Kirkeklokken ringer, ringer dagen og verden ud. Horisonten eksploderer i farver; får havet til at flamme op som et kæmpe bål. Store, hvide ildtunger slikker grådigt himmelen, fortærer den sidste rest af dagen, der forsvinder med kirkeklokkens sidste slag. Skumringen med de mange lyde lader sig besejre af tusmørket.
Jeg ligger og lytter til verden, der langsomt dør, drager sit sidste suk. Ser, hvordan menneskene omkring mig fastfryses og går i stå; ser verden forfalde og blive et stift torneroseslot med en stor, snørklet tjørnehæk omkring.
Min sjæl rejser sig og forlader min krop. Stiger op mod himmelen. Jeg plukker mit legemes øjne ud og hægter dem fast på himmelen som store, gyldne stjerner, der kan vise mig vej.
Med fryd betragter jeg min verden, mit univers. Jeg betragter himmelens mange legemer og får øje på dig, min paradisfugl. Sammen flyver vi til den hinsides verden, den verden der kun eksisterer for dig og mig.
I frihedens univers står vi og ser på verden dernede. Ser hvordan, menneskene er lænket fast, bundet af normer med fastfrosset tunge. Ser menneskene blive tortureret selv i deres søvn; som i en dødskamp vender de sig i deres mareridt, prøver at rive deres lænker i stykker og sige, hvad de vil.
Gennem dine øjne ser jeg verden, som den er. Dine pupiller udvides og snart er dine øjne ikke andet end mørke. Gennem alt det sorte i dit øje dannes en kanal til verden dernede.
Jeg ser sorte veje, glimtende våde af regn. Vandet får dem til at fungere som spejle, der viser mig storbyens mange neonskilte og lys. En storskærm klasker et perverteret billede af en ung pige op, klædt i lædertøj, bagbundet og uden mulighed for at tale. Det eneste der røber hendes tanker, er øjnene: store og bedende midt i afmagten. Billedtekster flimrer over skærmen, over billedet af pigen, i hendes øjne. Det ene ord sluger det andet; løfter, tomme ord. Du kan gøre, hvad du vil. Du kan sige, hvad du vil ... eller kan du? Jeg ser gennem dine øjne. Jeg ser en verden i smerte.
Jeg vil flyve ned og løsne deres lænker, men holdes tilbage af torneroseslottes tjørnehæk.
Bloddryppende flyver jeg tilbage mod dig, min paradisfugl. Du plejer mine sår, der forvandler mine hvide vinger til et bloddryppende Jesulegeme. Med misundelse betragter jeg din kolorerede fjerpragt, der stråler af lys og liv. Du tager mig i din favn, tager mig med tilbage til barndommens univers og uskyldsland.
Med lukkede øjne genkalder jeg mig lydene og lugtene fra trygheden, der engang var. Fra dengang verden var din og min, og jeg kunne gøre, som jeg ville. Genkalder mig den tryghed der var, mens jeg lå i sengen mellem Mor og Far.
Jeg ser mig selv ligge og kigge op i loftet og tælle træets knaster, der bliver til figurer med krogede arme og ben. Jeg ser dem blive hekse, trolde, elverpiger, engle og feer. Blive til figurer som de fortæller om. Af og til dukker også et monster op, og jeg mærker angstens sved og de skrig, der udgår fra min egen strube. Angsten drukner, da de holder om mig.
Jeg sanser den svage duft af urter og cremer fra deres kroppe, der med tiden er fordampet fra laboratoriet, og har ætset sig ind under deres hud, ind i deres kroppe. Jeg begraver næsen i denne trygge duft, der overvinder angsten og blander sig med den sødlige lugt af kroppenes sved. Det er min tryghed, min barndom, min verden.
