Tv-avisen DR 1 d. 3. marts 2002: "Hver dansker bruger i gennemsnit 8 år af deres liv på at se fjernsyn. Vi skal om lidt møde en familie på 4, der ejer hele 7 fjernsyn!"
... Et øjeblik bliver der stille i stuen. Far holder op med at arrangere sofapuderne til en magelig fuglerede; måske skulle man ikke sætte sig for godt til rette? Mor får aftenkaffen galt i halsen og hoster voldsomt. Der bliver vekslet sigende blikke. Kun lillebror synes at være upåvirket af udtalelsen:
"Er det noget galt?" spørger han - og er der så det?
Lad det være sagt med det samme: Jeg har intet imod fjernsynet som sådan. Heller ikke mod computeren og nettet. Alle er de en adgang til viden og kontakt med andre mennesker - bl.a. her på fyldepennen. Og det er jo godt. Det er fint. Så er det en kreativ måde at gøre brug af en ressource på.
Jeg ser selv fjernsyn. Meget fjernsyn! (Sikkert mere end gennemsnittet). Især i de perioder, hvor min sygdom gør, at jeg er ude af stand til at bevæge mig i dagevis og ikke kan andet end at se fjernsyn eller høre radio. Men når det er sagt, mener jeg, at for mange bruger Tv'et forkert! Alt for mange har det tændt døgnet rundt, så det bare kører som baggrundsstøj. Og hvorfor spørger jeg ... hvorfor? ... For at drive ægtefællen eller sig selv til vanvid?
Det er det, jeg har noget imod! Det, at folk tænder og zapper løs - uden formål! Man bør tænke over, hvorfor man ser fjernsyn - hvad det er, man vil med det. Ser man det, fordi der kommer et program, man gerne vil se og mener, at man kan have glæde af. Eller ser man det, fordi man ikke gider opvasken, samværet med sine børn, løbetræningen, arbejdet eller hvad det nu måtte være ... ser man det, bare for at se?
Især børnene er ved at udvikle sig til passive kukkasseglo'ere.
Der var engang, hvor børn var ude at lege hele dagen med kammerater, og hvor forældrene kun så dem til måltiderne; beskidte og svedige med røde æblekinder. Det var dengang, børn var nogle små, spinkle væsner med kantede knæ præget af hudafskrabninger og med let markerede muskler. Det var dengang, børn var små energibundter, friske og ukuelige. Det var dengang, børn legede.
I dag leger børn ikke, de spiller. I dag er børn nogle uformelige kødbjerge, der sidder støbt fast i en stol på deres værelser og spiller playstation, computer eller ser fjernsyn. Reolerne - der i min barndom bugnede af bøger, tegnesæt og hjemmelavede spil - er skiftet ud med et utal af Cd-standere til computerspillene og legekasserne flyder med robothunde og robotkatte - selv den fjernstyrede bil er blevet forældet! Kommer der kammerater på besøg, er det godt, at der findes to computere på værelset, så man har hver sin, for hvad skulle man ellers lave? Børn leger jo ikke længere ...
Fortsætter udviklingen som hidtil, vil børn nogle generationer fremme ikke længere spørge hinanden: "Kan du lege i dag?", men "kan du spille i dag?" - ordet "lege" vil simpelthen, lige så stille, glide ud af det danske sprog.
Fernando Savater skriver i "Mod til at opdrage", at en amerikansk sociolog har udtalt, at problemet med Tv'et ikke er, at det ikke opdrager børnene, men, at det opdrager for meget og med en uimodståelig kraft; det lag, der tidligere beskyttede børnene - deres slør af uskyldighed - bliver uhensigtsmæssigt fjernet af Tv'et. Det filtrerer ikke stoffet for dem. Børn har, alene med fjernbetjeningen, adgang til at lukke mord, vold, sex og perversiteter ind i dagligstuen.
Børn bliver til små voksne af at se fjernsyn. Men det er så dejlig let ... skal mor og far ud en aften, bliver barnepigen sparet væk, og ungen får i stedet fjernbetjeningen og en pose slik (eller to!) i hånden.
Det mest rystende ved det massemediesamfund der er opstået, er netop, hvordan børn begynder at få et voksent syn på mange ting. De sluger alt såvel nyherderne som børnetimen - bare de får lov at se fjernsyn! Et rystende højt antal børn er godt inde i politiske emner og har en holdning til f.eks. George Bush, Sadam Hussein, terror, krige etc. Dette er måske også (på sin vis) meget godt, men det der gør børn til børn, er vel også netop uskyldigheden - og de bør simpelthen ikke i en alder (hvor de dårligt har lært at stave til deres eget navn) have en holdning til voksne, politiske emner.

