Maya
   Hun kan mærke, det er tidlig morgen, da hun vågner. Lyset står skarpt ind i værelset, laver en stråle af støvstriber, hvor små fnug danser i den blændende sol - og hun savner allerede nattens mørke og tungsind.
   Hun ligger længe og lytter i det stille hus. Rune sover endnu. Hun kan høre ham snorke højt i værelset ved siden af. Udenfor synger fuglene, og trafikken på motorvejen er igen blevet lidt mere intens. Bornholmeruret inde i stuen slår seks.
   Hun tænker på, hvordan roserne i haven nu er dækket af dug. Og den gode duft, der er fra jorden tidligt om morgenen. I tankerne kan hun stadig mærke, hvordan det er at være i live og føle den slags ting. Hvordan det er at glædes over en solopgang. Hvordan det er at se dens intense farver. Hun kan bare ikke få følelserne med op til overfladen.
   Papa havde elsket denne tid på dagen allermest. Hun ser ham for sig - mens han var rask - når han sad i flere timer og bare kiggede på naturen, mens den forandrede sig. Når han med bløde streger overførte det, han så, til lærredet. Han havde elsket at se solen ligge blodrød i skødet på havet. Elsket at se, hvordan farverne ude ved horisonten kunne forandre sig på sekunder. Og hvordan duggen løb ned ad en hybenroses blad. Eller se æblet give slip på træets livgivende gren og falde mod den hårde jord.
   Hun vil så gerne kunne rumme den slags følelser igen, men sygdommen har dræbt noget vitalt i hende, som hun ikke ved, om hun nogensinde vil få igen. I flere timer kan hun sidde i haven, som Papa havde gjort det og forsøge at mærke, hvordan solens stråler varmer hendes krop. Forsøge at mærke når skumringen nærmer sig og gør luften kold og haven mørk. Forsøge at mærke alt det, der gør en til et menneske. Men indeni er hun allerede død.

Hun ligger nogen tid i sengen, før hun tager sig sammen til at sætte sig op og placere sine bare fødder mod det kølige gulv. Hun skal gennem stuen for at komme ud på badeværelset. Med et snuptag tager hun morgenkåben fra stolen foran sit makeupspejl og svøber sig i den. Atter sidder hun stille nogle sekunder.
   Pludselig synes hun, at hun hører hoveddøren gå. Hun går hen til sin dør og vil åbne den på klem for at kigge ind i stuen, men ombestemmer sig og sætter sig i stedet foran spejlet. Al hendes makeup på bordet er dækket af et tykt lag støv. Hun lader en finger glide over bordet og tørrer den af i sin kåbe. Den tykke streg fra hendes finger råber mellem de andre støvpartikler. Med pegefingeren skriver hun navnet "Kasper" i støvet. Sletter det så igen. Ved ikke, hvorfor hun har skrevet hans navn.
   Hun tager en børste i venstre hånd og kører den gennem det sorte hår med bestemte strøg. Hun kan ikke vænne sig til, at det er så kort. Kan ikke vænne sig til, at det virker tyndere og mindre kraftfuldt end før. Selvom hun har været pilskaldet, og det nu virkelig er ved at gro rigtigt igen, virker det så kort, og hun føler sig på en sær måde nøgen og næsten lige så skaldet, som da hun ikke havde ét eneste hår. Før i tiden havde hun altid sluttet af med at børste det hen foran sit bryst ... det bryst, der nu er væk. Hun hører eleverne fra i går for sig: "Ja, smuk er hun ikke ligefrem længere."
   Smuk? Har hun nogensinde været smuk? Uanset hvad, så "er hun det ikke ligefrem længere."
   Et øjeblik overvejer hun, om hun skal tage tøj på, før hun går ud af værelset, men tænker så, at drengen sikkert stadig sover. Hun vil ikke bryde sig om at spankulere halvnøgen gennem stuen med dårlig ånde og umuligt hår, hvis han ligger vågen og kan se hende. Tidligere ville hun end ikke været gået ud med skraldeposen uden mindst at have mascara på, men med tiden virker det af mindre og mindre betydning ...
