Maya
   Stilheden i glasrummet er larmende. Hun kigger ud gennem vinduet på den venstre side. Der er noget galt derude i natten. Hun kan mærke det indeni, bag det manglende bryst.
   En rødlig tåge gnider sig op ad ruden, gør det svært for hende at se. Månen står malet sort på den røde nattehimmel. Natten varsler hævn og offer.
   Og så ser hun Rune. Han ligger ude på vejen og bløder, mens et tungt objekt - hun kan ikke se, hvad det er - presser ham længere og længere ned mod jorden. Hans skrig får ruderne i glasrummet til at slå revner, og hun kaster sig mod dem som en desorienteret fugl - vil ud for at hjælpe ham - men lander bare, selv såret, på det kolde gulv.
   Hans øjne græder blod i natten, og hun kan ikke gøre andet end bare ligge og se på. Kan ikke bevæge sig.
   Pludselig lyder en høj underlig tone - den starter fra underjorden og arbejder sig op; en gennemborende lyd, hun kan mærke den værke i knoglerne - som fra et gammeldags, knirkende vandmøllehjul, der drejer blod og drejer blod, ud over hende, ud i natten. Den skarpe lyd får verdenen til at flække, så der opstår et todelt univers. Blåt lys fra den anden side kaster sig over den røde tåge, blander sig med den og drejer rundt i den tågede nat.
   Hun finder en pude at presse ned over hovedet, men hører stadig den underlige lyd, der nu banker mod ruden. Nogen kalder på hende med en vindtør stemme:
   "Maya ... Maya."
   Tågens kolde dis sender isnende chokbølger gennem hendes krop.
   Alle lydene og lugtene blander sig til en roterende kugle, der flækker over de to verdener, som hyletonen har åbnet.
   Hun kan rejse sig igen. Forsigtig går hun hen til ruden på sine Bambiben.
   To rækker af guder stiller sig op foran nattens blødende offer. Ånder rækker deres hvide hænder ud efter hans rystende legeme; ligner blafrende lagner i natten med arme og fingre som krogede grene.
   Og Mikael ... hun ser Mikael! Ser hans blå, skæve øjne og de hvide krøller, der står som skumsprøjt ud fra hans hovedbund. Ser hans runde hoved med de røde æblekinder. Men han er ikke glad. Han er bange og alene, og hun kan intet gøre. Kan ikke komme ud til dem, hun elsker. Kan ikke trænge gennem angsten, der skiller dem ad, selvom hun prøver.
   Det er begyndt at sne. Hun betragter fnuggene, der - som krystaller - lægger sig på vinduets overflade og langsomt, langsomt, løber som smeltende dråber - som tårer - ned ad ruden.
   Rune er væk. Ligger ikke længere blødende ude på gaden. De er væk ... begge to.
   Hun tørrer duggen af ruden og kigger derud igen. Men ser kun tågen, der ligger tæt ved jorden. Hun står nogen tid og bare kigger. Ved ikke, hvor længe. Hun har ingen fornemmelse af tid. Tankerne drøner rundt i hendes hoved - forvirrende, intetsigende - som summende fluer, der ikke er til at vifte væk.
   Pludselig ser hun ham derude i tågen. Det er Kasper, manden Kasper, der står dér som en udtværet skikkelse i tågen. Han kommer nærmere og nærmere. Stiller sig foran ruden. Hun ser ind i hans øjne. De sølvgrå øjne.
   Han kigger på hendes hånd, der hviler mod den kolde rude. Lægger sin egen, forkrøblede hånd på ruden - mod hendes - spreder fingrene, så deres hænder ligger præcis mod hinanden. Hans varme led smelter ruden, og hun hører en knagende lyd. Pludselig splintres ruden. Smelter som et lag is af varmen fra hans hånd.
   Så hører hun lyden igen, den buldrende underjordiske lyd. Det lyder som havets bølger. Forførende er havet - tænker hun - med sin dybde og kraft og på samme tid dødbringende på flere måder. Hun hører havet, hører lyden af bølgeslag mod strandkanten. Stille, harmonisk og berusende, men samtidig tung, trist og dyb.
