Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke, at 'det her er altså ikke det liv, jeg har bestilt!' Når man er yngre, har man altid en forestilling eller forventning om, hvad livet vil bringe. Og til en hvis grad kan man selvfølgelig selv styre det i retning mod målet. Men af og til tager skæbnen bare så gevaldigt røven på én, at der er lige til at hyle af grin over. Og desværre er der ikke nogen returadresse at sende varen til, hvis den ikke svarer til det bestilte ...
Da jeg var fire år, var jeg fast besluttet på, at jeg aldrig ville tillade mig selv at blive ældre end fem år. For når man er seks år, starter man i skole, der bliver stillet flere krav til én og man er næsten voksen! Jeg ville være en prinsesse undercover, der havde en dækidentitet som stuepige for min mor. På den måde kunne jeg blive boende hjemme, kun være fem år og få lov at gå med mit nye forklæde, der var af voks og i rød/hvide tern.
Da jeg var syv år - for det blev jeg til min store ærgrelse - kunne jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive ældre. Livet syntes at gå gevaldigt langsomt ... Jeg gik kun i første klasse, men jeg var allerede meget skoletræt, og jeg hadede matematik. Bare for at gøre det hele endnu værre, havde vores forfærdelige matematiklærer røbet for os, at vi var heldige - for vi havde max. fire timers undervisning dagligt. Næ, når vi f.eks. kom i syvende klasse, ville vi nogle dage skulle være i skole helt til klokken to! Og så ville matematikken blive meget sværere, for så skulle vi regne med både brøker og ligninger, lægge til og trække fra, dividere og gange. Det gjorde mig rædselsslagen, da jeg havde problemer nok bare med at lægge to tal sammen!
Men jeg gjorde mig alligevel ikke de store bekymringer, for syvende klasse lå mange år væk.
Desuden regnede jeg ud, at når min oldemor blev hundrede, ville jeg være atten år(!), og vi ville stå overfor tærsklen til årtusindeskiftet. Det var også det år, jeg fik at vide, jeg var undervægtigt, og at nu MÅTTE jeg altså begynde at spise. Jeg gjorde mig ikke længere de store tanker om, hvad jeg ville, når jeg blev stor, for det var jeg sikker på, jeg aldrig ville blive.
Da jeg var otte år, fik vi en ny barnepige. Hun var sødere end sin forgænger, og så havde hun ikke lange negle, der borede sig ind i min overarm, når jeg ikke ville spise op. Desuden lod hun mig være i fred, og hvis jeg sad og tudede over mine rugbrødsmadder, ignorerede hun mig i stedet for at skrige og herse. Men når de efter en times tid endelig gled ned, hev hun et spil frem og bænkede mig og min lillebror rundt om det store køkkenbord. Så spillede vi Ludo, Matador eller Harehop, lavede havregrynskugler - for dét var hun god til, vores barnepige - og hørte Kim Larsen på båndoptageren i køkkenet. Og nu havde jeg besluttet, jeg ville være forfatter eller ridelærer, når jeg blev stor, for vores barnepige havde sin egen hest, og det var bare SÅ sejt!
Da jeg var ni år, var jeg MEGET stor. Jeg var rykket op i tredje klasse og skulle ikke længere dele skolegang med alle de små, men rykke op i et af lokalerne oven på med udsigt til havet. Jeg havde fået nye cowboybukser med rødt bælte, som jeg var meget stolt af, og når min lillebror eller hans kammerater kom rendende og spurgte: "Hvad laver I", turde jeg være fræk og svare: "Hvad rager det dig!" - og det fik kammeraterne til at kigge beundrende på mig.
I skolegården var der én af de STORE drenge, der var to år ældre end mig, der sagde "hej smukke". Det var pinligt, fordi alle hørte det, men også lidt sejt, selvom jeg meget bedre kunne lide en af drengene fra min egen klasse.
Den helt store dille var at hoppe i elastik i skolegården og høre Roxette og gå indenom tanken på vej hjem fra skole - for vi måtte endnu ikke gå på tanken i frikvarteret (det privilegium tilfaldt først én i syvende) - og købe karameller og tyggegummi - så var man bare sej! Og jeg ville stadig være forfatter, når jeg blev stor.