   Gennem de sidste par år har adskillige mennesker set hende i de mest ydmygende situationer, man kan se et menneske i. Hun har skullet have hjælp til alt! Til at komme på toilettet, til at komme i bad, til at komme i tøjet. En gang havde hun tilmed skulle have hjælp til at få rent tøj og sengetøj på, fordi hun havde fået menstruation og havde blødt udover det hele. Hun havde været så dødssyg af kemo'en, at hun dårligt orkede at rulle om på siden, da sygeplejersken bad hende om det. Alligevel havde hun ikke været fri for at mærke skammen brænde i hele kroppen. Men sygeplejersken havde været så sød og havde ligesom gjort det hele så meget lettere.
   Det vil Maya aldrig glemme hende for! Hun havde været et af den slags mennesker, der er som født til faget, og det havde været så dejligt at mærke den slags barmhjertighedens engel, som man frit kunne lægge ansvaret over på. Især efter at hun en nat kort forinden var blevet skældt al hæder og ære fra af en stor, bredmåset bitch af en sygeplejerske i sundhedssandaler og en stram kittel, der var ved at briste over brystet.
   Hun havde råbt og skreget ad Maya, der samme dag havde fået fjernet brystet og stadig brækkede sig af narkosen. Tidligere den nat havde en anden sygeplejerske skiftet sengetøjet, der var vådt af sved og bræk. Hun havde tørret Maya over blidt panden og givet hende lidt køligt at
   drikke, mens hende her bare råbte og skreg. Men det hele kom ligesom til Maya gennem en tung tåge, og det eneste hun så, var en mund, der åbnede og lukkede sig i slowmotion, uden hun kunne høre, hvad der egentlig blev sagt. Det, og så den gyngende barm, skinkearmene og den ramme lugt af sved og sure tæer, der kom fra hende. Det var først langt senere, hun følte sig ydmyget over oplevelsen. Heldigvis havde den hørt til en af de sjældnere og værre!

Til sidst beslutter Maya sig til at finde rent tøj frem og løbe hurtigt gennem stuen. Hun lister hen foran døren. Så lukker hun øjnene og tager en dyb indånding.
   Stuen ligger stille hen. Kasper er ikke at se nogen steder.
   Sengetøjet på sofaen er lagt nydeligt sammen, men tasken og guitaren står stadig op ad væggen i hjørnet. Hun går hen og sætter sig på sofaen. Hun løfter hovedpuden, der ligger ovenpå den pænt sammenfoldede dyne og begraver næsen i den. Den har en anderledes lugt... af saltvand, af mand. Hun tænker på drengen, Kasper, der ikke er mand. Tænker på de sølvgrå, underlige øjne, der kigger på hende, som om de kan se gennem hende, ind i hendes sjæl, ind til det hun ikke længere selv kan finde, som føles dødt.
   På bordet ligger en bog med samlede digte af W. H. Auden. Hun har altid selv holdt meget af Auden. Da hun løfter bogen, springer den op på en tilfældig side, og hun begynder at læse digtets sidste strofe:

"The stars are not wanted now: put out every one;
   Pack up the moon and dismantle the sun;
   Pour away the ocean and sweep up the wood;
   For nothing now can ever come to any good."
   Da hun lægger bogen fra sig, mærker hun, hvordan hun har forbrudt sig mod noget helligt. Mærker, hvordan hun har løftet op i en flig af hans sår og kigget ind i hans hjerte og set en afklædt Kasper i sorg. Set noget, der ikke vedkommer hende. Hurtigt rejser hun sig og lægger puden tilbage på plads.
   Pludselig føler hun hans tilstedeværelse i huset anderledes; føler ikke, at hun kan tillade sig at føle, han er i vejen der. Hun må se på ham som drengen Kasper, ikke manden. Se på ham som drengen der har mistet og er i sorg.
   Alligevel føler hun ikke, at hun kan være sig selv, her, i sit eget hjem. Men måske er det ikke ham, der skaber den følelse? Måske er det hende selv? Hele hendes verden er blevet vendt så meget op og ned, at hun ikke engang ved, hvem hun selv er mere. Hele tiden, hver dag, hvert sekund føles alting fremmed. Hun føler sig overvåget. Med ham i huset føler hun, at hendes sorg bliver udstillet, og hun vil ikke have, at han skal se på hende. Ikke se ind i hende.
   Vil ikke have at nogen skal se på hende! Selvom noget i hende nu siger, at hun ikke kan tillade sig at føle sig generet af ham, kan hun ikke lade være.