   Hun danser med ham. Danser med manden, Kasper. Hun mærker hans varme hænder mod sin ryg.
   Men pludselig kammer dansen over, tager magten fra dem. Det er ikke dem, der styrer dansen, men dansen, der styrer dem, og de drejes rundt og rundt og rundt. Kaspers hænder bliver varmere og varmere, går gennem ryggen på hende, som var hun hul, lavet at papmache, eller en elver, der forsøger at tage livet af ham med denne mærkelige dødedans.
   Hun mærker, hvordan hun bliver styret som en marionet, flytter arme og ben, som er der en, der trækker i nogle tynde tråde. Hun ser trådene, der er syet fast ind i huden på hende, ser de store grimme sting, ligesom arret på brystet. Trådene filtrer sig mere og mere sammen, og pludselig sidder hun fast i en ubehjælpelig gordisk knude - men der er ingen frelsende Alexander med sit sværd - hun er fanget som et stakkels insekt i et stort klæbrigt edderkoppespind.
   Hun kigger op, hvem er det, der styrer marionetten? Men der er kun mørke. Intet andet. Jo ... nu er der noget andet ... en lyd.
   En latter?
   Det er en latter!
   Den bliver højere og højere og runger som et ekko.
   Og så kommer skriget. Runes skrig. Han skriger og skriger og kalder på hende, men hun kan ikke komme fri.
   Skriget har vækket edderkoppen, der nu kommer kravlende mod hende med store onde øjne, der lyser rødt og arrigt.
   Og så igen skriget. Runes skrig.


* * *
   "Rune!"
   Hun vågner af sit eget skrig. Et øjeblik sidder hun stille i mørket, mens hun forpustet prøver at komme til sig selv efter mareridtet.
   Hendes hud føles øm, som har hun feber, og hun er våd af koldsved. Alting i lokalet kører rundt og rundt. Luften, der strømmer ind gennem vinduessprækken, er kold - som er det en efterårsnat - og kulden får hendes muskler til at trække sig sammen i kramper.
   Pludselig skyller kvalmen gennem hende som en tidevandsbølge, og hun stryger ind gennem stuen, videre ud i køkkenet og ud på badeværelset, hvor hun kaster op og kaster op, til hele hendes mave er øm, og hun ryster af anstrengelse.
   Med hovedet hvilende træt mod toilettets kolde kant hiver hun efter vejret. Først nu kan hun begynde at tænke klart.
   Rune! Hun må ind og se til Rune! Hun ser hans fortvivlede ansigt, som det stod malet i hendes drøm.
   Hun gumper sig vej hen til vasken, får hevet sig op og kigger i spejlet. Hendes hvide hud ligner et nattens genfærd i kontrast til den skarpe, sorte pagefrisure, der klæber krøllende til sveden i hendes ansigt og på hendes hals. Hun gurgler halsen, børster tænderne grundigt og vasker ansigtet i køligt vand.

"Hej!"
   Maya gisper forskrækket ved lyden i det mørke køkken. Hun vender sig og får øje på Kasper ved køkkenbordet med en opslået bog.
   "Hej ... Hvad laver du oppe klokken ..." hun kigger på sit armbåndsur, men kan ikke se viserne i det mørke køkken, der kun er oplyst af stearinlyset på bordet foran Kasper.
   "Jeg kunne ikke sove på grund af mit knæ," siger han og trækker ud i stolen ved siden af sig, og giver hende tegn til at sætte sig med en autoritet, som er det hans køkken og hende, der er gæst.
   Hun kigger på hans højre ben, der hviler på stolen overfor ham med et tæppe liggende over sig. Tøvende sætter hun sig, stadig desorienteret efter sin drøm.
   "Dit knæ?" spørger hun og kører hånden henover sin pande, der er våd af koldsved. Så kommer hun i tanke om, at han og Rune vist snakkede om hans knæ under formiddagens frokost, men da var hendes tanker helt andre steder.
