Rune
   Han føler sig helt igennem radbrækket, som han sidder dér på terrassen i sin mors liggestol, stablet op med puder i ryggen og tæppet proppet godt ned omkring sig. Han føler, han ligger i en puppe, der maser ham fra alle sider, men ikke har kræfter til at gøre sig fri. Ude i køkkenet kan han høre sin mor rumstere.
   "Her," Kasper kommer med et glas vand og en lille håndfuld piller til ham. Rune rækker hånden frem som en lille skål og kigger på de tre hvide piller.
   "Det er almindelig Pinex og Ibuprofen," forklarer Kasper og hjælper ham med at komme helt op at sidde, så han kan sippe vandet og pillerne i sig uden at blive kvalt i forsøget.
   "Tak." Rune svælger hurtigt pillerne ned med tre slurke vand og rækker glasset tilbage til Kasper.
   "Du skal helst drikke det hele," siger Kasper belærende.
   Rune kigger irritabelt på ham. "Who died and made you Doktor Zhivago?"
   "Du får ikke ordentlig gavn af pillerne, hvis ikke du får dem skyllet ordentligt ned." Kasper rækker glasset tilbage med en bestemt mine, og Rune kan ikke lade være med at tænke, Kasper vil blive en udmærket far en dag. Han snakker allerede på samme belærende måde som en sådan!
   "Så må du da være noget af en omvandrende væskeansamling med alle de piller, du svælger i dig," svarer han tørt og drikker demonstrativt i store slurke.
   "God boy!" Kasper klapper ham drillende på kinden og vender sig om for at gå tilbage i køkkenet med det tomme glas. I døren står Maya og betragter dem med et sært udtryk, som er de to fremmede, hun pludselig for øje på på sin grund.
   "Er det frokost?" Rune læner sig nysgerrigt ind mod skålene, hun står med.
   "Øh ... ja, jeg tænkte ..." hun vender sig om mod Kasper, der forsvinder gennem dørene og fortsætter så: "... vi kunne sidde herude og spise. I det gode vejr."
   "Ligesom Christoffersens." Han smiler til hende, og hun hjælper ham hen til bordet.
   "Hvordan går det, skat?" spørger hun. "Gør det meget ondt?"
   "Ikke så meget i sårene, men det trækker forbandet i skulderen, der, hvor jeg blev vaccineret. Det føles som om, musklerne er ved at blive revet over. Men Kasper gav mig nogle piller."
   "Hvilket piller?" Hendes stemme lyder skarp, og hun vender sig anklagende mod Kasper, der kommer og sætter sig over for hende. Han hælder roligt salat op på tallerkenen, mens han svarer.
   "Det er bare Pinex og Ibuprofen. Det er ikke hårde stoffer!" Han smiler forsonende, men Maya kigger bare strengt tilbage.
   Rune kan godt selv se, det ikke er en macht made in Heaven, men han lader som ingenting. Med det humør hans mor er i for tiden, ville det være lige meget hvem, han havde slæbt med hjem, så ville hun have følt det som en sammensværgelse.
   "Har du hørt fra din mor?" spørger han i stedet Kasper og håber, det er en samtale, der kan få Kasper til at virke mere sympatisk i Mayas øjne.
   "Ja, hun er faldet godt til. Hun har allerede fundet sammen med en veninde, hun har været til genoptræning med før. De har fået lov at låne en bil af en af de andre patienter, så de er en hel lille gruppe, der tager til Tyskland i weekenden." Han trækker en af de overskydende stole ved bordet ud og smækker benet op på det. Rune lægger mærke til, at det virker rødt og hævet omkring leddet. Han peger på det med sin gaffel, så der ryger et stykke salat henover bordet.
   "Hvad, øh - det dér ser da ikke helt normalt ud!"
   Kasper vrænger, men tygger pænt af munden, før han svarer. "Nej, jeg ved det. Men det er min egen skyld. Jeg har glemt at tage min binyrebarkhormon. Jeg kommer nok til at slå et smut omkring lægen i morgen, kunne jeg forestille mig. Det er bare gået forbavsende hurtigt. I morges virkede det bare irritabelt, og nu er det allerede begyndt at hæve."
   Der bliver stilhed omkring bordet. Hans mor kaster et let blik ned mod Kaspers knæ og ser ud som om, hun bliver dårlig ved synet. En hveps summer hen over terrassebordet og bliver ved at drøne ind i flasken med vand. Små fugtperler driver ned ad flaskehalsen og lægger sig på den ternede dug. I tavsheden virker lydene fra hvepsen endnu højere. Han kan høre den lette gumlen fra sig selv og mærker, hvordan det trækker i den skæve læbe hver gang, han tager en bid. Området ved øjenbrynet virker stadig dødt og følelsesløst efter bedøvelsen - som er det ikke en del af ham. Han kommer i tanke om beskeden han fik, lige da han væltede og trækker telefonen op af lommen for at læse den. Hans mor ser irettesættende på ham.