   Hun tænker på, hvad han mest af alt trænger til og på, at hun ikke kan give ham det. Hun kan ikke engang give Rune, hvad han trænger til. End ikke sig selv. Hun tænker på, hvad hun overhovedet kan tilbyde en dreng som ham udover tag over hovedet? Og tålmodighed måske? Tålmodighed er måske mest af alt, hvad han trænger til nu og måske nok det eneste, hun kan tilbyde ham. Eller forsøge at tilbyde ham.
   Men hvor er han nu? Hele huset er så stille. Måske er han gået i bad? På listetæer sniger hun sig ud i køkkenet og kigger. Heller ikke her er der tegn på liv. Lugten er ikke mere så tung og gennemtrængende frygtelig herude efter hun har fået ryddet op. Hun går videre ud gennem døren til bryggerset og vil lægge øret mod døren for at høre, om der er tændt for vandet i badeværelset. Men foran døren ligger en stor stak af Runes beskidte tøj fra i går, så der har næppe været nogen siden da. Alligevel lægger hun øret op mod døren og lytter nogle sekunder, men der er lige så stille som i resten af huset. Derefter tager hun mod til sig og går derud.
   Nu kommer det værste tidspunkt på dagen for hende.
   Hun starter med at børste tænderne. Derefter finder hun håndklæder frem, hænger dem på krogen ved siden af bruseren og lægger det rene tøj på toilettet med T-shirten øverst. Så træder hun op i badekarret, trækker forhænget for og tager kåben af. Uden at kigge på sig selv lægger hun kåben på gulvet, sådan at hun stadig kan nå den. Så tænder hun for vandet. Lader det iskolde, uopvarmede vand strømme ned over sin krop. Hun mærker, hvordan hendes brystvorte på det højre bryst trækker sig sammen.
   Vandet er stadig ikke blevet varmt endnu, da hun skummer sit hår ind i shampoo. Først da næsten al sæben er ude, begynder vandet at have en tilpas temperatur. Hun rækker ud efter
   kropssæben, hælder lidt ud på en svamp og lader den køre op og ned af den højre side af sin krop. Mærker den ru overflade mod huden. Derefter klemmer hun den overskydende sæbe ud af svampen oppe ved venstre skulder og lader den selv løbe ned over hele venstre side af kroppen. Hun kan ikke lade svampen løbe henover arret. Kan ikke røre den del af sin krop ... den del, der end ikke føltes som hendes krop længere.
   Da hun har slukket for vandet, rækker hun ud efter håndklæderne på krogen. Mens hun stadig står i badekarret, vrider hun vandet ud af det korte hår og pakker det ind i håndklædet. Før i tiden havde hun svært ved at få alt håret dækket af håndklæder, fordi det var så langt og tykt. Der var altid en rest, der hang og dryppede ned ad nakken og ryggen på hende. Nu kan hun sagtens få al sit håret svøbt ind, så hun ikke bliver våd.
   Hun rækker ud efter det andet håndklæde og svøber det om kroppen uden at tørre sig først. Hun kan ikke lade hænderne køre håndklædet over huden med arret og mærke det, der ikke længere er.
   Derefter rækker hun hånden op mod det lille vindue ud mod alléen. Der trænger altid en sødlig lugt ind fra poppeltræerne, når vinduet er åbent. Hun plejer at kunne åbne det med en let bevægelse, mens hun stadig står inde i karret bag badeforhænget, men i dag driller det. Med et suk kravler hun ud af karret og går hen for at lirke vinduet op, og så er det, at det sker ...
   Uden varsel bliver døren pludselig åbnet, og alting herefter foregår i slowmotion.
   Det er som om, at hun ser det hele udefra, som om det slet ikke er hende og hendes krop, der er der i rummet. Hun ser alt med hans øjne.
   Hun ser sig selv vende hovedet mod døren. Ser de opspilede forskrækkede øjne - som et dådyr, der ser ned i løbet på en riffel og lige når at tænke, at nu er det sket, før det sker - ser den halvt åbne mund. Ser hånden, der mister taget i håndklædet, der langsomt glider ned over skuldrene, nedover brystet og afslører arret, videre nedover hofterne, nedover balderne og ned på gulvet, hvor det lægger sig som en lille rede rundt om hendes ankler.
