Der sidder en stor, fed edderkop foran mig. Den glor olmt, men jeg kan ikke rigtig se den - den sidder skjult i sit net og venter på, jeg kommer til syne, så den kan række sine lange fangarme frem, hive mig ind til sig og fortære mig.
Udenfor skinner solen. Skinner på min Gud, Bill Gates, der toner frem på skærmens tapet med armene over kors. De små kolorerede farvepartikler, der danner det store portræt, eksploderer til en grumset masse i solens stråler. Vinduets støv hvirvles op, danser i strålen, vender og drejer sig, som for at blive solbrun på begge sider. De lange, lyse guldstråler får de sidste rester af sne til at smelte og løbe ned ad vinduet, men jeg ser det ikke ... Det eneste jeg ser, er computerskærmens refleksion i vinduet. Nej ... det er ikke en computer: det er et kighul til paradis, mit paradis.
Med rystende hænder - dirrende af spænding - logger jeg på. Jeg begynder at surfe på reklamesidernes kolorerede bølger, mærker sydens sol skinne på mit ansigt, skumsprøjtet, der slår mod min krop og en let brise i mit hår - udgydet fra reklamesidens billede.
Pludselig stirrer to sorte øjne på mig - stikkende og hæslige. Det er edderkoppen, der titter fra sit net i computerens underverden. Det er computerens helvede. Og med ét ved jeg det - jeg er fanget; jeg er afhængig af nettet!
Der er som om, der i vores samfund i dag ikke er de faste holdepunkter, der var før i tiden. Der er ikke de samme traditioner som før. Der er ingen mor og far til at holde sammen på familien på samme måde - ikke noget med faste spisetider og bordbøn og "op på værelset - du har stuearrest!" I dag består familien af "min biologiske mor og min biologiske far, mor eks., fars eks., fars nye kones børn, mors nye mands ekskones børns biologiske mor" ... og fanden og hans pumpestok!
Børnene i dag får i højere grad end tidligere lov til selv at forme deres eget liv og (u)lykke og identitet, men det kan være et problem! Hvis mor og far aldrig er hjemme, og børnene er overladt til daginstitutionerne fra klokken syv morgen til fem eftermiddag, har de ikke forældrene tæt nok inde på livet til at kunne bruge dem som forbillede. Og pædagogerne ... det er nok ikke ligefrem dem, børnene sætter op på en piedestal. I stedet finder de deres forbilleder gennem computeren, på nettet eller via fjernsynet. Børnene udfolder deres identitet gennem computeren. De kommer i kontakt med andre jævnaldrene og danner sig en identitet, finder ud af, hvem de er og folder vingerne ud; som en stor, frodig sommerfugl, der maver sig sin vej ud gennem puppen og bliver bevidst om sit nye jeg. Computeren går ind og overtager lærerrollen. Det bliver pludselig overladt til dem at opdrage børnene - måske har samfundet bare opgivet at tage kampen op?
Der er i dag ikke mange børn, der kan holde ud at sidde stille længe nok til at høre en billedbog. Og hvorfor skulle de også det? Bøger er da meget kedeligere end computeren - og de fylder ti gange mere i reolen end computerspillene! Og så er muskelmanden på skærmen altså også noget mere cool end Peter Pedal, ik?! Og hvad er der egentlig galt i det, kan man så spørge sig selv? Er det ikke bare i orden?
Men problemet er i bund og grund alt det, børnene ikke lærer af computeren. Det kan godt være, at de lærer at udtale deres navn Michael i stedet for Mikael, Rachel i stedet for Rakel, at de lærer at tælle til ti på engelsk og - ikke mindst - at der er en verden til forskel på en megabyte og en megaburger ... men hvad kan de bruge det til? Det danske sprog bliver ikke rigere af det! Det alene fører ikke til en udklækning af nye, unge forfatterspirer, der kan berige vores generation med levende, velskrevede bøger, som vi - når vi engang bliver gamle og grå og for skæve til at gå - og vil forsøde vores otium med en god roman, kan have glæde af ... hvis man overhovedet læser bøger til den tid? Vil de overhovedet eksisterer?
Det er som om, der er en verden til forskel på de børn, der er født i 1990'erne og dem, der er født bare ti år før.
Jeg er selv fra '81 og har en bror, der er født præcis ti år senere, og der er en verden til forskel på den barndom, vi hver især har haft.
Som fireårig sad jeg selv og skrev små bøger og tegnede til. Jeg kunne stave til mit navn og adresse, da jeg startede i børnehaveklassen, og noget af det første jeg lærte, var at sige mit navn, hvem mine forældre var, samt adresse og telefonnummer, for det tilfælde, at jeg skulle blive væk.
Da min lillebror var ti år, kunne han stave til Mikael Cool (som han - opfindsomt nok - kaldte sig, og forlangte at blive kaldt!). Men han kunne ikke stave sit efternavn og det ragede ham da en høstblomst, hvad hans adresse var - han kunne ikke se, hvad han skulle bruge det til. (Retfærdigvis bør så nævnes, at han er født og opvokset her på Bornholm, hvor jeg selv blev født i Avedøre og boede til jeg var seks år gammel - det er begrænset, hvor skræmmende det er at blive væk på Bornholm - dersom det overhovedet kan lade sig gøre!).
Jeg tror ikke, jeg før har tænkt over, hvor tragisk det egentlig er, før jeg læste Jane Aamunds "Den grønne port", hvori hun fortæller, hvordan hun allerede i en alder af fire læste "Hjortens Flugt" med sin far. Det er der nok ikke mange børn - eller for den sags skyld unge - der gør i dag. De fleste kender nok hverken forfatteren eller titlen. Det er i bund og grund heller ikke nødvendigt, men når børn ikke længere har begreb om selv de mest simple ting, som for eksempel hvem Jesus er, er det skræmmende! Alle børn har (forhåbentlig!) en børnebibel, og det er - efter min mening - forældrenes job at sørge for, at børnene får læst både i den og op af den.
Men der synes at være en større og større tendens til, at kristendommen - ja, troen generelt - er ved at sive helt ud af vores kultur. Nettet er vores religion! Det er på nettet vi stifter venskaber, finder vores identitet og udfolder os som mennesker. Den seksuelle debut sker på nettet, hvor uskyldige, unge piger sidder foran skærmen, dybt fascineret af billedet af den flotte, jævnaldrene på skærmen, der viser sig at være en gammel, pervers, enlig olding, der sidder og river den af foran skærmen ved hjælp af den kliniske cybersex. I baggrunden af pigeværelset står den kulørte lavalampe og spyr klumper, der ligner store kaskader af sæd, der sprøjter op i en kvinde; billedet danner skygger på væggen, vidner om uskylden der forsvandt. Lyset får refleksionen til at ligne blod, der siver ned ad de pastelfarvede vægge, og man siger sig selv: "Det er da ikke sådan det skal være - er det?"
Er det virkelig det, vores samfund er ved at udvikle sig til?
Et billede toner frem for mit indre, malet af George Orwell i "1984", hvor han beretter om sproget, der er ved at blive forenklet. Er det sådan, det er ved at blive? Vil jeg - Line - min person ende med at være et nummer på en netside: "Ung kvinde søger ord - mrk. 1861" ...?