   Han nikker. "Ja, det har det ikke så godt. Vil du have noget te?" Han rækker ud efter tepotten, der står midt på bordet.
   "Te?"
   "Ja, jeg lavede en kande, nu jeg alligevel var oppe," siger han. "Jeg håber, det er okay?"
   "Ja, selvfølgelig," hun nikker tilkendegivende. "Jeg vidste bare slet ikke, vi havde te ... vi har jo ellers intet i huset for tiden, så ..."
   "Jeg garanterer heller ikke for, den ikke er for gammel, men så kan vi jo kalde den udrensningste, om du vil," smiler han og nikker mod køkkenskabene. "Tag en kop."
   Hun fumler sig frem til skabet med kopper, åbner og ser - næsten til sin overraskelse - rækken af rene kopper.
   Han smiler, da hun sætter sig ved siden af ham, rækker ud efter tepotten og hælder galant op til hende. Hans smil smelter det lidt ophøjede, mystiske skær, der indtil nu har været om ham og vækker en følelse i hende, hun ikke kan identificere.
   "Tak." Hun tager mod koppen, der er dejlig varm i hendes hænder. Hun trækker den op mod sin kind og hviler den mod ansigtet, til hun føler varmen brede sig langsomt i kroppen.
   "Fryser du?" Han trækker tæppet af sit ben og læner sig ind mod hende, stadig med benet oppe på stolen overfor, og lægger det ømt om skuldrene på hende. Hans bevægelser er anderledes og mere voksne end Runes, men vækker den samme rørende - lidt sælsomme - følelse i hende.
   "Nej, det er okay," protesterer hun og vil fjerne det igen. "Du har brug for det!"
   Han ryster på hovedet. "Nej, jeg har min varmedunk," siger han og klapper på den. "Jeg skal vist også have noget nyt vand i ..." han gør mine til at rejse sig, men hun kommer ham i forkøbet og napper dunken. Nedenunder ligger det blottede knæ, der er rødt og udspilet.
   "Åh ..." Hun bliver forskrækket - og så igen flov over at have vist det. "Det ... ser ud til at gøre ondt ..." siger hun undskyldende og kejtet - føler sig som en idiot. Hun mærker, hvordan han observerer hende med stirrende øjne. De sølvgrå øjne.
   I hast vender hun ryggen til ham og går hen mod komfuret, hvor hun får tændt gasblusset under kedlen.
   "Jeg vidste ikke engang, vi havde en varmedunk ..." siger hun, ved ikke, hvad hun ellers skal sige - bare noget - så der ikke opstår denne anspændte stemning mellem dem.
   "Nej, det er min," siger han henkastet og fortsætter hurtigt: "Jeg kan godt lide jeres køkken." Smilende ser han sig omkring.
   "Ja?" Hun vender hovedet over skulderen og kigger på ham, for at se om han gør grin. Rune hader den måde, hun har indrettet huset på.
   "Ja. Her er så hyggeligt. Alt i huset har en sjæl! Og jeres gamle gaskomfur! Her er rart." Han nikker med et blidt smil.
   Ordene gør hende glad. Det er Papas møbler; de har været i hendes barndomshjem.
   De dufter af Papa, hans sjæl lever i dem alle. Det er en kunstners møbler, synes hun. De fleste er tunge, men lyse træmøbler - mange af dem med udskårne ornamenter - som en af Papas venner har lavet. De tunge veloursofaer i stuen har hun fået ombetrukket for nogle år siden til mere lyse nutidige farver end de oprindelige 70'er-moderne brune. Ellers står de fleste af tingene præcis, som de har gjort i hendes barndom. Alle malerierne på væggene er nogle, Papa har malet, ligesom keramikvaserne i vindueskarmene er hans. Kun nogle store træmasker, han har købt i Afrika, får lov at hænge fremme blandt hans billeder.
   Kedlens fløjten stopper hendes tanker, og hun hælder forsigtigt vandet over i varmedunken uden at spilde og kommer over til ham ved bordet igen. Hun skal til at lægge den på hans knæ, men tøver så og rækker ham den i stedet.
