Der står en ung kvinde foran spejlet. Hun stirrer på billedet derinde, som ser hun det for første gang. Som er det et ukendt ansigt - ikke det samme, der har siddet der i 31 år.
   Det mørke hår - næsten sort mod den blege hud - falder ned og dækker de nøgne bryster. De lange fingre hviler over maven med den bløde hud. Den uretfærdigt flade mave.
   Udenfor trommer regnen klichéagtigt mod ruden. Tågen ligger usædvanligt tungt over L.A., som kan den mærke hendes tungsind og sorg. I entréen står kufferterne og venter ...
   Det er en tvingende nødvendighed for hende at komme væk fra denne by. Væk fra L.A.

Det er ikke fordi Mia er utaknemmelig. Men for at forstå historien om Mia skal man helt tilbage til det øjeblik, hun blev skabt. Fra sædcelle mødte æg (og her skal vi ikke gå i unødige detaljer!).
   Mia var selvfølgelig et ønskebarn. Hun var et vidunder fra det øjeblik, hun svuppede ud i verden - fedtet og lyserød - med næsen i sky som en såkaldt "stjernekigger"; som insisterede hun fra start på at se det hele og nå stjernerne.
   Hun blev ikke noget mindre vidunder, da det kort efter fødslen gik op for de lykkelige forældre, at Mia også blev deres eneste vidunder. Umiddelbart efter blev det opdaget, at moderen havde celleforandringer i underlivet, og hun fik foretaget et keglesnit. Senere var der nye forandringer, og hun fik fjernet hele underlivet i en alder af bare 26 år.
   Mia var kun fem år, da hun mistede sin mor. Nogle kunne måske sige, at det var tidligt at få modgang, og at det kunne være et varsel om et ulykkeligt eller uheldigt liv. Men Mia var ikke bare stjernekigger - umiddelbart kunne det lade til, at hun ligefrem var født under en heldig stjerne.
   Livet gav på alle andre måder Mia medgang. Hun var fra start en køn unge med store, mandelformede øjne, blå som vandet i en lagune. De mørke øjenbryn rammede dem smukt ind; lignede en fugl med udslåede vinger, der kredsede henover havet. Der var en dybde i øjnene, som kiggede de på én gennem tusinde lag af visdom. Bag den brede mund og det vidunderlige smil, gemte sin nogle lidet skønne tænder, men de var dog kun mælketænder, og da hun nåede sit tolvte år - og den sidste mælketand røg - skulle det vise sig, at de nye tænder var lige så fine og hvide, som den yndigste perlekrans i guldsmedens vindue.
   Men som var det ikke uretfærdigt nok (som mange af hendes mindre begejstrede klassekammerater ville udtrykke det), var Mia ikke kun begavet med et smukt ydre, en uretfærdig charme og dejligt væsen, så var hun også udstyret med en hjerne, der sugede viden til sig. Når først tingene var lagret i hjernen, klæbede de fast som insekter til et fluepapir.
   Da Mia var 14, meldte hendes bedste veninde hende til en modelkonkurrence. Mia mødte gladelig op (med veninden ved sin side - for hun blev naturligvis også velsignet med en trofast veninde - der ikke ejede misundelse) i det nyåbnede castingbureau, hvor to talentspejdere fra L.A. var til stede. Hun udfyldte kortet med personlige oplysninger og ventede, til casteren, Bruce, havde tid til at snakke med hende. Han blev hurtigt betaget af den unge pige; hendes vid, hendes charme, og det lange mørke hår, der vifteformet faldt ned ad ryggen, som et brusende vandfald. Der kom et begejstret udtryk i hans erfarne øjne, og fem minutter inde i samtalen, afbrød han kollegaen, Levin, i hans interview, for at han også kunne se Mia.
