Han ved godt selv,
han er til grin.
Men den, der ler sidst,
ler som bekendt også bedst!
Og Morten skal nok komme til at le igen!
Klichéerne er blevet
en del af hans liv.
En smertefuld del.
Han lever og ånder for dem.
Og kan han gøre for,
de andre ikke kan se det?
Genier vil altid blive misforstået!
Kun en tåbe frygter ikke havet.
Og Morten ER havet.
Eleverne er bange for ham -
Og det med rette.
En skyldig, der står for henrettelse
Må vedkende sig sin skyld
For at kunne acceptere døden.
Men dét forstår de heller ikke!
Hver morgen,
Når han vågner
ved siden af kærlighedsbjerget ved sin side,
ved han, om denne dag bliver god
eller ond.
Det ses i Gittes ansigt.
Han kan kun gøre sit til at tingene bliver
forudsigelige.
Men Gittes humør,
Kan end ikke guderne spå om.
Når vækkeuret ringer,
præcis ti i syv,
er det første han gør at springe ud
på det isnende gulv,
Førend det dybe suk -
der, hvis han ikke undertrykker det -
kan blive hans undergang
undslipper hans læber.
Og følelser må så vidt som muligt
undertrykkes.
Med de nøgne fodballer mod gulvet
strækker han sig,
for derefter at sætte sig på hug og stige op igen
(i al sin almægtighed!),
så leddene knaser under den gustne hud.
Derefter går han hen til stolen med det fremlagte tøj,
iklæder sig først de stivede, kridhvide
(folk i dag, der ikke forstår at holde tøjet hvidt,
men tilfører det en gusten-grå farve, er vaskeimbiciler,
der bare ikke gider. Og Morten ved, at leddiggang
er roden til alt ondt. 'Åh gid du dog gad
gide')
underbukser.
Derefter undertrøjen, af samme farve,
Og så den pæntstrøgede silkeskjorte.
Nogle morgener har Gustav sat sine små fedtede aftryk
på det glatte silkestof og krøllet den.
De dage,
er onde dage.
For Morten hader uorden og kan ikke trives
i en verden af kaos
og ligegyldighed.
Derefter går han over til tøjpresseren
(han fik den billigt på auktion!)
og tager forsigtigt bukserne med pressefolderne ud.
I sit smykkeskrin (for et sådant kan mænd godt have!)
finder han lommebeskytteren til silkeskjorten
og Parkerpennen, med de guldingraverede initialer.
"Kaffe!" Gitte krænger koppen bagud
og Morten hælder irriteret op.
Hun laver da heller aldrig noget selv,
synker for hver dag bare dybere ned
i afgrundens sorte hul,
hvor de opgivende og ligegyldige bor,
side om side med depression og lediggang.
Med årene er hendes maskuline træk trådt tydeligere frem.
Det (ikke længere) 'diskrete' overskæg beklæder
den udfladede overlæbe.
Øjenbrynene,
der i ungdommen var smukke duevinger,
er blevet et ynkeligt syn,
som et uordentligt buskads,
der hælder dryppende ned
mod de askegrå øjne.
Hun rasler med avisen og så -
det punkt, der bare skal overståes -
denne evindelige slubren af kaffe,
som hans mor altid har kaldt
'Uopdragent!'
Efter at have spist sine havregryn,
den halve grapefrugt
og drukket halvanden kop kaffe,
vasker Morten pertentligt tingene af,
før de bliver sat i opvaskemaskinen.
Forsigtigt tørrer han Gustavs mælkeskæg af,
der sidder som en sørgmodig klovnemaske
på det letbuttede ansigt.
Det er råkoldt denne morgen,
da Morten med Gustav forankret til barnesædet
kører mod børnehaven.
I et lyskryds lægger han mærke til,
at benklemmen har løsnet sig,
så bukserne er blevet sortnet i kanten
af cyklens beskidte hjul.
Med et ærgrelsens suk
retter han skaden til bedst muligt,
mens en knallerist dytter utålmodigt bag ham.
Irriteret sukker han
og tænker på Hans Scherfigs Lektor Blomme,
der også måtte finde sig i lidt af hvert
uden for skolens beskyttende mure,
der gør en mand som Morten
omnipotent.
Han sukker hørligt
og løfter sigende øjenbrynene
så de ryger op under den mørkerøde cykelhjelm.
Sådan en bølle!
Intet under,
at så mange dør i trafikken,
når man tænker på alle de idioter,
der færdes i den
uden respekt for de skrevne,
såvel som uskrevne,
love og regler.
Det tidspunkt på dagen,
Morten nyder mest,
er når han træder ind i klasselokalet
til dagens første time.
Han ser elevernes flakrende blikke,
som fugle,
der af skæbnen er blevet tyrret
mod et vindue
og pludselig ikke aner
hverken ud eller ind.
Han har lært at se det straks -
hvem af dem,
der er uforberedt.
Unådigt slår han ned på de,
han ved lider under
dovenskaben
og ligegyldighedens
tunge åg.
Manisk retter han de tyske gloser,
der udtales forkert.
Himler i sin almægtige viden med øjnene
over de ulærde på rækkerne, der hverken kan
eller vil
forstå.
Hvor mange gange er det nødvendigt at forklare,
at 'dafür' IKKE betyder 'derfor',
men at de derimod skal have fat i 'deshalb'?
Med et suk udleverer han de indkomne opgaver,
der er rettet med rødt blæk.
Han elsker
den røde farve,
der minder ham om det hjerteblod,
der bliver spildt på de dovne dyr,
der bare ikke VIL.
"Åh, gid I dog gad gide!" citerer han for sig selv
og smækker opgaverne foran deres ejermænd.