   "Tak." Han læner sig forover og lægger den tilbage på knæet, mens han kigger på hende. Hun betragter det smukke ansigt med de fine, jævne træk. Kun anderledes tiltrækkende fra andre smukke ansigter på grund af arret fra læbespalten, der gør amorbuen skæv, og giver ham et blidt, men samtidig kækt, smil. Hun får lyst til at lægge sin finger mod det fine ar, mærke huden, der ikke ser knudret ud som huden ved hendes eget ar. Det rødlige hår sidder velfriseret og tætklippet, passer godt til hans træk.
   "Og hvorfor er du så oppe?" spørger han.
   "Årh, jeg ... det var bare ..." hun tøver. Så kommer hun til at tænke på drømmen og på
   Rune.
   "Gud, Rune," hun rejser sig. "Jeg er nødt til lige at gå ind og kigge til Rune!"
   Han smiler og ryster på hovedet.
   "Hvad?" Hun bemærker hans sarkastiske udtryk og føler sig latterliggjort. Som parodierede han hende foran alle hendes venner.
   "Han er okay!" forsikrer Kasper, uden yderligere forklaring.
   "Hvordan ved du det?" protesterer hun.
   "Han er 17 år!" griner han.
   "Og hvad så? Han er kommet til skade!"
   "Du er en rigtig hønemor, er du ikke?" Hans udtale er mere en konstatering end et spørgsmål.
   Men hellere hønemor end ravnemor, tænker hun ved sig selv.
   Alligevel gør bemærkningen ondt. Rune er hendes livs alt, han er det eneste, der virkelig betyder noget for hende. Det eneste, der stadig betyder noget. Og så kommer en knægt og grin med ...!
   "Hvad mener du med det?" snerrer hun.
   "Ikke noget," siger han og trækker afværgende hænderne op foran sig.
   Hun kigger intenst på ham. Venter, han vil komme med en længere forklaring.
   "Han er kun en dreng," siger hun, næsten lydløst, da han ikke uddyber sin bemærkning. Med hast vender hun ryggen til ham. Hun hader denne nærtagenhed, hun føler. Hader at være så sentimental og have så let til tårer - noget, der kun bliver værre med alderen og især er slemt nu, efter sygdommen. Vil ikke, han skal se hendes tårer, vil ikke gøres yderligere til nar!
   "Jeg har gjort dig ked af det!" konstaterer han alligevel, som kan han læse hendes tanker.
   Da hun ikke svarer, rejser han sig og humper åbenlyst besværet hen til hende. Lægger hånden på hendes skulder. Næsten umærkeligt vipper hun hans hånd væk, bryder sig ikke om hans nærhed, bryder sig generelt ikke om nærhed.
   "Han er 17 år, Maya."
   Hun mærker hans ånde, da han hvisker ordene stille i hendes ører. Intimiteten han skaber, ved at bruge hendes navn, rører noget dybt i hende. Hun mærker pludselig sin ensomhed så intenst, at hun næsten ikke kan trække vejret af bare smerte. Mærker, hvor alene hun er i sit voksne univers, alene med alle problemer.
   Han humper hen foran hende. Lægger også den anden hånd på hendes skuldre, og dukker sig for at se ind i hendes bøjede ansigt med de tårevædede øjne. Vægten fra hans arme tynger hende nedad, giver hende en følelse af at være lille og hjælpeløs.
   "Hvorfor er du så ulykkelig, Maya?"
   Hun kan ikke stoppe det. Kan ikke holde tårerne tilbage. Det er som en tornado, der ikke kan standses; tager bare til i styrke og river mere og mere med sig.
   Billederne fra de sidste måneder ... fra de sidste år ... fra hele hendes liv drøner gennem hovedet på hende. I et splitsekund mærker hun det hele - tabet, angsten, ensomheden - alt det, der har præget hele hendes liv.