   Nogle uger senere stod Mia på podiet som den ubestridte vinder med en buket blomster og en etårig modelkontrakt i favnen.
   Modelarbejdet gav Mia penge, som hun nød godt af, mens hun gik i gymnasiet. Det var her, hun fik tilnavnet "Mia Marvellous". I engelsk havde de en novelle med titlen "Marvellous", der beskrev en ung piges liv - et liv kammeraterne spåede Mia.
   Efter gymnasiet rejste Mia rundt i Europa til forskellige modeljobs og forlod således den ligegyldige lille flække, hvor hun voksede op. Og skæbnen var god mod hende. Hun fik, hvad hun ønskede og behøvede aldrig rigtigt spekulere over, hvordan man opnåede at få sine drømme opfyldt.
   Da Mia var først i tyverne, førte karrieren hende til L.A.
   Her begyndte drømmene rigtigt at tage fart. Hun mødte Matthew, en ung ambitiøs skuespiller, der - på daværende tidspunkt - arbejdede i en café (senere skulle Mias stime af held komme ham til undsætning med et ikke helt ubetydeligt job i en amerikansk sitcom!). Han forelskede sig i hende fra det første øjeblik, han betragtede hende sippe af en cappuccino. De bløde læber, der lagde sig næsten kælent om koppen ... Svælget, hvorpå han kunne se hende sluge den varme drik ... De smukke øjne, der lukkedes et øjeblik i nydelse, som lukkede hun storbyens larm og stress ude ... Intet mindre end et guddommeligt billede! Skummet dannede et komisk lille skæg på overlæben, som tungen langsomt slikkede bort med nydelse. Det var dér, han forelskede sig i hende; lige i dét øjeblik. Det var, som elskede hun med kaffen og sådan - skulle han senere opdage - var det med alt i hendes liv. Det var som om, hun hver dag slog øjnene op med den viden, at i dag ville endnu en drøm blive opfyldt. Som kunne intet slå hende ud af kurs.
   Det var, da han rakte den tredje cappuccino over disken, at han inviterede hende ud. Han var ved at sprænges af begær over denne pige og vidste, at han hellere ville mases som en flue, der klaskes af en fluesmækker med sådan en kraft, at dens masse krænger ud gennem smækkerens hullede mønster, end at betragte hendes fingre om koppen, læberne, tungen (han var nødt til at mærke begge dele mod sine læber og sin tunge - det var en fysisk nødvendighed, der næsten gjorde ham syg, som en junkie med abstinenser!) end at vide, at det ikke blev i dag - ikke i morgen (ja, måske aldrig?) - han skulle se hende igen. Han betragtede hendes smukke ansigt, der ikke syntes spor overrasket over spørgsmålet. Et øjeblik troede han, hun ville smide drikken i hovedet på ham (men åh, hellere dette end intet!), men til hans forundring svarede hun ja.
   Ugerne derefter kunne man betragte et smukt ungt par vandre hånd i hånd rundt i L.A.s gader. Han med et nærmest sygeligt tilbedende blik på kvinden ved hans side. I timer kunne han lytte, bare lytte, til den næsten melodiske stemme, der fortalte om alt og intet. Han sugede ordene til sig, som en udtørret ørken, der i årevis bare har ønsket at blive en blomstrende, frodig oase. Alt ville han vide om hende. Intet var for ubetydeligt! Alt ved hende var en salighed, men især læberne. Åh, disse læber, når de strejfede hans. Fingrenes blødhed; måden hvorpå de strøg over hans kind med de ru skægstubbe.

