Maya
   Maya mærker, hvordan hun næsten har sovet, da hun hører larmen fra entreen. Hun kan høre Rune råbe og bande, og i et øjeblik søvnforvirring tror hun, hun stadig drømmer - en af den slags drømme, lige før man vågner, der altid synes så virkelige. Så hører hun Kasper udbryde en forskrækket lyd. Der er et eller andet galt!
   Da hun kommer ind for at undersøge, hvad larmen skyldes, får hun et chok. Hun ser Rune midt på køkkengulvet, hvor han står og svajer med den hvide bagerpose op mod øjet. Et lille hjørne af posen er gennemvæden af en rød, klæbrig masse, der - går det nu op for hende - er blod. Den ene side af hans læbe er hævet op på en sær måde, der får ham til at ligne en klovn, der vrænger ansigt, og til sin undren mærker hun, hvordan latteren sidder i hende, lige under chokket og truer med at bryde ud.
   "Rune!" Hun løber hen mod ham, men aner ikke, hvad hun videre skal stille op. "Hvad er der sket?!" spørger hun og basker underligt med armene som en vildfaren fugl, der forsøger at lette, men ikke er sikker på i hvilken retning, den skal flygte. Imens får Kasper roligt taget posen med brød ud af hånden på ham og ført ham hen mod en stol.
   "Her, sæt dig ned," beordrer han og åbner fryseren, hvor han roder lidt indtil han finder en pose med frosne ærter, som han tager ud og pakker ind i et viskestykke.
   "Det er ikke rent!" hører Maya sig selv vrisse og flår et skab op for at finde et nyt, men de er alle sammen til vask. Kasper løber ud på badeværelset og kommer tilbage med en ren, hvid T-shirt i hånden.
   "Her," siger han og tager posen med ærter fra hende, svøber dem i T-shirten og lægger den mod Runes øjenbryn.
   Hun mærker, hvordan hun overgiver sig til hans myndighed, som er han den voksne og hun en overflødig gæst. Det føles rart, at der for en gangs skyld er et andet menneske til at tage hånd om situationen, når hun selv bliver lammet, og i en brøkdel af et sekund føler hun ligefrem sympati for denne unge mand, der blidt lægger de indpakkede ærter mod Runes øje og fører hans hånd op, så han selv kan holde posen. Der er noget over ham og hans måde at håndtere situationen på, der får hende til at tænke, han er vant til at tage sig af andre på samme blide og beroligende måde, og et øjeblik kan hun ikke lade være med at ønske, at hun var den sårede, der kunne underlægge sig hans pleje og myndighed.
   "'eg 'æltede 'å 'yklen," mumler Rune bag den flækkede læbe, mens blodet løber i en lind strøm fra øjenbrynet. Hans ansigt er stadig forvrænget og beskidt. Med noget fugtet køkkenrulle tørrer Kasper det værste snavs af hans ansigt.
   Som de sidder der, over for hinanden, kan Maya ikke lade være med at se på dem som et par. Trods Runes lette beklagelser og irritation ved Kaspers berøringer er der noget over optrinnet, der giver hende en foruroligende fornemmelse i maven. En del af hende bemærker, hvordan de to unge mænd klæder hinanden, en anden del gør hende urolig og bedrøvet på en måde, der forvirrer hende. Selv da Rune læner sig en anelse tilbage, når Kasper nærmer sig, kan hun ikke lade være med at tænke på det.
   "Vi skal have dig på skadestuen," siger hun og kommer endelig til sig selv.
   "Ingen 'kadestue," skriger Rune, der - støttet af Kasper - bliver hjulpet ud i entréen og videre ud mod parkeringspladsen. Trods hans modsigelser lader han sig villigt føre ud mod den lille metalgrønne Fiat.
   Ude på vejen ligger hans cykel stadig - med afskrællet maling og forvredet styr - ved siden af kantstenen, han er skredet ud over.
   "Du skal jo sys!" konstaterer Maya, mens hendes hjerne sender billeder af kræftafdelingen gennem hendes hoved.
   Da hun var taget hjem, havde hun svoret ikke at sætte sine ben på et sygehus det næste lange stykke tid. Hun aner ikke, om hun kan håndtere en konfrontation nu. Hun tænker med væmmelse på den sterile lugt på sygehuset og lyden af løbende fødder nedover de lange gange. Lugten af halvvisne blomster og råddent blomstervand. Lugten af bræk og afføring. Af sygdom, død og elendighed. Synet af skræmte ansigter, af gennemborende angst, opgivelse, elendighed og ensomhed.
