de havde af mig. Han forestillede sig, at jeg gik i 'underholdende' tøj og var piercet over hele kroppen.
Nogenlunde samtidig med fejrede jeg min 17-års fødselsdag. I den anledning gav min veninde mig et fødselsdagskort, hvor man ser en elefant og en mus solbade. Elefantens enorme omfang kaster en skygge over musen, så denne slet ikke får del i solens stråler. Kortets tekst lød: "Din skønhed overskygger alt". Med kuglepen havde min veninde tilføjet: "Og det passer!"
Jeg tror aldrig, at et kort har gjort mig så glad. For jeg tror såmænd ikke, at det var mit udseende, hun hentydede til, men lige så meget min måde at være på.
Uanset hvad stemte det ikke overens med det billede, jeg havde af mig selv som den lille grå mus, der var den overskyggede. Men det fik også mine øjne op for, at det måske er okay at være menneskelig. Der er ingen, der forventer, at nogen af os skal være fejlfri. Det er okay, hvis vi græder, når vi læser "Brødrene Løvehjerte". Det er okay, hvis vi griner, når andre dummer sig. Og det er okay, hvis vi begår en dumhed, andre griner ad. Det kan godt være, det føles flovt og ubehageligt, men det er også menneskeligt.
Så næste gang jeg daffer ned ad gågaden i (knapt så) høje hæle med en halv meter toiletpapir flagrende efter mig, og sender flirtende blikke til mændene, der kigger efter mig (fordi jeg tror, de glor, fordi jeg er lækker), behøver jeg måske ikke at skamme mig halvt til døde? For det sker jo af og til for nogle af os - i hvert fald de dødelige af os.
Så alt i alt er jeg glad for, at vi i dag lever i en verden, hvor det - om ikke er populært - så i hvert fald er okay ikke altid at være perfekt. Fra 90'ernes Barbieunivers er vi ved at stile i retning af et mere Bridget Jones-præget univers, der stiller mere realistiske krav til det at være menneske (og især kvinde). Det er pludselig lidt mere okay at have kaffepletter på nederdelen. Og det er ikke længere en dødssynd, hvis neglelakken skaller. Det kan godt være, at det på nogle punkter virker lidt ynkeligt, men i stedet for 'taber', får man status som klodset (og morsom).
Nu mangler vi bare det sidste stykke … Vi mangler det, der gør, at vi tør færdes frit uden altid at have perfekt makeup, matchende undertøj eller barberede ben. For det er i dag stadig lidt pinligt! Men måske der kommer en dag, hvor vi ligesom i 60'erne, tør smide bh'en og hylde vores bryster (selv dem uden silikone) og skide på, at det ligner en slatten tennissok med en rynket mandarin i tåspidsen!