   Hun ser dampen omkring sig selv, der søger ud gennem vinduessprækken, ud i den klare, friske morgen. Ser kvinden, der står nøgen, afklædt og forlegen, som den afslørede Eva i Edens Have. Ser sig selv i al den sårbarhed, hun for kort tid siden har set, ham, Kasper i.
   "Hov, undskyld. Jeg vidste ikke, at der var nogen," siger han og lukker døren igen.
   Og så vågner Maya endelig op. Hun forstår slet ikke, hvad der lige er sket. Et øjeblik endnu står hun fuldstændig urørlig på gulvet, så - i ét spring - er hun henne ved døren, klamrer sig til håndtaget og flår af alle kræfter den rustne nøgle rundt i låsen.
   Og hele tiden ser hun billedet af sig selv, som han må have set det: nøgenhed, sårbarhed, nøgenhed, sårbarhed.
   Derefter synker hun sammen på gulvet og begynder at ryste. Hvor pinlig dagen i går end har været, kan den ikke overgå dette. Aldrig før, og aldrig senere, vil hun opleve noget mere frygteligt og flovt og forfærdeligt.
   Inde i hovedet ser hun scenen for sig igen og igen. Ser håndklædet, der forsvinder og afslører arret.
   Havde hun bare kunnet åbne vinduet inde bag forhænget, som hun plejer! Havde hun bare taget kåben omkring sig med det samme, som hun plejer! Havde hun bare låst døren, som hun plejer! Havde hun bare tjekket, at døren var låst, som hun plejer! Og tjekket igen! Og igen! Og igen! Havde hun bare haft sin højre side ud mod døren og ikke den venstre! Havde hun bare haft sit bryst!
   ... Havde det bare været en anden, der havde fået fjernet brystet. Ikke hende, men en anden! Havde det bare været en anden, der havde fået kræ... kræft ... en anden.
   Men det er hende. Ikke nogen anden.
   Det er hende!
   Hende!

Maya aner ikke, hvor lang tid der er gået, da hun er færdig med at græde. Hele hendes krop er gennemkold af at have siddet nøgen på stengulvet så længe. Hun mærker, hvordan en krampe trækker i hendes mavesæk og det bagerste af tungen, som skal hun kaste op.
   Efter endnu lidt tid i dybe tanker rækker hun hånden op, tager fat i vasken og får hevet sig selv op. Al vandet fra hendes krop er fordampet, og hun begynder at klæde sig på. T-shirt først. Hun samler det tabte håndklæde op og hænger det til tørre over gardinstangen.
   Ved et tilfælde får hun øje på sit eget ansigt i spejlet. Det er grimet og ophovnet af gråd. Hun bader øjnene i lidt koldt vand og kigger efter igen. Hun ser, hvor bleg og tynd hun er blevet på det sidste. Kan slet ikke genkende sig selv, Maya, i det blege kvindelig i spejlet - ved bare, at det ikke er hende, nu, i spejlet. Kan slet ikke huske, hvordan den gamle Maya har følt sig og set ud.
   Men hun orker ikke at gøre noget ved det. Orker ikke at tænke på, hvordan hun skal komme tilbage i land på livets bred uden årer til at ro den vuggende båd.
   Pludselig banker det på døren. Der er stille lidt.
   "Er du okay?" hører hun en stemme sige. Det er ikke Rune. Hun overvejer et øjeblik, hvad hun skal sige.
   "Ja ..." svarer hun tøvende efter et par sekunder. Det er stilhed på den anden side.
   "Der er ikke noget, du skal have hjælp med?"
   Det er satans så forhippet, han er på at hjælpe, den knægt!
   "Nej, det er virkelig i orden!" svarer hun spidst samtidig med, at en stemme i hende tænker tålmodighed.
   Så åbner hun døren. Han står lige foran hende på dørtærsklen. Hun kan mærke, hvordan han stirrer på hendes bøjede hoved med sine sølvgrå øjne. Kan mærke den salte lugt af mand, hun også kunne lugte i hans pude, samt en klam lugt af sved.
