Rune
   Morgenlugtene stikker ham i næsen, og selv da han træder ud ad døren, ud på alléens ujævne grus, kan han mærke denne lette duft af shampoo fra hans mors hår, der står som damp ud fra hendes hoved.
   Og lugten af gummisko i sommervarmen.
   Af Kaspers diskrete svedlugt.
   Tandpasta og kaffe.
   Billig deodorant.
   Fra et halvåbent køkkenvindue i nabohuset kommer en duft af nybagt franskbrød, der får hans mave til at trække sig sammen i krampe af sult. Da han går forbi deres eget badeværelsevindue, trækker en let damp fra badet ud og gør luften tung.
   Det er meget varmt denne morgen, selvom det endnu er tidligt. Solen lægger sig som en klam regnfrakke over ham og får hans hud til at hige efter luft, men den lette brise giver ikke meget luft, hverken til lungerne eller kroppen, der føles tung, som et dyrs, når det vender hjem fra en udmarvende jagt.
   Han overvinder lysten til at ringe på hos naboen, Christoffersens. Det ældre ægtepar består delvist af fru Christoffersen, der en den sødeste dame, man kan forestille sig. Han tænker tit på, at havde han haft en mormor, skulle hun have været netop sådan.
   Da hans mor var indlagt, kom fru Christoffersen af og til og ringede på. Så havde hun et par skiver hjemmebagt franskbrød med til ham, lidt kage eller andet, hun havde lavet i sit køkken. Hr. Christoffersen er af en mere tavs natur. Rune har aldrig rigtig hørt ham sige noget, bare brumme nogle uforståelige lyde, som vist kun giver mening for fru Christoffersen. I hvert fald ved hun præcis, hvornår det betyder, hun skal hælde mere kaffe op, mens han brummer bag avisen. Eller hvornår det betyder, hun skal hente hans yndlingspibe fra pibetræet på væggen. Eller at han fryser om fødderne og gerne vil bede om sutskoene fra entréen.
   Rune har aldrig før mødt et ægtepar, der i den grad er en karikatur af 1950'ernes norm for det ideelle ægteskab. Nogle gange forestiller han sig, hvordan nogen har frosset Christoffersens ned for et halvt århundrede siden og tøet dem op i år 2000, uden ægteparret egentlig har bemærket, at de befinder sig i en helt anden tid. Måske er det sådan, 'Poeten og Lillemor' ville have set ud i dag, hvis de rent faktisk var fulgt med tiden og ikke forblevet i tegneseriernes barmhjertige pseudoverden, hvor tiden står stille og ingen ældes.
   Det er sjældent, han ser hr. Christoffersen andre steder end siddende i sin lænestol med avisen. Nogle gange ser han ham i haven om sommeren, hvor han i shorts - og noget, der minder om en tropehat og med et tykt lag solcreme på næsen og ørerne - går og klipper hæk. Han ligner én, der er faret vild på savannen og ikke rigtig ved, hvad han skal stille op, når han går i krig med hækken i forhaven, mens han står på en lille taburet, der vakler faretruende under de melhvide hjulben.
   Ellers er det mest fru Christoffersen, der begår sig i haven. Når hendes mand er færdig med at molestere græsset og maltraktere hækken, går hun i krig med en mindre saks for at udbedre skaderne. Det lykkes hende forunderligt nok altid at redde situationen.
   Ellers er havens pryd tulipanbedet. Fru Christoffersen nusser om sine røde tulipaner, og når alle de andre huse står side om side med deres farvestrålende rosenbede, skiller Christoffersens hus sig ud, pga. tulipanerne og det lille springvand, som fru Christoffersen er meget stolt af.
   En gang om ugen får de bragt varer ud. Så kommer supermarkedet med en kasse med de større indkøb, som fruen tager imod i døren. Hun har givet meget strenge ordrer om, at hun ikke vil have pakken med toiletpapir til at ligge øverst i kassen.
