Issa blev født
fredag d. 13.,
en råkold eftermiddag i oktober.
Hendes storebror blev født
- smut -
som en mandel;
men Issa var
på tværs,
som hun skulle blive
i hele sit liv.
Issa var grim
som lille.
Hun var ranglet som et rør,
ansigtet skarpt med alt for blå øjne.
Hendes hår var stridt og plysset
- som en drengs -
og altid fyldt med larver,
fordi hun lå på lur i græsset
og overfaldt de andre børn
og stjal deres legetøj.
Alle i skolen var bange for Issa;
hun var stærk
som en okse
og stædig
som et æsel,
og hendes tøj var altid beskidt og laset,
fordi hun ikke kunne lade være med at slås.
Forældrene græd over
pigen, der gik tabt
i Issa.
Men uden at lytte
ødelagde Issa
tingene for sig selv.
Som lille spiste Issa penge.
Hendes far beordrede hende
op på den gule potte
og hørte efter,
når metalstykkerne
- pling -
ramte bunden.
Issa så med sine dybblå øjne
bebrejdende på sin far.
Blikket var truende,
mindede om havet
på de dybeste steder,
der, hvor det trækker én
mod bunden
til man drukner.
Når moderen
hovedrystende
så på Issa,
med tårer i de rolige, grønne øjne,
og tænkte, hvad hun dog skulle stille op,
sagde Issa bare tvært:
"De smager jo godt!"
Efter Issas fødsel fulgte endnu to:
en pige mere,
og derefter en dreng
begge
- smut -
som mandler.
Issa kunne rive
sig selv til blods
af irritation over
ikke at være
den ældste.
Alligevel kunne hun
dominere
sin søster
og få broderen til at tage
skylden
for alt ...
Hasse indrømmede endog
mordet
på sure gamle bedstefar,
skønt bedstefar da endnu ikke var
død!
Men de andre tre var ikke som Issa.
Når Issas mor havde hjulpet nabokonen med storvask,
fik hun nogle gange
sodavand med hjem
til Issa ...
Og hendes søskende.
Issa hældte op for at dele ligeligt,
men der var altid mere
i Issas glas.
Hun skyndte sig at drikke,
så faderen ikke så det.
"Jeg skal have mest, for jeg er bedst
til at bøvse!
Og hvis I sladrer,
får I bank!"
hvæsede Issa.
En dag var Issa
alene
hjemme med Hasse.
Og Hasse faldt i søvn på sit værelse.
Issa vidste,
han gemte
et hindbærbolche,
så hun huggede bolchet
og låste broderen inde.
En nabo hørte Hasses klagende råb
og fandt Issa rystende i et hjørne.
Hun kunne ikke
få døren låst op
igen
og måtte have hjælp.
Da døren blev åbnet,
og Hasse lukkede
de forgrædte øjne op
igen,
så han Issa
på naboens arm
med en stribe
af rødt spyt
løbende fra mundvigen
fra Hasses hindbærbolche.
Issa hadede
pigen Jonna,
som boede længere nede af vejen.
Jonnas forældre var
meget fattige,
og Jonna var en tyk pige
med store hullede striktrøjer
og fedtet, kommunefarvet hår.
Jonnas brune øjne
skreg
af usikkerhed
og angst.
Og Issa elskede at håne hende ...
Issa huggede
en rabarber
- i naboens have -
og stoppede
den fedeste regnorm,
hun kunne finde,
blandt Hasses fiskegrej,
ned i rabarberen.
Og for at være med
til at lege
skulle Jonna spise
rabarberen.
"'Rabarben' piber!"
hulkede Jonna.
Og Issa
grinede:
"Ha! Hun tør ikke æde den!"
og Jonna spiste
grædende
den pibende rabarber,
mens Issa hånende skreg:
"Jonna spiser regnorm!
Ad, hvor er hun ulækker!
Jeg leger ikke med ulækre børn!"
Issa ville være den bedste til alt
Og Issa turde alt!
Hasses kammerat sagde til Issa:
"Du tør ikke klippe håret af Odawald!"
Og Issa hentede
dukken
med det lange,
gyldne hår
og klippede alle
krøllerne af,
til de lå i det støvede
græs,
og glimtede i solen.
Issas mor græd
i uger efter,
den dukke havde kostet
en hel måneds løn,
men Issa var ligeglad!
Og hendes far gav hende
stuearrest,
og Issa fik Jonna
til at komme med frugt
og frikadeller.
En dag fandt Issa på
at sælge lodsedler i kvarteret,
så hun kunne få penge
til noget slik.
Og Issa tjente masser af
penge
og grinede ad naboerne!
Issas mor måtte sy nogle gaver,
så der var præmier
til Issas
falske spil.
Issas far bandede over Issa:
"Hvor fa'en får pigebarnet de skøre ideer fra?
Mig slægter hun i hvert fald ikke på!"
Issas far var en meget
hidsig mand.
En dag han skulle bruge brænde til ovnen
- og Issas brødre ikke ville hjælpe -
lagde han brædderne
over en tønde.
Forstår du:
Saven var jo væk!
De fine,
slanke fingre
placerede træet
nydeligt og fint.
Dernæst lagde han en sten
i brættets ene ende
og sprang ned på den anden.
... Men Issas far var
en lille mand
og endte med at gøre
skade
på sig selv.
Desperat kaldte han
på sin kone:
"Laura? Laura! Se,
jeg har hjernerystelse.
Jeg bløder!
Jeg dør!
Det er også de satans knægte!
Hvorfor kunne de ikke bare
hjælpe deres arme far?"
Og det endte med, at han
- med sine fine, slanke fingre -
lagde brædderne
mellem bryggersets vandrør
og hoppede igen
af alle kræfter.
Men røret
- svusj! -
det sprang!
Og der blev atter kaldt
på Laura:
"Laura? Laura! Se!
Vi går under ...
Vi drukner ...
Vi dør!"
Issa begyndte
at stjæle.
Og en gammel dame så hende
putte en slikkepind i lommen
hos købmanden.
Hun fulgte efter Issa hjem
og sagde,
det var meget forkert at stjæle,
men Issa sagde bare:
"Det var ikke mig!
Jeg stjæler ikke!
Det var ikke mig!"
Og naboen,
vidste ikke, hvad mere
hun kunne sige.
En dag var Issa
alene
hjemme med Hasse
og Lillebror.
Det var en råkold dag
og Lillebror han frøs,
så Hasse besluttede sig
for at tænde op.
Men Hasse og lillebror
kunne ikke få ovnen til at makke ret,
så de pjaskede lidt sprit
på de ulmende gløder
- bare for at sætte lidt fut i fejemøget ...
"Boom!"
sagde det
og skorsten sprang
i luften,
og med øjne lysende
af iver
hastede Issa til.
"Ha! Jeg så det!
Jeg si'r det!
Så får I stuearrest,
når mor og far kommer hjem!"
Men Hasse og lillebror
fik i hast bygget skorstenen op
på ny.
Og mor og far kom hjem,
og Issa sladrede.
Men på taget stod skorstenen
stadig rank
- omend knap på fin ...
Og Issa fik smæk
og stuearrest
for sin løgn,
mens hun arrigt hylede:
"Det var ikke mig!
Jeg er ingen løgner!"
Men hvem ville
nogensinde
tro på dén igen?