Det mest rystende må dog være, hvordan seksualiteten ikke længere er en ukendt verden for børnene. Netop her må og skal uskyldigheden bevares!
Et passende eksempel på at børn i dag er opmærksomme på seksualitetens eksistens, og hvad den er, er sommeren 2001, hvor min lillebror fyldte 10 år.
Det var en stor begivenhed - syntes han selv - for 10 år er jo den første runde fødselsdag, og ungen forventede så sandelig intet mindre end en æresport i dagens anledning! Men 10 år er også specielt, og det blev min og min kærestes lod at arrangere fødselsdagsfesten. Uden at tænke nærmere over at børn i den alder er monstre, inviterede vi hele klassen til en gallafest.
Hele weekenden gik med at puste balloner op, der skulle hænge i loftet, dække borde og lave mad. Endelig kommer den første gæst: En yndig pige i stor kjole og med sin mor ved hånden. Elegant går hun op ad den røde løber og træder ind i lokalet, hvor der er dækket flot op, og det første hun gør, er at kigge op i loftet på ballonerne, hvorpå hun konstaterer: "Puha, de lugter af kondomer!". Dette var endda en af de mest stuerene replikker, der blev liret af den aften!
Men det er ikke kun børnene, der bliver påvirket af medieverdens mange tilbud, også voksne sætter sig passive foran Tv'et og computeren. Forskellen er bare - som også Fernando Savater påpeger det - at de voksne bliver dumme af det! Der bliver gloet på serier med imbecile blondiner med brintoveriltet havfruehår, hvis eneste fortrin er de to, der hviler tungt i bh'ens D-skåle og narcissistiske mænd med oppustelige muskler og tandpastasmil så store, at (Botox)læberne dårligt kan lukke sammen om hestegrinet. Samfundet bliver mere og mere "Barbiepræget"; alt bliver en kopi af fjernsynets verdener.
Den unge forfatter Mette Thomsen udkom i 1995 med romanen "Plastic", der tegner et godt billede af det samfund, der synes at være ved at opstå. Den handler om pigen Mona, der i sin søgen efter det fuldkomne liv bl.a. benytter sig af plastikkirurgens hjælp for at blive lige så perfekt som Barbie. Romanen indledes på følgende måde:

"True Love
Barbie og Ken elsker på tæppet foran pejsen, det er et Kelimtæppe, og selvom det er varmt dér, så
sveder de slet ikke. Pludselig går Barbies arm af, og den ruller hen ad gulvet, hen foran Altovasen
med plastiktulipaner med en lille lyspære i hver i, men det gør ikke noget, den sætter vi bare på igen. Og de behøver ikke at bruge kondom, for de har ikke aids, og kan heller ikke få børn. Faktisk har de slet ingen kønsorganer, Barbie og Ken, hverken hul eller bule, så det er en helt speciel form for sex, steril og uden kropskontakt overhovedet, men det gør heller ikke noget. For de er så pæne, og lyset falder lige præcis, som det skal på deres kroppe, så der ikke dannes nogle uhyggelige skygger."

Uddraget tegner et udemærket billede af, hvordan verden let kommer til at se ud på skærmen i diverse serier.
Ligeledes er det på nettet, hvor man kan gå ind i forskellige chatrooms og selv skabe sin persons udseende. Ligheden er, at det bliver en steril verden, den verden, hvor man kan lukke sygdomme og ondskab ude; der findes ingen krige, ingen AIDS, ingen trivielle personer - og sker det, kan man bare zappe væk. I stedet for at rejse rundt i verden og opleve ting - og leve! - sidder vi oftere og oftere på den flade foran skærmen, når vi har ferie - vi zapper verden rundt!
Bo Green Jensen tegner i "Zombie" et meget godt billede af, hvordan vi hver dag sidder og zapper, uden at det vi ser, egentlig trænger rigtigt ind. Vi hører og ser ting på skærmen, men det er som om, det ikke trænger rigtig ind på sammen måde, som når vi læser det i avisen. Det bliver pludselig svært at skelne mellem fiktion og virkelighed; det er på den måde, vi ender med at have Auschwitzbilleder til at fungere som skærmtapet på computeren, for "hey, det er da meget sejt - hvilken kunstner mon har lavet det?"
Fjernsynet gør, som Fernando Savater skriver, børnene til små voksne (for tidligt!). Og de voksne ... de voksne gør Tv'et slet og ret dumme! Det er, som bliver erindringen slettet. Historien - den reelle historie, verdenshistorien - bliver erstattet af fiktionen - af det, der kunne være - i stedet for det, der var, og det der er.
Der er en tendens til at blive mere og mere hjemme og alene indendørs i stedet for at komme ud og opleve noget, at være sammen med andre mennesker og se livet, røre livet, smage livet ... leve livet!
Når vi engang dør og står foran himlens port, og Vor Herre dukker op og spørger: "Fik du set det, du ville?" hvad vil vi så svare?
... "Nej, jeg gik glip af den 217. episode af Beverly Hills!"?