   Da hun skal låse dem ind i bilen, begynder hendes hænder at ryste. Hun ser gennem en sær, sløret tåge, hvordan nøglen hopper op og ned foran nøglehullet. Mærker gråden i halsen og angsten i brystet. Med lukkede øjne tager hun en dyb indånding.
   Hun skal kunne!
   For Runes skyld, skal hun kunne!
   "Jeg kan ikke ..." Hun registrerer, hvordan ordene kommer, næsten uhørligt, fra hendes læber med en sær, ynkelig klynken. Over bilens tag fanger hun hans øjne, drengens øjne, og hun ser, hvordan han vokser, ser, hvordan drengen bliver til mand, og han tager over.
   "Jeg kan køre!" siger han efter nogle pinsomme sekunder. Der er en fast beslutsomhed i hans stemme. Hun kigger ind i de sølvgrå øjne og ser hans forståelse.
   "Jeg har kørekort," forsikrer han. "Jeg kan køre." Han fjerner hånden, der hviler om Runes skulder og går over ved siden af hende. Han griber om nøglen, hun knuger i sin hånd. Blidt lægger han armen på hendes og skubber hende væk fra døren for at låse dem ind. Hun mærker varmen fra hans hånd, varmen fra hans væsen. Mærker, hvordan det er at blive taget af. Sammenkrøllet kravler hun ind på bilens bagsæde og lukker op for den sårede Rune, der kryber om til hende.
   "Et øjeblik," Kasper kravler ind, sætter bilens nøgler i tændingen og løber så over til den forulykkede cykel og får den trukket ind til siden.
   Rune læner sig ind mod hende og lægger ansigtet mod hendes skulder og for første gang i måneder mærker hun, hvordan det er at være mor og at skulle tage sig af. Det er lang tid siden, han på den måde har haft behov for hende, lang tid siden han er krøbet ind til hende som nu. Hun mærker en dyb ømhed for ham. Det vækker minder fra hans barndom og den nærhed, der har været mellem dem, og som hun så ofte savner. Med en dyb kærlighedsfølelse lægger hun armene om sin søn og trækker ham trøstende ind mod sig, ind mod sit manglende bryst, uden at bryde sig om han kan mærke hendes skævhed, hendes sårbarhed. Hun mærker, hvordan det er, at nogen har brug for hende igen.
   "'eg 'ader 'øjter," klynker Rune, da Kasper bakker ud fra parkeringspladsen og sætter kursen mod Hvidovre Hospital kort derfra.
   "Jeg ved det," siger hun blidt og børster det sorte hår væk fra hans pande, "du hader sprøjter!"
   I bakspejlet fanger hun Kaspers blik og ser et udtryk i de sølvgrå øjne, hun ikke kan tolke.

Da de først når skadestuen, går det så hurtigt, at hun ikke når at tænke på sin frygt. Rune ser tilpas medtaget ud til, at der hurtigt bliver tilkaldt en læge, der kan tilse ham.
   "Har du andre skader?" spørger lægen, da øjenbrynet er lappet sammen. Hele området omkring Runes øje er allerede blåt og hævet. En ung sygeplejerske kommer ind med noget frisk is, han kan lægge mod sin læbe, hvor der sidder en lille skorpe af størknet blod. Med sine øjne begravet i hans blå lægger hun blidt isen mod læben på ham. Maya ser, hvordan hans øjne hænger ved hende, da hun går ud for at hente noget plaster til hans øjenbryn, og hun kan ikke lade være med at himle med øjnene - typisk Rune at få det bedste ud af selv sådan en situation. Men det skubber også billederne og tankerne fra køkkensituationen endnu længere væk. Den intimitet hun troede, hun så mellem de to drenge, har tydligvis kun eksisteret i hendes hoved.
   "'it 'en og 'in 'yg," brummer Rune og hiver lidt op i de posede shorts med det flænsede cowboystof og afslører en mindre hudafskrabning med småsten og grus.
   "Ben og ryg," brummer lægen og går hen for at løfte op i hans trøje, og hun ser, hvordan Rune pludselig får et mærkværdigt udtryk i øjnene og kigger underligt skulende - nærmest nervøst - hen mod hende, som om han ikke ønsker, at hun skal se ham i bar overkrop, og hun forstår ikke hans blufærdighed.
   Endelig tolker hun hans kropssprog, som er han nervøs for at det skal gøre ondt, og hun går hen for at holde ham beroligende i hånden, men han trækker bare stille hånden til sig, puffer hende blidt væk. Den nærhed hun følte med ham ganske få minutter før i bilen er med ét væk. Med undren tænker hun ved sig selv, at det måske skyldes sygeplejersken og trækker sig lidt i baggrunden, da den unge pige dukker op igen og skynder sig hen for at hjælpe lægen.