   Hun ser de støvede kondisko foran sig. Ser de sirligt bundne snørebånd ... og igen denne tanke: hvordan? I tankerne ser hun ham for sig, stå op, finde joggingdragten frem. Ser, hvordan han roder i den sorte sportstaske - der lige nu rummer hans liv - efter sin discman, finder en cd at putte i. Ser ham iføre sig skoene og binde snørebåndene med sine hænder. De forkrøblede hænder. Binde en perfekt sløjfe ... hvordan
   "Jeg har lavet kaffe," hører hun stemmen sige. "Jeg håber, det er okay?"
   "Hey K, du er allerede oppe?"
   Maya løfter sit hoved og får øje på Rune i køkkenet. Hans sorte hår står ud til alle sider, og de store fødder hviler på linoleumsgulvet, hvis mønster man næsten ikke kan se for støv og krummer. Hun afskyr sig selv for at være sådan et svin, at hendes søn ikke engang kan gå i bare fødder om morgenen, uden at der samler sig en hel bagerbutik mellem tæerne på ham.
   "Har du været ude at løbe?" spørger Rune og går hen til brødkassen for at se, om der er noget brød, der ikke er dækket af mug. Derefter begynder han at rode i fryseren.
   "Nej, det blev ikke til alverden. Mit knæ er lidt tricky for tiden." Kasper rækker hende spørgende et krus med frisk kaffe, og hun tager nikkende imod det.
   "Mor er der noget brød?" spørger Rune halvvejs inde i fryseren. Hun forsøger at få styr på sine tanker.
   "Kig mellem tæerne," hører hun Kaspers ironiske stemme og kunne have myrdet ham. Hader ham for at have bemærket det samme som hende selv. Hader hans åbenlyse evne til at se alt det, der netop ikke skal ses!
   "Nej, jeg tror ikke ... men jeg kan køre til bageren," svarer hun træt.
   "Det gør ikke noget, det kan jeg da gøre," siger Kasper. Igen denne overdrevne hjælpsomhed, tænker Maya ved sig selv. Og derefter tålmodighed.
   "Nej, det er okay, K," hører hun Rune sige. "Jeg skal nok gøre det, så kan du snuppe badeværelset imens. Hvor er der penge, mor?"
   Maya går ud i entreen og finder sin pengepung frem. Imens er Rune gået ind for at klæde sig på.
   Hun sætter sig ved køkkenbordet med pengene i hånden. Kigger på uret, klokken er blevet ni. Hun må have været længe i badet. Hun hører Kasper komme bag sig. Ser, hvordan han kanter sig vej gennem rodet hen mod badeværelsesdøren og åbner. Lige før han går ind, møder hans øjne hendes, og han smiler. Igen dette mærkelige smil med den skæve overlæbe. Han ligner en, der er meget selvtilfreds, synes hun. Ligner en, der selv synes, han er en kæk og charmerende fyr.
   Hun kan ikke greje ham. Noget i hende bliver foruroliget hver gang hun kigger på ham. Normalt ville hun ikke lade sig gå på af, at Rune har overnattende kammerater. Måske er det også kun, fordi det er på ubestemt tid. Eller måske er det hans påtrængende hjælpsomhed. Eller det, at han virker fuldstændig upåvirket af alle spændingerne i huset.
   Allerede dagen før - da hun kom hjem fra Netto - kunne hun mærke en anden energi i huset. Og da hun så åbenlyst blev frastødt af ham, virkede det som om, at han ikke en gang blev såret. Ikke engang vred ... Og nu, hvor han har set hende i den allermest ydmygende situation, forsøger han ikke engang at lade som om, at det aldrig er sket!
   Lettere modvilligt spoler hun i tankerne tilbage til det øjeblik, hvor han åbnede døren, men denne gang forsøger hun at se ham for sig i stedet for sig selv. Hun ser døren blive åbnet. Følger hans blik fra det sekund, da han åbnede, og hans blik da det kørte hen ad gulvet og mødte hendes fødder, kørte op ad hendes ben, op over hofterne og maven op til ... og han reagerede slet ikke, ser hun nu. Han lignede en, der havde set en normal påklædt kvinde; havde bare trukket på skuldrene og undskyldt, som om intet var hændt.
   "Jeg er tilbage om lidt," siger Rune og river hende ud af tankernes verden. "Er der noget specielt jeg skal købe?"
   "Nej, det er okay," hun ryster på hovedet. "Jeg tror, jeg sætter mig lidt ud i haven."