Maya
   Juni 2004
   Sommerferien er dårlig nok startet, og alligevel føler hun det allerede som en afslutning. Nedtællingen til dommedag starter fra det sekund, skolen ringer ud efter årets sidste time. For eleverne er det en himmelsk lyd. For hende lyder det som en riffelsalve, der pløkker hende mod jorden.
   Hun kan ikke engang glæde sig på elevernes vegne, selvom hun et sted dybt i sit indre kender den euforiske følelse fra sin egen barndom. Men, hvor gerne hun end vil, kan hun ikke få følelsen op til overfladen. Børnenes begejstringsskrig over udsigten til flere ugers frihed, (leg og dasen ved stranden) bliver i stedet til en rungende, forvrænget lyd i hendes ører, som om råbene kommer til hende langvejs fra. Som går hun rundt i en tyk tåge, hvorfra hun hverken kan finde ud eller ind. Hele hendes krop føles tung, og hendes sanseapparat synes ude af drift.
   Da hun havde haft sin sidste arbejdsdag - for snart en evighed siden - havde hun troet, hun ville savne det alt sammen: Kollegerne, børnene - deres glæde, deres iver - livet på skolen. Hun mindes tårerne, hun havde grædt den decemberdag, hun tog afsked med dem. (Og da havde hun end ikke vidst, at det ville komme til at tage så lang tid, før hun skulle vende tilbage). Mindes frygten for, at hun aldrig skulle vende tilbage.
   Men i alle disse måneder er det blevet en fjern verden - som et pust fra et tidligere liv - og hun har svært ved at glædes over at skulle tilbage efter ferien. Kan ikke forlige sig med tanken om, at alt dette snart vil blive en del af livet igen.
   Hun ved, hun har været heldig, at der overhovedet er et job at vende tilbage til her på skolen. Og at hun ikke skal starte helt på ny et andet sted. Alligevel orker hun ikke tanken om, at skulle starte igen. Har ikke den mindste lyst til at skulle tilbage.
   Dette er den tidligere Mayas liv - ikke hendes. Det er den unge, livsglade Maya, der hører til her - en Maya, der kan lære fra sig, der kan le og være i live. Det er den tidligere Maya, der har gået rundt på disse gange, der har løbet rundt og leget med børnene i gården, der har læst højt for dem i skolebiblioteket, der har ført de store til eksamen og siddet bag det grønne bord, der har overrakt dem eksamensbeviset og vinket farvel til dem, når de drager videre mod en ny verden, en fremtid, der rummer så meget mere end det, der foregår bag disse mure.
   Den nye Maya hører til i en helt anden verden, hvor hun kan være i fred, hvor ingen forventer noget af hende.
   Den decemberdag, for halvandet år siden, havde hun med længsel tænkt på den dag, der ville komme, hvor hun skulle starte igen. Havde tænkt på, hvilken lykke og frihed hun ville føle, når hun vendte tilbage ... hvis hun vendte tilbage.
   Nu, hvor dagen er kommet, mærker hun kun den kvælende hede. Varmedisen, der ligger tungt over skolegården og emmer af asfalt, cigaretter og sved. Hun mærker dråberne fra armhulerne trille ned langs kroppens sider. Mærker pølen under det højre bryst og den tørre hud, hvor det venstre skulle have været ...
   Alle kollegerne kommer hen og tager om hende, fortæller, hvor dejligt det er at se hende igen, og hvor meget de glæder sig til at få hende tilbage efter ferien. Fortæller, at hun ser frisk og rask ud, selvom hun kan læse løgnen i deres øjne, se deres angst - som kan en enkel berøring overføre den bekæmpede kræft fra hende til dem.
   Alligevel står hun der bare ... som en urørlig statue. En Stalin med stenhjerte ... uden at tage imod deres rygklap og varme knus; står der velvidende, at hun ser bleg og syg og træt ud ... ser død ud. Og hun bemærker, hvordan nogle af kollegernes blikke strejfer hendes bryst, selvom hun ved, at de forsøger at lade være. Det er som et biluheld; det har en dragende virkning, der får folk til at forsøge at se det, de egentlig alligevel ikke vil se.