   Det er de eneste gange, Rune har set hende vred - når der kommer varer, og det stakkels bud ikke har imødekommet kravet om at gemme de pinlige varer, der for Christoffersens hører privatlivet til, nederst. Køkkenrullen, derimod, må godt være til skue for omverdenen.
   Engang havde genboen været ude at tage imod en pakke, posten kom med, netop som budet kom med Christoffersens varer. Lige denne skæbnesvangre dag, lå toiletpapiret til offentligt skue ved siden af køkkenrullen. Genboen kom med en sarkastisk bemærkning om, at så var der da 'lidt til begge ender'. Fru Christensen havde fået hektiske røde pletter hele vejen op ad halsen og skyndt sig at smække døren i foran et forundret bud. Genboen, en småfed og meget selvtilfreds 45årig ungkarl (som Rune mistænker for at være hemmeligt forelsket i hans mor), fortalte med skrattende latter historien til alle, der gad høre på den. Men hans mor havde ikke syntes, det var sjovt - og hun havde kigget strengt på Rune, der ikke kunne lade være med at grine ad det lattervækkende optrin ved tanken om forsamlingen på trappestenen og fru Christoffersens ansigt. Hans mor havde bare syntes, det var synd, at den gamle dame var blevet ydmyget, og havde i flere dage nægtet at hilse på den formastelige genbo pga. optrinnet.
   De eneste gange man ser fru Christoffersen færdes ude i verden er, når hun hver torsdag morgen med sin lille vogn med hjul under, som hun selv kalder 'Fido', drager ud på indkøb. I regn og blæst - og nu hedebølge - trækker hun af sted med Fido, der indeholder de mindre indkøb, som hr. Christoffersens pibetobak. Kaffebønnerne, som hun selv kværner, ingredienserne til søndagskrydderne eller franskbrødet (som hun selvfølgelig også selv bager - hver anden uge kryddere, og hver anden uge franskbrød). Bridgeblanding, det altid står fremme i en skål til deres gæster og til hr. Christoffersen. Æg og sild, et par lyse øl og snaps - igen ting, der bliver nydt om søndagen, hvor de (nu, hvor det er varmt) sætter sig til rette på terrassen præcis klokken 12 og spiser kryddersild eller karrysild og æg og tomater med dertil hørende øl og snaps.
   Rune har selv været inviteret ind til det storslåede søndagsbord et par gange, hvor han som en lille dreng juleaften har siddet med store øjne og set på herlighederne, der blev stillet på bordet. Fru Christoffersen havde til at begynde med stillet et glas med skummetmælk foran Rune, men hr. Christoffersen havde brummet med sin hæse stemme, hvorefter hun havde hentet ham en lys øl også. Snapsen måtte han dog undvære. Men ellers havde han fået lov at sidde dér ved deres søndagsbord og slå mave og stange tænder, ligesom hr. Christoffersen, mens fru Christoffersen havde lavet kaffe og æblekage med blød flødeskum og store geleklatter.

Rune låser cyklen op og trækker den op fra den kølige kælder og op på fortovet, op i varmen. Med et suk begiver han sig mod bageren, mens han mærker sveden, der allerede triller ned ad ryggen og lægger sig ved bukselinningen i en lille pøl og gennemvæder den.
   På vejen glemmer han dog hurtigt alt om varmen og dens ubehageligheder for i stedet at fokusere på de mere positive. Overalt ser han smukke, unge piger, der kommer cyklende i små toppe og hotpants, eller gående på fortovet i korte kjoler eller nederdele. En enkelt gang er han så heldig at holde for rødt, mens en pige kommer gående over gaden, og en uventet brise løfter let op i skørtet og afslører et par solbrune baller indpakket i en hvid g-streng som en slags gavebånd, der snor sig rundt om det egentlige indhold. Rune har så travlt med at glo, at han næsten glemmer at stoppe ved bageren.