Da jeg var ti år var livet rigtig surt. Min mor var gravid med min anden lillebror, og jeg glædede mig naturligvis til at blive storesøster igen, men en stor del af tiden var hun indlagt pga. komplikationer, og når hun endelig var hjemme, måtte hun ligge helt stille i sengen og skulle have ro, og min bror og jeg gik rundt i køkkenet og lavede lagkage, mens min mor råbte, hvordan vi skulle lave cremen, og hvor piskeriset var.
Min far havde travlt på arbejdet, og min mormor og onkel - den nærmeste familie - boede på Sjælland, så vores dagligdag blev tilbragt med en ny barnepige, der var den forriges diametrale modsætning. Hun var sær, led og humørsyg, hadede mig og forgudede min bror. Når min onkel kom på besøg for at hjælpe min far på apoteket, fik vi at vide, vi skulle være 'store og fornuftige og hjælpe mor og far'.
Samtidig var jeg konstant syg med blære- og halsbetændelse, fik hele tiden penicillin og brækkede mig i stride strømme, fordi min mave var ét stort kemieksperiment. Jeg var til tusinde forskellige undersøgelser og blev introduceret for det frygtelige ord: Klyx!! Alene ordet fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, så da min far hev noget frem, der lignede en temmelig stor dåse næsedråber og fortalte mig, at indholdet skulle op i min endetarm, skreg jeg i to timer, indtil jeg ingen stemme havde længere. Her indtrådte også den første egentlige skræk for voksenlivet, da min far fortalte, at tusinde af voksende mennesker tog sådan nogle jævnligt! Jeg græd, til jeg var ved at kaste op, men i sidste ende blev resultatet, at det var den anden ende, der skulle i nærkontakt med toilettet, så dér sad jeg et par timer og læste, (ironisk nok), "Kringle", mens jeg snøftede lidt, savnede min mor og hadede livet, fordi det ikke giver én mulighed for at takke nej til voksenlivet. Men tarmen blev tømt, undersøgelsen gennemført, blærebetændelsen forsvandt og lillebror kom til verden - og jeg fik lov at lege stor pige og være med til fødslen!
Min bror, jeg og min bedste veninde havde set "Piger i trøjen" og var enige om, at vi alle ville være professionelle soldater, når vi blev voksne! (Min Gud!).
Størstedelen af mit ellevte år følte jeg, at jeg var en tikkende bombe. Godt nok var blærebetændelsen manet i jorden, men halsbetændelsen holdt ved. En dag sneg jeg mig til at læse i min meddelelsesbog og så til min skræk, at min far meddelte min klasselærer: "Vi ved godt, det ikke kan fortsætte på denne måde med det store fravær, så hvis situationen ikke snart bliver bedre, må vi overveje at tage næste skridt." Mine forældre snakkede selvfølgelig udenom, men jeg var udmærket klar over, at 'næste skridt' var en operation - yaiks!
Det år døde min oldemor, hvilket var første gang én rigtig tæt på mig døde. Min mormor blev desuden sagt op fra sin stilling i TopDanmark pga. sparerunder, men flyttede til gengæld til Bornholm, så vi havde hende i nærheden.
Det år døde også en stor del af min barndom ... Tiden hos Olde og hendes lejlighed, der lugtede af gammel dame og rosiner, gled ud og blev et minde. Jeg tænkte på køkkenskabet med citronsodavand. Skålen med Bridgeblanding, der altid stod på køkkenbordet. Blyanterne med de indtørrede viskelædre og badeværelset, der var smalt og koldt, og hvor man skulle trække i en snor, der hang i loftet! Min mormor og ferierne hos hende i Grenhusene, der var bygget af beton, blev også et fortidsminde. Jeg tænkte på de høje balsampopler, hvis blade klæbede til bilerne, når man parkerede dem ude foran i stedet for i garagen. Gangene mellem husene, hvor det gav genlyd, når man gik, og man kunne høre, når nogen skyllede ud i toilettet i et af nabohusene. Turene til Bilka, Toys'r'us og Rødovrecenteret, hvor vi altid skulle have softice, kigge ind i dyrehandleren og holde os for næsen, når vi gik forbi ostehandleren.