   Hele den venstre side af hans hvide T-shirt er blodplettet af den store hudafskrabning på ryggen, og han beklager sig højlydt, da sygeplejersken forsøger at lirke den af ham.
   "Undskyld," siger hun sukkersødt og stikker sit smilende ansigt med den voldsomme makeup op mod hans. Han lyser op i et mildere smil bag isposen, og sygeplejersken får endelig T-shirten af ham. Og så er det, hun ser, hvorfor han skulede så underligt til hende.
   Hele vejen ned langs rygsøjlen står hans navn tatoveret med store runebogstaver. Et øjeblik stirrer hun bare vantro på den vansirede hud med det sorte blæk, som kan hun ikke tro, hvad hun ser. Derefter kigger hun på hans nedslåede ansigt med de store sting og den hævede læbe.
   "'et var ik' 'eningen, 'u skulle 'e 'et," mumler han, mens han kigger ned på sygeplejersken, der er gået i gang med at rense hans ben. Maya kan intet svare af bare forbløffelse. Så begynder kvalmen at stige i hende, efterfulgt af en susen for hendes ører. Pludselig mærker hun, hvor varmt der er i rummet, og hvordan sveden driver af hende. Den lægger sig på hendes overlæbe, i kanten ved hendes kraveben og i nakken under håret.
   "Okay," afbryder lægen dem begge - som er han lettere utilpas over anspændtheden i rummet - "det er en slem hudafskrabning. Vi skal have det vasket grundigt fri for asfalt og så have et sterilt plaster over. Det samme gælder dit ben. Så ikke flere sting. Men jeg bliver nok nødt til at give dig en stivkrampevaccination, hvis ikke du har fået det indenfor de sidste fem år?"
   Rune ryster på hovedet. Sygeplejersken begynder at vaske den forrevne hud ved siden af hans tatovering, mens han stadig sidder og kigger ned i gulvet.
   "Rune, jeg ..." hun stirrer stadig som forhekset på vansiringen af hans ryg - nu begynder det også at sortne for øjnene, og hun mærker, at hun vil besvime, hvis ikke hun kommer til at sidde ned.
   "Jeg går ud og sætter mig lidt i venteværelset, hvis det er okay? Med mindre du vil have, jeg bliver her?"
   Han ryster på hovedet. "'eg er efter'ånden 'ant 'il at 'lare 'ig 'elv," mumler han.

Ude i venteværelset sidder Kasper roligt og læser i et ugeblad. Han ligner én, der er vant til at sidde dér i venteværelset og fordrive ventetiden med halvlunken automatkaffe og krøllede ugeblade, der forjætter, hvordan man bliver lykkeligere bare ved at spise mere fornuftigt, motionere regelmæssigt og grine ad de problemer, der forsøger at forhindre én vejen til lykken.
   Han kigger spørgende på hende, da hun - kridhvid i ansigtet - kommer vaklende hen imod ham. Han farer op og skynder sig galant at trække en stol ud til hende, så hun kan komme ned at sidde.
   "Jeg er okay," siger hun stift, ude af stand til at tænke en eneste rationel tanke.
   "Og Rune?" spørger han. "Nu var det jo sådan set ham, jeg tænkte på!"
   "Åh ... han er okay," konstaterer hun koldt. "... Indtil jeg får fingrene i ham!"
   Hun ser det spørgende udtryk i hans ansigt, men trækker bare let på skuldrene.
   "De er færdige med ham om et øjeblik!" skynder hun sig at tilføje.
   De sidder nogen tid i tavshed.
   "Den ... tatoveringen ... på hans ryg," spørger hun så. "Vidste du noget om den?"
   Han kigger hende i øjnene og sidder lidt uden at sige noget, som skal han først overveje, hvorvidt det er bedst at benægte alt - og dermed lyve - eller at sige sandheden og derved eventuelt bringe både Rune og sig selv i fedtefadet. Til sidst nikker han bekræftende.
   "Ja, han har godt haft snakket noget om en tatovering på et tidspunkt," bekræfter han. "Men jeg kender ikke til de nærmere omstændigheder."
   "Men, han er kun 17 år!" Hun kigger spørgende på ham. "Man skal da være 18 for at få en tatovering!"
   Kasper trækker let på smilebåndet. Så kommer han med en kort, tør latter, som får hende til at føle sig dum og gammeldags.