   "Du skal ikke sidde og ringe ved bordet, Rune!"
   Med et suk lader han mobilen dumpe ned i lommen igen.
   "Jeg har tænkt lidt på, vi måske skulle overveje at få en pige med i vores band," bryder Kasper ind. "Vi kunne bruge tiden, mens du er i USA til at få hende kørt ind i rutinerne og lære materialet at kende. Og hvis hun kan spille keyboard også, ville det være alle tiders. Så kunne hun tager over, indtil du kommer tilbage."
   Rune liver op. "Så skulle du tage og prøve at høre denne her pige, jeg har gået i klasse med! Tanja hedder hun." Et øjeblik tænker han over, om det nu i virkeligheden er Anja, men fortsætter så. "Jeg hørte hende tilfældigvis synge et par strofer den aften ved festen, efter du var gået. Hun er kanon dygtig!"
   "Er du sikker på, din dømmekraft var helt optimal den aften," griner Kasper og skærer et æg ud i sirlige skiver. Lidt af blommen sætter sig på knivsæggen og bliver siddende.
   Maya kigger op, som har hun hørt et stikord, der kunne give anledning til brokkeri, men hun tier stille og kigger ned i tallerkenen igen, da hun ser Runes blik. Han ved ikke præcis, hvad det er i blikket, der får hende til at tie. Måske er hun bare træt af at skændes.
   "Men selvfølgelig - hvis hun er interesseret, så aftal et tidspunkt med hende, hvor hun kan komme over og vise, hvad hun kan."

Resten af frokosten foregår nogenlunde i tavshed. Da de er færdige med at spise, går hans mor ud for at rydde op, og Kasper får lov at lægge sig ind på Runes værelse for at hvile sit knæ.
   Rune tager mobilen op igen og åbner beskeden.
   "Hej Sussie. Din pizza i går var alle tiders. Jeg håber, vi snart ses igen. Kærligst Lea."
   Til sin undren bliver han enormt skuffet. Ikke andet end en skide fejlbesked! Han bladrer i de få sms'er, der ligger på hans mobil. Han finder Jollys nummer og ringer op.
   "Hej, det er Anja. Jeg kan desværre ikke komme til telefonen lige nu, men du kan prøve på mit hjemmenummer ..." lyder den monotone stemme, hun har brugt på svareren.
   Rune gentager nummeret for sig selv nogle gange og skynder sig at taste det ind. Telefonen dutter nyttesløst nogle gange i den anden ende, og han skal lige til at lægge på, da en mandestemme kommer i røret.
   "Det er Niels." Stemmen lyder vred og irriteret. Får Rune til at tøve lidt, før han svarer.
   "Ja, eh, det er Rune. Jeg går i klasse med Jo... Tanja. Er hun hjemme?"
   "Tanja? Du mener Anja?" Manden hoster hæst.
   "Anja, ja. Det var det, jeg sagde!" Han bander indvendigt. Hvordan kan han blive ved med at få det forkert?
   Han kan høre noget bulder i baggrunden og lyden af en pigestemme, der hvæser ad nogen. Han når lige at opfatte 'lede kraftidiot', før Jolly tager røret.
   "Ja, det er Anja." Hendes stemme lyder underligt forandret i forhold til, hvordan han husker den, men måske er det fordi, han var fuld den aften? Hun lyder som en, der har grædt og samtidig råbt sig hæst.
   "T... Anja? Det er Rune ... du ved fra klassen. Altså, det er mig med ..." han vender sig om for at se, om hans mor eller Kasper skulle stå i døren bag ham og høre med, men der er ingen, så han fortsætter: "... det er mig med Louise." Det sidste næsten hvisker han.
   "Hvad vil du Rune?"
   Hvæser han ad hende?
   "Louise er ikke her!" fortsætter hun.
   "Jamen, det er dig, jeg skal snakke med. Det er bare fordi ... det var bare, så du vidste, hvem jeg var ... eller er. Altså, jeg tænkte bare - " Et øjeblik går han i stå. Hendes mærkelige stemme og lydene i baggrunden gør ham nervøs, og den fortrolighed han troede, de havde fået, ligesom smuldrer bare pga. et enkelt telefonopkald.