   Flere af hendes elever i de større klasser kigger også. Pigerne medfølende, drengene med småforlegne grin i ansigtet. Og hun ved, at de kan se det. Ved, at de kan se bulen fra det højre bryst og kjolestoffet, der hænger slaskende over det manglende venstre. Selvom hun har taget den løse og kedelige sommerkjole på, der skal få hende til at falde i et med skolens grå betonmure. Hun ville ønske, hun havde haft sit lange, sorte hår at feje frem og nedover kjolestoffet, der skjuler arret. Hun savner følelsen af hårets tyngde, savner fornemmelsen af, hvordan det plejede at kilde, når hun lod det hænge løst ned ad ryggen.
   Da kemo'en satte ind, og håret faldt af i lange totter, græd hun mange, bitre tårer. Det var som om, det var det sidste spark, der skulle til for at vælte hende. Hendes dejlige hår, som Papa - da hun var barn - plejede at flette for hende i en stor, tyk fletning. Håret, som altid havde været det, der gjorde, at folk lagde mærke til hende. Håret, der havde gjort hende til den, hun var. Der havde gjort, at hun var Maya. Det havde været en lige så stor amputation, som selve bortoperationen af brystet.
   Nu er det ved at tage ordentligt fat på at gro igen, men hun hader den skarpe pagefrisure, der får hende til at ligne Kleopatra. Synes, det får hendes ansigt til at virke spidst og surt.

Selvom hun virkelig har prøvet at gøre sig usynlig, taler de om hende, taler om det. Hun hører tilmed to af pigerne fra hendes tidligere sjetteklasse - der nu er gået ud af ottende - tale om hende. Hun er gået ud på toilettet i gården og sidder i en af båsene - den slags, der får en til at føle sig som en høne på sin pind - da de to tøser kommer ind for, i smug, at ryge en cigaret.
   "... tænk dig, sit bryst og sit hår! Så er man ikke engang halvt kvinde længere!" kvidrer den ene med ironisk latter. Maya hører knitren fra en lighter og ser røgsøjlen stige op mod loftet. Hun kan ikke lade være med at ønske, at de får trukket røgen langt ned i lungerne og giver dem kræft, så de selv kan prøve at ryge en tur gennem hospitalsystemet med alle dets kedelige facetter og prøvelser.
   "Årh, det nye er da meget pænt - og det vokser jo ud igen!" siger den anden: "Jeg havde ellers hørt, at Niels har sagt, at medhjælperen i biblioteket har fortalt Majbrit, at hun kun havde fået stråler, ikke kemo - med det passer da ikke ... jeg mener, hun ville da aldrig have fundet på selv at klippe det superlækre hår af!"
   Jungletrommerne har sandelig haft travlt, erkender Maya bittert. Og det værste er, at hun føler sig forlegen, som om hun burde være flov over at høre, hvordan de taler om hende!
   "Ja, smuk er hun ikke ligefrem længere!" siger den første igen, og Maya kan høre, hvordan hun inhalerer dybt og puster røgen ud ad mundvigen. "Jeg tror ikke, at jeg havde kunnet leve videre med kun ét bryst ... det må bare være så nederen!"
   Derefter skodder de cigaretterne i håndvasken og går. Maya hører den tunge dør smække bag dem, og mens den sidste urin drypper fra hendes blære ned i porcelænskummen, rinder også al modet, hun har oparbejdet for at komme her i dag, lige så stille ud. Med et suk forsøger hun at holde tårerne tilbage, hun skulle aldrig være kommet tilbage i dag! Hvorfor blev hun ikke bare væk til efter ferien? Der vil hun tids nok kunne modtage al den kynisme, kritik og sladder hun frygter.
   Fanden tage den kollega, der bedrevidende havde sagt, at 'det nok var meget godt - for både hende og børnene - at se hinanden før ferien, så de kunne nå at vænne sig til situationen og på den måde starte på et helt friskt skoleår til august'.