Mens jeg ligger der og ikke kan sove, fordi jeg er bange for sygdom, død og ensomhed, fortæller de mig om de mange universer, der eksisterer uden for denne verden; det er en verden, siger de, der ligger på den anden side af stjernerne, hvor devaerne, stjernemenneskene og englene bor, og hos dem findes hverken smerte, død, ensomhed eller frygt, hvorfor jeg heller ikke bør frygte nu, for inde i mig bor en deva, der vil folde sig ud og rejse til daveriget, når engang min krop vil dø.
Med iver og glæde hopper jeg ud af sengen, danser på strømpesokker over gulvet, jeg kan ikke vente med at fortælle denne historie til andre, men rædselsslagne siger de, at jeg ikke kan nævne dette univers for nogen, det er forbudt, siger de. Da de fortæller om Jesus, der døde, fordi han fortalte om Riget, beslutter jeg at gemme det inden i mig, men forstår ikke tavshedens nødvendighed. De fortæller, hvordan alle har hemmeligheder, og når jeg siger, jeg ikke forstår, siger de, det er fordi jeg endnu er så lille.
Her, mens jeg hviler i din favn, fatter jeg stadig ikke. Jeg har lige revet mig på tjørnehækken, fordi jeg forsøgte at rive den ned og befri de andre, der bor bag dens mure, men tjørnehækken vil ikke dø. Jeg ser de lænkede mennesker på jorden, der må tie med deres hemmeligheder. De fortalte mig, at det ville blive bedre en dag. En dag kunne jeg måske sige ting, jeg ikke kunne da, men det er ikke blevet bedre. Når jeg spørger dig, siger du, at tingene ændrer sig, men intet ændrer sig, selv om der sker ændringer. Kun i dette univers, blandt de levende døde, er alt muligt. I det jordiske rige, forklarer du, kan ting meget vel ændre sig, sætte sine spor, men det er som fodspor på stranden, som havet skyller væk. Ingen eller intet kan lære os noget nyt, kan kun hjælpe os med at sige det, vi allerede ved - ikke ændre verden.
Jeg græder fortvivlens tårer ud i din favn. Græder over alle hemmeligheder og løgne. Ønsker bare, at kunne gøre og sige som jeg vil. Jeg ligger stadig forgrædt i din favn, da solen begynder at rejse sig i horisonten. Du siger, det er tid at flyve mig hjem igen. Din bløde pels føles varm og betryggende om mit legeme, og jeg føler næsten, det er mig, der flyver. Jeg får øje på en enlig stjerne, der endnu funkler på himmelen, ligner en oplyst iskrystal, er blød og rund som en glaskugle, og farvestrålende som dig, min paradisfugl. Jeg plukker den til ham og knuger den stramt i mine hænder, for ikke at tabe den. Når jeg kommer hjem, vil jeg vække ham, åbne mine hænder som en østers og han vil finde denne perle i midten. Jeg vil puste stjernestøvet i hans øjne, så de får det samme fortryllende skær og derefter kaste den tilbage på himmelen, så der til evig tid vil være en stjerne, der bærer hans navn.
Det er morgen udenfor. Frosten ligger som et nystrøget lag babypudder over landskabet og damper i solopgangen. Månen ligger som en neonfarvet limefrugt midt på himmelen med sin blå nathue, synes ikke at have set, det er blevet morgen. Rundt omkring i grøftekanterne har isen lagt sig som hvid tang over de spredte sten. I haven går han og kigger på alt det, kulden har dræbt, med frost i sit nyvaskede hår. Over markerne ved skovgrænsen danser en let tåge; som et gennemsigtigt slør over jorden. Vindmøllerne står stille, som frosset fast, kun én vinker svagt til mig med sine hvide vinger. På den anden side af skoven står himmelen i flammer i gule, orange og røde nuancer, der blander sig med lyserøde og lilla vatskyer. Hans stjerne er væk.
Barndommen har lært mig ikke at sige et ord - så siger jeg intet, jeg ikke må. Da han spørger, tier jeg stille, siger, jeg intet har drømt.