   "Jo, altså, Kasper og jeg tænkte - du ved, Kasper fra bandet - vi tænkte, vi godt kunne bruge en pigestemme i vores band, og jeg hørte jo, du kunne synge, så vi tænkte bare - hvis altså du har lyst? ... Og så kunne du jo komme til en prøve og sådan ..." Hans stemme dør ud. Han føler sig slet ikke som sig selv. Hun får ham til at dejse sammen, som et sandslot, der bliver væltet omkuld af de hidsige bølger på en kold efterårsdag.
   "Du mener nu?" Der kommer en håbefuld klang i hendes stemme.
   "Nej, altså bare når ..." Han hører noget, der smadrer. Først tror han, det kommer fra deres køkken, men da han tager røret lidt væk fra øret, er alting stille. Kun lyden af hvepsen, der stadig summer rundt om flasken på bordet, bryder stilheden.
   "Bare sig, hvor du bor, så skal jeg være der om nogle minutter!" Hun lyder så insisterende, at han ikke tør sige nej. Lettere tøvende giver han hende adressen, og hun smækker røret på, før han når at sige farvel.

Rune lister sig ud i køkkenet, hvor hans mor står og vasker op. Han rømmer sig forsigtigt, til hun vender sig om.
   "Er der noget galt, skat?" Hun sætter en tallerken fra sig i opvaskestativet og hælder vandet ud af baljen. Men en fagte viser hun, han skal række hende viskestykket, der hænger på væggen ved siden af ham.
   "Nej, nej. Jeg ville bare spørge - den pige, Kasper og jeg snakkede om - du ved, hende der måske skal være med i vores band. Er det okay, hun lige kommer herover ... nu?"
   Hun stiller et aftørret glas fra sig i skabet og kigger undersøgende på ham.
   "Du synes ikke, du burde hvile dig lidt?"
   "Så det er måske ikke så godt?" spørger han og tænker på, hvad han skal stille op, når Jolly om lidt ringer på døren.
   "Nej, det er da helt i orden, hvis du synes, du orker. Bare I ikke larmer for meget."
   "Vi kan da gå ind på mit værelse, så du kan få lidt fred," siger han forsigtigt. "Så kan du bare sætte dig ud i haven."

Rune går ind på værelset, hvor Kasper ligger på sengen og hører musik fra hans anlæg med høretelefoner på. Han løfter hoved spørgende ved synet af Rune og trækker telefonerne af.
   "Tanja kommer herover nu," fortæller han og rydder en lille gang i rodet på gulvet. Han smider en stak tøj fra den eneste stol, han har herinde på gulvet i hjørnet, så der bliver en ekstra siddeplads.
   "Nu?" Kasper sætter sig besværet op.
   "Ja, hun insisterede," siger Rune med et ansigtsudtryk, der viser, at 'nej' ikke var en mulighed.
   "Kan du fortælle lidt om hende forinden?" Kasper peger på stolen, og Rune ruller den over til ham, så han kan have benet oppe, og sætter sig selv ved siden af Kasper på sengen.
   "Tja, hun er altså ikke særlig køn," begynder han.
   "Skid hul i, hvordan hun ser ud. Jeg mener, hvordan er hendes stemme? Er hun alt eller sopran?"
   "Eh ... det ved jeg ikke helt." Rune klør sig usikkert i øjenbrynet og ømmer sig, da han rammer stingene - dem havde han helt glemt et øjeblik.
   "Er du i det hele taget sikker på, hun kan synge?" spørger Kasper opgivende og alfaderligt.
   "Ja! Det kan jeg i hvert fald huske uden tvivl."
   I det samme ringer det på døren. Rune går ud i entréen for at lukke op.
   "Hej. Det var hurtigt." Han viser hende indenfor.
   "Hvad er der sket?" spørger hun og stirrer på hans ansigt.
   "Nå, det?" Han lægger en finger mod læben. "Jeg væltede bare på cyklen."
   "Bare?" Hun fniser under noget, der ligner fortvivlelse. Rune scanner hendes ansigt og bliver enig med sig selv om, at hun har grædt.
   "Et Louiseuheld?" spørger hun.
   "Nej, det havde ikke noget med Louise at gøre! Faktisk så ..." Han trækker på det. Skal han virkelig fortælle det? "... ja, så troede jeg, jeg så dig. Og da jeg ville vinke, ja, så væltede jeg." Han undlader elegant et par af detaljerne. Hun smiler til ham uden at sige noget.
   "Nå, men - kom indenfor. Kasper er allerede inde på mit værelse." Han viser vej gennem stuen, og bemærker, hvordan hun interesseret stirrer for at få det hele med. Han kan ikke lade være at tænke, at hun har fantaseret om, hvordan her ser ud ... men det er nok bare ham, der overfortolker - for hvorfor skulle hun det?
