Maya
   August 2005
   Hun er glad for, de er taget på landet i den korte tid, der er tilbage. Hun elsker farverne og lugten herude. Elsker freden, der også gør hende lidt vemodig ... men på den gode måde. På den tænksomme måde.
   Hvordan er hun havnet her? Hvordan er hun havnet i en verden, hvor alting pludselig er lyst og dejligt igen?
   Pludselig betyder de onde ting intet. Alt bliver bagatelliseret i forhold til det, at hun føler sig levende igen. Hun kan se, lugte, smage og høre igen ... hun kan le igen! Hun kan føle igen. Rigtig føle.
   Hvor er her smukt. Især i de tidligere timer, når hun sidder ved vinduet og betragter verden udenfor. Hun føler sig afklaret med det hele ... al den frygt og tvivl, der tidligere har været der, den er væk. Nu forstår hun livet. Hun tør livet!
   Hun forstår, hun bare er en lille brik i et uendelig stort skakspil. Forstår, at det ikke er op til hende, hvornår hun - og de omkring hende - skal leve eller dø. Og det er hun afklaret med nu. Hun kan alligevel hverken gøre til eller fra, og hendes katastrofetanker bringer hende kun unødige bekymringer; de er trods alt ikke virkelighed.
   Den tidligere dødsangst, den er væk. Nu kan hun leve livet og nyde livet - hvor langt eller kort det så end bliver.
   Gennem vinduet kan hun se morgendisen, der ligger tungt over markerne og solopgangen, der eksploderer i purpurfarvede nuancer. Stærene flyver lavt over de - nu - nøgne marker, snart på vej bort. På grenene hænger de mørkerøde æbler, som blodige hjerter. En del af dem har allerede sluppet deres tag i de livgivende grene og ligger på den bløde jord; venter på at blive samlet op.
   Hun elsker sensommeren - naturen, der eksploderer i farver. Buskene med de røde og blåsorte bær. Lugten af brænderøg fra de omkringliggende ejendomme. Den tunge lugt fra naturen, der er ved at dø og langsomt begynder at afklæde sig, gøre sig klar til vinteren.
   Efterhånden som dagen rinder ud og bliver til kølig aften, skifter solens farver, bliver til en bleg augustsol, der kaster lyse striber ind i værelset. Sommerens sidste sol ... Den får væggene til at se nøgne og sårbare ud, men det er kun til Papas billeder kommer op og puster liv i det, der nu virker dødt; det er som gløder, der ligger og ulmer og bare trænger til et livgivende pust for at flamme op og leve videre igen.
   Hun kaster sig dovent ind i strålen, som et stumt, drøvtyggende dyr. Ånder tungt og ligegyldigt - for hun har tid, hun har masser af tid. Og hun nyder hver dag, der går. Nyder hver time, hvert minut, ja - hvert sekund. For Gud, åh, Gud, hvor er livet dejligt ... nu.
   Hun elsker at se den sidste aftentime rinde ud og solnedgangen, der indtager himmelen; virker som en opadgående trappe, der vokser og vokser ... op i himmelen. Ligesom drømmen ... den drøm hun havde engang, for så lang, lang tid siden, at hun dårligt kan huske, hvornår det var. Det føles, som var det i et helt andet liv.
   Stolt, knejsende, fornægter hun døden, Naturen. Svinger sig, i sin kulørte frakke. Farverne danner et flammende bål i Mayas øjne; blænder hende. Insekterne sværmer i Moder Naturs nærhed, tiltrækkes af hendes lys og varme. Hun giver dem en del af sin sidste luft.
   Selv i døden er hun smuk ... måske netop i døden, hvor hendes farver sætter verden i brand, lyser og luer i alle regnbuens farver. Det lange hennafarvede hår vil blive mere og mere vissent, som dagene går. Tænk at Maya sidste år ikke så disse ting; alle farverne var bare gråt i gråt ... hvordan?
   I værelset ved siden af lyder brudstykkerne af en velkendt sang, en elsket sang ...

"...Where the touch of the lovers ends
   And the soul of a friend begins
   There's a need to be separate and a need to be one
   And a struggle neither wins
   Where you gave me the world I was in
   And a place I could make a stand
   I could never see how you doubted me
   When I'd let go of your hand

Yeah, and I was much younger then
   And I must have thought that I would know
   If things were going to end

...

But the moment has passed by me now
   To have put away my pride
   And just come through for you somehow

If you ever need holding
   Call my name, I'll be there
   If you ever need holding
   And no holding back, I'll see you through

You're the color of the sky
   Reflected in each storefront windowpane
   You're the whispering and the sighing
   Of my tires in the rain
   You're the hidden coast and the thing that's lost
   In everything I do
   Yeah, and I'll never stop looking for you
   In the sunlight and the shadows
   And the faces of the avenue
   That's the way love is
   Sky blue and black"
   (Jackson Browne: "Sky blue and black")

Om en uge er det den første september, den første efterårsdag, og de skal tilbage til byen. For i morgen kommer hendes søn hjem. I morgen kommer Rune hjem.
   Vil han have tilgivet hende alt? Vil han have tilgivet hende smerten, svigtet, depressionen, ensomheden og løgnene ...
   ... og vigtigst af alt: Vil han have tilgivet hende, at hun gav ham hemmelighedens navn?