Hvad eleverne ikke ved, er
at Mortens skæbne egentlig er ganske grum.
Hans viden spildes her.
Han skulle jo have noget.
Han skulle have været
nogen.
Men selv ikke i sin ungdom
blev han forstået.
Han har alle forlagenes afslag liggende derhjemme
i et lille aflåst træskrin.
Det undrer ham,
at de folk,
der burde kende til litteratur,
ikke sætter pris på hans evner
og åbenlyse talent.
Morten er stolt af sine evner.
Der er stadig ikke én eneste elev,
der har taget ham i en stavefejl,
(hverken på tysk eller dansk)
trods det, han har undervist
i snart 25 år.
Han sukker.
Kommaer er hans anden kæphest.
Hvorfor kan folk ikke forstå betydningen
af det lille tegns rette placering?
For ikke at nævne apostrofen,
som folk sætter alt efter, hvordan
fingeren nu rammer tasterne.
Ynkeligt står de og svajer på papiret,
som er det ligegyldigt for den skrivende,
hvillken vej, den placeres, hvor tit
og hvorfor.
Morten kan nogle gange græde
i de stille nattetimer
bag Gittes snorkende kødbjerg,
der vender med ryggen mod ham.
Hendes vægt tynger ned mod vandsengen bund,
så han ligger på en bakketop,
langt hævet over hende.
Nogle gange,
når hun vender sig i sengen,
er det sket,
han er blevet skyllet ud over kanten,
som er han et ligegyldigt kæledyr,
der fejes ned af sofaen.
De gange, det er sket, er han
i protest
gået ind på gæsteværelset
for at sove.
Og måske digte lidt
i al sin ensomhed.
Når gråden presser sig på,
er det fordi han ved,
at engang om mange år,
når han for længst ligger under den sorte muld,
vil en af hans efterkommere forstå vigtigheden
i hans værker.
Han ser for sig den smukkeste pige,
en datter af Gustav.
Hun har sin fars runde ansigt,
blå, lysende øjne som en engel,
og en latter, han kan høre i himmelen.
Hun vil finde hans litterære skat
og nu starter Mortens sorg,
for han vil ikke være der,
til at modtage verdens hyldest
af den store forfatter,
der for længst er formuldet.
Med et undertrykt suk
kigger han ned i sin synopsis over timen,
skrevet under forberedelsen i går.
Med vrede bevægelser går han i gang
med at nedskrive tyske verber på tavlen,
så kridtet står
som en glorie om ham.
For at undertrykket et nys
foranlediget af det pokkers kridt,
trykker han let den sin langefinger mod højre næsefløj.
Derefter børster han pertentligt kridtstøv af tøjet
og fortsætter sin undervisning.
Han ved det godt
... hvorfor de har givet ham øgenavnet
"Hr. Mortensen".
Uheldigvis falder hans fornavn og karakter
usandsynligt tæt op
ad Olsen Bandens triste
og ikke mindst
patetiske
figur,
Hr. Mortensen.
Den ranke, holdning.
Måden at gå,
stå
og gestikulerer på.
Han kan selv se det -
selvom han aldrig ville drømme om
at indrømme det.
Når Gustav sidder foran fjernsynet en lørdag,
og karakteren uheldigvis dukker op,
og Gustavs ansigt flækker i et genkendelsens smil
og han savlende jubler "Faaar!",
mens han peger
med en chokolade- og spytinficeret finger
mod den blændende TV-skærm.
I den slags tilfælde skynder Morten sig,
at pudse sine briller og gå
med en undskyldning om,
at han vil lave en kop aftenkaffe;
så kan Gitte putte Gustav i seng imens.
Med tiden er han kommet til at hade hende.
Tja, måske har han altid gjort det?
Hun er kommet til at stå for alt det,
han foragter.
Hendes hvallignende omfang,
minder ham om grådighed
og mangel på selvkontrol.
De buskede øjenbryn, overskægget og
den vildtvoksende kropbehåring,
der med årene synes at vokse
som en steppebrand,
fortæller ham,
om hendes opgivenhed
og manglende hygiejne.
Deres sexliv er for længst hørt op.
Hun stoppede heldigvis med at indlade sig hos ham,
efter de fik Gustav for fire år siden.
Sandt at sige, savner han det ikke!
Disse dyriske lyster,
der bare fører gris og sved med sig.
Hvad skal de til for?
- Især, hvis man HAR udstået sin pligt som mand
og videreført sine gener.
Hvad mere kan en kvinde forlange?
Måske har det også noget med dominans at gøre.
Han ved godt,
at Gitte er besidderisk.
Men hans tanker,
kan hun heldigvis ikke kontrollere,
og hun kender ikke til den
hemmelighed,
der udspiller sig,
når hun ligger i sin dovne døs om natten,
og - som at batteri -
lader op
til morgendagens krig
i hjemmets bastion.
Og hans idéer tager form på det blanke papir,
på den blinkende computerskærm.
Hans liv kan hun heller ikke kontrollere
selvom hun prøver.
Men med tiden giver hun mere og mere op.
Ligegyldigheden har
- som han vidste, den ville -
dræbt hendes forsøg på at prøve.
Og om natten skriver Morten.
Uden at tage hensyn til de ulitterære
og uforstående
forlagskonsulenter
nedskriver han med både klichéer
og alt for detaljeret,
hvordan,
han kan få sit liv tilbage.
Han er ligeglad med,
at de dumme ikke forstår,
det er ikke forfatterens problem.
Og Morten er forfatter.
Med et smæld slår han skrivebordsskuffen i
og drejer nøglen om.
Nu er det hele på plads.
Og fra i morgen af
vil ingen længere vove at le af Morten!