   "Er din mor ikke hjemme?" spørger hun pludselig.
   Rune vender sig undrende. "Min mor?"
   Hun bider sig nervøst i læben. "Ja, eh ... jeg mener ... dine forældre ... er de ikke hjemme?"
   "Min mor sidder i haven," siger han ligegyldigt og peger mod døren til sidst værelse. Jolly strækker de korte, lidt fede, hals og kigger nysgerrigt mod vinduet, hvor man kun kan se ryggen af liggestolen og Mayas mørke hårtop.
   Rune lukker døren til det minimale værelse op. De kan lige netop være tre mennesker derinde. Han peger på pladsen ved siden af Kasper, og sætter sig selv på kanten af en ølkasse.
   "Hej, Kasper." Kasper rækker pænt hånden frem.
   "Anja," smiler hun. Rune gentager det for sig selv nogle gange - Anja! Ikke Tanja, Anja. Anja, Anja, Anja!
   "Har du sunget i band før?" spørger Kasper.
   "Jeg synger i pigeband lige for tiden." Hun piller nervøst ved sin T-shirt med et billede af Kurt Cobain. Hun har klippet et stykke af ved halsen, så den falder ned over skulderen, der er hvid og glat som porcelæn.
   "Men du er interesseret i at være med i vores band? Satser du på at kunne begge dele?"
   "Nej, jeg ville droppe det andet, hvis I vil have mig. Det er ikke helt så alvorligt - faktisk så stinker vi!"
   "Ved du, hvilken stemme du er, Anja?" Han peger på sin guitar, og Rune rækker ham den. Han føler sig lidt udenfor, men ved ikke rigtig, hvad han skal sige. Desuden er det jo Kaspers band.
   "Mezzosopran."
   "Mezzosopran ..." Kasper ser tænkende ud og spiller et par akkorder på guitaren. "Hvor længe har du sunget?"
   "Mere eller mindre altid. Min f..." hun stopper den sætning, der begyndte så ivrigt, og pludselig bliver hun igen lille og indelukket. "Øh ... min far underviser i musik. Min mor synger i kor. Så jeg er vokset op med musik."
   Kasper smiler roligt. Rune kan godt huske den beroligende indvirkning, Kasper har, fra første gang han mødte ham. Der er noget roligt og naturligt over hans væsen, der gør, at man glemmer, man ikke har kendt ham altid.
   "Aha. Hvilken musik foretrækker du?" Han lader stadig fingrene køre sagte over strengene, men holder så inde og tager sig med venstre hånd om højre hånd knoer og fingre. Plektret hviler stadig mellem fingrene. Rune ved, det betyder, han har ondt. Han ved også, han gør bevægelsen uden at tænke over det. Kasper skilter ikke med sin sygdom, han gør, hvad han kan for at falde i ét med mængden og kunne klare sig selv. Han gider ikke være én af dem, der har deres identitet flettet sammen med sygdommen - det har han selv fortalt Rune.
   Det er ikke som en af pigerne, han gik i klasse med, der gjorde et stort nummer ud af, hun havde slidgigt i sine knæ. Evigt og altid underholdt hun med, hvor forfærdelige smerter hun led af, hvor meget hun ikke kunne og hvor mange piller, hun dagligt stoppede i sig. Når de andre snakkede om al den sjov, de havde haft i weekenden, snakkede hun om, hvordan hun ikke længere kunne danse, og at hun ikke brød sig om at drikke, fordi hun fik så meget medicin. Og når de andre i klassen havde ligget og dyrket sex i en grøftekant med en mere eller mindre (u)kendt person, de mødte på de vilde byture, tilbragte hun - i hvert fald efter eget udsagn - al sin tid på skadestuen eller hos vagtlægen. En dag havde han ikke kunnet lade være med at spørge, om vagtlægen ikke snart var lige så træt af hende og hendes sygehistorie, som de var i klassen? Derefter havde hun undgået ham og demonstrativt skiftet plads, hvis hun kom til at sidde ved siden af ham. Rune var ligeglad! Han havde opnået det, han ville - at lukke kæften på hende, så han ikke skulle høre om hendes kvalmende undersøgelser, når han forsøgte at klemme sin halvlunke leverpostejmad ned, efter den havde ligget i tasken en halv dag.
   "Jeg kan bedst lide rock og grunge. Men også soul, jazz - og blues. Og ja, sådan set også klassisk. Alt andet end pop." Jolly smiler et usikkert smil til ham.
   Kasper rejser sig forsigtigt og sætter sig hen på kontorstolen, hvor hans ben ellers har hvilet. Han kører stolen de få meter hen til Runes keyboard og tænder det.