   Hun ser billederne af den døde Mikael i sin barnekiste. Billederne af den ydmygede Papa, der skulle have hjælp - hjælp af hende - til alt. Hjælp til sit morgenbad. Hjælp til at spise. Til at blive klædt på. Til at komme på toilettet.
   Den stolte kunstner, der havde haft verden i sin hule hånd, og rejst land og rige rundt, sad knækket og fuld af afmagt, og kunne ikke engang holde en pensel i sin hånd længere.
   Men han havde aldrig givet op. Han havde stadig kunnet le. Stadig kunnet glædes. Det eneste han ikke havde kunnet, var at græde. Kun to gange har hun set ham græde: Ved Mikaels død, og da de ringede fra boligselskabet og fortalte, at de havde fået deres lille oase, her, bag den lille allé og med deres egen gårdhave.
   Tårerne dengang havde også været ydmygelsens tårer. Kampen mod systemet med nedladende sagsbehandlere og skrankepaver - hvis job det var at hjælpe ham, hvilket de ikke havde gjort - var endelig slut. Han havde kæmpet sig igennem. Den eneste fjende, der var tilbage at bekæmpe, var døden. To år holdt han den skak, før han endelig måtte give op, og den rystende krop, der havde sitret og bevæget sig uden ophør gennem et helt årti, fik endelig fred.
   Og selvom hun havde følt sig lettet ved hans død, havde hun også følt sig ulykkelig og angst. Billedet af ham - hvordan han pludselig havde rallet og hevet desperat efter vejret, og derefter var faldet forover, blå i hovedet, med trevler af savl og slim ud ad munden ... det havde været så ydmygende, så uværdigt, at skulle dø på den måde - kvalt i sin egen slim!
   Da han sad dér med et desperat udtryk af dødsangst i ansigtet, og hun i panik råbte og skreg efter sygeplejerskerne, havde det liv, hun havde levet med ham, passeret revy for hendes indre.
   Hun havde set alle billederne af ham - den glade Papa, den stolte Papa, den leende Papa og den triste Papa - havde set for sig, hvordan han var lyst op, da hun kom med den lille Rune på armen selvsamme morgen.
   Og alt inde i hende havde skreget i panik: "Nej, ikke nu! Ikke min Papa!"
   Selvom hun havde vidst det, havde hun ikke kunnet acceptere det. Selvom hun havde været lettet, havde hun også været i dyb sorg.
   Da hun var gået hjem den eftermiddag, havde hun med undrende øjne set på, hvordan verden uforandret gik videre. Set mennesker, der kom løbende med viftende arme efter bussen, der i samme nu trak ud fra busstoppestedet. Mødre, der kom med deres barnevogne og store indkøbsnet. Travle forretningsmænd med en attachémappe i hånden og en sammenfoldet avis under armen, småhastende tilbage til kontoret efter en forretningsfrokost i byen ...
   Livet var fortsat, upåvirket. Himlen havde stadig været blå. Græsset stadig grønt.
   Ingen havde anet, at i dette øjeblik lå alletiders menneske og kunstner død i en seng på Hvidovre Hospital. Ingen havde anet, at hun - der gik her mellem dem med en lille dreng på armen - lige havde mistet hele livets holdepunkt og nu, udover Rune, var ganske alene. Og det havde været så sælsomt - hvordan alting bare var forblevet det samme ...
   Nu føler hun, hvor hårdt det egentlig har været. Alle de år ... Den stolte Papa, hun havde set op til, havde ikke kunnet hjælpe hende. Alt for tidligt var barnet blevet voksen og den voksne barn. Og nu står hun her med et barn foran sig, hvordan skal hun nogensinde kunne fortælle ham, hvad modgang er? Hvordan skal en knægt kunne forstå det?
   Hun mærker, hvordan han holder hende ind mod sig. Mærker de varme hænder i sit hår. De forkrøblede hænder. Med forbavselse konstaterer hun, hvor stor og voksen hans krop føles. Slet ikke som et barns. Bag den muskuløse krop hører hun hjertet slå. Hans duft kilder i næsen. Den salte duft af mand.