   I skolegården er der efterhånden kun Niels og Majbrit tilbage, der mangler at hilse på hende. Hun har set, hvordan Niels bevidst har holdt sig i baggrunden, lignet en, der helst ville forsvinde ned i undergrunden med det samme. Men da Majbrit endelig tager tilløb og slipper hans hånd og går over for at tage om Maya, ved han åbenbart godt, at han ikke har noget valg. Han er fanget i en fælde.
   Hun ser, hvordan han med målbevidste skridt kommer hen mod hende, som om hun er en bitter pille, der bare skal sluges hurtigst muligt: Med det samme og i én mundfuld! Hun tæller hans skridt, mens han kommer nærmere og nærmere. Hun kan høre sit hjerteslag banke mod det manglende bryst, høre blodet suse i ørerne. Hendes åndedræt bliver tungere og tungere, og hun føler det som om, hele forsamlingen i skolegården ser hendes angst og nervøsitet, ser anspændtheden imellem dem og ved alt, der er foregået mellem dem.
   Da han er så tæt, at hun kan lugte hans Old Spice (hvordan har hun nogensinde kunnet holde dét ud?), kramper hendes mave så meget sammen, at hun er sikker på, at hun skal kaste op. Men da han er bare ganske få meter fra hende, kommer en af hendes små elever, der i dag har afsluttet tredje klasse, hen til hende.
   "Hej Maya, jeg glæder mig til, jeg skal have dig i gymnastik igen!" siger hun og kigger op på Maya med sine store, brune øjne. Maya mærker den ubehagelige kvalme; det er som om, den starter fra det allernederste af tarmen og fortsætter helt op i svælget, hvor den får tungen til at krampe og sende en ubehagelig smag ud i munden. Tungen klistrer, føles som klumpet fløde.
   Hvordan skal hun få sagt, at hun ikke længere vil have de små klasser i idræt? Hun vil ikke byde sig selv ydmygelsen med stirrende øjne, pegende fingre og de ubehagelige bemærkninger, de mindre børn uforvarende kan komme med.
   Den lille pige har altid været en af hendes yndlingselever og i det sekund, Mayas øjne glider væk fra Niels' og ned i lille Emmas i stedet, føler hun sig bedre tilpas end hun har gjort i månedsvis. Alligevel har hun ikke kræfter nok til at fremtvinge et ægte smil. Nærmest som refleks mærker hun, hvordan et træt smil tegner sig i hendes ansigt, og hun sætter sig på hug foran pigen, der med vigtig mine trækker en stor, hvid rulle op af sin rygsæk.
   "Den er til dig!" siger hun stolt og rækker den frem mod Maya med en mine, som var det kronregalierne.
   "Jeg glæder mig til ..." længere når hun ikke, før moderen kommer ilende og griber fat i hendes arm.
   "Tak, det er fint, Emma, vi skal vist hjem nu, og jeg lovede dig jo også en is, ikke?"
   Maya rejser sig, så hun er i øjenhøjde med moderen, der ser forlegent på hende, mens en rødme skyller over hendes ansigt.
   "Goddag, Sidse." Maya smiler til moderen. I modsætning til Emma, har Maya aldrig brudt sig om moderen. Faderen er fin nok og minder om Emma med sit ligefremme smil og behagelige udstråling. Moderen, Sidse, vil hun derimod gerne afskibe til et varmere klima - f.eks. Helvede forgård!
   "Det må du undskylde ... vi øh ... kom Emma!" Hun undviger Mayas blik, ser bare ned på datteren.
   Den lille pige rækker sin papirrulle op mod Maya igen, og hun tager imod den. I mellemtiden er Niels stukket af, og det går pludselig op for hende, at hun står alene tilbage i skolegården. Hun kigger på rullen i sine hænder og folder den ud. "bLiVeR RAsKt MAyA," står der på papiret over en tegning af hende selv i en sygeseng helt alene i et stort, mørkt rum. Ligesom nu. Helt alene. Helt alene i en stor mørk verden med dødens ånde i nakken.