Men hvorfor nu fortælle denne historie kunne en opmærksom læser så spørge sig selv. Han kunne måske endda ryste på hovedet og tænke, det er et patetisk forsøg på at deltage i en novellekonkurrence og få opmærksomhed (og negativ opmærksomhed er, som bekendt, bedre end ingen opmærksomhed!). Men der er en pointe!
   For der findes folk derude som Mia. Folk, hvis liv kan synes uretfærdigt simple og ligetil (men sådan er de jo aldrig!), og da dette er en novelle og ikke et eventyr, ender det ikke med "og de levede lykkeligt til deres dages ende", for sådan er der trods alt kun få liv (om nogen), der er - og således heller ikke Mias. Det gælder bare om at skrabe lagene af, for under lakken på det tilsyneladende guddommeligt smukke møbel, ligger det halvrådne træ - det kan godt være, der ikke er til at se på møblet, når man skuer det - det kan sagtens synes kønt og perfekt, men det betyder ikke, at der ikke er en råddenskab dybt i dets midte.
   Og det er derfor, hun nu står her foran spejlet med tårer trillende ned over det smukke ansigt. Den opmærksomme vil måske have undret sig over endnu en ting - hænderne, der hviler over den uretfærdigt flade mave. Og her er det ikke alle de kvinder, der - som forfatteren selv - har en mave, der synes altid at have en blød delle, der hviler uskønt i buksekanten (som dej, der hæver og hvælver sig over skålens kant, og man bare ønsker at sætte en finger i, så den punkteres), der tænker sådan. Nej, det er Mia selv. Det er vores Marvellous Mia, der græder over den uretfærdigt flade mave. For i de år der er gået, siden Mia flettede fingre med Matthew, er der sket en del. Mia er blevet voksen og ungdommens letsindige drømme, der syntes at lade sig opfylde så let, er gået hen og er blevet ligegyldige barndomstrivialiteter, og her ønsker vores Vidunderlige, at kunne hun metamorfose disse ligegyldige drømme og slette fortidens opfyldelser for blot dette eneste ønske: Et barn.
   For som så mange andre mennesker, der møder den rette, de vil dele livet og fremtiden med, opstod på et tidspunkt - da forelskelsen vanvittige rus havde lagt sig - og det atter var blevet hverdag, et ønske om at se sin elskedes gener forenet med sine egne.
   Hende og Matthew har i de sene nattetimer, efter at have elsket, snakket om, at måske (og her var "måske'et" for Mia egentlig ikke en reel trussel endnu), der næste år ville ligge en lille "stjernekigger" dér på lagnet mellem dem, hvor en våd plet nu siver ned i lagnet. Men det er mere og andet end M&Ms (den humoristiske læser vil måske her smile ad tilfældigheden ved at parrets initialer, der bliver til en farverig pose chokolader) safter, der dér siver ned i undergrunden. Det er også drømmene om fremtiden. De gener, der skulle klynge sig fast i Mias livmoder, trænger ned i madrassen og er i stedet forspildt.
   Så derfor står hun nu dér og betragter det føromtalte møbel med den blankpolerede overflade; så fin og perfekt ser det jo ud, at man ikke ville regne med at der, under overfladen, ligger en råddenskab, der forråder én og alle éns drømme.

Hvornår det præcist går op for Mia, at en del af hende måske alligevel ikke er så Marvellous vides ikke præcist. Det eneste, der vides, er, at hun nu - år efter lykkehjulet stoppede sin snurren - står foran spejlet og betragter den krop, der i mange år ikke alene har rummet hendes drømme, men også været hendes indtægt. På stereoen kører den sang, der i mange år ikke har været andet end en række af toner, hun har nydt. Coveret er signeret af kunstneren selv, som Mia har selvfølgelig har mødt (men det er en helt anden historie, uden betydning for denne).
   For første gang lytter Mia nu til andet og mere end tonerne og stemmen. Mens hun langsomt klæder sig på, lytter hun til teksten, der også rummer svaret på hendes problemer.
   Således kører nu melodien i hendes hoved, da taxaen med voldsom fart kører ud af byen, der før rummede alle hendes drømme. På bordet ligger sedlen til Matthew.
   Taxachaufføren mærker den unge kvindes tavshed og ser tårerne i øjenkrogen. Det kan end ikke betale sig at forsøge at få kontakt, så han tænder for radioen.
   Til tonerne af Beth Hart rinder Mias drøm ud. Hun tænker ordene, mens de flyder i en lind strøm ud ad taxaens diminutive radio:

"Man I gotta get outta this town ..."

Hun kunne ikke have sagt det bedre selv!