Det år blev det vildt populært at gå med små plastiksutter i alle mulige farver om halsen. Min bror begyndte at høre Shubidua og plagede hele huset med "Vi finder os ikke i sexchikane" og vi skulle høre om hesten, der var parkeret, og missen, der var barberet, og honey er du gammel nok. Pigerne i min klasse begyndte at gå med mascara - hvilket jeg trodsigt nægtede - og drengene skrev 'SEX' på træbordene i klassen, så det var pinligt, når man fik dén plads.
Jo, lidt af barndommen røg dér - og det samme gjorde for øvrigt mine mandler.
Desuden var det året, hvor min far blev halvtreds, og hans familie, som vi næsten aldrig så, kom til øen for at fejre ham. Mine store kusiner var næsten blevet voksne, og den ene var blevet ryger! Og jeg ... jeg var bare blevet fed! Det år ønskede jeg mig ikke at være meget andet end tynd.
Det tolvte år var grumt. Jeg led under presset fra to lærere, jeg ikke kunne sammen med, og efter et større opgør kom jeg hjem og meddelte, jeg ikke satte mine ben på dén skole igen! Det gjorde jeg dog alligevel - men kun for at hente mine ting, blive meldt ud og sige "hasta la vista!"
Jeg startede på en ny (kristen!) skole, hvor man skulle bede bordbøn og opføre sig ordentligt og desuden have tysk - de fleste skoler startede først på undervisning i syvende klasse, men på denne skole startede de i sjette, og jeg terpede tyske gloser med min far hver dag for at indhente det, jeg var bagud.
Jeg havde det svært med de andre elever, der havde kendt hinanden fra børnehaveklassen af og næsten alle boede i nærheden af hinanden. Jeg kom med bus fra Allinge, en tur på godt femogtyve kilometer, og måtte som eneste pige gå vejen til busstopstedet efter skole, mens de øvrige piger i en stor flok cyklede hujende forbi mig.
Pigerne begyndte at få hofter og bryster, skyde i vejret og té sig tosset. Drengene blev åndssvage og bebumsede, og så ynkeligt små og barnlige ud i forhold til pigerne på vores klassebillede. Det eneste sted jeg voksede, var i bredden. Det med brysterne var jeg ikke ked af, for jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at få bryster og menstruation, men det var flovt at være fed, grim og anderledes. Efter en vejning hos skolesundhedsplejersken - og offentlig ydmygelse i klasselokalet - besluttede jeg, at det skulle være slut! Jeg kridtede skoene og gik i gang med træningscyklen.
Kort før jeg fyldte tretten, sagde jeg farvel og tak til både overvægten og skolen og startede som en splejs på 1,62 m og 39 kilo på en ny skole, som jeg straks følte mig mere forligelig med. Vægten gik fortsat ned og humøret fortsat op. Og jeg ville, ved Gud, være noget så sindssygt som fotomodel.
Som trettenårig blev jeg konfirmeret og 'trådte ind i de voksnes rækker'. Tingene begyndte at blive alvor, og der skulle overvejes, hvad man ville, når man var færdig med skolen. De følgende to år kom de første eksamener, de første fester (som jeg pænt takkede nej til!), druk og drenge - som jeg også (i første omgang, anyway) takkede nej til - den første forelskelse, det første kys. Jeg var stadig lidt imod det der med at blive voksen, hvilket min krop åbenbart også var, for selv om jeg til min skræk begyndte at få hofter, udeblev både bumser, bryster og menstruation. Min mor snakkede om drenge, sex, bh'er og makeup, og jeg ... jeg snakkede bare udenom.
Men jeg ville stadig gerne være forfatter, når jeg blev st... ældre. Eller turguide på et eller andet eksotisk sted.