   Indenfor er varmen ulidelig. Køen af mennesker er lang, og Rune føler sig mere klaustrofobisk, jo længere han kommer ind i midten af mængden. Han står fanget mellem en svedende mand, hvis T-shirt har en lang å af sved nedover ryggen. Han står så tæt, at lugten giver ham kvalme, sammen med synet af hvepsene i ruden, der sværmer over wienerbrødet eller kaster sig hovedkulds mod vinduet. Bag ham har han en stor tyk, midaldrende dame, der plaprer løs på tysk med et ægtepar, hun åbenbart følges med. Hendes store bryster borer sig ind i ryggen på ham, og han føler hende ubehageligt tæt på, men hver gang han trækker længere frem mod den svedende mand, følger hun efter og borer i stedet sine bryster endnu tættere på ham. Han tænker ved sig selv, at om lidt vil de enten bore sig gennem hans brystkasse og forsyne ham med en gevaldig F-skål, eller også vil trykket mod hans ryg få brystpartiet til at forrykke sig om på ryggen af hende - han håber ved gud på de sidste!
   Da det endelig bliver hans tur, bliver han ekspederet af en midaldrende herre, der ser meget forvirret ud. Rune går ud fra, han er medhjælpende ægtemand, der ikke aner, hvordan og hvorledes han skal gebærde sig i butikken. Måske de har modtaget en sygemelding til morgen og har ikke kunnet nå at finde en afløser, hvorefter han er blevet trukket med. Sveden løber nedover hans ansigt som bække, som han kejtet forsøger at tørre væk med sit ærme ved at køre skulderen ind mod ansigtet eller med bagsiden af hånden, han bagefter tørrer af i sine cowboybukser. Rune har aldrig set én svede på den intense eller mærkelige måde. Det er som om, alle svedkirtler er blevet transplanteret til hans ansigt, og nu forsøger at pumpe al kroppens overskydende varme ud gennem porerne i ansigtets tynde hud.
   Rune beder om en stor pose med blandet morgenbrød, to kanelsnegle og en romsnegl, som han ved Kasper hellere vil have end de traditionelle kanelsnegle. Manden set forvirret på ham, mens en stor svedperle løber nedover hans næseryg, lander på posen med morgenbrød og gennemvæder et lille stykke af posen, der ser ud som om den opløses.
   "Hvad fanden er en romsnegl?!" siger han, nærmest til sig selv, mens Rune tvært peger på sneglene med gul glasur og krymmel.
   Imens bliver det koyverets tur, og han mærker, hvordan presset mod hans ryg forsvinder, og han igen kan ånde frit. Han skynder sig at få betalt og mase sig gennem mængden, ud i morgenluften, der pludselig føles behagelig kølig i forhold til den beklumrede luft hos bageren. Han trækker vejret dybt ned i lungerne et par gange, før han sætter sig op på cyklen og kører hjemad.

Han skal til at dreje om hjørnet fra parkeringspladsen ned mod alléen, da han ser en kraftig pige i sort kjole og kortskaftede, sorte støvler, der ligner Jolly. Et øjeblik glor han efter hende, overbevist om, det må være hende.
   Så kommer han i tanke om den drøm han havde i nat, der involverede hendes store læber og hans mere intime legemsdele. Han bliver kold og chokeret ved tanken, og da hans mobil i det samme bipper med en sms-besked, (der måske kunne være fra hende?), bliver han hylet så meget ud af det, at han får drejet cyklen, der i forvejen står lettere akavet på vejen, så den støder voldsomt mod fortovskanten; det føles som om den skraber mod dækket nogle centimeter, før det flænses, og han vælter midt på parkeringspladsen.
   Han undrer sig over, hvor meget han når at tænke, i de sekunder faldet tager. Han når at blive irriteret over, at brødet måske kunne ryge ud af posen. Han når at registrere, der heldigvis ikke er nogen på pladsen til at se hans fald. Og han når at tænke 'shit, jeg kommer til at lande rigtig uheldigt ...'
   Så mærker han siden af hovedet, der brager ned i fortovskanten og kroppen, der fortsætter i en underlig bue og skraber hen ad asfalten. Derefter begynder det at sortne let for øjnene og han mærker noget klistret løbe ned mod sit højre øje, og en smag af metal og varme brede sig i munden.