   "Det er nok ikke det store problem i dag, hvis man virkelig gerne vil have en."
   Hun kan ikke se det morsomme i det.
   "Hvem? Hvem har gjort det?" spørger hun skarpt. Hvis han ved noget, vil hun vide det!
   "Hør," han bliver alvorlig igen og kigger på hende med et intenst blik. Så lægger han sin varme hånd oven på hendes kolde, der hviler på armlænet. "Jeg kender faktisk ikke Rune så godt, og jeg ved virkelig ikke noget om den tatovering. Vi kender kun hinanden fra gymnasiet, hvor vi mødtes, og for nyligt startede han så i mit band."
   De sidder lidt i tavshed. Så river hun hånden væk under hans. Fra et af rummene bag dem hører man en klynken fra et barn. Gangene summer af travlhed og lyden af træsko mod laminatgulve og ugeblade, hvor siderne bliver vendt.
   "Da min far døde ..." siger han pludselig og bryder tavsheden, der hænger som et pinligt udråbstegn mellem dem.
   Hun kigger på ham og ser igen drengen - tror hun ser drengen - der har brug for omsorg.
   " ... så tilbød Rune, at jeg kunne bo hos jer nogen tid, mens min mor er indlagt."
   Det hele kommer så ligefremt, som om han ikke har svært ved at fortælle det, og hun aner ikke, hvad hun skal sige.
   "Hvis det er et problem," siger han - uden antydning af hverken anklage eller anstødelse - "så må du endelig sige til. Jeg vidste ikke ... Rune havde ikke fortalt, at du er syg."
   Noget i hende fryser til is. Hun kan ikke længere se forbindelsen mellem Rune og Kasper, det er en udflydende grænse, og hun kan ikke forstå, hvad han laver i hendes hjem. Hvorfor har Rune inviteret en ukendt ind i deres hjem? Hun troede, at de var venner, at de havde en tæt forbindelse mellem sig, siden Rune ville byde hende den byrde, en gæst uvilkårligt betyder!
   "Jeg er ikke syg længere!" siger hun pludselig, uden hun selv ved hvorfor.
   Han svarer ikke.
   "Din mor," spørger hun så efter nogle tavse sekunder, "er hun syg?"
   "Gråsten," svarer han.
   "Grås... Undskyld - hvad?" Hun forstår ikke.
   "Hun er i Gråsten. På gigthospitalet dernede."
   "Nå," hun ved ikke, hvad hun ellers skal sige. "Hvad fejler hun?" Hun ved, hvor dumt det lyder, men han svarer alligevel uden den vrængen, Rune ville have mødt hende med.
   "Hun har fået en ny hofte og skal genoptrænes."
   Maya skæver til ham. Han sidder og kigger på hende, selvom hun har undgået han blik, mens de snakker. Hun undrer sig over, hvor let han åbner sig op over for hende, en fremmed.
   "Hun kunne ikke have ventet," hører hun sig selv spørge "til noget tid efter din fars ..." pludselig kan hun ikke fuldføre sætningen.
   "Efter min fars begravelse?" fortsætter han. "Hvorfor?" spørger han så forundret, som har hun med en uudtalt forventning bedt ham forklare, hvorfor Jorden er rund.
   Hun kigger på ham. "Hvorfor hvad?"
   "Hvorfor skulle hun?" Stadig kigger han på hende med sine hypnotiserende øjne. Hun mærker, hvor overrumplet hun bliver af hans ligefremme måde at være på. Måden han kigger på hende - nærmest stirrer - uden at tage sig af at hun bliver forlegen over det. Måden, hvorpå han snakker, som om de er gamle bekendte. Først nu slår det hende, at det måske er hans forsvarsmekanisme, hvor hendes i stedet er tavsheden.
   "Hej." Rune står foran dem. Hun mærker, hvor lettet hun bliver over ikke at skulle være alene længere med den underlige dreng.
   Hun rejser sig og smiler et mat smil til ham. Et smil, der skal fortælle, at alt det med tatoveringen er lige meget. Han er hendes søn, og han er i live, og det er alt, der betyder noget. Han kunne lige så godt have været kommet rigtig galt af sted, og hun kunne have mistet ham.
   Hun mærker en hidtil skjult styrke i sig, en styrke, hun længe har manglet. Hun vil ikke længere sidde i sin egen verden og lade alt omkring sig forfalde.
   Hun må hoppe ud af den synkende skude og kæmpe af alle kræfter for at komme ud af farvandet og tilbage på landjorden i stedet for at gå til bunds med skuden.