   "Jeg spiller lige en række toner efter hinanden. Hvis du vil synge den næstsidste jeg spiller, efter jeg er holdt op, okay?"
   Jolly nikker. Kasper lader venstre hånd spiller nogle toner. Jolly rammer rigtigt. Kasper forsøger igen, nu med en anden serie toner. Hun rammer rigtigt igen. Sådan fortsætter de nogle gange, indtil Kasper er tilfreds.
   "Okay, jeg prøver lige at tjekke, hvor bredt et spektrum du har. Hvis du synger den node, jeg spiller. Bare på 'no'." Han starter med at køre en serie lyse toner, indtil Jolly ikke kan komme længere op. Bagefter kører han modsat en række dybe toner. Jolly synger med, og Kasper ser tilfreds ud.
   "Det må jeg sige - du spænder bredt!" Han smiler tilfreds og kigger derefter over på Rune. "Skal vi prøve med en sang? Er der en sang du er særlig glad for?"
   Jolly behøver ikke lang tid, før hun vælger 'True Colors'.
   "Den plejede min far at synge meget for mig, da jeg var lille," forklarer hun med et sørgmodigt ansigtsudtryk, som taler hun om en kær afdød.
   "'True Colors'. Okay, men den tager vi da bare." Kasper laver et lille forspil og akkompagnerer derefter Jolly. Hun starter - først lettere tøvende, som om hun er en anelse genert. Men det varer ikke længe, før hun er inde i sangen og forsvinder for omverden. Rune mærker til sin tilfredshed, at han har husket rigtigt. Hun har virkelig en god stemme! Hun synger sangen med en lidt dybere stemme end den, hun normalt snakker med. Efter hun slutter andet vers med 'like a rainbow', falder Kasper ind.
   "Show me a smile then; don't be unhappy, can't remember; when I last saw you laughing ..." Jolly lader ham synge et vers alene, før hun falder ind, og de synger videre sammen. Deres stemmer klæder hinanden, og Rune føler sig igen udenfor. Han vil også være en del af den smukke duet, og for første gang misunder han Kasper hans stemme. Ikke fordi Rune har problemer med at synge rent - som regel synger han også backup, men hans stemme er intetsigende - især i forhold til Kaspers. Hans talent ligger i hans evne til at huske sange, han kun har hørt en enkel gang. Evnen til at spille keyboard og klaver, hvilket han ved, han er dygtig til. Han har gehør og var allerede som helt lille glad for musik, men hans evner er ikke som Kaspers. Kasper kan uden videre læse noder fra bladet. Han kan skrive og komponere. Han kan spille hvert tænkeligt instrument uden problemer, og han kan synge. Synge, så enhver ville være idiot ikke at misunde ham.
   "Ja, men vi kan vist roligt sige velkommen til - ikke sandt?" Kasper søger bekræftelse hos Rune, der nikker.
   "Er det rigtigt?" Jolly smiler bredt.
   "Selvfølgelig. Du kan jo alt, hvad man kunne ønske sig. Spiller du for resten nogle instrumenter?" Kasper slukker keyboardet og sætter sig tilbage på sengen med benet oppe.
   "En smule," svarer hun beskedent. "En anelse guitar og keyboard - men ikke som Rune," tilføjer hun og smiler igen.
   "Så du mener, du kunne træde til i stedet for Rune, mens han er i USA?"
   Et øjeblik ser hun skuffet ud. Som har hun glemt, han skal rejse.
   Måske er det bare noget, han bilder sig ind?
   "Ja, hvis bare jeg har noder, så går det nok."
   Kasper lyser op i et smil. Endelig nogen, der har brug for hans noder. "Ved du hvad, Rune eller jeg kan smutte forbi med dem på et tidspunkt i næste uge. Jeg skal lige hjem og finde dem frem først, så ..."
   "Kan I ikke sende dem til mig?" Igen bliver hende stemme bestemt. Der er åbenbart intet at diskutere - hun vil ikke risikere, de skal hjem til hende. Han undrer sig over, hvad hun mon skjuler.
   "Joeh ... Hvis du foretrækker det. Hvis du bare skriver din adresse ned." Han beder Rune finde en lap papir, som Jolly kan notere på. Så smiler han. "Ja, men tak, Anja. Så var det vist det ..." Han giver hende formelt hånden til afsked. Rune følger hans eksempel.
   Mens han følger hende til døren, synes han, han fornemmer en desperation i hende, som higer hun efter at få lov at blive. Med et smil, og løftet om et snarligt gensyn, lukker han døren efter hende.