Det var en glad Line, der som femtenårig kunne forlade folke... okay, privatskolen og starte i gymnasiet. Jeg var træt af eleverne i min gamle klasse efter tre år med pubertetsskænderier og intriger, og mødte op i 1.c., sproglig, hvor jeg ikke kendte et øje, med højt humør og åbent sind. Mange af eleverne fra min gamle klasse valgte matematisk og flere af dem kom i samme klasse. Jeg lærte hurtigt en af pigerne i min klasse at kende ret godt, og hun introducerede mig for fester, glade mennesker, hendes kæreste, Hasle Havnekro og, ikke mindst: HG! Hendes egen kæreste arbejde på kroen, og efter gymnasiefesterne faldt vi forbi kroen og fik gratis øl. Hun snakkede om sine single drengevenner, hun kunne smede mig sammen med, men snakkede udenom, når talen faldt på HG. Jeg tænkte, hun måske så ham som sin private backup, men var ikke helt sikker på, hun havde indviet HG i de planer!
Det år røg der femten-tyve centimeter af mit lange Rapunzelhår, så jeg ikke længere kunne sidde på det. Samtidig røg den sidste rest af barnlighed, og jeg gav efter for moden, brændte mine Sloggy i fyret, og købte g-streng og bh'er og raidede apotekets hylder for makeup og parfumer (og så er det jo dejligt at have en far, der er apoteker!).
Jeg havde ikke længere nogen som helst anelse om, hvad jeg ville - i hvert fald ingen realistiske bud - udover HG, som jeg nuppede efter et halv år tids flirten.
Med barndommens rester rystede jeg også drømmen af forfatter af mig. Jeg vidste bare, jeg helst ville noget, der var en smule glamourøst.
... Hvem skulle have troet, jeg ville blive noget så uglamourøst som førtidspensionist?
I alle de år havde jeg en klar idé om, hvad jeg ville, når jeg blev ældre. Jeg blev først i tvivl, da jeg startede på gymnasiet - pludselig havde jeg ingen, absolut ingen, anelse om, hvad jeg ville, når jeg i år 2000 blev færdig og stod med studenterhuen og vinkede til fotografen. Men måske er det meget godt ... Hvis jeg havde dannet et billede af, hvordan tingene skulle være, ville jeg måske være blevet meget mere skuffet, da jeg måtte droppe ud i 3. g.
Var jeg blevet lykkeligere, hvis jeg var blevet stuepige, ridelærer, forfatter, soldat, fotomodel eller guide? Nobody knows ... men der er sgu nok en grund til, jeg ikke blev det!
Der er mange herinde, der - efter at have læst min dagbog - spørger: "Jamen, hvad fejler du?" Men der er selvfølgelig en grund til, det ikke står her. Jeg har ikke længere noget behov for at snakke og skrive om min sygdom og synliggøre den for alt og alle. Jeg tror, jeg er bange for, at hvis først jeg begynder at skrive om den, vil den fylde det hele, både inden i mig og uden på mig, som bliver den en del af min identitet: Sygdommen Line, i stedet for bare ... Line.
Af og til slipper der selvfølgelig fortvivlede eder ud, der bliver overført til dagbogen, når jeg har haft nogle dumme dage. Men hvis først jeg begynder at fylde den med hver en lille ting, jeg mærker i min krop, ville den blive det rene navlepilleri, der ikke var værd hverken at læse eller skrive om. Desuden siger det ikke noget - man kan læse, hvordan den ene eller den anden oplever sygdommen. Hvad karakteristika er, hvad foreningen mener, hvad lægerne mener, hvad psykologerne mener. Men jeg kan sgu ikke bruge det til noget, for hvem siger, det vil gå sådan for mig, som det gør for flertallet?
Så hvis den 30-årige Line skulle komme med et bud på, hvad hun vil være, når hun bliver *host* voksen, må det være: Elsket. Mor. Rig (nok). Glad ... at diske op med 'lykkelig' er måske nok lige lovlig vovende, når nu det er livet, jeg skal forhandle med. Og sandsynligheden for ønskerne bliver opfyldt ... tja, det er nok bedst slet ikke at tænke på det! For livet er sgu en hård forhandlingspartner!