   "Jeg har mistet mit bryst," hører hun pludselig sig selv hulke med en skinger og fremmed stemme, der ikke er hendes. Hun aner ikke, hvor det kommer fra. Det har kun ligget i et sted i periferien i hendes tanker sammen med billederne fra hospitalet, der også er fløjet gennem hendes hoved, men de har været flygtigere end billederne af Papa og Mikael ... Måske også fordi hun stadig fortrænger en del.
   Hun har troet, at hendes sorg var over Papa, men mærker nu, at sorgen i virkeligheden mere er den at være alene. Sorgen over Papa bliver bare overført på alt.
   Hendes sygdom har rykket i arrene fra den gang. Alle turene på sygehuset hun har været med ham ... Nu er det hele blandet sammen. Brikkerne til et stort uløseligt puslespil ligger spredt for alle vinde, og hun aner ikke, hvem hun egentlig græder de salte tårer for. Alt blader sig bare sammen til en grålig masse og munder ud i en og samme følelse og tanke: Hun har mistet sit bryst!
   Han siger stadig intet. Holder hende bare ind til sig. Hun kan ikke få sig selv til at rive sig løs. Har brug for varmen og nærværet fra et andet menneske. Samtidig føler hun stor skam over at have grædt for øjnene af ham - det er næsten lige så slemt som det at været blevet set nøgen.
   "Undskyld," snøfter hun med det tårevædede ansigt mod hans bløde hals. "Undskyld ..."
   "Hey - det er okay!" siger han med fast stemme. Begynder pludselig at nynne nogle linier fra en sang stille i hendes ører: "If you ever need holding, call my name, I´ll be there ..."
   Hun stivner. Hvordan kan han vide ... han kan umuligt vide, hvad den sang betyder for hende.
   " ... If you ever need holding, and no holding back, I'll see you through, sky blue and black ..." fortsætter hun, næsten hviskende.
   "Du kender den?" Han slipper taget i hende, kigger på hende med et helt nyt lys i de klare, sølvgrå øjne.
   Hun nikker snøftende. "Ja, selvfølgelig. Jeg elsker Jackson Browne - manden er genial! Men lige dén sang ..."
   "Jeg ved det!" han fortsætter med at nynne nogle strofer. Så tier han uden varsel pludselig helt stille.
   I nogle åndeløse øjeblikke står de og bare kigger hinanden i øjnene, uden et ord. Der er noget betagende ved ham! Noget karismatisk, der fuldstændig tager pusten fra hende.
   "Du har en meget smuk stemme ..." siger hun endelig. "Meget smuk!"
   "Tak ..." Igen ser han på hende med det uudgrundelige, intense blik. Med de sølvgrå øjne.
   Pludselig giver hans knæ efter under ham, og han knækker sammen. Knækker som intimiteten mellem dem.
   "Åh, gud ..." Hun griber ud efter hans hånd, og får trukket ham op og hjulpet ham hen på stolen.
   "Undskyld ..." hvisker hun og lægger tæppet om hans knæ. "Det må du virkelig undskylde."
   "Du har intet at undskylde over," smiler han til hende. Lægger et kort øjeblik den varme hånd mod hendes kind. "Jeg kan bare ikke stå så længe, når mit knæ er, som det er nu."
   "Er der noget, jeg kan gøre?" spørger hun snøftende.
   "Det plejer ellers at være min replik." Han blinker mildt med øjnene, og i et splitsekund opstår der noget mellem dem igen. Som to sjæle, der har været adskilt gennem flere liv - flere reinkarnationer - og pludselig genfinder hinanden efter lang tids søgen.
   "Jeg har en creme, inde i min taske," afbryder han så med hverdagsstemme. "Hvis du vil hente den? Det er en rød og hvid tube."
   Hun går ind i stuen og finder tasken frem. Det føles så forkert. Som at åbne en andens dagbog og begynde at læse deres inderste, mest intime tanker.
   Forsigtigt løfter hun op i tøjet i hans taske. Det ligger pænt og sirligt pakket og strøget, og det slår hende, at hans mor må være et ordentligt menneske. Det strejfer hende slet ikke, at det kunne være ham selv, der har pakket tingene på den nydelige måde.
