"Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det,"
   sådan starter en velkendt sang.
   Men sådan starter også så mange andre ting i livet, som
   løgne
   og bedrag.
   Og festen i det lumre sommerhus.

Det er, som har hun åbnet en dør til fortiden
   og ser alle englene og dæmonerne.
   Eller er det kun dæmoner?
   Fuldstændig som dengang,
   i forgangen tid.

Hvordan kan det være ti år siden,
   hun forlod den skide statsskole,
   når intet egentlig er forandret?

Hun betragter den selvbestaltede og bedrageriske dronning,
   som hanbierne droner omkring.
   Ser, hvordan hun kaster med håret
   (det forbandede lange og tykke hår!)
   på den hovmodige måde,
   der skal bevidne, at hun er bedre end alt og alle.
   Og ingen skal få lov at klatre op
   ad hendes Rapunzelhår
   og redde hende.
   For det skal hun sgu nok klare selv!
   Det skal de bare tro, hun ikke kan,
   fyrene,
   så de kan komme og vifte faretruende
   med deres hævede sværd
   og redde hende fra alverdens farer.

Hytten i skoven
   - som dronningen selvhøjtideligt kalder det,
   så det lyder anderledes og eksotisk -
   giver Julie en følelse af
   ikke at kunne komme væk.
   Hun er fanget på denne øde ø
   af falske smil,
   der danser mellem hinanden;
   som en sindssyg maskerade
   fra et surrealistisk teaterstykke.
   Giver hende kvalme og hovedpine
   sammen med den angstfremkaldende følelse
   af klaustrofobi.

På det kosteskabslignende toilet,
   uden lås på døren,
   skyller hun to Pinex ned
   med bundslatten fra en stuelummer øl.

Tilbage i bikuben
   læner hun sig op ad vindueskarmen,
   hvor en sensommervind forsøger
   at smyge sig ind.
   Hun graver ubeset skoddet af en joint op
   fra taskens rodede dyb
   og tænder den på et af de mange stearinlys i stuen.
   Brænder i forsøget det yderste af fingerspidsen.
   (Havde det dog bare været alt, hun havde brændt denne nat!).

Med hånden skærmende for den forbudne pind,
   indånder hun frihedens sug
   og kyler resten ud
   ad vinduets sprække

Dronningen kigger med sit havdybe blik,
   smiler det, åh, så falske smil
   og fugter de læber, der hele tiden strejfer hans,
   som Julie selv kender så godt.

Hans læber med arret,
   der er bløde som i kærlighedsromanerne.
   Hans læber,
   der selvfølgelig ikke nyder
   at mærke (is!)dronningens mod sine.

For Julie ved jo, at det kun er et spil.

Hvorfor siger man, at tiden går,
   når minderne bliver
   og graver sig ind i ens sind?
   Det er som om lagene bliver dybere med årene.
   Dybe som arrene henover hendes tynde håndled.

Hun orker ikke at høre mere
   om de perfekte liv,
   hvor alt er planlagt.

"Man kan, hvad man vil," siger dronningen.
   Men hvorfor kan Julie så ikke glemme?
   Hvorfor kan hun ikke glemme ham?

Hun hører i timevis
   på planerne for fremtiden.
   Toyotaen, børnene, den forjættede stilling
   som advokatsekretær.
   Og en Golden Retriever,
   der lige bliver flettet ind i historien
   mellem to sip af en rom og Coca Cola (light!)
   - for rigtige dronninger lader sig ikke nøjes
   med det billige sprøjt
   fra Netto;
   sådan som visse andre!
   (Og her hæves de smukke vingeformede øjenbryn
   og griner ad Julies,
   der mere ligner overskægget
   fra en fuld mexicaner).

Med lange, perfektlakerede negle
   skraber hun en imaginær krumme af hans kind
   og kysser derefter det forsmåede sted.

Hele aftenen skriver hun numre og adresse ned,
   så alle de gamle venner kan skrive til jul,
   og høre, hvor ih og åh, herligt
   det går med hende og Prince Charming.
   De perfektsvungne bogstaver danser over servietlappen,
   der bliver stukket i Julies egen ru hånd
   med de nedbidte negle,
   der afslører nogle maltrakterede, røde neglebånd.

Hun overtager kuglepennen
   og lover selv at notere
   den patetiske sandhed om sit liv.

Ingen ved det,
   men den aftenen bliver hun voldtaget,
   mens de alle ser på.
   Men ingen bryder ind.

Tunger spiller blidt mod hinanden,
   hår børstes væk fra en rosafarvet kind.
   Fingre flettes sammen,
   som er de julehjerter af glanspapir,
   der ikke har andet formål
   end at hænge dér i luften og pynte på den
   - bare en anelse -
   for perfekte måde.
   Det ser så blidt og kærligt ud,
   så ingen forstår det.
   Ingen forstår,
   hun ikke kan slippe bedraget
   fra dengang.

Med det kys forsegles hendes skæbne.
   Det viser, at det ikke er et spil.
   Følelserne er ægte nok
   og hendes sind gennembores af en smerte,
   som ingen anden nogensinde vil forstå,
   og hun får lyst til at gennembore
   det bankende hjerte,
   der slår under de svulmende bryster,
   så det bristes,
   ligesom Julies eget.

Hendes sind voldtages
   denne forbandede sommernat,
   da det går op for hende,
   hun aldrig bliver hans Julie,
   på samme måde, som han blev hendes
   Romeo.

Hånden knuger om den udlånte kuglepen
   og hun forlader festen.
   Går ud i nattens frihed og venter.
   Bare venter.

Giv tid, giv tid.
   Så skal hun nok få sin hævn ...