Da du var nitten år, rejste du hjemmefra
   med smil på læben og godt mod med i bagagen.
   Det var første gang, du forlod din kære fødeby.
   Mor stod i havegangen,
   mens solen glimtede fint i perlegruset,
   og vinkede, da din røde bil forsvandt i horisonten.
   Du kiggede i bakspejlet og så hendes bekymring,
   men der var ikke længere noget, der bandt dig til byen ...
   udover Mor og Far.

Du måtte jo leve dit eget liv!

Mens du drønede ud ad motorvejen,
   opstod den første sælsomme fornemmelse
   af frihed
   ... og ensomhed?

Mens armen hvilede på det nedrullede vindues brændende kant,
   og vinden tog i håret,
   og radioen spillede den velkendte, sørgmodige melodi ...
   mindedes du din trygge barndom.
   På vejen foran dig strakte varmebølgerne deres arme mod horisonten
   skabte et fatamorgana
   - eller var det din hjerne, der spillede dig et puds -
   når du så din mor derude i det uendelige?

Mens du kørte dér gennem alt det tørre, der mindede om
   Nevadas støvede ørken,
   med den stegende sol i din ømme, røde nakke,
   lyttede du efter fuglesang
   spejdede efter velkendt natur.
   Pludselig var du så langt væk hjemmefra.

Den første dag alene ringede Mor
   ... og Far!
   Hun græd for dig, Kristoffer,
   følte din sorg ...
   Jeg ved ikke rigtigt om du følte den selv?

Du blev hurtigt inviteret til din første fest
   i en lille tilrøget lejlighed
   med nikotingule vægge.
   Du lyttede til deres overfladiske snak,
   præk og pral!
   - Ting, der ikke sagde dig et hak.

Du følte dig så fremmed;
   det var som om, du druknede
   i alt det nye.

Men i virkeligheden var du ikke alene ...

To nervøse øjne mødte hinanden i natten -
   hun var ensom og alene, ligesom du.
   Det at du var dum og kejtet,
   afslørede dig selv som en bondeknold fra landet,
   lod ikke til at skræmme hende væk.

Men hendes tilbedende øjne,
   mindede dig om Mors,
   så du gik din vej,
   lod hende stå dum tilbage
   i den åbne dør,
   Mens du forsvandt alene i natten,
   efterladende et indtryk af "the lonely rider".

Men rytteren blev mere og mere ensom
   som tiden gik.
   Så fuld af forhåbning tog du til den næste fest
   og snakkede med "Mor".
   I den beklumrede, lejlighed
   med de nikotingule vægge
   sad I kejtede og alene sammen
   midt i al festligheden og sammenholdet
   og spillede jeres egen asociale melodi.

* * *

Brylluppet blev overdådigt.
   Mor tog hånd om festen
   og underholdt de mange gæster,
   der både kom fra både nær og fjern.
   Du lignede jaget vildt,
   som du stod med spidsede ører,
   og store spejdende dådyrøjne,
   med skarphed forsøgte at finde dine venner.
   Men, Kristoffer, du havde ingen venner ...

Mor præsenterede jer for alle sine venner,
   viste dem til deres pladser og takkede,
   på jeres vegne
   for gaverne og opmærksomheden, I fik.
   Langt før festens afslutning gik du din vej,
   mens din ensomme brud druknede i egne tårer.

Du forsøgte at trøste hende,
   men hun blev ved med at demonstrere
   sine kraftfulde lunger.
   Var allerede
   - uden at vide det -
   endnu mere Mor
   end Mor var det.

Til sidst tog du bilen og kørte din vej,
   du prøvede at gemme dig
   for din egen skæbne.
   Hvordan, Kristoffer, kunne du være så naiv?

Efter tre års ægteskab
   så du hende med en anden under armen.
   Du betragtede det sært kendte ansigt,
   som alligevel var så fremmed,
   fra din plads i det dunkle hjørne
   på tovets cafe.
   Men det leende ansigt var ikke din kones,
   det var ikke hende i sengen ved siden af dig.

Uden en lyd,
   uden så meget som et ord på et nusset papir,
   tømte du den lille lejlighed for egendele
   og kørte den lange vej hjem til Far
   ... og Mor.

I lang tid gik du rundt i de gamle gader
   i den velkendte og kedelige barndomsby.
   Mor gav dig mad og sørgede for dit tøj,
   du var pæn og ordentlig,
   og først da papirerne kom,
   rejste du din vej.

Med penge på lommen
   - og sorg i sjælen -
   stak du af som en tøsedreng
   og drak dig fuld på en snusket bar.
   Du var skamfuld og bange,
   da du klokken tre om morgenen
   forlod den unge pige i rendestenen.
   Du stod lidt og så det gule lys fra gadelygten
   spille i det smukke, lange hår.
   Hun lignede en nattens engel
   med lysende glorie om det hvide ansigt
   med den blodrøde mund.

Mange år gik i din selvbestaltede landflygtighed,
   hvor du hver dag visualiserede englen for dig.
   Du ville så gerne have et stykke af den smukke sjæl,
   men i stedet tonede Mor frem,
   på den indre computerskærm
   og skyld, angst og mareridt trådte i det smukkes sted.

Hver gang du stak af,
   fandt hun frem til dit skjul
   og du fandt aldrig frem til en måde,
   hvorpå du kunne sige fra.
   Først da den sidste skovlfuld jord blev kastet ...
   "Af jord er du kommet. Til jord skal du blive."
   (af jord skulle Kristoffer igen opstå)
   nu var du endelig en fri og voksen mand.
   Men ak, Kristoffer,
   Da var det alt for sent ...