   "Er det denne her?" Hun kommer ud og viser ham tuben.
   "Ja. Hvis du gider at smøre en anelse på knæet?"
   Hun mærker, hvordan hun ryster på hænderne, da hun skruer låget af. Hun har aldrig været god til nærheden menneske og menneske imellem og føler stadig en vis afsky ved at skulle røre det deforme led. Forsigtigt kører hun en finger over det brændende knæ. Hun kigger nervøst op på ham.
   "Gør det ondt?"
   Han griner, så det trækker i hareskåret.
   "Hvad er der?" spørger hun flov.
   "Du har aldrig kendt en med gigt før, vel?"
   Hun ryster kort på hovedet.
   "Når jeg kommer til læge med sådan et led," han kigger på hende og griner over det forskrækkede udtryk i hendes ansigt, "så tømmer han leddet for væske og betændelse med en kanyle. Så, tro mig, jeg er vant til det, der er værre! Men jo, jeg kan da mærke det ..."
   Hun vasker cremen af sine fingre og sætter sig tilbage ved bordet og sin te.
   "Hvor længe ... har du haft det?" spørger hun.
   "Siden jeg var to."
   Hun ser overrasket på ham. "Kan små børn få gigt?"
   "Selvfølgelig kan de det. Der har været længere perioder, hvor det har været i dvale, og jeg har været medicinfri, men det startede altså tidligt. Min mor fik det, da hun var 18. Men det har været en fordel for mig at vokse op med en, der ved præcis, hvad jeg mener, når jeg siger, jeg har ondt. Eller når jeg har en dag, hvor jeg er træt af det hele og bare har lyst til at give op.
   Det er altid svært for andre at sætte sig ind i en smerte, de ikke kender fra deres egen krop. Så er det vigtig at få fortalt, hvad man tænker, hvordan man har det. Og fortælle når man har brug for hjælp, og hvordan man kan hjælpes." Han kigger på hende med sine brændende sølvgrå øjne, der får hende til at slå blikket ned.
   Hun bemærker en undertone i hans ord, som forsøger han at fortælle hende noget.
   Pludselig slår det hende, at han måske alligevel ikke er drengen Kasper, men manden Kasper. Ligesom hende kender han til smerte; både fysisk og psykisk. Ligesom hende har han mistet og lidt. Ligesom hende er han barnet, der for tidligt er blevet voksen ... måske.
   "Jeg tror, jeg vil gå i seng." Hun rejser sig langsomt. Smiler til ham.
   "Godnat."
   "Godnat, Maya," siger han smilende og blinker træt med sine øjne. De sølvgrå øjne.
   Hun går ind i stuen, hvor bornholmeruret slår halv fem. Udenfor er det allerede lyst. Fuglene er begyndt deres stille sang.
   Hun lister gennem stuen, hen mod værelserne. Hører Rune snorke bag den lukkede dør. Forsigtigt åbner hun og står og ser på ham. Der lugter indelukket af søvn, dårlig ånde og surt teenageværelse. Hun har ikke kunnet få ham til at sove for åbent vindue, som hun selv gør, men nu kan hun ikke dy sig for at liste ind og åbne vinduet på klem.
   Så lille han ser ud, når han ligger der og sover, hendes dreng! Hun mærker den tyngde fra sit underliv, hun følte, da hun bar ham under sit hjerte.
   Det sorte hår stritter ud fra hans hovedbund. De lange sorte øjenvipper om det sårede øje hviler mod hans kind. På hovedpuden er en smule størknet blod fra den flækkede læbe. Men øjet ser en anelse mindre hævet ud nu, synes hun. Forsigtigt lister hun hen og kysser hans kind. Han rører på sig i søvne. Smiler, så hun kan se, det strammer i såret.
   Så lister hun ind i seng. Hurtigt falder hun ind i en drømmeløs, afgrundsdyb søvn og sover tungere og bedre, end hun længe har gjort.